Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kommentar

Anders Stjernholm: Ulighed burde ikke være til diskussion

Anders Stjernholm
Anders Stjernholm

Ulighed handler ikke om penge – men om muligheder. Og om måden, vi går til hinanden på. De mindre bemidlede har mere brug for muligheder og anerkendelse end for penge.

Et mere lige samfund handler ikke om, at vi alle skal tjene det samme. Vi skal blot have de samme muligheder. Når man kan købe sig til bedre uddannelse – enten ved privatskole eller ved at bo ved de bedste folkeskoler, købe sig til bedre sundhed via private forsikringer, så skaber vi et A- og B-hold for vores børn, som ganske enkelt er synd. For B-holdet – og for vores samfund, som går glip af en masse talenter og kompetente medmennesker.

Samfundsøkonomisk handler det mest om den lave middelklasse. De mennesker, som vokser op i ghettoer, rækkehuse – på den forkerte side af banen.

Hvis den lave middelklasse bliver håndteret rigtigt – hvis de får en ærlig chance – bliver de en styrke for vores samfund. Når disse mennesker har et arbejde, hvor de producerer, bygger eller sælger noget – og vigtigst af alt: Hvis de har råd til at købe det, de laver – så bidrager de til vores fælles pengekasse og vækst. I dag er det et centralt problem, at den producerende klasse laver ting, som de ikke selv kan købe. Et problem selv Saxo Banks cheføkonom erkender.

Hvis den lave middelklasse derimod har svært ved at finde arbejde og i stedet ender på overførselsindkomster, mangler købekraft og er i risiko for at blive usunde og kriminelle, så bliver de en kæmpe økonomisk belastning for os, når de skal understøttes, plejes på hospitalerne og sættes i fængsel.

Et problem, der forskes i

Ulighed er et problem, vi er blevet så opmærksomme på, at KU nu får et grundforskningscenter i adfærdsbetinget ulighed. Hvad man vel kan kalde en ny niche inden for det brede felt af forskning i ulighed. Alligevel er der stadig stemmer i det politiske landskab, som forsøger at feje problemerne ved ulighed under gulvtæppet.

Men problemerne er der. Det er derfor, vi nu investerer så mange penge og forskertimer i at udtænke løsninger. Jeg forudser, at forskning i ulighed vil blive en forskning i lykke.

Forskning i, hvordan vi bedst bidrager til hinandens velbefindende. Hvordan vi kollektivt arrangerer en fælles eksistens, der ikke blot sikrer enhver mulighederne til at skabe en tryg og givende tilværelse – men også bidrager til andres. For dette element er det, som kapitalismen i sin rene form er fuldstændig blind over for.

Den ideologiske blinde vinkel har skabt nogle samfundsstrukturer, der i dag betyder, at mennesker ikke længere ser hinanden på samme måde. Vi tager tonsvis af billeder på vores ferier og smider dem op alle vegne – men vi fortæller ikke rigtig nogen om vores oplevelser. På arbejdet knokler vi løs og betaler skat for at »bidrage til samfundet« – uden nogensinde at tage os tid til at værdsætte indsatsen, vores egen og andres.

Lad os få fællesskabsfølelsen tilbage

Vi mangler engagement i hinandens liv – og den følelse, det giver. Det behov, der bliver dækket, når man vier sin tid til at følge med og tage del i andres liv. Mange lider, fordi de ikke får dækket det behov tilstrækkeligt. De oplever ikke at være til værdi for flokken.

Det kan ske for den arbejdsløse, som åbenlyst føler sig uden for, men også for bankmanden, der måske har svært ved at se nytteværdien i et arbejde, der kun består af at flytte penge – i stedet for rent faktisk at skabe noget. Den rammer også sælgere, chauffører, konsulenter og journalister.

Selv sygeplejersker kan mangle denne følelse. Og det kan kun ske, fordi hospitalerne løber for stærkt. Hvis ikke engang en sygeplejerske kan få lov til at nyde de stunder på hendes arbejde, hvor det er allermest givende at sætte sig i patientens sted – og forstå den værdi, man har udgjort for et andet menneske – har vi simpelthen for travlt!

Hvis du er en sygeplejerske, der har passet og plejet en patient tilbage til livet, har du også fortjent en stund til at sætte dig og snakke med vedkommende. Hvor du kan nyde dette menneskes genfundne kræfter og glæde – og den rolle, du har spillet.

Hvis jeg skifter nogens barn, vil jeg have high-fives af begge forældre. Så en gennemsnitlig sygeplejerske bør inkassere omkring 15 krammere og en svingtur af lykke om dagen. Giv dem det – om ikke andet så for, at lønforhandlingerne bliver nemmere for arbejdsgiverne (hvis du absolut kræver penge-argumenter).

Hvis det skal betale sig at arbejde og gøre en indsats, skal det kunne mærkes på andet end pengepungen. Det handler ikke hovedsagelig om at give fattige flere penge, det handler om at give dem muligheder – og dermed håb.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.