Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Vi må ændre spillereglerne

Tredive års fejlslagen udlændingepolitik har tvunget os til at forandre helt grundlæggende ting i vort samfund – simpelthen for at overleve.

Danmark er blevet et mere broget samfund de sidste tredive år takket være skiftende regeringers manglende årvågenhed over for masseindvandringen. I 1969 var Danmark et homogent samfund. Vi var nogenlunde enige om de grundlæggende præmisser for, hvordan samfundet skulle indrettes, at vi naturligvis skulle have et demokrati, at kvinder og mænd skulle behandles ens og om hvordan man optrådte, hvis man skulle opføre sig ordentligt.

End ikke 68-oprøret kunne forandre denne grundlæggende samfundskontrakt. Der skete imidlertid noget i de år. Gæstearbejderne begyndte at slå sig ned i Danmark, deres familier kom til, og det blev stadig mere klart for den danske befolkning, at betegnelsen »gæst« næppe ville blive langtidsholdbar. I historiens lys vil masseindvandringen stå som en langt mere vidtrækkende og betydningsfuld begivenhed, end 68ernes opgør mod autoriteterne.

Med udlændingeloven af 1983 opgav et overvældende flertal i Folketinget forsvaret af Danmark, og vildt fremmede masser kunne under dække af forfølgelse i hjemlandet og ved anvendelse af trylleordet asyl pludselig få fri og uhindret adgang til Danmark. Og det blev bare værre og værre. Stadig flere udlændinge kom til - efterhånden som asylsøgerne fik opholdstilladelse og importerede ægtefæller, børn, fædre og mødre, onkler og tanter i et virvar - indtil hele storfamilier pludselig havde forladt Konya- og Punjab-provinserne til fordel for Ishøj, Gellerup og Vollsmose. I begyndelsen var mantraet, at de mange udlændinge ville blive integreret. Det havde man jo set før. Hvordan adskiller roe-polakkernes efterkommere og flygtningene fra invasionen af Ungarn i 1956 sig fra danskerne i midtfirserne - de adskiller sig slet ikke. Sådan går det nok også med tyrkerne, pakistanerne og irakerne - bare vent og se!

Da sammensmeltningen af de fremmede folkeslag med danskerne udeblev, ændrede mantraet sig. Danmark skulle være multikulturelt. Udlændinge skulle ikke længere integreres i Danmark, men Danmark skulle beriges af de fremmedes rige kultur, og en ny multikulturel symbiose ville opstå. Et lykkerige hvor vi alle glædedes over hinandens forskellighed.

Tanken findes stadig. Så sent som i 2008 udgav Institut for Menneskerettigheder bogen »Rejsen til landet med lige muligheder« - en rejsebog til en fiktiv hovedstad, hvor hver bydel er karakteriseret ved at være præget af homoseksuelle, religiøse, indvandrere og så fremdeles. I forsøget på at fremstille det multikulturelle paradis lykkedes det Menneskerettighedsinstituttet at fremstille den virkelige konsekvens af indvandringen - et splittet samfund, et samfund præget af segregation - hverken integration eller multikultur.

Danmark er ikke multikulturelt eller multi­etnisk i den forstand, at danskere og indvandrere blander sig med hinanden. De bor ofte hver for sig, i hver deres boligområder - måske skulle man i virkeligheden præcisere og sige muslimske indvandrere og danskere bor hver for sig. Erfaringen har jo vist, at netop muslimske indvandrere i særklasse udgør et integrationsmæssigt problem - eller udfordring, som det hedder på politisk korrekt dansk, hvor ingen befolkningsgruppe i korrekthedens hellige navn selvfølgelig kan udgøre et problem.

Men på sin vis er Danmark alligevel på vej til at blive multikulturelt. Danmark - hele Danmark - forandres i hvert fald i disse år. Når vi politikere forsøger at imødegå konsekvenserne af det multikulturelle Danmark, så ændrer vi undertiden på helt grundlæggende forhold i det danske samfund - ikke fordi vi har lyst, men fordi det er nødvendigt. I Danmark har der f.eks. aldrig været tradition for, at vi anvendte skoleuniformer i folkeskolen. Enhver har måttet gå klædt, som vedkommende har lyst. Jeg kan godt forstå, at nogle føler sig fristet af tanken om skoleuniformer - en tanke som jeg for bare nogle få år siden kategorisk ville have afvist. Hvorfor? Indvandringen er svaret - eller rettere: konsekvensen af indvandring.

Når muslimske piger møder op i folkeskolen tilhyllet fra top til tå, og unge muslimske knægte dukker op iført såkaldt streetwear komplet med omvendt kasket, slaskede bukser og en attitude, der både viser og siger, at det hele rager dem en høstblomst, så føler jeg mig pludselig fristet af tanken om en folkeskole, hvor alle møder i skoleuniformer.

For tredive år siden havde jeg heller ikke drømt om, at jeg nogensinde skulle plædere for at indføre et forbud mod en bestemt form for klædedragt i det offentlige rum - på den anden side havde jeg heller aldrig set en burka - ej heller havde formodentlig størstedelen af danskerne. Men nu er disse mobile fængsler, der forvandler bæreren til et hvileløst spøgelse berøvet sin egen personlighed og sit eget udtryk, pludselig om ikke blevet hverdag, så dog blevet et ikke ualmindeligt syn på gader og stræder i de større danske byer. Hvis vi er i tvivl om, hvordan det ender, kan vi bare tage til London. Her kappes muslimske kvinder - eller måske rettere deres mænd - om, hvordan man kan tilsløre sig mest muligt og stadig være i stand til at komme omkring uden at snuble i egne gevandter - og så er der naturligvis de kvinder, som simpelthen slet ikke kommer ud, fordi deres mand, far eller bror nægter dem tilladelse. Det er i øvrigt strafbart i henhold til dansk lov.

I den Christen Koldske tradition har vi i årtier respekteret danske friskolers uafhængighed og deres ret til i overensstemmelse med egne overbevisninger at præge elevernes åndelige og moralske ståsted. I 1976 dukkede den første muslimske friskole så op i Danmark. DIA privatskole hed den - siden er flere andre kommet til. Undervisningen er af svingende kvalitet, og hvad der egentlig foregår bag kulisserne på skolerne, ved vi ikke meget om.

Vi ved dog, at muslimske ekstremister som Abdul Wahid Pedersen, Safia Aoude, Mostafa Chendid og mange andre har haft og fortsat har mere end en finger med i spillet. Når Mostafa Chendid underviser i faget religion på Iqra-skolen i Hermodsgade på Nørrebro, kan vi være så godt som sikre på, at børnene på skolen bliver opflasket med Det Muslimske Broderskabs ekstremistiske og fundamentalistiske udlægning af islam. Når Safia Aoude underviser i samfundsfag og historie på DIA privatskole på Nørrebro, er det så ikke mere end en smule betænkeligt, at det sker desuagtet, at hun har udtrykt tvivl om, hvorvidt Holocaust er et historisk faktum eller ej? Og hvad mon Abdul Wahid Pedersen fortalte eleverne på Alkownain-friskolen om stening? At stening er en integreret del af islam, som ikke er til at komme uden om, og at man derfor er nødt til at stene utro kvinder, måske.

Muslimske privatskolers udnyttelse af den danske friskoletradition nødvendiggør stramninger over for friskolerne, nødvendiggør ændringer i tilsynsforpligtelsen og ødelægger en god dansk tradition for at kunne oprette friskoler og undervise i pagt med forældrenes værdisæt. Sammen med regeringen gennemførte Dansk Folkeparti for få år siden muligheden for at kommunerne kunne tilbyde forældrene penge for at passe egne børn. Men indvandrertunge kommuner kan ikke tilbyde indbyggerne det, for det vil straks blive udnyttet af muslimske indvandrere til at fastholde kvinderne i hjemmet. Hvor det i danske familier vil være kvindens eller mandens eget valg, så bliver det i muslimske familier til en blåstempling fra samfundets side af en forældet opfattelse af kvindens stilling.

Når vi i Dansk Folkeparti kræver flere midler til Skat for at kunne bekæmpe svig, svindel og ulovlig vareimport blandt kiosker, grønthandlere og lignende, ja så skyldes det også, at mange indvandrere ser stort på danske regler og blandt meget andet sælger ulovlige colaer under og over disken.

Når vi forbyder at gå med kniv, så er det også fremtvunget af omstændighederne. Da jeg var barn, var man ikke bekymret for en mand, der bar en lommekniv - han skulle sikkert bruge den til at skrælle et æble. I dag skal kniven formodentlig bruges som angrebsvåben i en potentiel konflikt på en beværtning. Og forråelsen kan igen henføres til indvandrere.

Det er ikke os i Dansk Folkeparti, der vil forandre det danske samfund. Vi er sådan set lykkelige for Danmark - det Danmark der var, og det Danmark, der kunne have været. Men tredive års fejlslagen udlændingepolitik har tvunget os til at forandre helt grundlæggende ting i vort samfund - simpelthen for at overleve.

Chancen for at ændre Danmark til det homogene og solidariske land, som jeg kendte i halvtredserne, tresserne og halvfjerdserne er forpasset - smidt væk af naivister, der respektløst forærede Danmark til fremmede folkemasser - og troede at det hele nok skulle gå. Det gør det ikke. Forudsætningerne er ændret. Derfor må vi også ændre spillereglerne. Anderledes kan det desværre ikke være.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.