Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Lørdagsdebat

Vi har fået et egoistisk, fjernt og abstrakt forhold til arbejde

Engang var arbejdet konkret og handlede mindre om identitet. Billedet er fra støberiet på Burmeister & Wain der både byggede skibe og producerede dieselmotorer. Arkivfoto: Scanpix
Engang var arbejdet konkret og handlede mindre om identitet. Billedet er fra støberiet på Burmeister & Wain der både byggede skibe og producerede dieselmotorer. Arkivfoto: Scanpix

I årevis har politikere diskuteret forholdet mellem uddannelse og beskæftigelse og ikke mindst, hvordan man får flere uddannede i arbejde. Skiftende regeringer har fremlagt uddannelsesreformer for folkeskolen, de forberedende grunduddannelser og de videregående uddannelser for at gøre noget ved dette. Uanset hvad man politisk måtte mene om disse reformer, kan ingen være i tvivl om, at noget skulle og skal der fortsat gøres for at få flere uddannede i arbejde. Men spørgsmålet er, om disse reformer nu også har været og er nok til at ændre på vort uddannelses- og beskæftigelsesmønster?

Mit svar er nej. Der skal mere til. Og det mere, der skal til, er et opgør med den personorientering, som synes at dominere vort moderne uddannelsessystem og arbejdsmarked. For med tiden er vores uddannelses- og arbejdsmarkedkultur nemlig blevet så personorienteret, at den ikke længere har fokus på arbejdsidentitet, men derimod kun på den enkelte og dennes behov. Vi har derfor fået et egoistisk, fjernt og langt mere abstrakt forhold til arbejde og arbejdsmarked end tidligere, og vi uddanner og udvikler derfor ikke længere vores kvalifikationer/kompetencer i forhold til arbejde og arbejdsmarked, men i forhold til, hvad der giver mening for hver af os.

Den personorienterede uddannelses- og arbejdsmarkedskultur tager sit udspring i 1940erne og i den australske sociolog George Elton Mayos fokus på arbejdere som medarbejdere og på de enkelte medarbejdere som personer med individuelle motiver for at arbejde (performe). Hans forskning førte til, at det rigide videnskabelige fokus, som dominerede megen ledelse på det tidspunkt, altså fokus på stopur, arbejdsproces og arbejdskraft, blev justeret lidt, så der i stedet kom mere fokus på medarbejderen som en personlig ressource, som virksomheden (organisationen) kunne trække på og integrere i arbejdsprocessen for at opnå bedre resultater.

En ny ledelsesfilosofi

Mayos tanker udviklede sig senere til en egentlig ledelsesfilosofi og til en ny slags ledelse, human ressource management (HRM), som i stedet for primært at have fokus på arbejdet og arbejdsprocessen havde fokus på medarbejderen og dennes (individuelle) ressource og på, hvordan de kunne anvendes i og til at optimere arbejdsprocessen.

I de efterfølgende årtier voksede HRM-filosofi (sammen med andre humanistisk orienterede ledelsesfilosofier) i indflydelse og blev i 1980erne og 90erne mere strategisk anlagt med fokus på rammer og strukturer og udviklede nye ledelsesværktøjer, f.eks. talent management, som i endnu højere grad havde sit fokus på den enkelte, talentet, og hans/hendes særlige ressourcer.

Med denne udvikling, som altså havde stået på i flere årtier, var den tidligere så ellers så arbejdsorienterede kultur gradvis blevet erstattet af en langt mere personorienteret kultur (som i øvrigt var/er et træk, der karakteriserer udviklingen fra industriel, moderne kultur til senmoderne kultur). Så selv om der i 80erne og 90erne kom mere fokus på f.eks. omkostningseffektivitet i det offentlige, og dermed new public management, og på f.eks. produktionsopgaver i både det private og offentlige, og dermed Lean-management, forblev fokus rettet mod den enkelte, på ressourcer og talenter, og den personorienterede kultur forblev intakt.

Nye ord i jobannoncer

Denne personorienterede kultur er fundamentalt forskellig fra den arbejdsorienterede kultur, som prægede de vestlige samfund i perioden fra ca. 1900 til 1960.

Hvor den arbejdsorienterede kultur havde et mere konkret og rigidt fokus på selve arbejdet, typen af arbejde, funktion og roller og hvilke kvalifikationer og kompetencer, den enkelte skulle besidde for at kunne udføre arbejdet, altså på den enkeltes arbejdsidentitet, så havde (og har) den personorienterede kultur et mere abstrakt vilkårligt fokus på arbejdet som værende en kontekst, der skulle give mening for den enkelte at være (arbejde) i.

Den har også mere fokus på personlighed end på arbejdet og de personlige træk f.eks. at være ambitiøs, energisk eller særlig i betydningen at være et talent, exceptionel eller have X Factor. Forskerne Kochetova & Volodchenkov undersøgte for nogle år siden, hvordan sproget i europæiske jobannoncer i perioden fra 1896 til 2006 havde forandret sig. Det viste sig, at sproget i jobannoncerne afspejlede denne udvikling og netop var gået fra at være rigidt fokuserende på arbejdet til at blive mere abstrakt vilkårligt og mere fokuserende på personen.

Frem til 1960 var de hyppigste ord, der blev anvendt i stillingsannoncer, »uddannelse«, »i stand til«, »dygtighed«, »grundig« og »nyttig«, mens de hyppigste ord efter 1960 var »ambitiøs«, »entusiastisk«, »exceptionel« og »proaktiv«.

Samme udvikling ser vi i vores uddannelsessystem, som har udviklet sig fra at være rigidt fokuserende på arbejdet til i stedet at fokusere på personer og forholde sig mere abstrakt til arbejde og arbejdsmarkedet.

Da f.eks. de unge i 1970erne havde svært ved at finde praktikpladser, altså arbejde, valgte man fra politisk hold at indføre den Erhvervsfaglige Grunduddannelse (EFG), hvor man i stedet for at styrke den nære relation mellem arbejde og uddannelse svækkede (afkoblede) den ved kun at fokusere på uddannelsen.

Arbejdet betyder mindre

I 80erne prægedes reformer og tiltag også af det dominerende fokus på personen, for nu skulle alle i uddannelse, eller der skulle være uddannelse til alle (uden egentlig helt at tænke på relationen mellem uddannelse og arbejdsmarkedet – beskæftigelsesmulighederne).

Uddannelserne på de videregående uddannelser skulle være mere helhedsorienteret, hænge bedre sammen og ikke mindst være meningsfulde – simpelthen give mening for den enkelte. Senere blev det personorienterede fokus i uddannelsen rettet mod den personlige karriere og ikke som før specifikt arbejdskarrieren og mod internationalisering. For nylig blev det personlige i forbindelse med fremtidens ungdomsuddannelser igen fremhævet under overskriften, »Du skal tro på dig selv«.

Fordi man tror på sig selv, er ambitiøs og har taget en uddannelse, der synes at give mening, betyder det jo ikke, at man er klar, har de kvalifikationer og kompetencer, der gør, at man passer ind, og kan begå sig på et arbejdsmarked, i en virksomhed og i en bestemt type jobs.

Sådan noget ved man først, når man har (udviklet) en arbejdsidentitet, som er den sociale identitet, der fungerer som vort (arbejds-)kompas, og som gør, at man (samtidig) selv kan forstå, hvad der skal til af uddannelse, kvalifikationer og kompetencer for at passe ind og klare sig på arbejdsmarkedet. Det er også arbejdsidentiteten, der gør det muligt for virksomhederne mere entydigt at udpege og matche den enkelte med bestemte typer af jobs og karriereforløb.

Men ulykkeligvis synes arbejdsidentitet altså at være forsvundet i denne personorienterede arbejdsmarkeds- og uddannelseskultur, og den enkelte og mange uddannelser synes helt at have mistet det sociale (arbejds-)kompas. Eller også er det der stadig, men fungerer bare ikke helt så godt længere, fordi det peger i alle mulige retninger.

Det samme synes virksomhedernes (arbejds-)kompas at gøre, for også her fokuseres der mere på det tilfældigt personlige og abstrakte fremfor det arbejdsmæssige og konkrete, hvad Kochetova & Volodchenkovs undersøgelse viste.

Uden en arbejdsidentitet forstår den enkelte ikke den nødvendige relation mellem kvalifikationer, kompetencer og arbejde (branche) og nødvendigheden i udviklingen af dem og vil derfor have sværere ved selv at opnå de tilstrækkeligt nødvendige forudsætninger, der skal til for at kunne begå sig og opnå succes på et arbejdsmarked.

Som en konsekvens af dette synes arbejdets betydning derfor at være blevet nedprioriteret, mens den enkeltes egen betydning, hvad han/hun står for, og uddannelsen i sig selv at være blevet opprioriteret. Derfor handler uddannelse og arbejde i dag mere om, hvad den enkelte vil og kunne tænke sig at arbejde med, og ikke om det er muligt at få et arbejde, at udrette noget på et arbejdsmarked – at gøre en forskel.

En uddannelse uden en indbygget arbejdsidentitet kan heller ikke synliggøre den nødvendig relation mellem uddannelse og arbejde- arbejdsmarked, sådan som man kunne på uddannelsesinstitutioner før 1960erne, og kan derfor heller ikke over for studerende specifikt pege på, hvordan kvalifikationer og kompetencer matcher bestemte jobs, arbejdskarriere m.m.

Så skal man for alvor ændre på vort arbejdsmarkeds- og uddannelsesmønster, er reformer a la det, vi har set frem til nu, desværre ikke nok. Vi bliver nødt til at tage et fundamentalt opgør med personorienteringen og igen få arbejdsorienteringen tilbage i uddannelsessystemet, sågar i uddannelsestitler og fag.

Vi skal igen have rettet fokus på arbejdsidentitet hos den enkelte og i virksomhederne, så arbejdskompasset endnu en gang kan komme i brug og vise vejen til det gode job-match. Hvis ikke – så vil vi om fem år igen se en ny reform blive præsenteret, som desværre nok heller ikke helt vil opnå det, der måtte være intentionen.

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.