Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi pacer de unge – men hvor blev livet af?

Modelfoto: Scanpix
Modelfoto: Scanpix

I Berlingske kunne man søndag 14. maj læse om den »Kvartvejskrise«, som flere og flere unge i tyverne rammes af. Det er en krise, der handler om tvivl om egen identitet og andres forventninger. Det er kort fortalt en krise, der handler om meningen med livet, ikke abstrakt forstået, men meningen med lige præcis mit liv, sådan som det tegner sig for den enkelte unge i tyverne.

Men er der virkelig tale om noget nyt? Handler denne krise ikke snarere om at lære at se den eksistentielle angst i øjnene? Vi skal med andre ord lære os selv og vore unge at ængstes på den gode måde.

Og så skal vi holde op med at stille så helt urimelige krav til dem og os selv. Det er vores krav, som forældre og som samfund betragtet, der gør os selv og vores unge syge og forvandler den naturlige eksistentielle angst til en syg frygt for at fejle.

Allerede i børnehavetiden lægges der handlingsplaner for det enkelte barn, som siden kommer i den reformerede folkeskole, hvor alt handler om læringsmål. Fortsætter den unge i det nu også reformerede gymnasium, hvor 74 procent har søgt ind i år, handler alt om karakterer. For dem skal de unge bruge, hvis de vælger at læse videre på en uddannelse, der nu er direkte rettet mod et job, så vores unge så hurtigt som muligt kan begynde at bidrage til det samfund, der har pacet dem frem.

Men hvor blev livet af? Hvad blev der gjort af lysten til at udforske ny viden, se verden og blive beriget, bedraget, betaget og ikke bare bundet til en på forhånd fastlagt plan for det gode liv? Hvor blev den frihedens mulighed af, som den naturlige og iboende angst ifølge Søren Kierkegaard, er et sundt og alment vidnesbyrd om både i den unge og den ældre?

Frihed er blevet ufrihed

I dag er det gode liv blevet en meget veldefineret størrelse, der ikke levner friheden nogen plads: At livet lykkes vil i dag sige: At tjene godt, klæde sig i de rigtige mærker, bo de rigtige steder, spise sundt, dyrke motion og aldrig at være syg og nede, men altid oppe og på.

Derfor er angst blevet en diagnose, der sættes på ganske mange. Måske kunne man sige, at diagnosen angst i dag gives, fordi den frihed, vi ellers i særlig grad bryster os af, faktisk er blevet en eklatant ufrihed, et fangenskab i en for længst fastlagt skabelon for, hvordan det gode liv skal se ud. Derfor ændrer angsten skikkelse fra i udgangspunktet at være en sund drivkraft til at bliver en syg frygt for at fejle.

Frygten for ikke bare at være måske-egnet, men for slet og ret at være uegnet. Og her ses det tydeligt, at frygt altid har et bestemt objekt – man er bange for eller frygter noget bestemt. Mens angsten er for intet – det intet der ligger i det fond af muligheder, som er den gode virkelighed for ethvert menneske.

Hvad vil du være?

Denne distinktion mellem frygt og angst er Kierkegaard ophav til, og den kunne vi og vores unge lære meget af i dag. Vi spørger ofte velmenende: Hvad er du bange for? når vores unge går ned med stress og det gør 20 procent af de unge i gymnasierne i dag.

Vi er derimod helt holdt op med at spørge vores unge: Hvad interesserer du dig grundlæggende for? Hvad gør dig glad? Hvordan ville du gerne sætte dit præg på verden? Hvad harmer dig? Hvad gør dig ked af det? Og hvordan ser du din plads i verden? Vi og samfundet spørger dem blot: Hvad vil du være, i betydningen: Hvordan vil du tjene dine penge. Og så hjælper vi dem hen til det mål.

Men man skal lære at tænke abstrakt for at kunne tænke og handle konkret. Man skal lære, at det er nødvendigt at stille de store spørgsmål, før man bliver lavpraktisk og tænker på dagen og vejen. Man skal lære at turde skue ned i frihedens mulighed. Man skal lære at ængstes.

For Kierkegaard, som i 1844 skrev et banebrydende lille værk på blot 104 sider om »Begrebet Angest«, er angsten ikke en sygdom eller en psykisk dysfunktion, der kan kureres med psykofarmaka eller samtaleterapi. Angsten er et grundvilkår. Den sidder og lurer i enhver fra vugge til grav, som en eksistentiel sitren, der gør os i stand til at se muligheder.

Angsten træder tydeligst frem på de tidspunkter i livet, hvor vi af den ene eller anden grund tvinges til at tage nogle afgørende beslutninger.

Friske fyre på 90

Det sker særligt i overgangsperioden fra barn til voksen, altså omkring konfirmationsalderen. Og det sker i tyverne, hvor vi skal vælge os ind på den retning, vores liv skal tage. Denne såkaldte »Kvartvejskrise« afløses igen af midtvejskrisen i fyrrerne eller halvtredserne, når vi bliver i tvivl om, hvorvidt vi har valgt rigtigt: Børnene begynder at flytte hjemmefra, ægtemanden er blevet lidt tynd i toppen og argumentationen, og hustuens forudsigelighed og forbrug tynger den berømte livskvalitet. Så spørger vi os selv: Fik vi nået alt det, vi ville? Hvad med den store Harley? Eller vandreturen i Nepal med yoga på en bjergtop?

Måske løser man midtvejskrisen ved at købe motorcyklen eller vandreturen. Eller man bliver skilt, tager sig en elskerinde, et boytoy, en retræte eller en roundtrip. Eller sejler havkajak. Bemandet med midaldrende mænd og kvinder udgør sidstnævnte nu en hel national flåde i de danske farvande.

I takt med, at vi bliver stadig ældre vil vi møde friske fyre på 90 henslængt i en grøn Corvette eller dårende dejlige divaer på næsten 100, der dyrker pilates og passer haven, huset og en karriere som blogger. Derfor vil vi formentlig også se en ny »Helvejskrise«. En krise ved livets afslutning, der har at gøre med den sidste rejse. Hvor skal du begraves? Skal du strøs ud over de syv verdenshave eller bo i en urne på kaminen hos dine nærmeste? Skal kisten køres væk i motorcykel med sidevogn eller tager du en old school sort rustvogn? Hvad skal der stå på din gravsten? Og hvem skal skrive, digte eller tegne det? Også her er der rige muligheder for, at angstens drivkraft, der sørger for, at du kan se nye muligheder og give dig friheden i vold, forvandles til en syg og nu fatal frygt for at fejle.

Alle disse muligheder, som vi rent faktisk har i den vestlige verden, er provokerende. De er angstprovokerende. Og det er der i og for sig ikke noget galt med eller nyt i. Sådan har det altid været, for angsten er som nævnt ifølge Kierkegaard et grundvilkår.

Frihedens mulighed

De forskellige scenarier, jeg har beskrevet, er alle produkter af, at angsten kan antage forskellige skikkelser og dukke op på forskellige tidspunkter i vores forskellige livsaldre. Men det er vigtigt at holde fast i, at der ikke er noget unormalt eller behandlingskrævende på spil. Det er ganske enkelt eksistensens tomrum, frihedens mulighed, der åbner sig.

Det er, fordi angsten har udviklet sig til en syg frygt for at fejle, at vi går ned med stress og udbrændthed i alle livsaldre. Vi er faktisk fortvivlede, men vi ved det ikke, eller vi vil ikke vide det. Også fortvivlelsen har Søren Kierkegaard skrevet om i bogen »Sygdommen til Døden« fra 1849. Fortvivlelse er ikke at ville være sig selv, men at opfinde et selv, der passer til tiden og samfundets krav. Det er den sygdom vores unge – og vi selv – lider af. Og den kureres ikke med hverken psykofarmaka eller samtaleterapi.

Som forældre og samfund skal vi give os selv og vores unge lov til at lære angsten og dermed frihedens mulighed at kende. For det er de unge, der ejer fremtiden. Det er dem, der skal føre verden videre ind i nye tider, som vi end ikke kan forestille os. Og derfor skal de være godt rustet. De skal fra sig selv kende til og have erfaret tilværelsens temmelig tunge tanker, der har at gøre med, hvem vi er, og hvordan vi skal leve vores liv. Vi skal ikke på forhånd fratage dem frihedens mulighed med al vores målstyring, men sørge for, at de bliver hele mennesker, der får tiden og hjælpen til at vokse sammen med sig selv.

»Den, der dannes ved Angsten, han dannes ved Muligheden, og først den, der dannes ved Muligheden, dannes efter sin Uendelighed.«

 

  • Pia Søltoft er forfatter og sognepræst i Marmorkirken, København, og aktuel med bogen »Kierkegaards kabinet. En nutidig introduktion«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.