Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Velfærdsstaten er sin egen fjende

Foto: Søren Bidstrup og Scanpix.
Foto: Søren Bidstrup og Scanpix.

Bekæmpelse af ulighed og utryghed var en central begrundelse for opbygningen af den danske velfærdsstat. Alligevel er det endt med mere social utryghed og stigende social ulighed.

Utrygheden har i de senere år bredt sig som resultat af reformer, der engang var ordet for forbedringer af det sociale sikkerhedsnet og udbygning af velfærdsinstitutionerne, og ikke som i dag ordet for besparelser. Og de politiske magthavere negligerer de menneskelige konsekvenser af disse reformer.

I 2012 kom det så vidt, at Det Radikale Venstres daværende leder, Margrethe Vestager, som ledende politiker i en såkaldt rød regering ikke viste nogen forståelse for mennesker, der på grund af en lovændring kunne forudse risiko for social deroute.

Hun blev herostratisk berømt blandt dem, der hylder omsorg for andre mennesker, da hun spurgt til situationen for de danskere, der stod til at ryge ud af dagpengesystemet, blot svarede: »Sådan er det jo. På et tidspunkt kan man ikke længere være på dagpenge.«

Og gennem flere år har den økonomiske ulighed og den heraf følgende sociale ulighed været stigende. Det har været med til at skabe en skarp todeling af befolkningen, nemlig i en »elite« over for det store flertal, benævnt »folket«.

Eliten har oplevet stigende velstand, mens store dele af folket, især de 20 procent med de laveste indkomster, nu må erkende, at den økonomiske afstand til eliten bliver større og større. Alligevel er der politikere, som med flotte slogans hylder ulighedens velsignelser. De hævder, at jo rigere de rige bliver, jo mere velstående bliver resten af befolkningen. De påstår, at stigende rigdom forplanter sig nedad i samfundspyramiden.

Det er imidlertid ikke sket.

I stedet er vi endt i en samfundssituation karakteriseret ved social uretfærdighed for dem på samfundets skyggeside. Det kan ende med at blive farligt for os på samfundets solside.

Således siger den konservative tidligere udenrigsminister Per Stig Møller til Information (oktober 2016) – med henvisning til Thomas Pikettys bog Kapitalen i det 21. århundrede: »Den store splittelse, han dokumenterer mellem de én procent rigeste og de øvrige 99 procent minder om et billede, jeg har brugt tidligere om ulighedens problem, nemlig at vi bevæger os mod tilstanden før Den Franske Revolution, hvor uligheden er så stor, at det kan ende galt.«

Social ulighed

Den sociale ulighed rammer med størst styrke personer, der må leve af sociale ydelser. Alligevel er mange politikere i Danmark i disse år optaget af at konstruere nye kriterier for tildeling af sociale ydelser. Kriterier, der alle har det fællestræk, at de begrænser eller nedsætter ydelserne.

Samtidig er der et konstant politisk pres for at sænke skatterne for de rigeste. Hvad der i et interview i Politiken (juli 2016) forsvares af lederen af Liberal Alliance, Anders Samuelsen, med, at man ikke får det ringere af, at der er nogle, der får mere i lønningsposen.

Helt andeledes er synsvinklen hos professor i socialpolitik, Jørn Henrik Petersen, der i et interview i Politiken (maj 2016) om behandlingen af de svageste i befolkningen siger, at »de dårligst stillede er gået fra at være grupper, vi havde en eller anden form for sympati for – ja, måske oven i købet medlidenhed med – til at de gøres til syndebukke i vores system: At det bliver dem, der skaber vores problemer.«

Hvad såvel samfundet som personer på sociale ydelser har brug for, er, at de fattige ikke betragtes som overflødige, men kan føle sig anerkendt og af betydning for andre. Det forudsætter helt basalt, at de får anstændige levekår, og det kræver mere omfordeling fra rig til fattig. Så får vi et samfund med større sammenhængskraft.

Hvorfor er udviklingen gået den anden vej? I en antologi fra 2007 om værdier bag den danske velfærdsstat skriver historikeren Niels Finn Christiansen, at Socialdemokraterne oprindelig havde forestillet sig, at en generel social tryghed ville føre til cementering af en almen social solidaritet: »I modsætning til disse forventninger avlede den højt udviklede velfærdsstat og individuelle sociale sikkerhed imidlertid en individualisme og krav om individuel behovstilfredsstillelse i en periode stærkt sekunderet af liberalismens genkomst på den ideologiske scene.«

Undergraver fællesskabet

Velfærdsstaten har med andre ord udviklet en tendens til at undergrave det samfundssind eller den fællesskabsetik, som den forudsætter. Det er således langtfra et tilfælde, at vi her fem-seks årtier inde i den moderne velfærdsstats historie ser, at selv Socialdemokratiet er begyndt at forstå lighed som lige muligheder. Ikke som resultatlighed.

»Lige muligheder« betyder, at alle uanset social oprindelse – hvis de i øvrigt har såvel evner som lyst – skal have adgang til at konkurrere på helt lige vilkår med alle andre om de øverste placeringer i samfundets hierarkier.

Med andre ord et ulighedssamfund, men med høj opadgående social mobilitet. »Resultatlighed« er derimod den konsekvente lighedsmålsætning. De, der i dag drager fordel af uligheden i resultater, kan nemlig i morgen overdrage en urimelig fordel til deres børn og dermed opretholde eller forstærke uligheden i muligheder i den næste generation. Derfor er vi nødt til at bekymre os om uligheden i resultater.

I sin konsekvente form er et lighedssamfund en utopi, men en utopi, der fungerer som ledestjerne for underprivilegerede gruppers krav om anstændige leveforhold. Lighedsbestræbelserne har dermed afgørende betydning for såvel den enkelte som for samfundet.

Respektløse begrænsninger

For det enkelte individ signalerer lighedsbestræbelserne, at de – primært økonomiske – begrænsninger, der er i de fattiges livschancer sammenholdt med de livschancer, som samfundet byder de rige, er uværdige og respektløse.

Det rammer ikke mindst de fattiges børn, der må finde sig i livsperspektiver så meget dårligere end de livsperspektiver, som det velstående samfund byder de riges børn.

Lighed i modsætning til ulighed giver derimod alle mennesker udfoldelsesmuligheder for deres forskellige evner. I det samfundsmæssige perspektiv markerer lighedsbestræbelserne, at vi alle er ligeværdige medlemmer af samfundet med samme rettigheder, og dermed i solidaritet kan samles om målsætningerne for samfundsudviklingen.

Men følelsen af solidaritet, at vi alle er i samme båd, eksisterer ikke hos de fleste medlemmer af eliten. Her er den fremherskende opfattelse, at høje indkomster og disse indkomsters himmelflugt kan begrundes med, at de pågældende personer har fortjent dem – ikke bare tjent dem, og at det er godt for samfundet, at de tjener så meget. Da det er vanskeligt at gribe ind i den markedsmekanisme, der afkaster så eksorbitante indkomster, er den eneste vej til at gøre disse indkomster samfundsmæssigt nyttige en stærkere progression i skattebetalingen. Der er nemlig brug for flere penge til omfordeling.

Sejle egen sø?

Skal vi værne om den centrale ide med velfærdsstaten, nemlig omfordeling fra rig til fattig, er det største problem, om Socialdemokratiet har skiftet politik. Vi har tidligere kendt Socialdemokratiet som den stærkeste bekæmper af social ulighed. Men en ændret politik blev formuleret af Mette Frederiksen i et interview med Information i august 2013. Hun sagde der, at moderne velfærdspolitik skal handle om social mobilitet fremfor udbetaling af ydelser. Men social mobilitet handler om – få eller flere – individers bevægelse fra en samfundsklasse til en anden i et hierarkisk opbygget samfund. Det drejer sig derimod ikke om social opstigning for en samfundsklasse i sin helhed.

Skal alle de, der ikke får mulighed for social opstigning, da sejle deres egen sø?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.