Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ved Morten Østergaard, hvad videnskab er?

Morten Østergaard er i gang med at nedlægge det egentlige universitet og dermed kappe et vigtigt bånd til europæisk oplysning. Det er en videreførelse af Helge Sanders politik i en radikaliseret form. Og det er et voldsomt tilbageskridt for vores samfund.

Brian Degn Mårtensson, cand. pæd. i pædagogisk filosofi, adjunkt, UCSJ og Thomas Aastrup Rømer, lektor, AU
Brian Degn Mårtensson, cand. pæd. i pædagogisk filosofi, adjunkt, UCSJ og Thomas Aastrup Rømer, lektor, AU

Uddannelsesminister Morten Østergaard har nedsat et udvalg, der skal kulegrave de danske universiteters kvalitet. I udvalgets kommissorium står der, at anbefalingerne skal tage udgangspunkt i »beskæftigelseseffekter og samfundsøkonomisk afkast af videregående uddannelser samt inddrage relevante anbefalinger fra Produktivitetskommissionen«. Der står også, at udvalget »så vidt muligt skal komme med forslag til kvantificerbare kvalitets- og relevansindikatorer, der kan fastsætte politiske målsætninger for udviklingen og bruges i den løbende opfølgning på resultaterne af indsatsen«. Sådan er sproget og ånden. Der er ingen henvisninger til universitetets egenart, og der er ingen samfundsvidenskabelige eller åndsvidenskabelige betragtninger.

Ekspertudvalget består udelukkende af økonomer, kommunikations- og organisationsfolk – eller som det hedder: »uafhængige eksperter med stor indsigt i de videregående uddannelser, herunder samfundsøkonomisk analyse og effektvurdering, uddannelseskvalitet, uddannelsernes relevans i forhold til arbejdsmarkedet og unges uddannelsesvalg«. Vi tvivler ikke på, at medlemmerne er dygtige folk inden for deres respektive provinser, men hvad har de som gruppe betragtet at gøre i et udvalg, der skal »kulegrave« de danske universiteter? Det er da udmærket at have en økonom med i sådan en gruppe, men hvorfor vælger ministeren udelukkende at medtage økonomi-, kommunikations- og organisationsfolk? I kommissoriet står der, at man vil lave et 360 graders eftersyn, men det kan det jo aldrig blive med et kommissorium og en sådan gruppe som udgangspunkt. Det er indlysende og sagligt set forkert, så hvorfor agerer Østergaard så inkompetent?

Det gør han, tror vi, fordi han mener, at universitetet er til for konkurrencesamfundets skyld – altså underordnet en blanding af erhvervslivets og en postuleret konkurrencestats behov. Østergaard har ganske vist sagt, at der slet ikke er nogen konflikt mellem det egentlige universitet og markedsuniversitetet. F.eks. skriver han 16. marts 2012 i Politiken: »Jeg mener, at debatten om universitetets selvforståelse og rolle i samfundet er meget vigtig. Men jeg mener også, at det er udtryk for en forældet tankegang at italesætte en konflikt mellem det moderne og det klassiske, mellem kompetencer og dannelse, mellem erhvervsrettethed og fordybelse«. Det kan han kun sige, fordi det egentlige universitet helt udelades af den åndelige horisont, og så er det jo klart, at der ingen modsætning er. Videre hedder det, at »Universitetet er til for samfundets skyld og ikke omvendt. Universiteternes ledelser, ansatte og studerende må finde sig i, at samfundet trænger sig på, interesserer sig, stiller krav og har berettigede forventninger om uddannelse og forskning af højeste kvalitet og et ’afkast’ som resultat af enorme finansieringer«. Et universitet er i Østergaards optik, selv når han forsøger at tale om dannelse, en produktionsvirksomhed, der leverer et ønsket produkt til en kunde. Følges denne tankegang, er det ganske forståeligt, at Morten Østergaard har sammensat udvalget, som han har.

Ifølge Morten Østergaard er uddannelse ikke noget, der genskaber en fri og stædig jagt på sandhed og nytte, men blot en ekstern vare, som et ubestemmeligt »vi« kan bestille og købe. Her udfolder han dette syn i en kronik i Politiken 30. juni 2012:

»Vi skal år for år ikke blot sætte nye rekorder for antallet af unge danskere med en videregående uddannelse, men samtidig sende nogle på en og samme tid mere mangfoldige, dygtige og målrettede ungdomsgenerationer ud på arbejdsmarkedet og i samfundet i en bredere forstand. Et grundvilkår i innovationssamfundet er ifølge OECD, at en almindelig lønmodtager skal være parat til at ændre kompetencer seks gange i løbet af arbejdslivet, og den omstillingsparathed og tilpasningsevne skal også afspejles i uddannelsessystemet.«

Meget tyder på, at Morten Østergaard over tid er blevet mere og mere radikaliseret i udlægningen af denne fuldstændig teknokratiske mekanik, for i Jyllands-Posten trumfer han sine hidtidige udtalelser 6. september 2013: »Vi skal skabe en ny form for efterspørgselsdrevet innovation, hvor vi får nogle såkaldte samfundspartnerskaber, som går ud på, at vi udnytter, at vi trods alt er et relativt homogent land.« Danmark er hermed blevet til en metode til vækst frem for et dannelsesmæssigt udgangspunkt. Resultatet heraf er en kæntret pædagogik og forskning, og det er noget, universiteterne allerede nu mærker nede i detaljen, ja helt ind i arbejdsmiljøets indre organer.

Et universitet er ikke, som Morten Østergaard giver udtryk for, et sted, hvor en nation forbedrer sin konkurrenceevne, men derimod et sted, hvor mennesket undersøger virkelighedens lag og strukturer. Dette arbejde kan kun gøres ordentligt, hvis »konkurrenceevnen« og lignende hensyn er suspenderet fra universitetets virke. Universitetet er altså i sin essens uden for samfundet. Det borer sig ind i virkeligheden, helt fri fra kommercielle eller politiske interesser. Universitetet er på den måde en fri og rationel institution, der bevirker frihed og fornuft i samfundet. Det, at videnskaben er rationel, betyder ikke, at den kan reduceres til objektiv anvendelse af dataindsamlingsmetoder, tværtimod er universitetet rammen for en kamp om viden. Det er en insisterende, kæmpende, engagerende og fri boren sig ned i tingenes indre, så de viser sig, som de nu gør for vores øjne. Det kan sagtens være, at der, som et biprodukt heraf, kommer en bedre konkurrenceevne, men det er ikke formålet. Tingenes og naturens indre og deres tilsynekomst er formålet, så vores samfund kan leve så tæt på sandheden som mulig – altså en virkelig og videnskabelig sandhed, der ikke lader sig tæmme, fremfor en postuleret økonomisk sandhed, der kan reduceres til »udfordringer«. Uenighed, kamp, engagement og fællesskab er i vores syn de altafgørende grundpiller i en moderne udgave af den humboldtske universitetstradition. På et universitet skal man altså placere nogle mennesker, der ikke kan lade være med at være uenige om alt mellem himmel og jord, med det ene formål at understøtte og forny menneskets konfliktfyldte og nødvendige forbundenhed med natur, samfund og tænkning.

Morten Østergaard er i gang med at nedlægge det egentlige universitet og dermed kappe et vigtigt bånd til europæisk oplysning. Det er en videreførelse af Helge Sanders politik i en radikaliseret form, og det er et voldsomt tilbageskridt for vores samfund. Når der er al mulig grund til at være alvorligt bekymret for kvaliteten af vores bidrag til menneskehedens samtale og insisterende og frie fordybelse, skyldes det, at Morten Østergaard, sammen med undervisningsminister Christine Antorini, allerede med succes har gennemført en lignende omkalfatring af læreruddannelsen og folkeskolen. Fremtidens skolelærere skal i disse reformers horisont være læringsteknologer, der kan gå ind på en hjemmeside og klikke sig rundt mellem de mange detaljerede og operative læringsmål, metoder og evalueringssystemer, så elevernes testscorer kan optimeres.

Hvordan vil vi som samfund være stillet uden et ordentligt universitet? For det første må vi håbe, at andre lande vil opretholde deres, så vi kan få glæde af rigtig videnskab, omend på fremmedsprog. For det andet vil en rigtig videnskabelig diskussion kunne foregå som en slags civil ulydighed i tidsskrifter og dagblade, og måske endda i fremtidige private og frie universiteter, der kan lægge pres på vores offentlige uddannelser og forskningsinstitutioner og frigøre lidt oprørsånd. Men på lang sigt er det naturligvis katastrofalt, hvis Danmark reduceres til en slags erhvervsvirksomhed uden nogen form for klangbund – styret af den ansigtsløse, globale konkurrence, som Morten Østergaard og andre er så optaget af.

En de facto nedlæggelse af universitetet er – sammen med konkurrencestats-reformerne af folkeskolen og læreruddannelsen – en reel nedlæggelse af en stor del af det, der institutionelt understøtter fordybelse og tænkning i samfundet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.