Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Udflytning skal sikre sammen­hængskraft

Birthe Linddal
Birthe Linddal

Bølgerne er gået højt, siden regeringen fremlagde sin anden udflytningsplan af statslige arbejdspladser. Der er mange, som er sure, fornærmede eller forargede.

Nogle bare fordi, at de hader regeringen, andre fordi de oprigtigt mener, at urbaniseringen er lige så sikker, som at vand løber nedad, og at det derfor er helt ude i skoven at forsøge at ændre på den sag. Der er også dem, der bare hader forandring. Landet og provinsen var et sted, man forlod, ikke et sted, man flyttede til.

Pludselig kom der folkevalgte politikere, som mener, at man som jurist også kan leve et godt liv i Viborg, at Bogense også skal have del i de statslige arbejdspladser, at folk uden for hovedstaden også skal kunne få et fedt job som akademiker. Derfor blev det besluttet, at færre guldæg fremover skal ligge i den kurv, som hedder København.

Jo vist får København stadig lov til at beholde de fleste, største og flotteste guldæg, mens man blot tager nogle af de mindre interessante og deler ud til provinsen. Mere vidtgående, revolutionær eller retfærdig er planen så heller ikke. Selv om det ellers kunne have været superspændende, hvis man f.eks. havde turdet flytte kunstakademiet til Lolland, givet det indeklemte National­museum i Prinsens Palæ mere plads at boltre sig på i Jelling, eller vovet at flytte Nationalbanken til Ringkøbing. Jyderne skulle efter sigende være meget bedre til at passe på pengene.

I årevis har logikken ellers været en anden. Centraliseringen har været enorm, og kultursnobberiet ligeså. Så selvfølgelig forstår man godt, hvorfor debatten raser, og nogle er rystet. Her gik mangen rundt og mente, at udviklingen så ud, som den gjorde, fordi centraliseringen og urbaniseringen var en logik på linje med døden og sulten, som kommer før eller siden. Hvor provokerende må det ikke opleves, at politikere stiller sig op og vil noget helt andet, og der er ledende folk rundt i landet, som bakker op om et fremtidigt Danmark, hvor Københavns elite ikke bare skal skumme fløden, mens resten af landet skal levere grundlaget. Et Danmark, hvor dem, der har mest, skal gi’ til dem, der har mindre.

Og mest handler her ikke bare om flere arbejdspladser og flere penge, men i den grad også om kulturel og social kapital. Provinsen vil have deres lærde hjem igen. Ha’ del i den progressive ungdom og milliardinvesteringerne i fremsynet uddannelse, innovations- og projektmageri.

Skal provinsen igen blomstre og høste de muligheder, som en moderne verden byder, er det tvingende nødvendigt, at den ikke reduceres til industri og produktions­land, men også tilføres kulturelle og sociale ressourcer.

Et forehavende som åbenbart er så provokerende og opfattes så dumt, at flere af de ledende i hovedstaden i den forbindelse synes at have mistet fatningen i en sådan grad, at de kun kan se afgrunden. Alt håb om noget nyt og bedre synes umuligt. Glemt synes alle moderne tanker om disruption, og at en krise også sagtens kan være en begyndelse på noget nyt og bedre.

Sagen er jo, at hverken urbaniseringen eller centraliseringen er bestemt af naturens lov, men ganske simpelt af samfundsdynamikker, der kan øges indflydelse på og skrues op eller ned for.

Nøjagtig som staten regulerer skatter, kulturstøtte og »fribilletter« til lægestudiet, kan staten også regulere omfanget af urbanisering og centralisering. I princippet kan et samfund jo uden at tvinge folk alligevel tvinge folk. Det er et langt stykke hen ad vejen, hvad Danmark i årtier har gjort for at samle magten og eliten i København. Selvfølgelig giver det i nogle sammenhænge god mening, at man har en central struktur, og at hovedstaden har særstatus, men det er langtfra sandheden i alle sammenhænge. Rigtigt mange ting, også mennesker, fungerer bedre i decentrale strukturer.

Politisk modig beslutning

Med opgøret fra udkanten og den bevægelse, der kræver et mere lige Danmark, er vi vidne til et opgør med årtiers, ja, nærmest århundreders vanetænkning og udviklingsmæssig skævridning. Som bekendt er fremtiden en størrelse, vi selv er med til at skabe. Så udflytningen er i sig selv bemærkelsesværdig og politisk modig, fordi den er et signal om, at man gerne vil have et andet Danmark. Et signal om, at man faktisk kan forme det land og de strukturer, man ønsker, hvis man vil.

Udflytningen af statslige arbejdspladser er derfor ikke, som mange har yndet at kalde det, blot symbolpolitik, men derimod reel politik. Det er f.eks. realpolitik, at Odense får 440 nye arbejdspladser, og at der måske er 30 større eller mindre skoler på Fyn, der på baggrund af dette får nye elever og derfor flere penge at holde skole for. 50 større eller mindre byer på Fyn, der måske vil få nye beboere. Ofte beboere med gode indkomster og social kapital, som kan være med til at trække udviklingen og ikke mindst brød­salget hos bageren i den rigtige retning.

Man kunne også sagtens forestille sig, at der hos Miljøstyrelsen sad et par kvinder eller måske 44, som qua deres uddannelseshabitus og daglige virke med miljøspørgsmål stillede lidt større og andre krav, end folk ellers har for vane i netop miljøspørgsmål. Noget, der meget vel kunne fordre lidt tiltrængt innovation i den kommunale renovation, eller i forhold til skolens grønne profil. Nøjagtig som man kunne forestille sig, at den nysgerrige sprogforsker, der flytter med til Bogense, kunne tilføre et og andet til kommunikationen i civilsamfundet eller den lokale grundlovstale. Om ikke andet vil et stærkt sprogligt stimuleret barn da kunne peppe stemningen i 1. klasse op med lidt finurlige sprogblomster. Eller være netop det barn, der gør, at de andre sprogligt stærke børn får selskab af flere som dem, så det bliver det dannede og veltalte sprog, der vinder, frem for det modsatte.

Bedre social balance

Og her er vi så fremme ved en meget vigtig pointe med udflytningsplanen. En pointe, som i meget høj grad er blevet forbigået. Nemlig, at udflytningen også handler om et Danmark i bedre social balance. Udflytningen handler i den grad om, at man gerne vil have en mere ligelig social fordeling i Danmark. Regeringen og danskerne som flest ønsker ikke en udvikling i Danmark, hvor de rige bor ét sted, dem med gode uddannelser et andet sted, mens resten sendes ud langs motor­vejene og industrikomplekser i udkanten.

Som Lars Løkke så tydeligt slog fast i nytårstalen, er regeringen imod ghettodannelse og parallelsamfund. Og selv om det i nytårstalen nok mest handlede om de problematiske indvandrerghettoer, gælder det også for resten af samfundet. For selv om der ikke er mange politikere på Borgen, der tør sige det højt og tydeligt, er udflytningsplanen også et tiltag, der skal bidrage til at bryde ghettoiseringen og de velhaver­enklaver, som spirer frem i et stadigt rigere København. Et København, hvor huspriserne, forbrugsforventningerne og de sociale normer i stadigt større omfang får visse boligområder til at minde om gated communities, fordi kun de færreste har råd til at bo der.

Områder, hvor følingen med resten af landet, folk fra andre sociale lag og virkelighedens barske realiteter indimellem synes længere væk end New Yorks hippe mad­scene og drømmen om at kunne gå på vandet. Områder, hvor folk vrænger på næsen ad det Vesterhav, de måske aldrig har set? Områder, hvor ingen kender mindstelønnen, og man gerne taler ligegyldigt og nedsættende om dem med ringere uddannelse eller adresser vest for Valby Bakke.

Brug for ressourcer

Hvorom alting er, udflytningen af statslige arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, social kapital og kulturelle institutioner er altså nødvendig, hvis vi ikke ønsker et Danmark, der knækker, men et Danmark i balance, hvor folk fra forskellige samfundslag kender hinanden, bor i de samme byer, hvor de stærkeste går forrest og bruger deres kræfter på andet end sig selv.

Provinsen har brug for flere menneskelige ressourcer, brug for det elitære og sågar noget kultursnobberi her og der for at løfte, tilføre og skabe den innovation, der er nødvendig for at have et dynamisk samfund, som folk vil være en del af.

Birthe Linddal er sociolog, fremtidsforsker og foredragsholder.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.