Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Vi er trætte af det modernistiske glasbyggeri – her er syv regler for en ny dansk byggeskik

Foto: Torben Christensen og BIRGER VOGELIUS.
Foto: Torben Christensen og BIRGER VOGELIUS.

Beton og stål, glasfacader og højhuse, firkanter eller »dristige« vinkler. I et halvt århundrede har modernismen hersket over vores byer. Taktfast marcherer dens blokke frem langs vores havnefronter, og højhus ved højhus skyder op i landsdækkende storhedsvanvid.

Stilen har naturligvis sine arkitektoniske højdepunkter. Bjarke Ingels er da genial, og nogle af »de store« som Henning Larsen eller 3 x Nielsen har da leveret bygværker af stor skønhed. Men over hele den vestlige verden er arkitekterne fanget i det samme hamsterhjul og leverer mere af det samme, mere af det samme, mere af det samme.

Der er ingen tvivl om, at mange arkitekter ser sig selv som bærere af en progressiv tradition fra Bauhaus i 1930erne og tiden efter 1945, da modernismen blev opfattet som det vestlige demokratis symbol, ikke mindst i lyset af Østblokkens småborgerlige »Stalinbarok«. Det var dengang, arkitekterne var bevidst om deres sociale ansvar og aktive rolle i bygningen af et bedre samfund, og hvor de fra de sociale boligselskaber til den nye velfærdsstats institutioner skabte smukke og menneskevenlige rammer om livet fra vugge til grav.

Men det er længe siden, man har hørt en bygherre eller arkitekt tale om social eller frigørende arkitektur. I dag sælges modernismen som »vartegn« for Pærekøbing, som »dristige former« eller med glasfacader som »transparens« (selv om ikke en djævel kan se, hvad virksomheden egentlig laver). Modernismen er blevet som jakkesæt og slips: det standardiserede symbol for den internationale kapitalisme.

Lidt oprør har der været – som fantasiens huse omkring 1970 eller de »tæt-lave« bebyggelser, der i 1980erne for en tid afløste det kriseramte industrialiserede massebyggeri samtidig med, at der kom en ny bevidsthed om kvaliteterne i de gamle byer og deres kvarterer. Senere kom den flygtige postmodernisme, hvis påklistrede former hurtigt forsvandt igen – men hvad med i dag?

I arkitekturen ser man stort set kun alternativer, når enten en kunstner (som Bjørn Nørgaards organiske Bispebjerg Bakke-byggeri) eller en udlænding (som Krügers udvidelse af Danfoss Universe på Als) er indblandet. Men neden under arkitekturens verden, i den folkelige byggeskik, har der siden 1990erne udspillet sig et stille, men udbredt oprør. I parcelhusbyggeriet ser man i de mere mondæne kvarterer hvide huse i »Bauhaus-stil«, men langt mere udbredt er svenske træhuse, amerikanske bjælkehuse, småpalæer med søjler og cementløver eller »gårdstuehuse« med kvist og tegltag. Hos landmændene har »parcelhusstil« længe været et skældsord. I 1990erne byggede de store svinebønder små herregårde med spir og kamtakker, men i dag prøver mange at fange den lokale tradition.

Bedre Byggeskik

Det er altså et oprør, der stritter i alle retninger. Da DFs Alex Ahrendtsen f.eks. syntes, man skulle bygge noget andet end det mislykkede Vikingeskibsmuseum ved Roskilde, foreslog han et hus i »vikingestil« – en vision, som mediemanden Jim Lyngvild har virkeliggjort i sit Valhalla på Sydfyn. Men søjler, bjælkehuse eller vikingestil? Har man helt glemt, at vi har en fælles dansk tradition, som vi engang opdagede og dyrkede?

Traditionen hed Bedre Byggeskik efter Landsforeningen for Bedre Byggeskik, som blev stiftet i 1915. Den fik et dårligt ry, fordi PH i 1930erne lod sig inficere af den tåbelige tyske strid, hvor flade tage betød progressiv/ venstreorienteret, og høje tage betød borgerlig/ nazi-sympatier.

Men Bedre Byggeskik var, som hjemstavnsstilen i Tyskland og Arts and Crafts i England ikke reaktionær, men tværtimod et led i den store reformbevægelse i Europa omkring 1900 med arbejder- og kvindebevægelse, kamp for sundere boliger, livsreform, naturbeskyttelse og meget mere.

Bedre Byggeskik var et opgør med de store stilarter og deres pomp, pragt og higen efter originalitet og prøvede i stedet at skabe en dansk tradition med forbillede i byggeskikken før 1850. Som arkitekten Poul Holsøe sagde om sine huse i havebyen Grøndalsvænge i København 1912:

»Almindelige jævne huse, således som vi kender dem ude fra landet, således som mange af os boede i, da vi var børn. Faders og Moders hus om igen (...) med rene linjer, således som de nu engang passer bedst i det danske landskab.« Kort sagt en smuk og praktisk byggeskik, der kunne læres af almindelige håndværkere – ikke kun mestres af akademiske arkitekter.

Kan vi lære af den reformbevægelse? Kan vi med udgangspunkt i egne bygningstraditioner skabe huse, som samtidig er funktionelle og bæredygtige gennem brug af vore egne materialer, tegl, træ og kalk? Skabe spilleregler for en dansk byggeskik, der kunne opfylde den almindelige danskers tørst efter et alternativ til modernismen.

Dagens arkitekter tør ikke begive sig ud i opgaven – nok mest af skræk for, hvad kollegerne vil sige. Men resultatet er, at den almindelige byggende dansker er prisgivet til enten modernistiske Cad-Cam reproducerede kasser, typehusfirmaernes standardprodukter eller forvirrede drømme om bjælkehuse, mini-slotte eller »vikingestil«. Fortjener vi ikke endelig noget andet og bedre?

Syv dogmeregler for et bedre byggeri

Skulle jeg her skyde fra hoften og formulere syv dogme-regler for en ny Bedre Byggeskik, kunne de lyde sådan:

1. Tag udgangspunkt i en dansk tradition

• Hermed menes ikke et nationalistisk projekt, men en opfordring til at bruge den række af traditioner for materialer, hustyper, former og andre løsninger, som er udviklet og afprøvet ud fra dansk kulturhistorie, ressourcer og klima.

• Der menes også en genkendelighed, som opfattes af både gamle og nye danskere, og som må udvikles, så det bliver en »skik«, ikke blot en døgnflue.

• Og der menes en byggeskik, der fører linjen videre fra de bedste danske byggetraditioner: den førindustrielle landbyggeskik, den borgerlige empire, Bedre Byggeskik, »den funktionelle tradition« i 1930-1940erne og det bedste af 1950ernes sociale boligbyggeri og arkitekttegnede enfamilieshuse.

2. Glem alt om originalitet

• En »byggeskik« skal bygge på udvælgelse af noget allerede skabt, ikke det »aldrigførsete«. Det skal ikke være »Bjarke Ingels for menigmand«, men bygninger, der virker, som vi allerede har set dem mange gange før.

3. Glem alt om signalværdi

• En byggeskik skal forbinde fortid og fremtid og må derfor tage afslappet på nutiden. Der skal ikke tænkes på »moderne« eller »gammeldags« eller »progressivt« eller »reaktionært«, blot på funktionelt og smukt.

4. Tænk i lange linjer

• Eller: Tænk i bæredygtighed. Det handler ikke om det nyeste nye i økologisk byggeri, men om noget så enkelt som ressourceforbrug mht. materialer, byggeproces, vedligehold og levetid. Man behøver ikke at kunne se, at byggeriet er bæredygtigt, men gode materialer skal ikke skjules.

5. Tænk i funktion og enkelhed

• Funktion betyder ikke bare, at »form follows function«, men at bygningerne skal tænkes til de mange forskellige brugere og formål i dagens og morgendagens Danmark: etagehuse, villaer, kollektiver, beboerhuse og sommerhuse – samtidig med, at »skikken« skaber en fælles genkendelighed.

• Enkelhed betyder heller ikke en dogmatisk minimalisme, men forståelse for, at tradition også betyder gennemprøvede og gennem erfaring forenklede løsninger.

6. Tænk på stedet

• Tradition er ikke blot knyttet til social og kulturel sammenhæng, men også til stedet. Enhver byggeskik bør derfor kunne variere efter sted og region: By eller åbent land, Sjælland eller Jylland osv., fordi stederne har forskellig historie, ressourcer og landskaber.

7. Sluk for skærmen og tegn

• Arkitekt, forlad dit Cad-Cam-program med dets nemme hvide flader, sorte glaspartier, lokkende solnedgangsstemning og »glade brugere«. Først efter forståelse af de traditioner, du vil bruge, og den byggeskik, du vil skabe, kan du sætte dig ved computeren og virkeliggøre det allerede gennemtænkte.

Peter Dragsbo er etnolog og fhv. overinspektør ved Sønderborg Slot. Han har i 2017 sammen med Helle Ravn udgivet »Havebyen. Havebyer i Danmark, England og Tyskland – før, nu og i fremtiden«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.