Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi må ikke glemme nogen – heller ikke dem på kontanthjælp

Foto: Thomas Lekfeldt.
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvis indsatsen for de langtidsledige skal give mening, er det på tide at droppe pisken og fokusere på mennesket.

Professor Nina Smith har som medlem af en række kommissioner i en lang årrække talt for reformer, der skal få flere i arbejde ved hjælp af økonomiske incitamenter. Nu siger både hun og en lang række fremtrædende økonomer, at der ikke længere er noget at hente ved at presse de ledige på pengepungen.

Det er nye toner, som klinger helt rigtigt i mine ører og stemmer godt overens med vores faglige vurderinger - et forhold vi har søgt at gøre det politiske system opmærksom på i flere år, senest ved vedtagelsen af de nye lave ydelser og kontanthjælpsloftet. Men at vi bør droppe presset på de lediges økonomi, betyder ikke, at vi skal opgive at hjælpe ledige i job.

Socialrådgivere arbejder hver eneste dag for at få mennesker ramt af arbejdsløshed i arbejde, og det går faktisk ret godt. Ledigheden falder, beskæftigelsen stiger, og der er færre på offentlig forsørgelse, end der har været de seneste 20 år. Lige nu ser vi det samme mønster, som da økonomien buldrede af sted op til finanskrisen: Er der job at få, tager de ledige dem – hvis de kan. For der er desværre nogle mennesker, som har så store udfordringer, at hverken tilbud om job eller almindelig uddannelse virker, og som i nogle tilfælde slet ikke burde være på kontanthjælp. Økonomernes pointe, som vi er helt enige i, er, at denne gruppe ikke kommer i job, fordi man tager penge fra dem. Tværtimod ser vi, at lavere ydelser skubber dem længere væk fra arbejdsmarkedet, fordi de udover fysiske og psykiske problemer skal kæmpe med at få pengene til at slå til i hverdagen.

Kvalitet, ikke pisk

Alle politikere vil formentlig skrive under på, at hensynet til det enkelte menneske skal stå over hensynet til systemet. Desværre er det i dag ofte omvendt. De fleste kontanthjælpsmodtagere, der i dag går ledige i længere tid, har store udfordringer i deres liv. Sidste år spurgte Dansk Socialrådgiverforening sagsbehandlere fra hele landet om kontanthjælpsmodtageres helbredstilstand, og svarene var entydige: 90 procent af borgerne har helbredsproblemer, og i tre ud af fire tilfælde er helbredet en barriere for at komme i job. Fysiske smerter og sygdomme som gigt samt psykiske lidelser som skizofreni og angst er meget hyppige blandt modtagere af kontanthjælp. De udfordringer løser man hverken ved at tage penge fra dem, eller ved at sende dem i aktiveringsforløb, der umiddelbart skal føre til job. Hvis vi, samfundet, i fællesskab vil hjælpe disse mennesker, kræver det først og fremmest den rette behandling og godt socialt arbejde – men også en god portion tålmodighed, nærvær og ja, penge.

Heldigvis kan de fleste ledige, også dem med store udfordringer, komme tilbage på arbejdsmarkedet – men kun hvis politikerne på Christiansborg og i kommunerne vil investere i indsatser med kvalitet, og det vil sige længere forløb, der tager hånd om borgernes problemer.

Hvad skal vi så gøre konkret? Det korte svar er, at vi skal lytte til hver enkelt borger og sætte ind med tiltag, der virker – tiltag af høj kvalitet. Lad mig skære det ud i pap med et realistisk eksempel: En borger på kontanthjælp lider af smerter, depression, pillemisbrug og problemer i familien som f.eks. vold eller ustyrlige børn. Som det er i dag, er systemet ikke gearet til at håndtere meget mere end denne persons ledighedsproblem, og »hjælpen« vil typisk bestå af krav om jobansøgninger, samtaler og praktik i en virksomhed.

Hvis vi skal hjælpe mennesker i den situation, kræver det helt andre tiltag sideløbende med jobindsatsen som for eksempel behandling for smerter og misbrug, psykiatrisk hjælp og et solidt, tålmodigt arbejde med familien – et systematisk arbejde for at ændre deres samlede livssituation.

Lad mig derudover fremhæve to værktøjer, der allerede findes i dag, nemlig ressourceforløb og revalidering. Det første redskab virker alt for sjældent, men har et stort potentiale, det andet virker ofte, men bliver brugt stadigt sjældnere.

Ressourceforløb: Siden reformen af førtidspension trådte i kraft i 2013, har der været mange eksempler på mere eller mindre absurde ressourceforløb. Eksemplerne er ikke enestående - vi hører fra alt for mange socialrådgivere rundt om i landet, at de ikke har tid til at strikke meningsfulde forløb sammen i samarbejde med den enkelte borger og andre fagfolk.

Derudover giver kommunerne for ofte socialrådgiverne en meget smal palet af standardiserede tilbud at vælge fra, og så er det meget svært at finde det rigtige til borgeren. Nogle steder er ressourcerne til ressourceforløbene ironisk nok så få, at socialrådgivere helt må droppe arbejdet med de komplekse problemer, som spænder ben for borgernes vej til arbejdsmarkedet. Tanken bag ressourceforløb er god - at gribe mennesker med problemer og hjælpe dem tilbage til arbejdsmarkedet med en håndholdt indsats tilpasset hver enkelt borger – men ofte kæmper medarbejderne en brav kamp for at få lov til at give de fagligt rigtige tilbud.

Revalidering: Revalidering virker. Mere end hver tredje borger på revalidering får et ordinært arbejde efter forløbet og beholder jobbet i længere tid – det er flere end nogen anden gruppe, herunder kontanthjælpsmodtagerne. Det skyldes flere ting. For det første får sagsbehandleren ro til at tale med borgeren om hans eller hendes behov og kan derudfra tilrettelægge et individuelt forløb. For det andet viser en ny undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening og AE-Rådet, at to tredjedele af borgerne på revalidering er i gang med et uddannelsesforløb – langt de fleste en ordinær uddannelse - mod kun fem procent af kontanthjælpsmodtagerne.

For det tredje og sidste skal borgere på revalidering ikke i samme grad som kontanthjælpsmodtagere bekymre sig om økonomien, da de får en højere ydelse. Dermed kan de bedre koncentrere sig om deres revalideringsforløb frem for at få pengene til at slå til. Desværre er antallet af revalideringsforløb faldet kraftigt i gennem de seneste mange år, og mange, der med en revalideringsindsats formentlig ville være i arbejde i dag, bliver i stedet presset gennem kortsigtede aktiveringsforløb.

Der findes i dag mennesker på kontanthjælp, som åbenlyst aldrig vil kunne arbejde og derfor bør få førtidspension. Vores medlemmer fortæller om nedslidte mennesker med massive smerter og meget tunge psykiske problemer, som bliver nægtet førtidspension. Den behandling kan vi som samfund ikke være bekendt, og selvom det koster penge, bør disse borgere, hvoraf en del selv har betalt skat det meste af deres liv, kunne få førtidspension og dermed ro til at komme videre med tilværelsen. Med Nina Smiths ord: »Hvis vi stadig skal kunne sige, at vi har en velfærdsstat, så er der ikke megen tryghed og værdighed for de allersvageste, hvis de for enhver pris skal aktiveres.«

Vi er dog overbevist om, at de fleste ledige, også dem med store udfordringer, vil kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet – men kun hvis politikerne på Christiansborg og i kommunerne vil investere i indsatser med kvalitet, og det vil sige længere forløb, der tager hånd om borgernes problemer. Det handler om at behandle hver enkelt ledig som et helt menneske, og det kræver investeringer i sociale indsatser og uddannelse.

Heldigvis får mange ledige rigtig god hjælp, både med at komme i job og med andre problemer, og nogle kommuner har fået øjnene op for, at investeringer i socialt arbejde betaler sig. Mange steder lykkes arbejdet med de ledige dog kun, fordi socialrådgivere er engagerede ildsjæle, der trods en stram økonomisk spændetrøje, høje sagsbunker og rigid lovgivning hver dag kæmper for at hjælpe borgerne så godt som muligt.

Dansk økonomi oplever ifølge Nationalbanken i disse år et solidt opsving, og virksomhederne bør tage deres del af ansvaret for at skabe rummelige job til de mennesker, der døjer med andre problemer end blot ledighed. Til gengæld er vi ikke i tvivl om, at det på lang sigt vil være en gevinst for hele samfundet, både menneskeligt og økonomisk. Politikerne kan ikke længere gemme sig bag økonomerne, når de påstår, at lavere ydelser får flere i arbejde. Hvis den sociale indsats skal give mening, er det på tide at droppe pisken og fokusere på mennesket.

Majbrit Berlau er formand, Dansk Socialrådgiverforening.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.