Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Tyrkiets folke­­afstemning peger væk fra demokrati

På søndag stemmer tyrkerne om en ny forfatning. Valget vil først og fremmest svare på, om der er folkelig opbakning til den mere autoritære styreform, som har udviklet sig i Tyrkiet under den nuværende præsident og tidligere stats­minister Erdoğan.

Mere konkret stemmer de om et forslag til forfatningsændring, der betyder, at Tyrkiet overgår fra et parlamentarisk til et præsidentielt system med præsidenten som regeringsleder.

Bliver det et ja, vil Erdoğan udlægge det som nationens opbakning til hans – i europæiske øjne – stadig mere kontroversielle kurs for Tyrkiet, som siden sidste sommer har inkluderet en udrensning af modstandere og kritikere i alt fra medierne til skolesystemet. Titusindvis af offentligt ansatte har mistet deres arbejde, 13 medlemmer af parlamentet sidder fængslet, og hundredevis af organisationer lige fra advokatsammenslutninger til børneretsforkæmpere er lukket. Med en formel overgang til præsidentstyre vil Erdoğan tilmed se sig styrket som den nu ubestridte politiske leder.

Bliver det et nej, er billedet mere broget. Det vil være et tabt slag, men ikke nødvendigvis et massivt tilbageslag for Erdoğan, som efter alt at dømme sidder tungt på magten i både Tyrkiet og sit parti (AKP). Det er også muligt, at tyrkerne vil blive kaldt til stemmeurnerne igen på et senere tidspunkt. Da AKP sidst »tabte« et parlamentsvalg (opnåede ikke absolut flertal, red.), førte det ikke til forhandlinger om en koalitionsregering, som vi kender det fra Danmark, men til udskrivelse af nyvalg.

Afstemning under ekstreme forhold

Den politiske atmosfære omkring folke­afstemningen er anspændt – i Tyrkiet såvel som i Danmark. Som betragter af dansk politik er det nok svært at forstå, hvordan danskere med tyrkisk baggrund, som har levet her i årtier, kan blive voldsomt politiseret af noget så abstrakt som en forfatningsændring i Tyrkiet. Men for betragtere af tyrkisk politik er der gode grunde til, at emnet mobiliserer blandt grupper med både stor og lille tilknytning til landet.

For det første er der meget på spil, da afstemningen opfattes som en mulighed for at mægtiggøre en ideologisk gruppe og bringe andre til tavshed. For det andet er ja-kampagnen lykkedes med at »frame« valget som en kamp for nationens overlevelse i kamp imod ydre og indre fjender. For det tredje er valget kendetegnet ved en enorm magtmæssig asymmetri, som medfører frustrationer og spændinger i begge lejre.

Forslaget om en ny forfatning indebærer en omorganisering af det politiske system. Ja-siden ønsker at gå fra et parlamentarisk system mere lig det danske til et præsidentstyre. Kritikere mener, at forslaget mangler mekanismer til demokratisk kontrol med den magt, som koncentreres hos præsidenten, der blandt andet vil få mulighed for at hyre og fyre et større antal højtrangerende embedsmænd, udpege 12 ud af i alt 15 højesteretsdommere og under særlige omstændigheder at omgå parlamentet med såkaldte lovdekreter.

For både vindere og tabere er der meget på spil ved folkeafstemningen. På mellemlang sigt vil en forfatningsændring medvirke til en konsolidering af præsident Erdoğans position som enerådig beslutningstager for så vidt angår Tyrkiets politiske, sociale og økonomisk liv. På langt sigt kan den bane vej for, at en tyrkisk islamisk konservatisme, der i årevis har været bandlyst fra den politiske sfære, erstatter Atatürks sekularisme som den dominerende politiske ideologi.

Konservative partier har en stærk vælgerbase i Tyrkiet, og Erdoğan har været succesfuld udi at samle denne under AKPs paraply. Oppositionen er til gengæld fragmenteret, og i den aktuelle situation virker det helt urealistisk, at en gruppe fra oppositionen skulle lykkes med at vinde et præsidentvalg endsige enes med de øvrige partier om en fælles kandidat. Derfor vil et ja også styrke den konservative lejr på længere sigt.

Tyrkisk politik har altid været præget af en nationalistisk strømning, som appellerer bredt i befolkningen og forener politiske grupper endda på tværs af højre-venstre eller islamisme-sekularisme skillelinjer. Derfor er det også et bærende element i ja-kampagnen at fremstå som forsvarer af nationen Tyrkiet mod ydre og indre fjender.

På den ene side dyrkes konflikten med EU, hvor den aktuelle forværring af forholdet vækker fortællingen om en ældgammel fjende af Tyrkiet – Europa – til live. Erdoğan taler til den frygt, når han som reaktion på EU-ledernes nylige besøg i Vatikanet udtalte, at nu har »korsfarernes alliance åbenbaret sig selv«, når Gülen siges at være allieret med vestlige magter, eller når Vesten beskyldes for at sende våben til PKK og IS.

De seneste konflikter med både Holland og Tyskland er efter alt at dømme eskaleret med stort fortsæt. Det tjener to formål for ja-lejren. Dels at hævde Tyrkiets position over for Europa, som beskyldes for at have holdt Tyrkiet hen med falske løfter om EU-medlemskab, dels at fremstå som beskytter af den tyrkiske nation hjemme som ude.

På den anden side er der en vedvarende konflikt i Syrien og det sydøstlige Tyrkiet, hvor regeringen iscenesætter sig selv som forsvarer mod kurdisk separatisme, som siges at ville splitte Tyrkiet.

Ulige kamp om magten

Valgkampen er karakteriseret ved et totalt sammenbrud af den demokratiske debat. Eksempelvis er der ikke mulighed for at opleve de toneangivende politikere i direkte debat – hverken på TV eller live. Debatmøder, hvor de politiske ledere lader meninger brydes, finder simpelthen ikke sted.

Der er derudover et totalt fravær af frie og uafhængige medier. Ifølge en undersøgelse fra nej-kampagnen har repræsentanter fra ja-kampagnen i løbet af marts optrådt mere end ti gange så meget som nej-kampagnen i live-interview eller debatter på de store tyrkiske TV-stationer.

Der er desværre også eksempler på mere håndfaste bøllemetoder, hvor politiet benytter sig af beføjelser under undtagelsestilstanden til at gribe ind over for nej-kampagnens demonstrationer og andre tilfælde, hvor ordensmagten fjerner nej-kampagnens skilte fra gadebilledet, mens ja-kampagnens materiale får lov at hænge.

Det totale fravær af tillid mellem de politiske lejre påvirker stemningen omkring valgkampen. Et godt billede på tingenes tilstand er en – i visse kredse – udbredt fortælling om, at Erdoğan har en plan om at »stjæle valget« ved at give de op imod 3,5 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet mulighed for at stemme til folkeafstemningen.

Udemokratisk forfatning

Der er stor vægt på forfatningen i Tyrkiets politiske kultur, og i sammenligning med den danske grundlov er der da også tale om en udførlig og detaljeret tekst. I det lys er det paradoksalt, at Erdoğan, siden han blev valgt til præsident i 2014, faktisk har regeret, som havde Tyrkiet allerede indført en form for præsidentielt system. Forfatningen beskriver ellers præsidentens funktion som værende hævet over almindelig partipolitik.

I den situation er det klart, at AKP ønsker bedre overensstemmelse mellem gældende praksis og forfatningen, skønt det ikke i sig selv er et meningsfyldt argument for den foreslåede ændring. AKP og Erdoğan har imidlertid ret i én ting; nemlig at Tyrkiet har brug for en ny forfatning. Den gældende forfatning, som blev udformet i kølvandet på det ødelæggende militærkup i 1980, er hamrende udemokratisk og præget af visionen om en stærk stat, hvis institutioner rækker langt ind i individets frihedsrettigheder.

Hvis Tyrkiet skal gå en demokratisk, fredfyldt og samlet fremtid i møde, er der derfor et brændende behov for en ny, grundlæggende social kontrakt, som garanterer indbyggernes frihedsrettigheder og muliggør en lige og retfærdig politisk repræsentation. Desværre er det ikke indholdet i det forslag, som tyrkerne stemmer om på søndag. Forslaget på bordet vil derimod udbygge den udemokratiske kerne i den eksisterende forfatning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.