Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vrede børn er også en del af fællesskabet

26.000 danske børn og unge modtager dagligt medicin for at kunne tilpasse sig skolen. Vi bevæger os mod »75 procent-samfundet«. Et samfund for de 75 procent velfungerende. Men samtidig et samfund, hvor hvert fjerde barn eller ung på forskellig vis står uden for eller ved siden af.

Maria Dressler, psykolog, og Camilla Obel, lærer, begge projektledere på Diamantforløbene, diamantforlobet.dk
Maria Dressler, psykolog, og Camilla Obel, lærer, begge projektledere på Diamantforløbene, diamantforlobet.dk

Som henholdsvis psykolog og lærer arbejder vi dagligt med de børn og unge, der falder udenfor, ved siden af og igennem. Særligt dem, der reagerer vredt og voldsomt. Men vi arbejder også med alle andre børn og unge. DR2s dokumentarprogram »I følelsernes vold« gav for nylig et indblik i måden, vi arbejder på. Vores sigte er at styrke børn og unges deltagelse i almene fællesskaber. Også dem, der er vrede, udadreagerende og svære at forstå og håndtere. Dem er der mange af. Faktisk så mange, at det i vores optik er et kæmpe problem – ikke kun for børnene og de unge, men også for alle os andre.

Vi bevæger os mod »75 procent-samfundet«. Et samfund for de 75 procent velfungerende. Men samtidig et samfund, hvor hvert fjerde barn eller ung på forskellig vis står uden for eller ved siden af. Er det det, vi faktisk ønsker? Har vi som samfund råd til og interesse i, at flere og flere dømmes ude af fællesskabet allerede som børn? At særligt de børn og unge, der reagerer voldsomt – med vrede, aggression og drilleri – problematiseres, diagnosticeres, medicineres og ekskluderes?

Ifølge en undersøgelse fra 2010 vurderer danske lærere, at 30,8 procent af alle drenge har individuelle vanskeligheder. Tæller vi pigerne med, vurderer de, at hver fjerde har problemer. 26.000 danske børn og unge modtager dagligt medicin for at kunne tilpasse sig skolen.

Nogle vil mene, det ikke kan være anderledes. De børn og unge, der skiller sig ud ved f.eks. at være vrede og vilde, er født med en hjerne, der adskiller sig fra de fleste andres. Men hvad nu hvis vrede og vildskab ikke blot er et spørgsmål om en forkert hjerne? Eller forkerte forældre? Og hvad nu hvis vrede og vildskab hører til?

Bo er 15 år. Han har gået i fem forskellige skoler. Skolerne har alle det til fælles, at de på et tidspunkt har syntes, at det var en rigtig god idé, at Bo skiftede til en anden skole. Han har gjort det svært for lærere og pædagoger at beskytte de andre børn i fællesskabet, og hans adfærd har haft en karakter, der kræver andre faglige forudsætninger end dem, man kan forvente i et alment skoletilbud. Bo er vred og vild. Han er også blevet kaldt mange andre ting i sit liv: Ballademager, uregerlig, syg i bøtten og voldelig. Ofte er han blevet defineret ved det, andre synes, han ikke kan: Reflektere, opføre sig ordentligt, være empatisk, udøve selvkontrol og honorere kravsituationer.

Som 15-årig ved Bo derfor en hel del mere end de fleste jævnaldrende om, hvordan han er forkert og ikke passer ind i fællesskabet – i det normale.

Bo er langtfra den eneste. Der findes mange som han. Disse børn vokser op med en veludviklet viden om det, de ikke formår, og det, de mangler, for at kunne begå sig som og med andre. Et stadigt større psykologisk og psykiatrisk udredningsapparat sørger for at understøtte denne viden. I en tid, hvor kompetente børn er normen, og alting måles i udvikling og kompetencer, udvikler op mod en fjerdedel af alle børn sig primært i lyset af det, de ikke kan. Det forekommer indlysende, at det får betydning for skolegang og uddannelse. Det forekommer lige så indlysende, at det får betydning for måden, man deltager i fællesskabet på, og hvem man bliver som samfundsborger.

Spørgsmålet bliver, om vi har råd til og interesse i at have et »75 procent samfund«? Et samfund, hvor 25 procent på den ene side står uden for fællesskabet og på den anden side er en del af det. Bare ikke konstruktivt, aktivt, positivt. I den verserende politiske debat får man sommetider indtryk af, at de 25 procent ligefrem udgør en trussel, også når det er børn, vi taler om.

Når man gennem sin opvækst får en særlig viden og erfaring om, hvad man ikke formår og magter, sker det i forhold til de forventninger, der findes i fællesskaber. Mange børn og unge erfarer fra en tidlig alder det særlige paradoks, at være del af et fællesskab og samtidig en trussel mod det: »Du SKAL gå i skole, men vi KAN IKKE HAVE dig, når du reagerer så voldsomt, så det må du ændre…« Paradokset bliver en udviklingspræmis, som i sig selv vanskeliggør den udvikling, samfundet efterspørger. For individuelle udviklingsmuligheder tilhører ikke individet, men findes i – og afgøres af – fællesskabet. Det er gennem måden, vi er sammen med andre på, at nye strategier læres. Når spørgsmålet bliver, om et barn kan rummes i et fællesskab, vil det ikke være muligt for det barn at udvikle sig som en del af fællesskabet.

Nu kunne man tænke, at det her kun drejer sig om hvert fjerde barn, ikke om mit barn. Men i vores optik har det også konsekvenser for de andre børn – de 75 procent. I enhver klasse findes der børn som Bo. Børn, der ofte er blevet korrigeret, og som siden måske blev udredt, fik diagnoser og blev ekskluderet fra klassen. Børn lærer, at nogle børn fungerer fundamentalt anderledes, og den læring, de potentielt tager med sig videre, vil være, at der er andre mennesker, som er farlige for mig, og som må tages væk, for at jeg kan trives. Det skaber et »dem og os«. De truende og de truede. De forståelige og de uforståelige.

Når vi arbejder med børn og unge, møder vi både de glade, de sure og de triste. Vi møder dem, der ofte oplever, at de bliver drillet, og dem, der ofte får at vide, at de driller. Vi møder dem, der slås, og dem, der gemmer sig. Vi møder dem, der kan, og dem, der ikke kan. Vi møder børn med og uden diagnoser. Vi møder børn og unge fra mange forskellige kulturer – i Danmark! Vi møder børn og unge, der forholder sig til sig selv og hinanden og vurderer hinanden efter bedste evne, og vi ser, hvordan de reagerer på tusind forskellige måder i forhold til det.

Vores udgangspunkt er, at alle disse børn og unge giver mening og er forståelige på samme måde, nemlig set i lyset af deres liv, deres historie, relationer, betingelser og omstændigheder. Ligesom voksne i øvrigt. Vi forstår og handler alle sammen med udgangspunkt i de erfaringer, vi har høstet gennem livet.

Der er stor forskel på, hvilke erfaringer børn har med sig, og dermed også stor forskel på, hvilket grundlag de forstår og handler på. Sådan er det i enhver almindelig skoleklasse. Der er også stor forskel på forældre og livsbetingelser i øvrigt. Forskellene er indlysende, men de grundlæggende forståelsesmåder er ens for alle på tværs af forskellene. De er almene. Hvis andres handlinger fremstår uforståelige, er det, fordi vi mangler viden om disse andre. Har vi viden nok, kan vi altid forstå. Ikke acceptere, ikke være enige, men forstå.

Netop at lære almene, konstruktive forståelses- og håndteringsmuligheder i forhold til hinanden er vigtigt for børn. Alle børn. Det kan være ved at lære dem at skærpe forståelsen for de andres gode intentioner fremfor at vurdere den måske uhensigtsmæssige måde, intentionen bliver omsat til handling. At kunne forstå ethvert andet barn på samme vilkår, som jeg forstår mig selv, giver mod og styrke til at gå på opdagelse hos hinanden på en anden måde, end det er muligt, når nogle børn er i en helt anden kategori end jeg. Det giver mod til at spørge: Hvem er du? Og mod til at lære at forstå, at det måske er samme følelse af tristhed, der hos nogle giver anledning til gråd og hos andre til slag.

Lykkes vi med at etablere sådanne børnefællesskaber, styrkes forudsætningen for at understøtte nye håndteringsstrategier for de 25 procent, hvis handlinger gør dem til en trussel i forhold til fællesskabet. Det er en god idé. For selv om Bos reaktion er forståelig i lyset af hans historie, er det også problematisk for både ham og hans omgivelser, at han splitter det hele ad.

I vores optik er konsekvenserne af et »75 procent-samfund« store, både i et socioøkonomisk og i et individuelt perspektiv. De individuelle konsekvenser rammer de 25 procent - men også de 75 procent, og det får afgørende betydning for den tillid og tryghed, vi føler i fællesskabet. Det kalder på perspektiver og indsatser, der er rettet mod fællesskabet, fremfor individuelle handlinger. Og ja, det gælder også de vrede børn og unge. Kun i fællesskab kan fællesskaber udvikles og dermed de individuelle udviklingsmuligheder. Og ja, vores arbejde viser, at det faktisk er muligt! Børnene vil enormt gerne hinanden på gode måder. Vi håber, at de en dag kan lære det videre til os voksne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.