Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

11-årige Annissa vandt Talentpris i Berlingske-konkurrence

Som den hidtil yngste modtog Annissa Gybel både guldmedalje og Talentprisen på 10.000 kroner ved finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli i aftes.

11-årige Anissa Gybel modtog tirsdag aften Talentprisen i Berlingskes Klassiske Musikkonbkurrence i Tivoli
11-årige Anissa Gybel modtog tirsdag aften Talentprisen i Berlingskes Klassiske Musikkonbkurrence i Tivoli

11-årige Annissa Gybel blev tirsdag aften modtager af Talentprisen i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Det skete som kulmination på en festlig finalekoncert i Tivolis Koncertsal med præmieoverrækkelse og musikalske bidrag fra en række af de unge talenter, der har vundet priser og medaljer i konkurrencen.

Annissa selv havde kun lige forladt scenen efter at have spillet det konkurrencebidrag, den hundesvære Scerzo-Tarantella i G-mol af Henryk Wieniawski, der allerede havde sikret hende en guldmedalje i konkurrencen, da hun blev kaldt ind igen for at modtage Talentprisen og den medfølgende check på 10.000 kroner.

 

Det var Berlingskes klassiske musikredaktør, Søren Schauser, der traditionen tro valgte modtageren af Talentprisen blandt de i alt fire guldmedaljevindere i årets konkurrence.

»Annissa er en af de mest lovende violinister herhjemme i mange år. Trods sine kun 11 år er hun allerede fuldbefaren på sin violin. Hun spiller et af de sværeste stykker for sit instrument, det går over stok og sten, det stormer af sted - men ikke to toner lyder helt ens. Hun har lært teknikken og former musikken helt frit,« siger han.

Prismodtageren selv var glad og en smule benovet, men også meget tilfreds. »Jeg har arbejdet op til det her, siden jeg var fem år, så det er lidt Yeah!!« sagde hun og vidste ikke helt, hvad de mange penge skal bruges til.

»Måske en pony, men jeg kunne også bruge pengene til en ny violin, for denne her er ikke min,« sagde hun og håbede desuden at fejre prisen med en tur i Tivolis vildeste forlystelse, Dæmonen.

Som noget nyt var det sanger, DJ, TV-vært med mere, Morten Lindberg, bedre kendt som Master Fatman, der ledte publikum gennem dette års finalekoncert.

»Vi er samlet her for at fejre noget, som næsten er vildere og smukkere end selve livet. Noget som kan hensætte os i den mest sublime ekstase, noget som kan gøre os mere forelskede, end vi egentlig er, som kan få os til at græde som piskede, og som kan ruske i os og få os at til at tænke, at nu skal vi også gøre noget ved det hele. Nemlig musikken,« sagde han.

Xiangtian Liu på otte år spillede ved finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli
Xiangtian Liu på otte år spillede ved finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli

Aftenens koncert blev indledt af Xiangtian Liu på klaver efterfulgt af Ville Rose Teilmann på cello. Begge er bare otte år og har vundet 3. præmie i konkurrencen.

For 2. præmierne spillede først 12-årige Silas Helt Haarder på violin og derefter noget ganske nyt i Berlingske Klassiske Musikkonkurrence, nemlig en strygekvartet.

Kvartetten med navnet Træklang består af 14-årige Jonas Willaume Christoffersen på 1. violin, 15-årige Tinna Gunnarsdottir på 2. violin, 16-årige Alexander Cozart-Madsen på bratsch og 12-årige Susanna Briones Kjeldsen på cello.

Strygekvartetten Træklang under prøverne inden finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli.
Strygekvartetten Træklang under prøverne inden finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli.

De fire, der kommer fra Aarhus Musikskole, har spillet sammen i mindre end et år, men har allerede spillet flere koncerter og vandt for nylig kammermusiksprisen i  konkurrencen »Unge spiller klassisk« i Midtjylland.

»Det er sjovt at spille i orkester, men i kvartetten får man et mere personligt sammenhold, og musikalsk giver den også nogle andre måder at udtrykke sig på. I en kvartet er alle lige vigtige – i modsætning til i et stort orkester,« lød det fra de fire, som håber at kunne fortsætte sammenspillet, selv om det bliver svært, når de tre ældste efter sommerferien skal starte på MGK, og Alexander desuden skal starte i gymnasiet.

Som repræsentant for 1. præmievinderne begejstrede 16-årige Daniel Horsted Rasmussen salen med sit dynamiske saxofonspil, inden turen til sidst i programmet kom til de fire guldmedaljevindere:

16-årige Astrid Øland Schultz på violin spillede Saint Saens: Havanaise i E-dur og fik bl.a. disse ord med på vejen af dommer Ingemar Brantelid:

»Du har en dyb og bred musikalitet, som kommer til udtryk i en meget smuk klang og en velfunderet teknik. Det er en fryd at opleve en mønsterkonkurrencedeltager som dig.«

13-årige Noa Gudiksen Ehde lod køllerne danse på sin marimba ved finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli
13-årige Noa Gudiksen Ehde lod køllerne danse på sin marimba ved finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli

Noa Gudiksen Ehde på 13 år spillede Keiko Abe: Prism Rhapsody Concerto for Marimba og Orkester. Det var hans femte år i konkurrencen, og dommer Marie Rørbech overrakte ham guldmedaljen med ordene:

»Vi har i Berlingskes musikkonkurrence fulgt dig længe og glædet os over den kæmpe udvikling, du har gået igennem, både dit høje tekniske niveau og din musikalitet. Du har fortjent en meget stor guldmedalje. Men over det svæver din helt naturlige begejstring for dit instrument og for musikken, og det skaber en sand musiker.«

Christian Sebastian Deleuran, som netop i går fyldte 17 år, diverterede med Alexander Arutunians Koncert for trompet og blev ønsket tillykke med både fødselsdag og guldmedalje af dommer Ketil Christensen.

Christian Sebastian Deleuran, 16 år, vandt guldmedalje i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence.
Christian Sebastian Deleuran, 16 år, vandt guldmedalje i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence.

»I aften beviste du det, som du også viste os til konkurrencen, nemlig at du har den der den fandenivoldskhed, der skal til, når man sætter sig det mål at beherske det her tunge messinggrej. Udover det har du en skøn klang gennem alle registrene, en dejlig musikalitet og en god teknik. Så det kan ikke være bedre.«

Aftenens sidste koncertbidrag kom fra Annissa Gybel, der som den yngste nogensinde har vundet guldmedalje i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence. Og dommer Stine Hasbirk var ikke i tvivl, da hun skulle motivere guldet: »Det fantastiske, som nogen gange sker, skete her. Tiden stod stille. Du, musikken, teknikken - det hele gik op i en højere enhed. Det er det, musikken kan, når den bliver fremført godt. Trods din unge alder spiller du allerede med hjertet.«

Som nyt medlem af dommerpanelet har Stine Hasbirk i det hele taget glædet sig over et meget højt niveau i konkurrencen.

»Der er rigtig mange unge talenter på vej, som det bliver spændende at følge de næste tre-fire år,« siger hun. »Det er meget betryggende for fremtiden for musiklivet i Danmark.«

Ville Rose Teilmann 8 år spillede cello ved finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli
Ville Rose Teilmann 8 år spillede cello ved finalekoncerten i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence i Tivoli

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.