Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Vejen til et lykkeligt liv

Sommerferien er slut, og svømmeture ved stranden er afløst af møder på kontoret. Umiddelbart lyder det første jo mest tiltrækkende og lykkebringende, men spørgsmålet er, om det også er det mest meningsfyldte?

 Vigsø Bugt ved Vesterhavet
Vigsø Bugt ved Vesterhavet

På det seneste er jeg i forskellige sammenhænge stødt på det synspunkt, at der ofte er forskel på et lykkeligt liv og et meningsfyldt liv. Man kan altså godt være lykkelig uden at opleve den store mening med sit liv, og omvendt kan man synes, livet er meningsfyldt uden at føle den store lykke. Faktisk kan der være et direkte modsætningsforhold mellem lykke og mening, således at man kan blive mere og mere u-lykkelig, jo mere man efterspørger mening med livet.

Jeg kender det udmærket fra mig selv. Jeg er »typen«, der insisterer på mening, hvor andre måske bare vil have det sjovt og hygge sig. F.eks. på en festival, hvor jeg nærmest føler, det er min pligt at få udvidet min musikalske horisont og ikke blot stå og hælde fadøl i mig sammen med vennerne.

At sige, at det er mere meningsfyldt at lytte til musik end at drikke fadøl understøtter den nævnte sondring mellem lykke og mening, hvor lykke primært skulle være forbundet med tilfredsstillelsen af basale fysiske, sociale og materielle behov, hvorimod mening primært skulle være forbundet med mere eksistentielle, filosofiske og moralske spørgsmål.

Men hvad nu, hvis den sondring slet ikke holder stik? Hvad nu, hvis det ikke er et spørgsmål om at tilhøre enten de lykkelige eller de meningsfyldte, men om at erkende at det hele er et spørgsmål om mening, og at de sande lykkelige er dem, der formår at skabe denne helhed ved at hente mening fra så mange kilder som muligt?

At arbejde skulle være en af kilderne til mening med tilværelsen er næppe gået nogens næser forbi. Sådan har det været, siden kongen og kirken fik mindre at skulle have sagt, og det enkelte menneske som individ og borger fik en central plads i samfundet og i den store fortælling om »formålet med det hele«.

Det er uden tvivl godt og skønt, hvis ens arbejde er meningsfyldt, og mon ikke en vis del af de alt for mange stressramte danskere kan nikke genkendende til en oplevelse af manglende mening med det arbejde, de udfører? Meningsfuld ledelse er af samme grund hot stuff hos de progressive virksomheder, der gerne vil have det bedste – og meste – ud af deres medarbejdere. Men også her er det vigtigt at være bevidst om, at hvad der er meningsfyldt for den ene medarbejder, ikke nødvendigvis er meningsfyldt for den anden. En mellemleder bliver måske glad og motiveret af at kende visionen og forretningsstrategien i detaljer, mens en medarbejder i produktionen stortrives på grund af det sociale fællesskab med kollegerne.

Samtidig kan det store fokus på det meningsfyldte arbejde i sig selv være stressfremkaldende. En af de mest dominerende diskurser om arbejde og arbejdsliv er nemlig præget af en underliggende præmis om, at arbejde ikke bare kan være én af kilderne til mening med tilværelsen, men nærmest de facto er den vigtigste, hvis ikke næsten den eneste kilde til mening. Lediggang er roden til alt ondt er den apokalyptiske version af denne »sandhedspræmis«. Tænk også over den umiddelbart uskyldige forskel på betegnelserne agurketid og arbejdsliv. Ferie bliver her i selskab med begrebet tid fremstillet som en mere luftig, kvantitativ størrelse, mens arbejde som et liv unægtelig rummer mere substans og kvalitet. Men sådan forholder det sig jo reelt langtfra for de fleste, og for mange ville det endda give mere mening at kalde det for agurkeliv og arbejdstid.

Det er bare ikke helt velanset og samfundsmæssigt bredt anerkendt at have det sådan, og derfor kan al den ellers velmenende snak om det meningsfulde arbejde give bagslag, dårlig samvittighed, stress og manglende selvværd. Kort sagt: gøre folk mere fortvivlede end lykkelige.

Det er selvsagt synd og skam, og det er derfor på sin plads at slå et slag for en bredere forståelse af mening, hvilket ikke bare det enkelte menneske kan blive lykkeligere af, men som samfundet måske også kan have gavn af og ja… blive mere lykkeligt af. Her kunne man selvfølgelig indvende, at vi i forvejen flere gange er udnævnt som verdens lykkeligste folk. Men lur mig, om ikke det er lykke i netop den snævre forstand, som jeg refererede til i indledningen? Med udgangspunkt i mit eget singulære liv, som jeg dog i store træk antager er nogenlunde repræsentativt for et menneskeliv per se (som sådan, red.) er jeg nået frem til fire grundlæggende dimensioner, der hver især indeholder en lang række kilder til mening og dermed til en mere solid lykke: Den nedre, den øvre, den ydre og den indre meningsdimension.

Den nedre meningsdimension er den, der giver os grund under fødderne. Det er primært en fysisk, kropslig meningsfylde, som giver ro og styrker oplevelsen af at høre til på det rent eksistentielle, biologiske niveau. At være i verden og at mærke denne væren. Det er ikke de store udfordringer og oplevelser, der kræves for at opnå denne nedre mening. Små daglige gøremål og begivenheder som at slå græsset i haven, kløve brænde, løbe en tur, ligge i en hængekøje med et kat på skødet, spise en solmoden tomat, blive kysset af en elsket, kan rumme masser af mening.

Den øvre meningsdimension løfter os fra jorden og op i det åndelige, det spirituelle, det guddommelige. En stor kilde hertil kan være naturen. Det er en mening, der rækker ud over vores forstand, og som fylder os med længsel efter en forbundenhed med noget større uden for os selv. Stor kunst, der i al sin umiddelbarhed lykkes med at undslippe analysehjernen, kan få mig til at svæve og udvide mit meningsfelt på forunderlig vis.

Den ydre meningsdimension bidrager til følelsen af at være forbundet med andre og andet end os selv og vores eget liv. Men modsat forbundenheden i den øvre meningsdimension er her tale om mere konkrete og ofte mellemmenneskelige forbindelser. Det er en mening, der kommer af at være en del af fællesskaber og at spille en rolle i de fællesskaber. Af at virke og skabe værdi for noget og nogen. Og af at blive set, accepteret og holdt af for dem vi er, og det vi gør. Kilder til den mening findes i en masse sociale sammenhænge og forskellige netværk, og for mange hører ens kæreste, børn, venner og familie til blandt de vigtigste bidragydere til den mening. Men man kan også være så heldig at opnå den mening via ens arbejde og kolleger. En forudsætning for, at arbejdet bidrager til denne mening, er dog, at det netop får os til at føle os anerkendt og påskønnet.

Den indre meningsdimension omhandler mening på et filosofisk, eksistentielt plan. Den bliver aktiveret ved det reflekterende, kritisk-tænkende menneske, der på et meget bevidst plan er optaget af netop mening, og som aktivt opsøger og leder efter mening og efter meningens stadigt dybere lag og nuancer. På en måde er her altså tale om metamening, og den indre meningsdimension er nok den, der umiddelbart er mindst forenelig med lykkefølelsen, og som dermed med en vis ret kan siges at være dens direkte modsætning. Det er jo langtfra altid lutter lagkage, man finder, når man vover sig ud på dybt vand. Og faren for, at det ligefrem er meningsløsheden, man støder på, ligger også og lurer under overfladen.

Men helt ulykkelig er man kun i fare for at blive, hvis den indre dimension er den altdominerende dimension, hvorfra man søger og får mening i sin tilværelse. Hele pointen med at være bevidst om de fire meningsdimensioner er netop, at man skal søge at skabe en balance i meningsregnskabet, så man får mening alle fire steder fra.

Mine oplagte kilder til indre mening er information, viden, studier, kunst, rejser og møder med fremmede kulturer. Alt hvad der kan udvide min erkendelseshorisont og rykke ved min kognitive comfortzone. De stadigt mere flydende grænser mellem erhvervsliv og samfundsliv, mellem forretningsmæssige muligheder og globale problemstillinger, mellem bundlinje og en bæredygtig verden, gør dog arbejdslivet til en mulig kilde til også den indre mening.

Men det gør ikke arbejde »som sådan« til en vigtigere kilde end så mange andre. Det er godt at huske på de dage, hvor arbejdsopgaverne ikke giver så meget mening, og noget andet lokker. Dette andet kan være lige præcis den lokkemad, der giver én det skud mening, der gør at man alligevel får arbejdet gjort færdigt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.