Kulturkronik

Velkommen til komfortzonen, Grådige Gris – her stinker af konsensus

Danske kunstnere lever i en jubelhumanistisk konsensus-koma, der ville være hyklerisk hvis der var tale om selvstændige valg og tanker.

Når MØ synger »Fuck Pia K. Grådige gris. Du lugter af pis«, er det ikke længere provokerende, mener Søren Storm Kristensen.
Når MØ synger »Fuck Pia K. Grådige gris. Du lugter af pis«, er det ikke længere provokerende, mener Søren Storm Kristensen.

Der har for nylig været en interessant og betegnende diskussion af kunstnernes rolle i samfundsdebatten i Danmark. Efter Anne Sofie Hermansen i Berlingske startede diskussionen med spørgsmålet »Hvorfor ser vi ikke kunstnere der går ind for en stram flygtningepolitik?«, tog DR2’s Deadline tråden op og havde en diskussion om samme emne mellem komiker Sabastian Dorset og forfatter Lotte Garbers som »repræsentanter for kunsten« og kulturordfører for Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen.

Anne Sofie Hermansens spørgsmål rammer ind i den omstændighed som er tydelig for enhver der lever i Danmark - at anerkendte kunstnere, uanset kunstart, ikke træder ud over hvad der kan opfattes som »værdimæssig konsensus«.

I en fast tro på det modsatte befinder kunstnere af i dag sig i en komfortzone, som kan tage mange former og som vi alle ved også ofte »provokationens«, eller mere nøjagtigt den provokation som kunne forekomme for ca. 40 år siden. Så når Mø synger »Fuck Pia K. Grådige gris. Du lugter af pis« er hendes ord naturligvis hverken provokerende for hendes publikum i Ungdomshuset eller for »Pia K’s« tilhængere. Alle kender spillereglerne og ingen træder uden for disse.

Den eneste reelle kunstnerskabte provokation der i dag findes i de vestlige samfund skyldes tilstedeværelsen af andre kulturer og har fået navnet »Muhammed-tegninger«. Den slags vil anerkendte billedkunstnere naturligvis ikke røre med en ildtang.

Den officielle forklaring er at dette slet ikke kan betrages som kunst, da kunst er noget som behandler menneskets grundlæggende livspræmis - eksistentielle ting og sådan (fra en ateistisk europæers synsvinkel, naturligvis).

Den mere underliggende forklaring er at man som kunstner ikke kan bryde med sit humanistiske værdigrundlag, som til enhver tid beskytter dem der per definition er »de svage« – i dette tilfælde et religiøst mindretal (og det er uanset hvem der dræber hvem).

Den usagte er selvfølgelig den fysiske trussel, som ikke mange kunstnere reelt overvejer, da de to andre grunde forhindrer dem i at nå så langt som til at forestille sig at udtrykke noget i den retning.

Som dansk kunstner kan du lave alt hvad du vil og blive anerkendt for det, så længe det ikke udfordrer de grundlæggende humanistiske værdier. Ingen vil naturligvis tage magten over »den frie kunst«, hvilket viser sig i f.eks. »armslængdeprincippet« i kunst- støtteordningen, men ingen behøver heller dette pga. den udbredte konsensus.

Det gik derimod galt i Sverige med Dan Parks tegninger der virkede så racistiske på mange svenskere at skandinaviens mest humanistiske land reagerede med usædvanlig magt og fængsling. Imens diskuterede man, i danske Politiken, om disse værker kunne kaldes kunst - og nåede vistnok frem til at det var det ikke...

Disse vores grundlæggende humanistiske værdier, som f.eks. viser sig i en dekadent form, når danske Medina udtaler sig bekymret om risikoen for at Inger Støjbergs flygtningeannoncer smitter af på Medinas image, har baggrund i »Frankfurterskolen«.

Frankfurterskolen er en lille gruppe af amerikanske og europæiske intellektuelle der især i 1930’erne og 40’erne formulerede, grundlagde og udbredte deres humanistiske livssyn til dele af de vestlige uddannelsessystemer og især intellektuelle samfundsgrupper.

Tankerne manifesterede sig siden i hele den vestlige verden og dannede i 1951-52 baggrund for FN’s menneskerettigheder. Frankfurterskolens værdier bunder i de marxistiske doktriner og udmynter sig i en humanistisk verdensforståelse.

I Frankfurterskolen ses den ideelle verden som et sted hvor alle mennesker og kulturer er lige og hvor religioner, lande og magtinstitutioner forsvinder. Værdierne udtrykkes i virkeligheden bedst og mest simpelt i John Lennon’s sang »Imagine« (»Imagine there’s no possessions«, »…no countries«, »…no religion« osv.).

Ingen steder i verden står disse værdier stærkere end i Europa og ingen steder i Europa stærkere end i de skandinaviske lande hvor de især siden ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne vandt indpas i de socialdemokratiske undervisningsinstitutioner – fra børnehaverne og folkeskolerne til de videregående uddannelser og universiteterne. Især på universiteternes humanistiske fakulteter ses værdierne meget tydeligt repræsenteret, men der hvor værdierne er blevet optaget mest entydigt og homogent er dog i de skandinaviske kunstnermiljøer.

Denne konsensus betyder ironisk nok at netop de skandinaviske kunstnermiljøer, som har en selvforståelse af at være progressive og kosmopolitiske, i praksis bliver konservative og provinsielle. Tendensen forstærkes af at de skandinaviske samfund er mindre samfund og derfor i højere grad end store samfund er »konsensussamfund«.

Uanset om man synes at danske kunstnere er progressive eller provinsielle skal man nok ikke regne med at de vil flytte sig væk fra centrum af de humanistiske kerneværdier, heller ikke selvom (eller måske snarere »slet ikke nu hvor«) nogle af disse værdier udfordres af »Pia K« og andre »grådige grise«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.