Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ytringsfrihed versus hate-speech

Multikultur. I kølvandet på TV2s afsløringer af bizarre imamer, fusk med regnskaber og fravær af kommunal kontrol med skoler og fritidsaktiviteter, er regeringen i færd med at iværksætte indgreb mod ytringsfrihed for at imødegå truslerne mod demokratiet.

Torben Bech Dyrberg
Torben Bech Dyrberg

Af Torben Bech Dyrberg

Lektor, ph.d., RUC

og Mehmet Ümit Necef

Lektor, ph.d., SDU

Som Flemming Rose var inde på i Deadline på DR2, 3. april, har fronterne i ytringsfrihedsdebatten ændret sig siden Muhammedtegningerne for ti år siden. Dengang forsvarede borgerlige partier og debattører en vidtgående ytringsfrihed, hvorimod venstrefløjen (fra de Radikale og venstre ud) indtog en valen holdning: Jo, man var selvfølgelig for ytringsfrihed, men alligevel, der var jo ikke ytringspligt, og man skulle ikke krænke udsatte minoriteter, osv.

I dag er dette billede delvis ændret. Regeringen er i gang med at undersøge, hvordan man kan straffe folk, der ytrer sig i uoverensstemmelse med det danske demokratis sædelighed. Hvordan det skal udmøntes er endnu uklart, og kirke- og indenrigsminister Bertel Haarder kunne i Deadline, 30. marts, ikke komme nærmere ind på, hvad det er for en slags ytringer, man ønsker at kriminalisere, ligesom det heller ikke stod klart, hvilke principper, der skal ligge til grund for censur.

Kombinationen af dybt reaktionære imamer, hvis kultur ligger milevidt fra en dansk demokratisk kultur, og hvis holdninger i et eller andet omfang deles af muslimer, samt regeringens ønske om at fremstå handlekraftig i en mediesat dagsorden, er en farlig cocktail. Især fordi den lette og tilsyneladende slagkraftige reaktion er forbud, altså en forstærket hate-speech lovgivning, der netop retter sig mod ytringer.

Man ønsker, med statsministerens ord, 30. marts, at afsøge muligheden af at »kriminalisere ytringer der undergraver dansk lovgivning«. Opfordring til vold og billigelse af terror er i forvejen ulovlig, så de ytringer, der er tale om her, er af en anden karakter, men hvilken er ikke klart.

Tilbage står, at man ønsker at stække radikale imamer ved at kriminalisere de af deres ytringer, man opfatter som samfundsundergravende. Det er, som Katrine Winkel Holm skriver i Information, 6. april, helt uacceptabelt i et ytringsfrihedsperspektiv. Dertil må man spørge, om det virkelig er en effektiv måde at mindske imamers indflydelse blandt muslimer, og hvilke konsekvenser vil det have for andre, der også kunne blive stemplet som nogen, der undergraver vores samfund?

Det er tankevækkende, at den slags argumenter deler fire præmisser med venstrefløjens forsvar for hate-speech lovgivning, som vi bl.a. har set det under Muhammedkrisen: At der ikke er langt fra ord til handling, at mennesker er lette at manipulere, at situationens alvor legitimerer brud på principper, og at ytringsfrihedsfundamentalisme er skadelig.

For det første er påstanden, at grimme ytringer bliver omsat til voldelige handlinger, der leder til et modbydeligt samfund. Det bliver aldrig gjort klart, om og hvordan det sker. Når man udvisker skellet mellem krænkende ytringer og fysisk vold, er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan forbyde. For det andet, uanset om det drejer sig om folk i mellemøstlige minoritetsmiljøer eller det overvældende flertal af befolkningen, er de lette ofre for demagoger. Her har vi en elitær indstilling til folk som ureflekterede og som ofre. For det tredje har henvisninger til truende situationer altid været brugt til at indskrænke ytrings- og forsamlingsfrihed. Men er Danmark mere truet i dag end under Den Kolde Krig, hvor der var fuld ytringsfrihed også for femtekolonnevirksomhed (DKP m.fl.)? For det fjerde er venstreorienteredes kritik af »ytringsfrihedsfundamentalisme« i dag ved at blive matchet af regeringens udvidelse af hate-speech lovgivning.

Set i det lys giver det mening for både højre- og venstrefløj at lovgive mod de mest tåbelige, frastødende, nedladende og reaktionære ytringer. At man så mener, at truslerne mod demokratiet kommer fra forskellige steder og vil beskytte forskellige parter, er mindre væsentligt her.

Den påståede forbindelse mellem ord og handling er langtfra klar, når det drejer sig om holdninger og meningsudvekslinger. Anderledes forholder det sig med opfordringer til og glorificering af vold, hvor der er en direkte sammenhæng. Jo mere uklar og indirekte forbindelsen er mellem ord og handling, desto mere bliver hate-speech lovgivning symbolpolitik, hvilket politiserer domstolsafgørelser og undergraver en demokratisk politisk offentlighed. Racismeparagraffen er et skræmmende eksempel på en lovgivning, der bruges til at straffe holdninger »man« ikke bryder sig om, og hvor man let forveksler religionskritik og racisme. Det har især DFere været udsat for, men i stedet for at give et principielt svar på ytringsfrihed, virker det som om de er mere indstillet på at give tilbage af samme skuffe.

I kølvandet på TV2s afsløringer af bizarre imamer, fusk med regnskaber og fravær af kommunal kontrol med skoler og fritidsaktiviteter, er regeringen i færd med at iværksætte indgreb mod ytringsfrihed for at imødegå truslerne mod demokratiet. Men måske skulle man snarere koncentrere sig om organisationers svindel og kommuners slendrian, ligesom man burde bifalde, eller i det mindste ikke forhindre, at få religiøs fordummelse frem i lyset, så man kan se, hvad der foregår, for dermed bedre at kunne tage stilling.

Imens er multikulturalistiske venstreorienterede i gang med at grave det hul, de sidder i, endnu dybere. Efter Köln nytårsnat synes deres største bekymring at være, at sexovergrebene mod tyske kvinder ville stigmatisere muslimer, hvorfor borgerlige forsvar for kvinders rettigheder ikke kunne være andet end skalkeskjul for racisme og frikendelse af hvide mænds sexisme, der er mere udbredt, fordi der er mange flere af dem. Det var det, man blev indigneret over – ikke overgrebene.

Det samme med TV2s »Moskeerne bag sløret«. Man var i mindre grad opbragt over det, der blev sagt og den svindel, der foregår med offentlige midler, og at der findes ghettomiljøer, hvor den slags er dagligdag. Frem for alt var man indigneret over det, man så som seriens gedulgte og tendentiøse sensationsjournalistik, hvis formål var at sværte muslimer til og grave kløfterne mellem os og dem endnu dybere.

Senest var de Radikales nye værdiordfører, Zenia Stampe, i topform i Deadline, 1. april, hvor hun hævdede, at den virkelige sikkerhedstrussel ikke er islamisters terror, selv om de står for stort set al terror de sidste 15 år, men højreekstremister med deres racistiske og nationalistiske ideologi. Som bevis fremførte hun, at formanden for Danskernes Parti er en gammel nazist, der fantaserer om at dræbe en jøde, og at partiet nu har en busreklame, der åbenbart er det første skridt til en lukrativ mainstream karriere. Hvis Stampe virkelig ønsker at gå i rette med antisemitisme, kunne hun ellers bare opsøge mellemøstlige ghettomiljøer, hvor den slags stortrives også blandt dem, der ikke er videre radikale. Men hun tænkte nok snarere på almindelige danskere, der har for vane at labbe højrefløjsdemagogi i sig, fordi danskernes racisme åbenbart ligger og lurer lige under den pæne overflade.

I alle tre tilfælde er indignationen vendt på hovedet, så man kan kaste sig over dem, man elsker at hade: voldtægtsparate hvide mænd, elitens mediemanipulation og højrefanatikeres pervertering af ytringsfrihed.

Alternativet til begge fløjes hang til at forbyde sig ud af politiske problemer er, at få holdninger klart frem, så man kan tage stilling til dem. Det er en grundlæggende liberal-demokratisk præmis, hvor man, når det gælder meningsudveksling, håndhæver skellet mellem ord og handling, og hvor man udgår fra at mennesker kan tage vare på sig selv fremfor at være kastebold for højreekstremistiske eller islamistiske demagoger. Er det et udtryk for idealisme, og at man ikke ønsker at gøre noget? Er det ikke snarere en blanding af idealisme og elitisme at tro, at man kan beskytte folk mod krænkende ytringer, så de ikke bliver vildfaret? Og er forsvaret af ytringsfrihed ikke det, der mest aktivt og effektivt har mulighed for at gå i rette med autoritære holdninger og praksisser?

Torben Bech Dyrberg og Mehmet Ümit Necep har redigeret bogen »Multikulturalismens fælder - mørklægning og moralisme i forskning og politik« fra forlaget Samfundslitteratur. Bogen udkommer 8. april.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.