Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi går gerne i flok - men ikke i takt

»Går man i kirke – evt. kun juleaften – skal det foregå på samme måde som sidste jul.«

Arkivfoto: Scanpix
Arkivfoto: Scanpix

Tænk, at vi i Danmark har en forening, som tre fjerdedele af befolkningen er medlem af. Helt frivilligt. Det findes ikke tilsvarende andre steder. Vi taler om folkekirken.

For folkekirken er der en dato, som medierne har en del mere opmærksomhed rettet mod end både jul, pinse eller påske – og det var fredag 24. februar. Her blev kirkestatistikken fra Danmarks Statistik for 2016 offentliggjort.

Der er naturligvis grund til at holde et vågent øje med antallet af ind- og udmeldelser, døbte, konfirmerede, bryllupper og begravelser – tal og statistik. Oh, at finde en ny forfaldshistorie!

Men hvad viser tallene? Den altovervejende konklusion er, at der fortsat eksisterer en stærk samklang mellem folk og kirke. Det gælder stadig, selv om folkekirken i 2016 var udsat for ateistisk mission i et forsøg på at få folk til at melde sig ud, »når de nu alligevel ikke mener noget med det«, som det hed.

Kampagnen påkaldte sig en del opmærksomhed, og det er da også helt usædvanligt, at en forening opfordrer medlemmer af en anden forening til at melde sig ud, fordi de formodes at være ligeglade og ikke mene noget med deres medlemskab. Trods det opsigtsvækkende udgangspunkt var effekten begrænset: Medlemstallet faldt i 2016 fra ca. 76,9 til ca. 75,9 procent af befolkningen. Et fald på knapt én procent, som sikkert kan forklares med meget andet end en ateistisk buskampagne.

For alle med interesse i forholdet mellem kirke og folk rejser tallene et interessant paradoks. For når folkekirken debatteres, er det ofte på de højeste klinger. Torden og lynild, Gud og fanden, liv eller død over foretagendet. Sådan har det været, lige siden folkekirken fik sin plads i Grundloven.

Det er tegn på liv og engagement.

For langt de fleste medlemmer handler kirkespørgsmål imidlertid om noget meget mere jordnært. Det typiske folkekirkemedlem har en loyalitet over for kirken, som andre af de gamle, nordeuropæiske majoritetskirker kun kan kigge misundeligt på. Med en medlemsprocent på 75,9 er folkekirken stadig Europas største evangelisk-lutherske majoritetskirke.

På Københavns Universitet er en gruppe forskere fra Center for Kirkeforskning i disse år i gang med at undersøge folkekirken som kulturinstitution. Det foregår under underskriften »What money can´t buy«, og alene titlen antyder, at her er man på jagt efter årsagen til, at folkekirken fungerer i fin samklang med befolkningsflertallet.

Undersøgelsen er ikke færdig, men ph.d.-studerende Astrid Krabbe Trolle er undervejs kommet med en fin beskrivelse af flertallets forhold til deres kirke.

Hun har beskrevet de typiske medlemmer som »principielle sekularister« og »konkrete konservatorer«. Det betyder, at de helt principielt går ind for ligestilling – også mellem trossamfund. Derfor synes de, at det grundlæggende egentlig er mærkeligt, at vi ikke har religionslighed, men derimod en særstilling til folkekirken i Grundloven. De synes også, at folkeskolens undervisning i religion bør hedde religionsundervisning og ikke kristendomskundskab.

Konkret forholder det sig dog anderledes. Der er de fleste medlemmer nemlig »konkrete konservatorer«. De mener, at kirken skal ligge, hvor den altid har ligget. Og går man i kirke – evt. kun juleaften – skal det foregå på samme måde som sidste jul.

Medlemsprocenten falder

Vi har med andre ord behov for noget stabilt at læne os op ad. Kirken skal helst være konserverende i en grad, som må gøre det mest entreprenante menighedsråd eller de mest dynamiske præster helt triste: Det store flertal af medlemmerne har ikke behov for, at kirken tænker radikalt nyt. Den skal bare i al stilfærdighed udføre sit arbejde dygtigt og ordentligt. Evangeliet står der, og det skal forkyndes.

På samme måde er de »principielle sekularister og konkrete konservatorers« syn på, hvad folkeskolen skal: Selv hvis overskriften er religion, skal indholdet først og fremmest dreje sig om kristendom.

Det betyder, at folkekirken lever i en virkelighed, hvor der blandt et stort flertal af befolkningen hersker en dyb loyalitet, tryghed og glæde over, at den er der. Det viser sig ved, at man trofast betaler sin kirkeskat.

Det er en meget stor kvalitet ved folkekirken, at der ikke peges fingre ad de kirkefremmede. Der findes ikke A- og B-medlemmer, uanset hvor meget eller hvor lidt man viser sig. Og har man ikke lyst til at være medlem af Danmarks største forening, er det også helt i orden. Ikke-medlemmerne er såmænd også velkommen på kirkebænken, når lejlighed byder sig.

Men hvis man er glad for ordningen, skal man gøre sig klart, hvad der skal til, for at det kan fortsætte.

Tallene fra kirkestatistikken er ikke dramatiske, men de er vigende: Medlemsprocenten falder langsomt, og det samme gør sig gældende for medlemmerne i både den ene og anden ende af livsforløbet. Hvert år døbes lidt færre børn af en årgang, kon- firmationsprocenten falder, og i den anden ende af livsforløbet gælder det samme for kirkelige begravelser og bisættelser.

På lang sigt bliver det naturligvis ikke ved med at gå. For basis for folkekirken er og bliver, at en levende kirke udgøres af levende mennesker, som skaber menigheder og bakker op om fællesskabet. Det er forudsætningen for, at vi har en folkekirke og ikke en statskirke. Folkekirken eksisterer ikke uden folk.

Hvad der måske er mest bekymrende er, at barnedåbsprocenten stadig falder med ca. én procent om året, som den har gjort siden 2000. I år er faldet ganske vist lidt mindre end de foregående år, og det er fortsat flertallet af alle nyfødte danskere, nemlig 61,5 procent, som bliver døbt inden for det første leveår.

Undersøgelsen »Dåb eller ej?« viste i 2015, at det sjældent er modstand mod folkekirken, der får nogle nybagte forældre til at fravælge dåben. Det er snarere, at de synes, at deres barn skal »vælge selv«, som det siges. Det er et påfaldende valg: De fleste forældre er ret bevidste om, hvad der er godt for deres børn. Skolelærere og pædagoger kan berette om en stor optagethed hos forældrene af, hvordan deres barns hverdag forløber både fagligt og socialt. Hvad der skal i madpakken, og at der skal cykelhjelm på, er emner, som de fleste forældre har klare meninger om og ikke tøver med at fortælle deres børn.

Men for nogle forældre er det åbenbart vanskeligt med de eksistentielle spørgsmål. Det er en almindelig præsteerfaring, at når de vordende konfirmander kommer til konfirmationsforberedelse, er det første gang i deres liv, de overhovedet kommer til at forholde sig til eksistentielle spørgsmål. Det undrer og ærgrer mig.

Forældrenes ansvar

Jeg synes personligt, at børn går glip af meget ved ikke at opnå fortrolighed med den kristne børnelærdom. Uanset om de er døbt eller ej. Folkekirken er nemlig i stor samklang med dansk historie og identitet. Det gælder inden for sang og musik, det gælder inden for litteratur, det gælder inden for vores måde at anskue politik og samfund. Og barnedåben er teologisk set ikke et valg, men en gave.

Det kan godt undre mig, hvis forældre mener, at folkekirkens formidling af den kristne kulturarv er en påtrængende religiøs prægning, som vil gøre deres barn ufrit og præget i en uheldig retning af religiøs intolerance. Efter at have turneret land og kirkeliv rundt i utallige år til salme-, foredrags- og kulturaftener vover jeg den påstand, at det altså ikke kan være nærmere kendskab til folkekirken, som den fungerer i dag, der fører til den konklusion.

Jeg håber, at årets kirkestatistik vil blive brugt på den måde, som jeg synes er mest oplagt: Som en tankevækkende påmindelse om, at vi i folkekirken stadig har et stort, folkeligt fællesskab med et forbløffende højt medlemstal. Til at kirken selv bygger videre på sin grundfæstede identitet. Og til at vi som befolkning bliver mindet om, at fællesskaber kun findes, hvor vi selv bliver ved med at bakke dem op. Vi går gerne i flok. Men ikke i takt. Og dét er måske folkekirkens største styrke i et individualiseret samfund, hvor vi savner sprog og evne til at tale ubesværet om eksistentielle spørgsmål.

De spørgsmål, der ikke kan besvares med tal.

  • Mette Bock er kirke- og kulturminister (LA).

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.