Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Uden erfaring mistes grebet om fremtiden

Pia Lauritzen: Det er ikke så vigtigt, om lærerne bruger iPads i undervisningen, så længe de bruger sig selv. Husker, hvad der virkede, da de selv gik i skole, og hvorfor det virkede, som det gjorde.

Tirsdag 5. februar var der kun én nyhed, der nåede TV Avisen udover attentatet på Lars Hedegaard, og den druknede desværre fuldstændig i politikernes kamp for at komme først med den samme støtte til Trykkefrihedsselskabets formand og dennes ytringsfrihed.

Nyheden var ellers opsigtsvækkende nok, og den ændrer fuldstændig udgangspunktet for de igangværende forhandlinger mellem KL og Danmarks Lærerforening. Udgangspunktet, som indtil for få dage siden var, at man kunne regne med to ting fra børne- og undervisningsminister Christine Antorini: 1) Hendes folkeskolereform var ny. 2) Det var dokumenteret, at den ville virke.

Det sidste viste sig nu at være forkert. Ministeren har fejlfortolket forskernes resultater. Heldagsskolen vil ikke have den effekt på børnenes læring, vi er blevet stillet i udsigt. Reformen er mere ny, end den er effektiv.

Det ændrer præmisserne for forhandlingerne, og det rejser spørgsmålet, om det er nok, at reformen er ny. Nyhedsværdien er ikke bare blevet en vigtig værdi i vores samfund og skolevæsen, den er efterhånden den eneste værdi, vi har. Vi lever i en tid, hvor nyheder, nyskabelser og innovation er kvaliteter i sig selv, så hvad reformen betyder for de menneskeliv, den kommer til at forme er måske knap så vigtigt?

Det problem understreges af Region Hovedstadens projekt for de lidt større børn, som på »fremtidens gymnasium« slipper for fast pensum, lektier og bøger, og hvor læreren kun må tale i syv minutter ad gangen.

At projektet har fået overskriften »Gymnasiet tænkt forfra« siger alt om den selvforståelse, vi møder uddannelsessystemet med: Vi kan ikke bruge de erfaringer, tidligere generationer har gjort sig til noget som helst. Vores situation er fuldstændig unik, så vi nulstiller alt, sletter enhver erfaring og historie – for at gøre os klar til fremtiden.

Det minder mere end et seriøst bud på en gymnasiereform om en teenagers opgør med sine forældre, men det er måske også den referenceramme mange politikere har: Den højlydte afstandtagen fra det, man kommer fra som den eneste mulighed for at blive og skabe noget for sig selv.

Når det gælder reformer, der har konsekvenser for hele generationer af danskere er det bare ikke godt nok. Vi er nødt til at udfordre forestillingen om, at det nye pr. definition er godt. Og det er vi i særlig grad, når den forestilling– som det tilsyneladende er tilfældet med den nye skolereform – står alene. Det kræver, at vi kigger på dem, det handler om. Dem, vi hele tiden kæmper med at få til at forstå, at de ikke kan få en iPhone 5, bare fordi Villads har én. Dem, der ikke kan spille det samme spil på deres Nintendo 3DS to gange, og som derfor mener, de er berettiget til en iPad. For Cecilie har jo én. Og hun er kun to år.

Jeg tror, vi er mange, der har sådan nogen gående derhjemme. Utålmodige, digitale-device-liderlige unger, hvis eneste mål i livet er at få den sidste nye dims, som med sikkerhed vil gøre dem både gladere og sødere – og de vil også rydde mere op.

Mens de som små kunne høre den samme bog og se den samme film igen og igen, så er de nu forvandlet til nyhedsjunkier, hvis hele verden drejer sig om at komme op på næste level. For de skal fremad. De lever i det vilde vest, som sønnen kaldte sin skoledag forleden, og der skal fart på, hvis de skal overleve. Hvilket de formentlig får svært ved, når de næsten aldrig har tid til at spise deres madpakke.

For det har en pris at være så optaget af det sidste nye. En pris, der ikke handler om børnenes higen efter Apple-produkter, men om de basale forhold, der skal være på plads for, at vi kan udvikle os. Som fx at spise. At hvile. At kende sine grænser.

Det lærer børnene kun, hvis de lærer det af os voksne – og det gør de desværre ikke. I stedet lærer de, at man ikke behøver undersøgelser for at vide, at det er godt, at skolerne dropper skema og klokke – for det siger ministeren (Berlingske 4/2). De lærer, at det er deres eget ansvar at spise, når de er sultne, og at de har brug for en iPad, når de starter i 0. klasse – for det siger skoleledere og -lærere på de skoler, der »følger med tiden«. De lærer, at det næste projekt er mere interessant end det forrige og at det nye job er bedre end det gamle – for det stråler ud af min og andre forældres måde at omgås vores arbejde på.

Det er os, der viser børnene, hvad der er vigtigt, og vi viser dem, at det vigtige er nyt. Tøjet, telefonen, jobbet – kærligheden. Hvis børnene får den tanke, at en ny lillesøster eller hundehvalp vil gøre mor og far gladere end de selv gør, er det ikke mærkeligt. De har jo mistet deres nyhedsværdi. Bærer ikke længere drømmen i sig. Som et Nintendo-spil, hvor alle banerne er gennemført. Det sidste level er nået.

Sådan er det selvfølgelig ikke, men jeg kan godt forstå, hvis børnene tror det. Hvis de føler sig for langsomme og forkerte, fordi de godt kunne tænke sig at læse den samme bog to gange – så de er sikre på, at de har forstået den. Hvis de får mave- og hovedpine ved tanken om, at der venter en hel dag i skolen, hvor de ikke på noget tidspunkt kommer til at være alene med deres egne tanker. For det gør vi jo selv.

Det er ikke så vigtigt, om lærerne bruger iPads i undervisningen, så længe de bruger sig selv. Husker, hvad der virkede, da de selv gik i skole, og hvorfor det virkede, som det gjorde.

De fleste lærere er lige som jeg vokset op med, at hjælpemidler i form af en ordbog eller en lommeregner først blev introduceret, da vi havde lært at stave og regne. Fordi det kræver forkundskab at få det optimale ud af hjælpemidler.

Ligesom en iPad kan en et-årig bruge en ordbog. Til at bladre i, mærke mellem hænderne, kaste med. Men hverken en et-årig elleren seks-årig, der netop er startet i 0. klasse kan bruge en ordbog til det, det er meningen, den skal bruges til.

Man skal vide, at hveps starter med h for at kunne slå op det rigtige sted, og det kræver ikke så lidt kendskab til det danske sprog at vide det.

Et kendskab, der ikke opnås af, at man får et ord frem på en skærm ved at klikke på en tegning. Det går for hurtigt og er for let, og sådan fungerer læring ikke.

Det er benhårdt at lære at stave, og det er ikke ualmindeligt, at man skal igennem en vis mængde råben og skrigen, og for manges vedkommende også en del tårer, før den sidder der.

Og det er det, stavningen skal: Sætte sig. I kroppen i form af de bevægelser, hånden gør, når den igen og igen former bogstaverne på papiret.

I erkendelsen i form af evnen til at genkende og skabe nye sammenhænge mellem lyde og bogstaver, ord og sætninger. Det tager tid. Lang tid.

Ikke fordi vi mangler hjælpemidler eller fordi skolerne ikke følger med tiden. Men fordi menneskets erkendelse kræver genkendelse, og genkendelse kræver gentagelse. Det er en forholdsvis abstrakt pointe, som filosoffer har brugt flere tusind år på at nå frem til, men det er også en meget konkret erfaring, de fleste af os har.

Hvordan man integrerer det i de danske skoler kan gøres på mange måder, men det kan ikke gøres ved at nulstille historien. Hverken den lille historie i form af lærerens erfaring med at skabe ro og retning eller den store historie, som har gjort skolerne til det, de er. Begge repræsenterer de ikke bare den nyeste, men mange gode idéer, som har været afprøvet, udviklet og afviklet igen. Fordi de ikke virkede efter hensigten. Eller fordi der var noget, der virkede bedre.

Det kræver forkundskab at gøre noget nyt. I hvert fald hvis der er andet og mere, der skal sætte sig i vores børn end nyhedsværdien – som alt for hurtigt mister sin værdi

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.