Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Portræt af en mester:

100 år med Jørn Utzon

Naturfornemmelse gennemstrømmede Jørn Utzons værk. Vi tegner et portræt af det 20. århundredes største danske arkitekt, der blev født 9. april 1918.

Jørn Utzon nyder solen i bjergene. Pressefoto.
Jørn Utzon nyder solen i bjergene. Pressefoto.

Mange år efter, at Jørn Utzon havde forladt sit livs hovedværk – operahuset i Sydney – i utide, blev han ved med at se byggeriet for sig, når han lukkede øjnene.

Se det i virkeligheden ville han ikke. Han havde forladt byggeriet i vrede og var rejst fra Australien, fulgt af hånlige bemærkninger fra landets politikere.

Han havde som ukendt arkitekt vundet konkurrencen i 1957, men efter en lang, vanskelig byggeproces, præget af uoverensstemmelser med lokale arkitekter og entreprenører og ledsaget af budgetoverskridelser, gav han op.

Siden kom undskyldningerne og The Order of Australia og tilbuddet om at rette op på de fejl, tre lokale arkitekter begik, da de fuldførte byggeriet. Men Utzon skulle ikke nyde noget – og på et tidspunkt mange år senere tillod helbredet ikke den lange rejse.

På det tidspunkt havde han givet sig og arbejdede som konsulent for en renovering af operahuset sammen med blandt andre arkitektsønnen Jan Utzon, som var den, der rejste til Australien. Jørn Utzon har til en avis fortalt, at en toldbetjent, der genkendte efternavnet i passet, hilste ham med et muntert:

»Back to the scene of the crime, eh, mate?«

Naturfornemmelse gennemstrømmer Utzons værk, har den australske arkitekt – og assistent ved operahusbyggeriet – Richard Leplastrier sagt:

Ikke som en kopi af naturen – »men ved at se og erkende principperne i den.«

Så måske skal man blot se operahusets berømte skaller som en organisk bevægelse, ligesom bølgerne i det vand, det ligger ved. Måske minder skallernes form om sejl på de skibe, Utzon allerede som barn så på Limfjorden, hvor han brugte megen tid, og over hvis vande blæsten som bekendt går så frisk.

I et interview har Utzon selv forklaret, at taget er som stykker af den samme appelsin, og at inspirationen kom fra at lege med muslingeskaller og fra synet af den alpine glød, når Solens stråler rammer de sneklædte bjergtoppe i Schweiz.

I det nye nummer af det engelsksprogede, danske arkitekturtidsskrift Rum fortæller arkitekten Lene Tranberg, hvor bevæget hun blev, da hun så operahuset i Sydney, og at hun havde en oplevelse af, at det kunne have ligget der i 3.000 år og ville ligge der i yderligere 3.000 år, og noget tilsvarende må Utzon have tænkt, da han for mere end 60 år siden fik ideen til bygningen. Den var blandt andet inspireret af nogle af de templer, han havde set i Mellemamerika under en rejse sidst i 1940rne. Han havde haft en følelse af at stige op mod et plateau og af en hellig handling.

Mange år senere – I 2003 – forklarer han i et sjældent interviews til den australske avis The Daily Telegraph at:

»Man skal forestille sig... måske 3.500 mennesker, der omtrent samtidig ankommer til bygningen med store forventninger om, hvad de skal se og opleve. De går op ad trinnene, og det forener dem og adskiller dem samtidig fra hverdagen. I pausen, når de kommer ud fra de forskellige dele af operahuset og samles i foyeren, er de på samme måde forenet i deres oplevelser. Husets særlige beliggenhed understøtter denne følelse af at være hævet over hverdagen.«

Jørn Utzon stammede fra Aalborg, hvor der for ti år siden åbnede et formidlingscenter for hans indsats. Uddannelsen til arkitekt måtte skibsingeniørens søn til København for at få på kunstakademiet. Men fra 1942 opholdt han sig blandt andet i Sverige, hvor han blev stærkt inspireret af arkitekten Gunnar Asplund og også traf den finske arkitekt Alvar Aalto og blev påvirket af deres tanker om en moderne, funktionalistisk arkitektur i et naturinspireret formsprog.

Ligesom de to store arkitekter blev Utzon en fornem repræsentant for den bløde og organiske, skandinaviske tone, der er så forskellig i stemning og form fra modernismens skarpe linjer, som de for eksempel kommer til udtryk i dele af det 20. århundredes amerikanske arkitektur.

Men samtidig er en stor del af Utzons måde at formgive bygninger på hentet fra lange rejser i Mellemøsten og fra middelhavskulturens forståelse for betydningen af en indre gård i et hus som et vederkvægende refugium.

Som mange andre arkitekter har Utzon arbejdet bevidst med at trække lys ind i huse eller holde det ude. Utzon forstod menneskets basale behov for en skyggefuld bolig og herunder selvfølgelig, hvordan man afskærmer eller bruger det skarpe lys. Parlamentsbygningen i Kuwait – et andet af hans hovedværker – har ligefrem karakter af et telt.

Karakteristisk nok ligger Utzons virkelig store bygningsværker uden for Danmarks grænser.

Måske fik det blide, dannede og afslappede, men også aristokratiske menneske ry for at være besværlig. I hvert fald har fædrelandet ikke udnyttet hans geni i det omfang, der havde været nærliggende.

Fine bygningsværker er det godt nok blevet til: Bagsværd Kirke, Terrasserne i Fredensborg, Kingohusene ved Helsingør og Paustians møbelhus, der lyser op i Københavns Havn. Men der kunne også have ligget en Utzon-pavillon ved Langelinie og en Utzon-svømmehal ved Peblingesøen.

Silkeborg Kunstmuseum – i dag Museum Jorn – er en fin bygning, landskabeligt smukt placeret og velegnet til sit formål. Men det havde nu været interessant at se en realisering af Utzons eget forslag, der blandt andet opererede med underjordiske gallerier, der skulle lede tanken hen på nogle huler i Kina, brugt til fremvisning af kunstgenstande.

Utzon slog sig ikke ned i Danmark, da han forlod Australien. Basen for den globalt arbejdende arkitekt blev Mallorca, og på et højtbeliggende, ualmindeligt naturskønt sted med udsigt over vandet opførte han det første af sine huse på øen og kaldte det Can Lis. Han tegnede det, efterhånden som arbejdet skred frem, han deltog selv i opførelsen sammen med håndværkerne, og han brugte lokale materialer. Senere opførte Utzon endnu et meget smukt beliggende hus, der i dag bebos af datteren, keramikeren Lin Utzon, og om begge villaer har Utzons arkitektkollega Tobias Faber engang sagt, at de »står som en stor mesters personlige bidrag til verdensarkitekturen«.

Med tanke på, hvad huse i den karat ville kunne handles for på millionærparadiset Mallorca, er det prisværdigt, at en af arvingerne, Kim Utzon, i 2011 solgte Can Lis til Den Obelske Familiefond, der har gjort det til et sted, hvor arkitekter og forskere kan søge om legatophold.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.