Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vil regeringen kurere EU-sklerosen?

Jens Rohde og Erik Boel: EU lider af sklerose. Vi kan af frygt for folkestemningen vælge at lade stå til. Eller vi kan medvirke til at frembringe den nødvendige kur. Hvad vælger regeringen?

Tegning: Jens Hage
Tegning: Jens Hage

EU har sklerose. Alt hvad vi succesfuldt har bygget op over mere end 50 år, er ved at falde sammen under Europas egen vægt. EU har ganske enkelt ikke længere den nødvendige muskelkraft til at bære resultaterne af egne succesfulde beslutninger om fri bevægelighed, fælles valuta samt udvidelsen. Derfor er der behov for et nyt sæt spilleregler, der kan vitalisere fællesskabet. Det har de fleste lande og institutioner i Europa erkendt. Men ikke Danmark. Christiansborg fører strudsepolitik. Vi hører ikke et kvæk fra regeringen, som har ansvaret for at drive EU-politikken frem. Det er historien om puslingelandet, der hygger sig i smug – mens vi håber, det hele driver over.

Hvis ikke vi selv prøver at påvirke det europæiske samarbejde ud fra danske holdninger og interesser, så er der andre, der gør det. Og det er ikke nødvendigvis i dansk interesse …Derfor vil vi gerne komme på banen med forslag til nogle af de punkter, der bør indgå i det danske oplæg til en kommende EU-traktat.

Vigtigst er behovet for dels at styrke den folkelige forankring af samarbejdet, dels styrke samarbejdet, hvor der er grænseoverskridende udfordringer. Men også slanke samarbejdet, hvor det har bredt sig over alle grænser.

Det europæiske samarbejde bliver stadig tættere i disse uger og måneder, ikke mindst på det økonomiske område. Det er fint nok – men befolkningerne og de små lande er koblet af. Det er Frankrig og Tyskland, som bestemmer. Derfor skal den demokratiske legitimitet styrkes og beslutningsgangene forenkles.

Vi foreslår, at valgperioderne i EU afkortes til fire år, så afstanden mellem befolkning og EU-folkevalgte mindskes. Det svarer helt til, hvad man har valgt at gøre i et andet stort demokrati, USA, hvor Repræsentanternes Hus er på valg hvert andet år. Antallet af kommissionsmedlemmer bør skæres ned til 2/3, det vil p.t. sige 18 – så Kommissionen bliver et beslutningsorgan i stedet for en snakkeklub. Vi skal af med overflødige kommissærposter, så EU kan koncentrere sig om de væsentlige grænseoverskridende opgaver.

Kontrollen med den enkelte kommissærs forvaltning skal skærpes. Der er alt for mange eksempler på slendrian i bureaukratierne. Nok så vigtigt bør Europa-Parlamentet få ret til at stille forslag til ny EU-lovgivning – det er ikke rimeligt ud fra et demokratisk synspunkt, at det er Kommissionen, der i dag har monopolet. Kommissionsformanden bør vælges enten af Europa-Parlamentet eller ved frie og almindelige valg i alle medlemslandene. Det vil være det mest demokratiske, det mest enkle, det vil give samarbejdet et menneskeligt ansigt – og en fælles europæisk valgkamp vil bidrage til at udvikle en fælles europæisk samtale og offentlighed; vigtige forudsætninger for et levende og dynamisk europæisk demokrati.

Endelig skal Europa-Parlamentets månedlige rejsecirkus mellem Strasbourg og Bruxelles stoppes. Det koster henved 1,5 mia. kr. og skyldes alene fransk forfængelighed. Tør den danske regering tage dette emne op på topmøderne? Der er opbakning fra Parlamentet.

Den økonomiske krise har med al uønskelig tydelighed demonstreret, at de nuværende traktater ikke sikrer økonomisk ansvarlighed i medlemslandene. Derfor er Europa blevet økonomisk og politisk destabiliseret.

Euroen blev gennemført for at undgå, at vi eksporterede vores problemer til hinanden gennem devaluering. Og har i så henseende været en succes, men der er behov for at styrke den økonomiske ansvarlighed og soliditet gennem en stærkere union. Hovedpunkterne bør være strammere regler for den økonomiske politik og bedre styring heraf. Samtidig skal der etableres et fælles europæisk banktilsyn. Kravene vedrørende gæld og underskud på de offentlige budgetter skal traktatfæstes. I traktaten skal endvidere indføres automatiske sanktioner over for lande, som forbryder sig mod de fælles spilleregler.

Da Italien i foråret 2011 oplevede en pludselig og massiv flygtningestrøm fra Nordafrika og ikke havde kapacitet til at behandle så mange asylansøgninger på én gang, tildelte de italienske myndigheder alle flygtninge midlertidige opholdstilladelser. Dermed kunne flygtningene bevæge sig frit i Europa.

Dublin-systemets bestemmelser om, at asylansøgere skal tilbage til det land, hvor de først søgte asyl, blev reelt sat ud af kraft. Derfor fik en lang række mennesker, som måske ikke stod til at få asyl, adkomst til Europa, herunder Danmark. Reelt er der tale om illegale indvandrere.

I den nye EU-traktat foreslår vi, at der indføres fælles regelsæt, som forhindrer, at asylansøgere kan udnytte medlemslandenes forskellige regler og systemer. Samtidig skal det forbydes, at medlemslande sender asylsøgere op gennem Europa ved at give dem midlertidig opholdstilladelse.

Den politiske situation i Rumænien og Ungarn, som seneste eksempler, har udviklet sig til en trussel mod de helt basale demokratiske frihedsrettigheder i EU. Det er retsstaten, magtens tredeling og den frie presse, der er under pres. Det hverken kan eller skal vi acceptere inden for Den Europæiske Union, fordi det er EUs fornemmeste opgave at sikre de demokratiske frihedsrettigheder. Ligesom der skal indføres håndfaste sanktioner mod de lande, der ikke lever op til de økonomiske krav i eurosamarbejdet, skal de lande, der forbryder sig mod frihedsrettighederne i EU, sanktioneres.

EU formår ikke at spille en rolle på verdensscenen, hverken i forhold til Syrien, Iran, Israel-Palæstina osv. Derfor bliver Europa mere og mere ligegyldig i en multipolar verden. Beslutninger om EUs ageren udadtil skal fremover kunne træffes ved flertalsafgørelse, idet det enkelte land dog kan afstå fra at deltage. Endvidere skal et forpligtende forsvarssamarbejde i EU traktatfæstes. Det er hul i hovedet og et stort spild af ressourcer, at de 27 EU-lande har hver sit forsvar.

EU har over årene opbygget en lang række social- og beskæftigelsesfonde, som dels har resulteret i mere eller mindre eksotiske projekter af tvivlsom karakter, dels har haft en højst usikker effekt på beskæftigelsen. Derfor skal der gøres op med spekulation i EU-støtten, hvor medlemsstater spiser nådens brød af EUs kasser og alene realiserer egne projekter efter, hvor mange penge de kan få fra EU. Traktaten bør skabe råderum for investeringer på fællesskabsniveau, som skaber reel vækst og arbejdspladser gennem øget mobilitet og bedre infrastruktur.

Energiområdet er af vital betydning for Europa. Hvis vi ønsker at opnå europæisk energiuafhængighed af mere eller mindre diktatoriske styrer og sikre en mere miljøvenlig energiforsyning, forudsætter det et massivt opgør med gamle statsmonopoler og medlemslandes ret til at blokere for transnationale løsninger såvel lovgivningsmæssigt som infrastrukturelt. Samarbejdet på energiområdet kan meget vel få en synergieffekt for EU-samarbejdet svarende til den rolle, kul- og stålfællesskabet spillede i sin tid. Forskellene på Europas enkelte lande gør en fælles kultur-, sports- og turismepolitik uegnet. EU skal beskæftige sig med ting, hvor landene i fællesskab kan gøre en forskel – her er der oplagte eksempler på, at samarbejdet bør slankes.

Det er uomtvisteligt, at der i en overskuelig fremtid vil ligge et forslag til en ny EU-traktat. Danmark har en interesse i at påvirke arbejdet med udformningen af en sådan traktat fra arbejdets begyndelse. Andre lande, tænketanke, politiske kontorer i Europa er i fuld gang med at positionere sig til det arbejde, som finder sted de kommende år. Danmark sover tornerosesøvn.

Forhåbentlig kan vore tanker være med til at inspirere de danske EU-positive partier til en forhandling om et nationalt kompromis om sikring af dansk indflydelse i det traktatarbejde, som allerede er i fuld gang ude i Europa. Fællesskabet lider af sklerose. Vi kan af frygt for folkestemningen vælge at lade stå til. Eller vi kan medvirke til at frembringe den nødvendige kur. Hvad vælger regeringen?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.