Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi jagter anerkendelsen og frygter glemslen

Jakob Kvist
Jakob Kvist

Anerkendelsestrangen er stukket helt af. Fra vi står op til vi går i seng, skamtjekkes sociale medier i håbet om, at nogen har givet udtryk for, at de kan bruge vores ligegyldigheder til noget.

Resultatet er en samtid domineret af kedelige og hykleriske eksistenser for hvem livet konstant går ud på at gøre opmærksom på sin egen sølle eksistens. Vi bliver vidner til en tid domineret af så ringe livskvalitet, at noget må gøres. Vi må forstå, hvad det vil sige at eksistere og at sandhederne om os som mennesker, ikke altid røber det, vi gerne vil høre.

Anerkendelsesbegrebet er slidt

Ordet anerkendelse kender de fleste vel til. Og hvis man er rigtig dygtig, har man måske krydset klinger med humaniora på den ene eller anden måde. Her er man måske blevet præsenteret for tesen om, at mennesket er et socialt dyr. Og det er heller ikke helt forkert.

Problemet består blot i, at vi stopper ved tesen og »tænker«, at det så er ubetinget godt at være social. Men er det ubetinget godt, konstant at skulle vise sig frem for de andre? Den herskende anerkendelsestilgang opererer med en forståelse, der forstår mennesket som besiddende en fast kerne.

Inde i kroppen bor en lille mand, som sidder og kigger ud af to huller. Denne lille mand styrer kroppen, som var det et hejseværk. Og denne lille mand skal vandes og plejes i anerkendelsens navn, så personligheden kan blomstre. Intet kunne dog være mere forkert og fremmed for livet. »Personligheden« er vor tids dogme.

Vi ved det godt – det gør reelt ingen forskel, om vi lægger et billede op af den netop forhåndenværende situation, man burde befinde sig i. Men de andre skal have indtrykket af, at man er med, hvor det sker. Og det bedste, som kan ske, er, at folk liker, kommenterer, og hvis man er rigtig dygtig, deler de måske ens onlineaktiviteter.

Hvorfor er det nu så vigtigt? Det er det, fordi jeg så har iværksat noget, som andre har sat pris på. Jeg var original og fik den idé, som andre drømmer om! Jeg bliver begæret, iagttaget og målt af de andre. Med andre ord: Jeg får skænket virkelighed til min sørgelige eksistens. Jeg fik plejet min personlighed.

Vi lever i en boble, hvorfra vi windowsdresser. Vi udstiller vinduet, som vi tror, at andre gerne vil have det. Vi lever i ideernes verden: Ideer og forestillinger om, hvordan man skal tage sig ud, hvis man skal være god nok. Vores forventninger er baseret på andres forventninger til vores forventninger.

Derfor tæsker vi rundt og behandler vores sociale medier, som var det noget helligt. Selvom psykologer, sociologer, filosoffer m.fl. advarer mod dette stresshelvede, gør vi det alligevel. Men hvorfor egentlig? Vi må udvide forståelsen af anerkendelse for virkeligt at få greb om, hvad der er på spil.

Virkeligheden er fælles

Kriteriet for virkelighed er konsensus. Dvs. at virkeligheden er fælles eller social, om man vil. Det giver ikke mening – i hvert fald ikke med de begreber, vi har til rådighed i dag – at tale om en virkelighed, som ikke implicerer mere end ét subjekt. Selvom vi bliver naturlængselsromantikere og forestiller os et naturmenneske fuldstændig afskåret fra kultur og civilisation, foregår det netop med redskaber fra civilisationen: Sproget. Vi er fanget i sproget. Men hvorfor er virkeligheden konsensusbaseret? Svaret er simpelt: Det fremmer vores overlevelsesmuligheder.

Vi kommer til verden som skrigende kroppe. Skriget er vores første forbindelse til verden. Men mennesket fødes ikke med stærke instinkter, hvorfor man ikke kan skubbe barnet ud af reden. Mennesket har behov for to fødsler: Den fysiske og den åndelige. Mennesket kommer til verden som væren-i-sig og må blive til væren-for-sig. Med andre ord blive bevidst om sin egen eksistens.

For at kunne dette, må barnet skænkes en virkelighed. Spædbarnet kan intet andet end at skrige – men langsomt optages det i den virkelighed, som dets forældre tilbyder den. Når barnet nysgerrigt tumler rundt, er det ikke for at opdage en verden derude, hvad det så end skulle betyde.

Nej, barnet tager fat i tingene og undersøger dem. Forældre peger på tingen og kalder den bil. Barnet bliver ved med at hive fat i tingen – forældre bliver ved med at pege og sige bil, indtil barnet stopper. Måske er barnets henvendelse et forsøg på at få forklaret, hvordan virker den her, hvorfor er den her osv. Men som forældre magter vi ikke dette, vi bliver trætte. Børn beskæftiger sig med noget, som vi bogstaveligt talt slet ikke har begreb om.

Forældre tilbyder navneord og giver dermed barnet en fast virkelighed. En virkelighed, som vi er enige om. Her, hvor alle går samme vej. Dette sikrer overlevelsen. I denne proces får barnet ligeledes skænket sit navn udefra. Og når tid er gået, er udspaltningen sket: subjekt/objekt.

Barnet begærer sine nærmeste, så de kan tilbyde barnet fast grund under benene. Når barnet appellerer til sine medmenneskers begær, så øges overlevelsesmulighederne. Problemet opstår, når vi bliver større. For vi kan ikke frigøre os fra den anerkendelsestrang. Vi elsker den dejlige følelse, det giver inde i kroppen, når vi får ros. Mmmmh, det er skønt. Men paradoksalt nok, er de mest udviklende og dannende aspekter ved livet at afskære sig fra omverdenen. At forstå konsensus som en mekanisme – intet andet. Helt voksne, det bliver vi aldrig.

Bekendelseskultur

Så når vi trætter vores medmennesker med opskrifter, ens nye personlige rekord i squats og undskyldninger for, hvorfor man ikke nåede op at træne, bidrager vi til den herskende bekendelseskultur. Tænker vi os godt om, var det virkeligt vigtigt, at vi lige præcis skulle vide, at du befandt dig der og der?

Kigger du tilbage på dine opslag og tænker, at verden kunne ikke have overlevet uden mine fantastiske opslag og beretninger? Nej, vel? Faktisk er det decideret pinligt at kigge tilbage på tidligere opslag, fordi det afslører desperate og uselvstændige individers famlen efter de andres accept.

Vi støder ind i et nyt problem: Vi har mistet dømmekraften. Bekendelseskulturen er domineret af følelsesmæssig analfabetisme: Vi reagerer impulsivt på følelser. Vi står foran et kunstværk på Louisiana og bang, vi rammes af følelsen, hånden glider intuitivt ned i lommen, tager et billede og bang, med et par tryk er vores oplevelse online – i håbet på at få opmærksomhed af de helt rigtige typer.

Problemet her er, at vi ikke er til stede i oplevelsen. Den reelle erfaring, som kunstværket kan tilbyde, overses: Man iscenesætter sin egen oplevelse.

Mobiltelefonen er blevet en kropsforlænger, en ny måde at være i verden på. Gennem filteret forsøger vi at fremstå som noget anerkendelsesværdigt, der lever op til konsensus. Det tragikomiske er blot, at det udstiller hvor sølle og triste beboere, vi er af livet.

Dømt til fiasko

Man har mange venner på Facebook, følgere på Instagram osv., hvilket jo blot dækker over, at der reelt ikke er tale om venner. Der er tale om instrumenter i vores jagt på at få lidt anerkendelse.

Vi tager selfien, lægger billedet op. Vi går febrilske rundt med hånd i lommen – hver gang, telefonen vibrerer, tjekker vi den. Hvem liker, hvad skriver folk og vigtigst af alt, hvor mange har skænket dette billede opmærksomhed.

Får vi få likes, bliver vi skuffede – ja, ligefrem deprimerede. Får vi mange likes bliver vi glade – for en stund. Når stormen har lagt sig, sniger frygten sig ind: Frygten for at blive glemt.

Derfor bliver anerkendelsesjagt et evigt stormløb. Så hvorfor ikke følge sine egne drømme og gøre reelle erfaringer i stedet for at deltage i en drømmeverden langt fra virkeligheden?

Jeg forstår det virkelig ikke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.