Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi har brug for et nyt nordeuropæisk partnerskab i EU. Lige børn leger bedst

Morten Løkkegaard.
Morten Løkkegaard.

Et lille tiår i Bruxelles har lært mig én ting: Den største udfordring for det europæiske samarbejde er ikke kampen mellem højre og venstre, mellem blå og rød. Det er kampen mellem Nord og Syd. Mellem to grundlæggende forskellige politiske kulturer.

Det gælder svarene på de store spørgsmål: Hvor skal Europa bevæge sig hen? Hvordan skal vi forholde os til truslerne fra russerne, fra Trump, fra populisterne og terroristerne? Og det gælder i de små spørgsmål: Møder man til tiden? Er man velforberedt? Ønsker man et ægte kompromis?

»Afrika begynder syd for Bruxelles«, lyder en uelskværdig opsummering: Det kølige, effektive og velfungerende Nordeuropa over for det følelsesladede, ineffektive og dysfunktionelle Sydeuropa.

Billedet er selvfølgelig forsimplet. Østeuropæerne er også en udfordring, og briterne har jo demonstreret, hvad den særlige Imperium-fortid betyder. Men det ændrer ikke ved Nord-Syd konflikten.

Indtil 2008 levede det europæiske samarbejde stadig i en sød andendags-rus efter Murens fald. Men efter den globale finanskrise, der udstillede euro-samarbejdets skrøbelighed, og senest flygtninge-krisen samt den angstskabende terror – ja, så er tilliden til politikere forsvundet, også på europæisk plan.

Brexit fik for alvor Domino-frygten frem, men var godt for én ting: Europa er endelig vågnet. Kommissionen har fremlagt fem modeller for fremtidens EU, med alt lige fra status quo, over et Europa i flere hastigheder, til et fuldblods føderalt EU.

Lige nu ser vi EUs 27 medlemslande i en besværlig linedans: På den ene side holder de sammen i en vanskelig Brexit-skilsmisse. Samtidig er alle så i gang med at positionere sig. Mays enestående fiasko, Macrons tilsvarende succes og tyskernes stabilitet betyder et nyt EU.

Danmark skal også kigge fremad. 40 års parløb med briterne er ved at rinde ud. Hvor hører vi hjemme? Med briterne ude? Eller med tyskerne, franskmændene og de 25 andre – trods Nord-Syd besværet?

For de fleste af os er der ingen tvivl: Vi hører hjemme i EU. 71 procent af befolkningen støtter i den seneste måling Danmark i EU. Tallene har i øvrigt været forbavsende konstante over 40 år.

Men derfra begynder vanskelighederne. Danskerne har nemlig altid haft et lille »men«. En stor del af denne skepsis skyldes Nord-Syd problemet. En ængstelse over for den udbredte korruption, misbruget af EU-midler, regningen som havner nordpå. Finanskrisen satte dybe spor og bekræftede forestillingen om sydeuropæerne som de udisciplinerede samfund, der er ude af stand til at leve »på tysk«.

Senest har diskussionen om den såkaldte Sociale Søjle bekræftet, at EU skal løse problemet for sydeuropæiske landes manglende reformer af arbejdsmarkedet. Læg dertil den aktuelle diskussion om den vandrende arbejdskraft, som af domstolene tolkes så vidt, at vi bl.a. er nødt til at acceptere en Roma-invasion med alt, hvad deraf følger.

Fremtidens EU-samarbejde er på spil. Hele projektets legitimitet afhænger af, hvordan vi får organiseret os, ikke mindst i forhold til denne iboende Nord-Syd konflikt.

Udenrigsministeren fremlagde forleden Danmarks nye udenrigspolitiske strategi. Den cementerer vores EU-medlemskab, men understreger samtidig, at vi ingen ambitioner har om at være frontløbere. Vi ønsker ikke at stå i vejen for dem, der vil mere, men vil meget gerne have et fleksibelt medlemskab, der leverer på de områder, vi kan se meningen med: Migration, sikkerhed og vækst.

Nye venner i Nord

Hvor skal vi så kigge hen efter venner? Svaret er: nordpå.

Med briterne ude bør Danmark være med til at forme en nordeuropæisk gruppering i EU-samarbejdet. Vi danskere bør sætte os i spidsen for et værdi-politisk fællesskab, som på mange måder eksisterer allerede, men som vi ikke udnytter tilstrækkeligt.

Hvem taler jeg om?

Her kan man benytte sig af udelukkelses-metoden. For sandheden er jo, at de fleste EU-lande allerede er i fuld gang med at gruppere sig. Den stærke midter-akse er klar: Tyskland og Frankrig er netop nu i gang med at skabe kernen i det nye EU. Macrons store sejr har været det afgørende skub. Men også sydeuropæerne forbereder sig. Den sydlige gruppering, Portugal, Spanien, Italien, Grækenland samt til dels Slovenien og Kroatien, har med kristen-konservativ dominans og med enorme sociale og økonomiske problemer fælles ønsker om en social union.

Og så er der det nye Europa i øst, centreret omkring den såkaldte Visegrad-gruppe, Ungarn, Slovakiet, Tjekkiet og Polen, samt lande som Litauen og til dels Letland. Denne gruppe har bygget deres europæiske ambitioner på et patriotisk-domineret mål om frihed, sikkerhed og økonomisk udvikling med respekt for særegenhed. Ny-patriotismen har i flere tilfælde – særligt Ungarn og Polen – taget en stadigt mere skinger tone vis-a-vis Europas grundlæggende værdier.

Hvem er der så tilbage?

Ja, her kommer den endnu ikke eksisterende, nordlige alliance ind i billedet:

De to andre nordiske EU-medlemslande, Sverige og Finland, udgør et godt makkerskab. Som de tre nordiske musketerer i EU, med fælles historiske, kulturelle og samfundsmæssige værdier, har vi en højere grad af samhørighed og fælles forståelse end andre grupperinger. Det er da heller ikke tilfældigt, at vi i stort set alle internationale opgørelser – på økonomi, erhvervsvilkår, menneskerettigheder – ligger helt i top.

I det daglige fungerer samarbejde desuden meget fint i Europa-Parlamentet, så hvad er problemet?

Sporene skræmmer fra Nordisk Råd. Vi har en grim vane med altid at betone uenighederne, når talen falder på et mere formelt samarbejde. Tiden er inde til at ændre den linje. En måde at gøre det på, kunne være at tænke alliancen bredere.

Selv om alle tre nordiske EU-lande har forholdsmæssig stor indflydelse, er problemet, at vi ikke som blok har nok politisk tyngde til at kunne påvirke retningen. Interessant er det derfor, at vi ikke er alene: Lande som Irland og Holland er i nøjagtig samme situation.

Irerne har næsten udelukkende baseret deres europapolitik på Storbritanniens lederskab, og uden andre naturlige alliancer står de nu meget isoleret tilbage.

Samhørigheden i Benelux-landene er blevet gradvis svagere, og Holland har i dag mere sammenfaldende interesser med de nordlige lande i økonomiske, finansielle, sociale og sikkerhedspolitiske spørgsmål.

En anden potentiel partner er Estland. Med godt halvanden million indbyggere og en anden politisk kultur end deres syd-baltiske naboer er Estland i mange henseender tæt på os i Norden.

Tegner man dette ind på et kort, springer det i øjnene: De nordlige lande har historisk været omdrejningspunkt for økonomisk vækst baseret på et frit, værdibaseret og markedsøkonomisk fællesskab. Godt nok udsprang Hansa-forbundet af tysk dominans, og Danmark stod uden for indtil vi erobrede Visby, men den politiske og sociale stabilitet var et rent guldæg for Danmark.

Lige børn leger bedst

Vi skal ikke genopfinde Hansaforbundet, men vi har brug for et nyt nordeuropæisk partnerskab i EU. Lige børn leger bedst, og ser man efter i de internationale opgørelser, er der meget små forskelle på placeringen af de traditionelt nordiske partnere på den ene side og Irland, Holland og Estland på den anden.

Sammen udgør vi ti procent af EU27s befolkning og tegner os for 15,3 procent af EU27s samlede BNP. Vi er dermed langt tættere på den politiske tyngde, der er nødvendig for at sætte den pragmatiske, markedsorienterede og socialliberale tilgang på dagsordenen i Europa.

Nye tider kræver nye løsninger. Og mange vil have alle tænkelige indvendinger imod. Men jeg ved fra mit daglige arbejde, at lige så mange tænker som jeg.

Hvorfor ikke lade Danmark gå i front..?

 

Morten Løkkegaaard er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.