Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi optager ukritisk alt for mange på de videregående uddannelser

Immatrikulationsfestpå Københavns Universitet 2. september 2016. Foto: Ólafur Steinar Gestsson
Immatrikulationsfestpå Københavns Universitet 2. september 2016. Foto: Ólafur Steinar Gestsson

65.165. Så mange er blevet optaget på en videregående uddannelse i 2017. Skiftende regeringer sætter fokus på, hvor vigtigt det er, at flere får en videregående uddannelse. De sætter endda måltal for det. Men er der ikke en grænse?

Optaget på de videregående uddannelser har været stærkt stigende de seneste ti år. Siden 2008 er optaget steget med over 50 pct. I samme periode er fødselstallet faldet, og det er nu mindre end optaget af folk på videregående uddannelser. Er det ikke vildt?

I de sidste 30 år er der blevet født mellem 56.000-69.000 børn om året i Danmark. I 2016 blev der optaget flere på de videregående uddannelser, end der blev født børn, og det tyder på, at vi kommer til at kunne sige det samme om 2017. Her skal det tilføjes, at alle dem, der starter på en erhvervsuddannelse, VUC, voksenelevforløb og andre uddannelser, ikke er en del af de 65.165. Samtidig var der over 20.000, som ikke kom ind på en videregående uddannelse. Så der er endnu flere, som bliver optaget på andre typer uddannelser samt en masse afviste ansøgere til videregående uddannelser. Vi er langt over, hvad en enkelt årgang kan bære, og det gentager sig år for år. Er det ikke vildt?

Nu kan man jo sige, at man ikke skal kigge isoleret på enkelte årgange. En mand på 30 år kan sagtens rokere og tage en videregående uddannelse. Man kan komme ud for en arbejdsulykke, som kræver omskoling til mere stillesiddende arbejde. Eksemplerne er lette at komme med, det anerkender jeg.

Alligevel er det et fænomen, som har gentaget sig år for år siden 2011 – et fænomen, som aldrig fandt sted før 2011. Det er en tendens, som ikke burde være holdbar på sigt. Man kan forklare det med hængepartier af personer fra tidligere generationer, men den undskyldning kan man ikke bruge hvert år, indtil Solen brænder ud. Hvor er det kritiske syn på optaget på videregående uddannelser?

Fin titel, men intet job

Vi ser i dag konsekvenserne af det høje optag på de videregående uddannelser.

Der dukker flere og flere eksempler op på studerende, som uddanner sig til arbejdsløshed. Akademikere, der har fået en flot titel fra universitetet, men som ikke kan få en lige så fin titel på arbejdsmarkedet.

Derfor søger de job, som de er overkvalificerede til og bliver afvist af samme årsag. De er ikke gode nok til at besætte de højt specialiserede job, men alt for gode til at besætte de mere standardiserede jobs. De falder mellem to stole. De var gode nok til at blive optaget på universitetet og gennemføre deres uddannelse, men de kan ikke få lov til at bruge den på arbejdsmarkedet. Gjorde staten dem en bjørnetjeneste ved at optage dem i sin tid? Ville cand.mag.’en i anvendt filosofi have haft bedre jobmuligheder med en erhvervsakademiuddannelse?

Der er ingen tvivl om, at der er mange positive ting ved uddannelse, men uddannelsesdebatten savner et kritisk blik. At der optages flere på videregående uddannelser, end der fødes børn, er et af kritikpunkterne. Der må være et mætningspunkt. Hvis vi forestiller os, at de seneste ti års udvikling fortsætter i de kommende ti år, så når vi næsten op på 100.000 optagede på videregående uddannelser. Følger man samme tendens med fødselstallene, så ender vi om ti år på knap 59.000 nyfødte.

Drop brugen af måltal

Ser man på antallet af uddannelser, så stiger dette også på trods af anbefalingen fra kvalitetsudvalget, der skulle se på kvaliteten af de videregående uddannelser.

Ambitionen var, at vi skulle have færre, men bedre uddannelser, men vi har fået flere. 880 forskellige videregående uddannelser. Hvorfor gå imod kvalitetsudvalgets anbefaling?

Uddannelse er ofte positivt, men for mange kokke fordærver maden. Optaget på de videregående uddannelser stiger kraftigt, børnefødslerne kan ikke følge med, flere bliver uddannet til arbejdsløshed, antallet af uddannelser stiger på trods af kvalitetsudvalgets anbefalinger, og dimittendledigheden er eksploderet. Vi bør gøre noget fremadrettet.

Først og fremmest skal politikerne stoppe med at anvende måltal og have ambitioner på borgernes vegne. Borgerne har ambitioner på egne vegne, og staten skal ikke blande sig i alle borgeres livsvalg, eksempelvis valg af uddannelse. Ligeledes er der nogle dysfunktionelle effekter ved brug af måltal. Måltal henleder folks opmærksomhed et bestemt sted. Det kan være både positivt og negativt. Problemet med måltallene er, at det er ensidigt, og at der er ikke nogen direkte konsekvens eller omkostning for universiteterne eller de studerende.

Uddannelsesinstitutionerne tjener deres penge pr. studerende, som de får ind gennem taxameterordningen. Det kunne være en forklaring på stigningen i optaget. Men flere og flere bliver stadig uddannet til arbejdsløshed. Siden 2010 er optaget steget med cirka 20 pct., mens dimittendledigheden blev fordoblet i samme periode. Er det ikke vildt?

Samtidig får de studerende deres SU, så længe de ikke bliver et halvt år forsinket. De kan altså få SU i et halvt år uden at tage en eneste eksamen og hvis de bare har taget én, får de SU i et helt år. Men der mangler konsekvens, hvis man falder fra – både for de studerende og for uddannelsesinstitutionerne.

Tag betaling per ECTS-point

Man burde derfor indføre en beskeden brugerbetaling på videregående uddannelser for de studerende.

Man kunne starte med at sætte den til 100 kr. pr. ECTS-point, man tager, og se på effekterne. På den måde går en videregående uddannelse fra at være en rettighed til at være en investering i sig selv.

100 kr. pr. ECTS-point bør ikke afholde nogen fra at kunne starte på en videregående uddannelse, men det kan få folk til at tænke over, om en videregående uddannelse er det rigtige for dem, eller om de skal finde et job, elevplads eller en uddannelse med bedre jobmuligheder i stedet.

Uddannelsesinstitutionerne skal også mærke en konsekvens af frafald på uddannelserne, så man ikke ukritisk optager studerende. Man kan sætte sanktionen til det opnåede tilskud fra den studerende, hvor man mister indtægten, plus tilskuddet for et halvt studenterårsværk som en straf. Derved bliver et stort frafald en omkostning for uddannelsesinstitutionerne.

Det er ikke intentionen med disse forslag at straffe nogen, men problemet er, at det er gratis for uddannelsesinstitutionerne, at mange studerende dropper ud, når optaget stiger ukritisk år for år. I dag betales prisen af staten alene, og denne pris må de frafaldne studerende samt uddannelsesinstitutionerne hjælpe med at bære for at skabe et incitament til at være kritisk omkring optaget.

Dernæst skal man give de studerende et bedre beslutningsgrundlag, inden de starter, så de ikke falder fra på første år, eller skifter uddannelse, fordi de ikke kender deres uddannelse godt nok. Lige nu er der mange gengangere, som er droppet ud af andre uddannelser samt dem, som aldrig bliver færdige med deres uddannelse. Nogle af dem er så sidenhen blevet politikere, men det er en anden snak. Man kan tage flere initiativer for at gøre beslutningsgrundlaget bedre for kommende studerende.

Man kunne stille et par kapitler fra hver bog, man skal læse på første år af uddannelsen, til rådighed på uddannelsens hjemmeside. Derved kan man få lov til at snuse til det, man skal læse, inden man vælger uddannelse. Ligeledes kan man give mere tid på ungdomsuddannelserne til udforskning af de videregående uddannelser. På U-days har man tre dage til at sætte sig ind i 132 uddannelser. Studiepraktikken giver mulighed for at snuse til én uddannelse i en-tre dage. Hvorfor ikke give de unge en reel chance for at vælge rigtigt første gang?

Der er masser af problemer og masser af løsninger. Lige nu optages flere og flere studerende hvert år helt ukritisk – muligvis fordi det ikke koster noget for de involverede parter, hvis studerende falder fra. Man bør placere omkostningen for frafaldet hos både institutionerne og de studerende, og så bør man give kommende studerende et bedre beslutningsgrundlag. Ellers fortsætter de kedelige tendenser, vi allerede ser i dag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.