Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Underholdningsindustrien reducerer kvinder med rynker til bitre og kedelige typer, som ingen tør røre ved

»Hvornår du har set hovedrolleindehaverne i »Feud«, de fremragende skuespillere Susan Sarandon og Jessica Lange, i en storfilm? Lige præcis for ret mange år siden.«

Susan Sarandon i rollen som Bette Davis i den nye serie »Feud: Bette & Joan«. Foto: Scanpix
Susan Sarandon i rollen som Bette Davis i den nye serie »Feud: Bette & Joan«. Foto: Scanpix

»Feud: Bette & Joan« er en ny serie om en legendarisk fejde mellem de berømte og berygtede filmstjerner, Bette Davis og Joan Crawford (spillet af Susan Sarandon og Jessica Lange). Seriens udgangspunkt er starten af 1960erne, hvor de begge er aldrende filmstjerner. Deres storhedstid er i takt med rynkernes ankomst dalet.

Marilyn Monroe og Audrey Hepburn er de nye it girls. En titel, Bette og Joan har kæmpet om i årevis. Nu er de definitivt dømt ude, for hvem gider kneppe dem, spørger J. L. Warner nærmest retorisk inden han – med en økonomisk gevinst i vente – alligevel går med til at producere og distribuere den sidenhen legendariske film »What Ever Happened to Baby Jane?« der blandt andet sikrede Bette Davis en Oscarnominering.

De to første afsnit har indtil videre vist en stigende rivalisering mellem de to store egoer og givet seeren et ikke urealistisk indblik i, hvordan Hollywoodmaskinen fungerer. Bagmændene er mænd, og starletterne styres med hård hånd af dem. Hvem er der penge i, og hvem er der ikke, ud fra devisen om, hvem der er strammest i betrækket.

Had og smerte

Historien bliver fortalt af Olivia de Havilland (Catherine Zeta-Jones) og Joan Blondell (Kathy Bates). De Havilland fortæller med hæs stemme, at en fejde aldrig handler om had, men om smerte.

Mens Warner ikke rigtig orker de »gamle« brokkehoveder, er filmen livsnødvendig for de aldrende damer, der ikke har optrådt som hovedrolleindehaver i lang tid. De mangler ikke nykker, dyre vaner og sans for dramatik, men Crawford har lige præcis ikke lavet en film i tre år, som Davis hånligt bemærker i en af de første scener på settet til filmen.

Warners kynisme træder for alvor i karakter i 2. afsnit. Instruktøren fortæller begejstret Warner, at de to fallerede filmstjerner faktisk enes nogenlunde på settet. Både filmen og forholdet kan ende i succes, men Warner øjner chancen for øget opmærksomhed på filmen og kræver, at kvinderne spilles ud mod hinanden. Og sådan bliver det. Catfight’en er derved cementeret.

Den handler naturligvis om smerte. Og usikkerhed. De er begge blevet udstyret med ideen om, at deres eksistens er truet af den anden. Der kan kun være én »it girl«, men ingen af dem har tilsyneladende indset, at det aldrig bliver dem. Deres tid som it girl er ovre. Undervejs bliver man uendelig irriteret over, at kvinderne lader manden definere deres forhold i stedet for at stå sammen. Lidt det samme, som man tænker i dag hvert år omkring 8. marts.

It er in

Da jeg var yngre og læste min mors modemagasiner, kunne jeg læse om, hvem der var it girls. Det ændrede sig fra tid til anden, men jeg troede længe, at det drejede sig om IT-piger – en, der kunne noget særligt med computeren. Det er ikke noget med at kunne tekstbehandling på mere end øvet niveau. Det er den engelske udtale af ordet: it. Man er det!

Forfatteren Rudyard Kipling var den første til at sætte mærkatet »it« på en tillokkende kvinde, der udstrålede noget helt særligt, mens Clara Bow var den første filmstjerne, der i det virkelige liv udlevede forfatterinden Elinor Glyns novelle »It«.

I virkelighedens verden blev Bow også 1920ernes it girl, lige indtil hun ikke var det længere. Det skete såmænd i en alder af 28 år, hvor rygterne om et massivt alkohol- og stofmisbrug overhalede en karriere, der knap var startet. Levetiden for en it girl er sjældent særlig lang.

It girls har visse grundlæggende karaktertræk: penge, glamour, sans for mode og lysten til eksponering. Ellers er it girl’en typisk et forbillede, der afspejler tidsånden. Det var og er en eksotisk model af den, alle kvinder ønsker at være og hende, alle mænd drømmer om at dele seng med. Siden 1990erne har de typiske it girls tilegnet sig dette midlertidige stempel ved at være berømte for at være berømte. Gerne noget med en lækket sexvideo. Tænk bare på Paris Hilton og Kim Kardashian West.

På den måde er »Feud: Bette & Joan« egentlig bare et skræmmende billede på, at ingenting har forandret sig. Den viser med al tydelighed, hvornår den faldne kvinde er falden. Ikke ved at miste evnen til at performe foran et kamera, men ved hængebryster, kalkunhage og en mistet interesse for dem. I modsætning til dem står den aldrende mand, ham med magten, der illustreres i løbet af de første afsnit af Warner, som de kalder »big daddy«. Man græmmes ved det, særligt fordi kvinderne har samme alder. Noget er galt.

The Guardians Lindsay Baker citerer afslutningsvis i artiklen »Got It?« fra Elinor Glyns »It«: »Hun må være helt ubevidst om den effekt, hun har. Selvbevidstheden ødelægger it med det samme.«

Kvindens rolle må altså altid være uskyldig, hun må som en anden naiv nymfe for Guds skyld ikke forholde sig kynisk og kalkuleret til sin berømmelse. Hun må ikke udnytte sin position, faktisk må hun ikke fatte den, så mister hun fascinationen med det samme. Det gør kvinden fuldstændig magtesløs. Hun kan ikke tage sin egen karriere alvorlig. Hun skal være underlegen, for idet hun begynder at tænke, mister hun sin charme.

Tager man ligestillingsbrillerne på, er der vist ingen tvivl om, at det er ganske tragisk, for pigerollen som it girl lever i bedste velgående. I dag har en ny art indfundet sig: bloggerne. Det er dem, der ikke rigtig kan noget udover at tage nogle pæne billeder af sig selv i sponsoreret tøj.

I den optik passer den traditionelle rolle som it girl glimrende. Man har glemt dem efter kort tid, og de er blevet en ubetydelig dråbe i havet af instagramprofiler med et utal af kedelige selfies.

Men der er heldigvis en forskel. Den føromtalte Kim Kardashian West er benhård forretningskvinde. Det samme gælder Beyonce. Begge er vanvittigt selvbevidste. De ved hvilken position og hvilken effekt, de har. Og de udnytter den. De har opbygget et brand, som de velfortjent tjener styrtende med penge på. Flere af dem.

Gammel = ud

Tilbage står et blafrende og fuldstændig uændret problem: aldersdiskriminationen.

For selvom Kardashian tjener sine egne penge, er hendes primære produkt hendes store numse. Og mens mænd med årene får sølvstænk i håret, og derved øger deres sexappeal og ikke mindst autoritet, er kvinder med rynker og erfaring reduceret til bitre og kedelige kvinder, som ingen i underholdningsindustrien tør røre ved. Samme skæbne kan man forestille sig Kardashian og Beyonce ender i uafhængigt af, hvor meget botox, de bliver sprøjtet med.

Tænk bare på, hvornår du har set hovedrolleindehaverne i »Feud«, de fremragende skuespillere Susan Sarandon og Jessica Lange, i en storfilm? Lige præcis for ret mange år siden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.