Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi har brug for dystopierne – men de kan ikke stå alene

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix

Filmatiseringen af Margaret Atwoods »The Handmaid’s Tale« har aktualiseret dystopiens potentiale som samfundskritisk betydningsbærer. I sagens natur er dystopiens evne til at formulere alternativer til den udvikling, den advarer imod, imidlertid begrænsede. Vi har brug for litteratur, der tager håbet alvorligt.

Da Ray Bradbury engang blev spurgt om, hvorfor han skrev om fremtiden, svarede han efter sigende, at det var for at forhindre den. Den canadiske forfatter, der endte som ikon på den politiske venstrefløj, havde en konservativ verdensforståelse, og hans forfatterskab var præget af en latent fremskridtspessimisme, som blandt kom til udtryk i hovedværket »Fahrenheit 451«.

Læs også: Nolite te bastardes carborundorum

Bogens titel henviser til den temperatur, hvor papir antændes, og skildrer et samfund, hvor bøger er forbudte, og befolkningen bliver pacificeret gennem meningsløs TV-underholdning. Fortællingen følger en »brandmand«, hvis opgave det er at opspore og brænde bøger under henvisning til, at de gør folk »ulykkelige«, og bogen er en ætsende kritik af det fremvoksende forbrugersamfund og den fordummelse, han så som dens konsekvens

En anden berømt dystopisk forfatter er naturligvis George Orwell, hvis hovedværk »1984« i øjeblikket ligger på en solid førsteplads på den amerikanske litterære hitliste. Orwell var selv erklæret socialist, men fik under den spanske borgerkrig så stærk en afsmag for kommunisterne, at det fik afgørende konsekvenser for hans forfatterskab – herunder særligt i fablen »Kammerat Napoleon«, der er en allegorisk og ironisk fremstilling af den russiske revolution. Orwell blev derfor siden et ikon for højrefløjen, men »1984« leverer en magtanalyse, der går langt ud over de sædvanlige politiske skillelinjer og finder sin anvendelse i forhold til allehånde tilløb til magtmisbrug og manipulation.

Repressivt diktatur

De to værker illustrerer på kraftfuld vis dystopiens potentiale som samfundskritisk betydningsbærer og suppleres heri glimrende af Atwoods »The Handmaid’s Tale«, der foregår i en nær fremtid, hvor USA er blevet et totalitært teokrati.

Fortællingen er især rystende, fordi den tydeliggør, hvor hurtigt et samfund kan gå fra at være et liberalt demokrati til et repressivt diktatur. Den følger en ung kvinde, der i en ikke så fjern fortid var en engageret journalist. Nu tjener hun som rugemor for en militær leder og dennes sterile hustru, og vi oplever overgangen mellem de to regimer gennem en serie af flashbacks, der på pinefuld vis gør os opmærksomme på, at der er et tidspunkt, hvor det simpelthen er for sent at standse overgangen til en totalitær styreform.

»The Handmaid’s Tale« understreger dermed dystopiens primære samfundsmæssige funktion, som er at aktivere mennesket til politisk handling, før det er for sent. Og det er måske også netop derfor, de føles så relevante i denne tid, hvor mennesker af vidt forskellig politisk observans ser totalitære tendenser hos ledere som Trump, Putin og Erdogan.

Fremskridtspessimisme

Så vidt dystopiens styrker. Dens store svaghed ligger naturligvis i genrens begrænsede muligheder for at formulere alternativer til den udvikling, der advares imod.

I sig selv indeholder den dystopiske fortælling nemlig en dybdegående pessimisme på menneskehedens vegne, der i værste fald kan resultere i apati. Her har vi brug for dystopiens utopiske tvilling, der paradoksalt nok har levet en noget mere ugleset tilværelse end sin dystopiske modpart.

Det er der mange grunde til. Èn er ganske sikkert den noget tvivlsomme rolle, utopisk tænkning har spillet som historisk facilitator for diverse totalitære rædselsregimer. Mere end én gang har vejen til det dystopiske helvede være brolagt med »gode« utopiske intentioner.

En anden er formentlig den generelle fremskridtspessimisme, der især synes at have ramt det europæiske kulturliv i kølvandet på de to verdenskrige, og som senere har fået ny næring af borgerkrigene i Eks-Jugoslavien og af efterspillet til 11. september og krigen mod terror.

I lyset af disse begivenheder kan det bestemt være svært at bevare optimisme på menneskehedens vegne. Men en sådan afvisning overser, at utopiens primære bidrag aldrig har været som eksponent for en naiv virkelighedsforståelse, der nægter at forholde sig til de barske realiteter.

Det er ganske sigende, at tidlige utopiske værker som Thomas Mores »Utopia« og Francis Bacons »The New Atlantis« blev skrevet i perioder med international ufred og voldsomme samfundsmæssige omvæltninger. Den utopiske tradition insisterer på, at håbet om en bedre fremtid er en absolut nødvendighed, hvis dårlige tider skal blive bedre. Eller sagt på en anden måde, så fordrer den utopiske tænkning, at man skal turde vove at håbe – selv (og måske især) når det ser allerværst ud.

Den kritiske utopi

I forhold til denne problematik har den utopiske tradition over de seneste godt 40 år været ophav til to interessante nybrud.

Atwood har selv leveret væsentlige bidrag til den ene. Den sene del af hendes forfatterskab kan opfattes som en forlængelse af Ursula K. Le Guins begreb om den dobbelttydige utopi.

Ansatser til denne kan findes allerede i Aldous Huxleys »Brave New World«, der oftest læses som en dystopi, men som på sin vis også kan læses som en slags utopi, hvor alle anser sig selv for lykkelige undtagen historiens hovedperson.

I den feministiske litterære tradition, som både Le Guin og Atwood er en del af (og som eksempelvis kan genfindes i dele af afdøde Inge Eriksens forfatterskab), bliver denne ambivalens understøttet af en (post-)marxistisk magtanalyse, der holder et vågent øje med, hvem der har noget at vinde, og hvem der har noget at tabe, når nogen forsøger at virkeliggøre en utopi. Det er muligt, at »The Handmaid’s Tale« kan læses på denne måde også. En udveksling om teokratiets dannelse mellem romanens hovedperson og den mand, hun er rugemor for (der også har fundet vej til HBOs trailer for serien) ender med en næsten Orwellsk aforisme: »Bedre betyder aldrig bedre for alle og enhver.«

Denne sensitivitet over for de konkrete begrænsninger i enhver utopis præmisser er blevet tydeligere udforsket i en anden nyere tendens inden for genren, nemlig den såkaldte »kritiske utopi«.

Fremfor at søge at give et »endeligt« svar på, hvordan et idealsamfund bør se ud, er den kritiske utopi mere interesseret i at behandle vejen hen mod ægte samfundsforbedringer. Den kritiske utopi er altså først og fremmest en proces-orienteret utopi, hvis omdrejningspunkt netop er, hvordan man fastholder håbet og omsætter det til handling.

I modsætning til klassiske utopier, der ofte opererer med den forudsætning, at utopiens virkeliggørelse kræver en ny type »moralsk forbedrede mennesker«, arbejder den kritiske utopi med, hvad der skal til for at få »almindelige mennesker« til at foretage bedre (kollektive) valg. Et internationalt navn inden for denne genre er Kim Stanley Robinson, der har behandlet så forskellige emner som amerikansk klimapolitik og koloniseringen af Mars.

Sammen puster disse to genretendenser nyt liv i den utopiske tradition. Og det er der hårdt brug for i en verden, der forandrer sig med en sådan hast, at gårsdagens løsninger næsten uomtvisteligt vil være utilstrækkelige til at løse morgendagens problemer.

Den dystopiske tradition advarer os om alt det, der kan gå galt. Men vi har også brug for litteratur, der tager håbet alvorligt.

Christian Kaarup Baron er lektor ved Center for Biovidenskab og Teknoantropologi, Aalborg Universitet, og forfatter til romanen »Happy Nation«, der netop er udkommet på Science Fiction Cirklens forlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.