Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi skal være Verdens første »smart nation« – men det kræver vilje til forandring

Foto: JUSTIN TALLIS og Linda Kastrup.
Foto: JUSTIN TALLIS og Linda Kastrup.

Danskerne ved inderst inde godt, hvad der definerer det lykkelige liv: En høj moral hos både individet og i samfundet. Høj tillid mellem borgerne til både fællesskabet og vores samfundsinstitutioner. Et Danmark, som vi forstår og giver mening. Og som understøtter, at det, der driver os, ikke kun er personlig succes, men også lysten til at gøre en forskel for flere. At der skal være et højere formål – en dybereliggende grund til at leve, gå på arbejde og gøre en forskel. At lykkeligt liv fordrer, at vi tør leve det sammen og dele fælles værdier.

Når jeg er uden for landets grænser, er det de ting, jeg stolt fortæller om, når folk spørger »what is so special about you Danes?«

Vi ser med god grund forskrækket på, hvordan det er gået i USA, hvor store dele af befolkningen uden for storbyerne føler, at de er blevet sat af toget. I protest stemte de på Trump.

Han udpegede globalisering og frihandel som hovedårsagen til hele miseren. Men mange af Trumps kernevælgere har i virkeligheden mistet deres job og tro på fremtiden, fordi man ikke har nået at opkvalificere dem, inden deres funktion i den traditionelle industri blev automatiseret. Man har aldrig fortalt dem eller forberedt dem på denne udvikling. De har ikke mistet deres job til Mexico – men til teknologien. Og den udvikling vil fortsætte.

Heldigvis er danskerne klogere. Vi ved godt, at globalisering og frihandel har været nogle af de vigtigste byggesten for at skabe det velfærdssamfund, vi er så stolte over.

Et bedre udgangspunkt

Vores udgangspunkt er fundamentalt anderledes end det, vi kender fra USA. Danskerne er en af verdens bedst uddannede befolkninger, og vores flexicurity-model har gjort os immune over for, at visse job forsvinder og nye kommer til. Med selvsikkerhed er vi er vant til at tilpasse og forandre os for at være konkurrencedygtige og vedkommende i den store verden uden, at vi taber store grupper af samfundet på gulvet. Vi har måske ikke så stor indflydelse på verdens udvikling, men vi er lynhurtige til at indrette os efter den - og få mest muligt ud af den.

Vi må ikke tro, at rejsen slutter her. Tværtimod – vi kan få endnu mere ud af den end i dag. Verden digitaliseres hurtigt, og det åbner for fantastiske muligheder for danskere i alle samfundslag.

Men det kræver også, at vi endnu en gang forandrer os – hurtigere end nogensinde. Vi er nødt til at oversætte vores kultur- og værdigrundlag til den digitale verden – i stedet for at falde for fristelsen til at proklamere et kultur- eller identitetstab på grund af digitalisering og globalisering. Og det er faktisk ikke så svært, for vi har et fantastisk udgangspunkt.

Det udgangspunkt, vi skal bruge til at bygge videre på, er ideen om de meget omtalte smart-cities – som f.eks. Singapore og Seoul. Mange storbyer forsøger at drive den digitale økonomi som forbillede for alle andre byer og lande, og ved hjælp af teknologi og sensorer vil de integrere alt i byen fra skoler, transport, hospitaler, energiforsyning og vandforsyning til affaldshåndtering, overholdelse af lov og orden og et væld af andre services.

Og ja, de er dygtige i forsøget på at skabe globale smart cities i Asien, men de når os ikke til sokkeholderne, når det kommer til at skabe lykkelige og sammenhængende liv for borgerne. I hvert fald ikke lige nu.

For de mangler vores homogenitet og den grundlæggende tillid mellem borgerne. Derfor skal Danmark selvfølgelig kombinere deres smart city-ambitioner med vores fundament, så vi kan blive den første demokratiske smart nation i verden med de lykkeligste smarte borgere.

Lille er bedre end stor

I digitaliseringens tidsalder er det en fordel at være lille og agil – det ved jeg fra min virksomhed, Netcompany, som har bygget store dele af sin succes på at operere i mindre og effektive teams. En tilgang, mange danskere kender til og finder helt naturlig. Lad os som samfund bruge det som en styrke til løbende at tage hurtige og fornuftige beslutninger.

Hvis vi tør, er mulighederne endeløse for at forbedre alle aspekter af vores hverdag. Vi skal være den første smart nation, hvor en sygejournal aldrig bliver væk, fordi den digitale journal er nemt tilgængelig og følger patienten. Den første smart nation, hvor udrykningskøretøjer aldrig kører forkert, og hvor hver borger har en digital førstehjælp, de kan sætte på en person, som kommer til skade, så han/hun kan moniteres fra ambulancen, inden den når frem. Den første smart nation, hvor handicappede pludselig bliver i stand til at udføre job, de før kun kunne drømme om, fordi fysisk formåen spiller en mindre rolle.

Den første smart nation, hvor ældre aldrig oplever et svigt, eller tvivler, på om plejen kommer, fordi de forskellige systemer og services er integreret i hinanden og frigør ressourcer til »varm« pleje. Den første smart nation, hvor børnene ikke skal slæbe rundt på en tung skoletaske, og hvor alle lærere fra Tønder til Tølløse deler information og læringer med hinanden.

Den første smart nation, hvor vi digitalt omfavner alverdens virksomheder som Uber, der introducerer netværks- og deleøkonomi. De skal være mere end velkommen, for de kommer jo til den første smart nation, hvor man via lovpligtige digitale services betaler skat, moms og evt. forsikringer i tråd med vores model her i Danmark.

Den første smart nation, som giver hver borger en sikker og stærk digital identitet. Vi har allerede en e-boks – lad os udvide den til at indeholde data, som lever videre, og som vi kan bruge på tværs af både myndigheder og virksomheder. Den første smart nation, hvor vi har selvkørende cykelkøretøjer, som hurtigt og gnidningsfrit kan transportere varer rundt i byerne. Og jeg kunne blive ved!

Vi har brug for ambitioner

Jeg er sikker på, at andre har mindst lige så gode ideer. Pointen er, at det netop er operationelle ideer, ambitioner og mål, vi har brug for. Og som vi skal turde bringe fordomsfrit til torvs – med blikket på hele samfundets udvikling frem for bevarelse af enkelte sektorers særforhold. Essensen af en succesfuld smart nation er, at man tænker sammenhængende på tværs af samfundet, og det lader sig kun gøre, hvis vi tænker stort. Heldigvis giver vores indbyrdes tillid og tradition for fællesskab det perfekte afsæt til ikke at lade snæversynet vinde – og i sidste ende falde i samme fælde, som Trumps vælgere føler sig fanget i.

Jo mere jeg rejser uden for Danmark, des mere bekræftet bliver jeg i, at Danmark er et af de steder på jordkloden, hvor det er allerbedst at leve. Og sådan skal det også være.

Det er godt, at vi i dag næsten ikke kan forestille os andet end at tilhøre verdenseliten. Men det er kun sådan, fordi danskere før os løbende har haft ideer og ambitioner for vores samfund. Fordi de i stedet for at tage til takke med det næstbedste og synke ned i mageligheden forstod at få det bedste ud af de udfordringer, som kom til fællesskabet.

Glem borgerløn, som nogen har fremmanet som en magisk løsning. For det er ikke en løsning, men en kapitulationserklæring over for fremtidens udfordring.

Nu er vores chance til at gøre det samme for vores generation kommet. Lad os gribe den og føre Danmark helhjertet ind i den digitale tidsalder. Det bliver en rejse, hvor vi med fast udgangspunkt i vores identitet og værdier vil skabe helt nye muligheder for at interagere og sameksistere i verdens lykkeligste smart nation.

Det kræver, at vi alle er modige og klar til at turde forandre. Tør du? Det bliver en fantastisk rejse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.