Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Ungdomsuddannelser – otte dilemmaer og tre mulige løsninger

Jens Boe Nielsen
Jens Boe Nielsen

I de kommende uger får unge, som har søgt ind på en ungdomsuddannelse eller en erhvervsuddannelse, besked om, hvor de er kommet ind. Heldigvis får mere end 90 pct. opfyldt deres højeste ønske. Men alligevel giver denne fordeling anledning til årligt tilbagevendende diskussioner, utilfredshed og klager. Og næsten hvert år overvejer den til enhver tid siddende minister og hendes embedsfolk, hvad man kan gøre ved situationen.

Men hvad er problemet?

I Danmark ser vi gerne, at unge får lov til at vælge den karrierevej, som de selv ønsker. Det har imidlertid ført til, at 75 pct. af alle unge i dag ønsker en gymnasial uddannelse og kun 19 pct. en erhvervsuddannelse. Det er i sig selv skævt i forhold til de ønsker, som politikerne har. Her ser man gerne, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse.Det fører til en række dilemmaer.

Dilemma 1

Når man nu ikke vil tvinge unge ind på erhvervsuddannelserne, er ungdoms- og uddannelsesvejlederne blevet bedt om at prioritere disse uddannelser i deres vejledning i håb om, at de kan overtale flere unge til at vælge et håndværk. Udgangspunktet er altså ikke længere den enkeltes inderlige ønske, men uu-vejlederens evne til at overtale til en bestemt uddannelse.

Dilemma 2

Mange politikere beklikker de unges ønsker. Fornemmelsen er, at mange vælger det almene gymnasium, fordi det tilbyder en attraktiv kultur og en tid til afklaring. Det synspunkt legitimerer presset på de unge.

Dilemma 3

Det er alment kendt, at de unge i de gymnasiale uddannelser i forløbet bliver afklaret med deres fremtidige karrierevej. Og politikerne betragter det som dyr dobbeltuddannelse både at blive student og håndværker. Så selvom meget taler for, at man skulle kunne finde en god og effektiv vej fra student til håndværker, og selvom studenterne faktisk kommer med værdifulde personlige og faglige kompetencer, så nyder den tanke ikke opbakning.

Dilemma 4

Udover at gymnasierne er delt op i hf, almene gymnasier, handelsgymnasier og tekniske gymnasier, har forligspartierne ønsket, at de enkelte gymnasier kan tone deres udbud i bestemte retninger inden for en række studieretninger og derved skabe sig særlige og selvstændige profiler. For mange unge får det derfor en særlig betydning, at de kommer ind på netop det gymnasium med den profil/studieretning, de ønsker. Det gælder især i de store byer, hvor der er flere gymnasier at vælge imellem. Men det fører også til det problem, at nogle gymnasier får flere ansøgere, end de umiddelbart har plads til, mens andre får færre, end de har plads til.

Etnicitet har betydning for valg

Dilemma 5

Meget tyder på, at det ikke kun er det enkelte gymnasiums faglige profil, som tiltrækker unge. Etnicitet spiller enkelte steder også en betydelig rolle. En del unge af anden etnisk herkomst tiltrækkes af gymnasier, hvor de ved, at andre unge med samme herkomst søger hen. Her er det så muligt for dem at dyrke et fællesskab, som i nogle tilfælde adskiller sig fra det fællesskab, som etnisk danske unge etablerer. Det bliver først et problem, når der er rigtig mange elever, som har anden etnisk herkomst. Det gælder især for gymnasierne i de store byer.

Omvendt søger en del danske unge af samme årsag netop ikke disse gymnasier, men finder i stedet et, hvor de kan dyrke deres fællesskab. Selvom det reelt er få gymnasier, det drejer sig om, er det et problem, som gymnasierne ønsker håndteret. Men også nem transport til et bestemt gymnasium eller et gymnasiums centrale beliggenhed f.eks. i en stor by ser ud til at have betydning for en del unges valg.

Dilemma 6

Samlet set har Danmark rigelig plads til alle, som ønsker en ungdomsuddannelse. Men en uddannelsesinstitution skal dog have en vis volumen for at kunne give et ordentligt undervisningstilbud. Der må være grænser for, hvor meget et overansøgt gymnasium kan udvide på bekostning af, at man skærer ned på gymnasier, som i forvejen har få elever. Det er samfundsmæssigt dårlig økonomi at bygge til et sted, når der står lokaler og lærere et andet – alene for at imødekomme alle elevers ønsker.

Dilemma 7

I forlængelse heraf har vi i Danmark et klart ønske om, at der ikke skal være alt for langt for et ungt menneske til at kunne få en uddannelse. Det er derfor vigtigt, at vi har institutioner liggende med passende mellemrum rundt om i landet, at der er nem transport til dem, og at vi giver dem økonomiske vilkår, så de faktisk kan give en god uddannelse på trods af et lavt ansøgertal. Det udfordrer i høj grad det frie valg.

Mulige løsninger

Dilemma 8

Politikerne har udformet to forskellige måder at fordele elever på. De erhvervsgymnasiale uddannelser kan frit vælge, hvem de vil optage. Nogle erhvervsgymnasier vælger således naturligt nok de dygtigste elever, mens de mindre dygtige må tage til takke med at transportere sig længere væk.

De almene gymnasier skal derimod fordele eleverne gennem et fordelingsudvalg (bestående af rektorerne i det område, hvor eleverne skal fordeles). Denne fordeling sker med udgangspunkt i en »Optagelsesbekendtgørelse«, som foreskriver, at eleverne kan søge det gymnasium, de ønsker. Dog skal et gymnasium, som måtte have flere ansøgere, end de har plads til, optage de elever, som bor tættest på gymnasiet.

Det kan føre til, at en gruppe elever henvises til et gymnasium, som måske ligger langt væk og som de måske slet ikke har ønsket.

Umiddelbart står uddannelsessystemet i et catch 22 mellem på den ene side at skulle give de unge et frit valg og på den anden side sikre, at eleverne fordeles til de steder, hvor der er plads. Ministeren og forligspartierne må derfor vælge en af tre mulige løsninger.

Løsning 1

En liberalisering af fordelingen så de almen gymnasiale uddannelser selv vælger hvilke elever, de optager, som det sker på de erhvervsgymnasiale uddannelser. Det vil forstærke den tendens, der allerede findes i dag til at skabe særligt præstigiøse gymnasier og gymnasier, som man henvises til.

Netop fordi kvaliteten af undervisningen på landets gymnasier grundlæggende er den samme, vil det være særdeles uheldigt med en sådan stigmatisering af gymnasierne, som i sidste instans blot vil blive forstærket, fordi gymnasierne med de dygtige elever vil blive endnu mere økonomisk robuste, mens gymnasierne med mange henviste vil blive endnu mere sårbare.

Løsning 2

Man indfører skoledistrikter, som afgrænses centralt af regionen, så eleverne kommer ind på den ungdomsuddannelse, der ligger tættest på ens bopæl. Det svarer til den fordelingsform, som folkeskolerne er underlagt. Derved tager man ikke hensyn til elevernes egne ønsker og heller ikke til skolernes incitament til at profilere sig med særlige tilbud. Det vil næppe føre til meget større tilfredshed blandt eleverne, men måske nok en følelse af »retfærdighed« for så vidt som alle er underlagt samme vilkår.

Løsning 3

Man underlægger de erhvervsgymnasiale og de almengymnasiale uddannelser det samme fordelingssystem. Eleverne kan vælge frit som i dag. Med det mål at give så mange som muligt en af deres prioriteter fordeler et centralt nedsat embedsmandsudvalg fra hver region eleverne på uddannelserne. Det flytter ansvaret for fordelingen fra rektorerne til uvildige embedsmænd. Fordelingen underkastes et helhedssyn, der både tager hensyn til den enkelte elevs ønsker, til afstanden til gymnasiet og til udnyttelsen af kapaciteten. Det bør samtidig være Undervisningsministeriet, som bestemmer og styrer kapaciteten.

Denne sidste løsning vil heller ikke løse alle problemer. Men den vil bedre end den nuværende fordeling kunne sikre, at ingen elever skal køre tværs gennem byen for at komme til et gymnasium, som vedkommende reelt ikke ønsker sig. Løsningen vil også kunne sikre, at flere elever faktisk får en af deres andre prioriteter uden at skulle transportere sig langt.

Undervisningsministeren tænker. Reelt bør hun bare vælge mellem disse tre modeller. Jeg anbefaler, at hun vælger den sidste.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.