Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Videnskabsdiplomati i Arktis

Videnskabeligt samarbejde i Arktis har vist sig at kunne bygge bro mellem de arktiske stater, de nordiske lande og Kina. Det såkaldt arktiske videnskabsdiplomati er et relativt nyt fænomen i dansk sammenhæng. I disse dage mødes forskere, diplomater og politikere i Aarhus.

Foto: Michael Bothager
Foto: Michael Bothager

Videnskabsdiplomati kan noget, som det officielle diplomati ikke altid formår. Globaliseringen har forskudt magtrelationerne mod øst og skabt en helt ny verden, hvor storpolitik og verdensøkonomi i flere tilfælde har ført til mistillid og konfliktoptrapning. Gennem videnskab og videnskabeligt samarbejde på tværs af grænser er der til gengæld gode eksempler på, hvordan man har opbygget en fælles forståelse, som også har en positiv afsmitning på beslutningstagere. Og her er Arktis, som et af nutidens storpolitiske brændpunkter, et fremragende eksempel.

Lad os først se på udviklingen i magtspillet om Arktis i et historisk perspektiv, og hvad det betyder for de nordiske småstater. Nordatlanten og Arktis er en betydelig del af Kongeriget Danmarks historie, der tidligere inkluderede Island og Norge. De nordiske lande levede i efterkrigstiden under forholdsvis forudsigelige udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitiske rammer. Sikkerhed var inden for rammerne af den kolde krig, og for Danmark, Island og Norge garanteret af NATO-alliancen med USA. Markedspolitikken var altovervejende europæisk, med undtagelse af Finlands samhandel med Sovjetunionen. Så verden bestod i høj grad af Washington DC, Bonn, Paris og London samt Moskva for Finland. Det var håndterbart for småstater med begrænsede ressourcer.

Det overskuelige verdensbillede blev brudt først med Sovjetunionens opløsning og dernæst – og især – med globaliseringen, som har skabt en helt ny verdensorden, vi kun har set begyndelsen af. Især Kinas fænomenale økonomiske vækst, men også andre vækstmarkeders udvikling flytter økonomisk og dermed politisk og videnskabelig magt fra vest mod øst. Gamle og nye magter må finde nye spilleregler for at leve sammen i storpolitikken og verdensøkonomien. De nordiske småstater må søge adgang til og indflydelse i en række nye og ukendte centre for økonomi, politik og videnskab som eksempelvis Beijing, New Delhi, Seoul og Brasilia. Så hvad kan de nordiske småstater gøre? Svaret ligger i Arktis, som længe har spillet en vigtig storpolitisk rolle.

Allerede under Den Kolde Krig var Arktis et strategisk centralt område, især på grund af den kortere distance mellem USA og Sovjetunionen for atommissiler og strategiske bombefly. I dag er den nordligste del af jordkloden genstand for hele verdens interesse – også Kinas. Det skyldes især klimaændringerne, som slår ekstra hårdt igennem i Arktis og får isen til at smelte med rekordfart. Især afsmeltningen af Grønlands indlandsis og andre gletsjere kan afstedkomme havvandsstigninger med katastrofale konsekvenser for store kystbyer med enorme befolkninger og økonomier, som for eksempel langs Kinas kyst, hvor langt hovedparten af Kinas økonomi er placeret. Samtidig giver den smeltende is adgang til nye energi- og naturressourcer. Kinas økonomiske vækst har skabt en enorm efterspørgsel efter energi- og naturressourcer, som har presset verdensmarkedspriser op og skabt ekstra interesse for de arktiske ressourcer (sammen med ressourcer overalt på Jorden). Endelig har klimaændringerne formindsket sommerisen i Arktis så voldsomt, at det har åbnet for mulige nye sejlruter, især Nordøstpassagen nord om Rusland mellem verdensøkonomiens to kraftcentre, Nordatlanten og Det nordlige Stillehav.

Interessen for Arktis giver de nordiske småstater nye muligheder under globaliseringen – men udgør naturligvis også et konfliktpotentiale. Arktis bliver et unikt bindeled mellem de nordiske småstater og især Kina, men også andre nye økonomiske, politiske og videnskabelige magtcentre i verden. Her står Arktisk Råd centralt, hvor de nordiske lande er medlemsstater sammen med Canada, Rusland og USA, og hvor Kina, Indien, Japan, Singapore og Sydkorea sidder som observatører. Eftersøgning og mulig udvinding af arktiske energi- og naturressourcer bliver på den ene side et muligt samarbejdsfelt mellem Norden og vækstøkonomierne, men er samtidig præget af at være kontroversielt og vække dyb mistillid. Eksempler er der nok af. Således kuldsejlede den kinesiske ejendomsinvestor Huang Nubos islandske hotelbyggeplaner i udbredt islandsk mistillid. Og i Danmark husker mange af os, hvor meget kontrovers det vakte med den blotte mulighed af kinesisk investering og arbejdskraft til den mulige Isua-jernmine i Grønland. Nu vækker muligheden for kinesiske investeringer i Nordnorge og på Svalbard stor mistænksomhed i vide norske kredse. En harmonisk undtagelse skal retfærdigvis fremhæves, nemlig China National Offshore Oil Corporation, som deltager sammen med det islandske selskab Eykon og det norske statsselskab Petoro i kulbrinteeftersøgning i det islandske Dreki-havområde.

Den generelle mistillid på det økonomiske område står i skarp kontrast til et aktivt og positivt arktisk videnskabeligt samarbejde mellem de nordiske småstater, øvrige arktiske lande og Kina. Kina og de andre observatørstater i Arktisk Råd deltager i det videnskabelige arbejde både under Arktisk Råd og International Arctic Science Committee. Sammen med en håndfuld fremtrædende kinesiske universiteter og forskningsinstitutioner samarbejder institutioner fra hvert nordisk land nært omkring arktisk international politisk forskning i China-Nordic Arctic Research Centre ved Polar Research Institute of China i Shanghai. Her har nordiske og kinesiske forskere mødtes årligt til China Nordic Arctic Cooperation Symposium siden 2013 i Shanghai eller Norden. Arktisk forskning og den kinesiske »Gule Flod« forskningsstation på Svalbard er stort set det eneste Kina vil samarbejde med Norge om i dag, hvor den diplomatiske krise efter Nobel-fredsprisen i 2010 til systemkritikeren LIU Xiaobo stadig dominerer. Islands Forskningsråd (RANNÍS) og det kinesiske polarforskningsinstitut bygger sammen et nordlysobservatorium ved Kárhóll i Nordøstisland, og japanske og sydkoreanske forskere arbejder nært – om end mere upåagtet – sammen med nordiske arktiske forskerkollegaer.

Hvad kan vi lære af det positive arktiske videnskabelige samarbejde med Kina i modsætning til det konfliktfyldte økonomiske samarbejde? Vi kan lære, hvordan de nordiske småstater i Arktis og verden generelt kan bruge videnskab og videnskabeligt samarbejde til at tilpasse sig en ny verden under voldsom forandring. Arktisk videnskabeligt samarbejde giver de arktiske stater mulighed for at integrere især Kina i Arktis, arktiske institutioner og processer. Forskningssamarbejde giver Kina mulighed for at træde ind i arktiske institutioner og processer på en mindre foruroligende måde end ved investeringer og økonomisk engagement. Dette videnskabelige samarbejde giver både nordiske (og andre) og kinesiske forskere mulighed for at lære hinandens positioner at kende og opbygge fælles viden og forståelse. Viden og forståelse, som spreder sig til beslutningstagere og fremtidens beslutningstagere (studerende).

Når Aarhus Universitet 12. og 13. november er vært for MatchPoints – Danmarks hidtil største internationale konference om arktisk storpolitik – er arktisk videnskabsdiplomati højt på dagsordenen. Med konferencen bidrager Danmark til den internationale samtale om Arktis, som vi også kender fra Arctic Frontiers i Tromsø og Arctic Circle i Reykjavik. MatchPoints bliver i sig selv et videnskabeligt mødested, hvor forskere fra en lang række af landene i Arktisk Råd er samlet med politikere og diplomater for at dele viden om Arktis. Samtidig er konferencen en unik mulighed for at diskutere betydningen af videnskabsdiplomati i storpolitik.

Vores vigtigste budskab er, at de arktiske erfaringer med videnskabsdiplomati som brobygning rummer væsentlige lektier for en verden i hastig forandring. Videnskabeligt samarbejde er værdifuldt for at opbygge relationer og fælles viden og forståelse mellem gamle og nye magter i verdenspolitikken. Så læren fra Arktis er, at Kina bør sende sine videnskabsfolk ud i verden før sine minearbejdere, og verden skal tage imod disse videnskabsfolk og studerende.

  • Kronikken er skrevet af:  Rasmus Gjedssø Bertelsen, professor ved Universitetet i Tromsø og seniorforsker ved Aalborg Universitet, LI Xing, professor ved Aalborg Universitet, og Mette Højris Gregersen, cand.soc. fra Aalborg Universitet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.