Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Truslen fra Rusland: realiteter og reaktioner

Rusland og Putin er ikke mindre logisk end alle mulige andre, og der er intet belæg for, at Rusland vil anvende sin militære magt, bare fordi man har den.

ThomasWinkler
ThomasWinkler

Rusland fremstår aggressivt i Syrien, Ukraine og Østersøen, og de baltiske lande føler sig truet. Allerede derfor er det nødvendigt at tage den russiske adfærd alvorligt. Det centrale spørgsmål er imidlertid karakteren af den russiske trussel. På samme måde, som man nøje må overveje truslens karakter, når man skal indbrudssikre sit hjem, skal man også analysere og forstå den russiske trussel til bunds, hvis man skal finde de rigtige svar på, hvordan man bedst imødegår den.

Der er ingen tvivl om, at Rusland satser på at opbygge sin militære magt. De russiske væbnede styrker gennemgår en markant modernisering, der gennemføres omfattende øvelser, og russiske kampfly og flåde­fartøjer provokerer bevidst både her og der.

Man skal dog passe på ikke at overdrive den russiske militære kapacitet. Rusland regner ganske vist med i 2017 at bruge 17 pct. af statsbudgettet på de væbnede styrker, men i købekraft ser det anderledes ud. Det samlede russiske forsvarsbudget for 2017 er således på ca. 48 mia. dollar, mens det samlede NATO-forsvarsbudget er på 915 mia. dollar og det amerikanske alene på 616 mia. dollar – ca. tre gange mere end det samlede russiske statsbudget på 280 mia. dollar.

For det andet er tilstedeværelsen af en militær kapacitet heller ikke den samme som vilje til at anvende den. Rusland, herunder præsident Putin, er ikke mindre logisk end alle mulige andre, og der er intet belæg for, at Rusland vil anvende sine militære kapaciteter, bare fordi de er der. Svaret på spørgsmålet, hvorfor Rusland skulle vælge at anvende sine militære kapaciteter, bliver derfor en helt central del af den nødvendige og grundige analyse, som må gå bag om både de røgslør, som man fra russisk side lægger ud, og koldkrigs­rygmarvsreaktioner fra alle sider.

Det seneste årti har set flere eksempler, hvor Rusland har indsat sit militær i strid med de internationale spilleregler: Georgien i 2008, Ukraine siden 2014 og Syrien siden 2015.

En del af forklaringen er, at Rusland i de tre tilfælde havde få andre muligheder end den militære for at sikre det, som man opfattede som vitale russiske interesser, og dette, kombineret med en afvejning af tyngden af de russiske interesser i forhold til den forventede reaktion fra omverdenen, særligt USA, faldt ud til fordel for indsættelsen af militære styrker.

Kan vi herfra udlede, at Rusland under præsident Putin også fremover vil overveje aktivt at bruge sit militær i udenrigspolitikken. Svaret er formentlig »ja«, men det er ikke det samme som, at det faktisk vil ske. I langt de fleste tilfælde søger også Rusland at sikre egne interesser gennem fredelige midler. Man skal derfor være forsigtig med at slutte fra enkelte situationer til en bredere tese om nært forestående mere omfattende russisk aggression.

Set fra Moskva var der i de nævnte tre tilfælde tale om akutte og alvorlige trusler mod Ruslands vitale interesser.

I Moskva ses de tre tilfælde derfor ikke som aggression, men som modreaktion og forsvar af russiske vitale interesser under pres fra Vesten: I Ukraine i forhold til bevarelsen af flådebasen i Sevastopol på Krim, perspektivet om en levedygtig Euroasiatisk Økonomisk Union, og frygten for, at et demokratisk, velfungerende Ukraine ville kunne tjene som et forbillede for de russere, der vil et andet Rusland. I Georgien frygten for en udvidet NATO-tilstedeværelse langs grænsen samt bevarelsen af den russiske indflydelse i Kaukasus og Centralasien. Og i Syrien sikring af russisk indflydelse i Mellemøsten samt behovet for at vise, at USA – i russisk optik – ikke skal have held til at gennemføre endnu en farverevolution.

Set fra Moskva er en direkte militær udfordring af NATO i sig selv uønsket. Rusland er NATO underlegen – og det ved man. I Kreml vil man derfor også fremover være tilbageholdende med militære skridt, herunder hybridoperationer, der kan eskalere til en egentlig konfrontation mod NATO eller for den sags skyld EU-lande.

Militære operationer er næppe gunstige

Så hvor efterlader det Kongeriget og dets nærområder – Østersøen, Baltikum, Norden, Arktis – set fra Moskva? Der er ikke noget, der tilsiger, at man i Moskva skulle finde det gunstigt at forsøge sig med offensive militære operationer der. Analysen ovenfor viser, at russisk anvendelse af militære midler først bliver aktuel i situationer, hvor Kreml måtte føle Ruslands egen sikkerhed eller andre vitale interesser reelt truet i eller fra disse områder. Og der er vi slet ikke i dag.

Rusland følger og tilpasser sig dog nøje udviklingen i disse områder for ikke en dag at være sårbar, hvis Ruslands sikkerhed eller andre vitale interesser skulle blive truet.

Rusland indlader sig gerne på militære provokationer og forsøg på at udfordre eller teste alliancesolidariteten i NATO, men tager samtidig mere positive skridt med villighed til dybere integration i samarbejdet i de regionale fora omkring Østersøen såvel som i Arktis.

Heller ikke i Rusland kan man adskille udenrigs- og sikkerhedspolitik fra indenrigspolitik.

Den korrekte analyse af Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitiske handlinger skal derfor omfatte russisk indenrigspolitik, hvor hensynet til Putins bevarelse af magten er en central og ofte afgørende faktor.

Den russiske økonomi er udfordret, og der er behov for drastiske reformer. Dette udgør en risiko for det nuværende systems overlevelse frem til og efter næste præsidentvalg i 2024.

Udenlandske, dvs. vestlige, investeringer og teknologitilførsel er en forudsætning for den omlægning af økonomien, som igen er en forudsætning for, at de nødvendige, dyre og socialt omkostningsfulde reformer kan gennemføres. Hvis man fra vestlig side gør et handelsmæssigt samarbejde, som kan bidrage positivt til at opfylde de russiske indenrigspolitiske behov, til et centralt omdrejningspunkt i samarbejdet med Rusland, kan det i sig selv bidrage til genopbygning af tillid og reduktion af spændinger.

Samarbejde er også i Vestens interesse

Frygten for vestligt økonomisk og politisk pres bruges aktuelt til at koncentrere den politiske og økonomiske magt omkring Putin-styret, idet Putin aktivt markedsføres som den eneste, der kan beskytte Rusland mod angreb udefra.

Det er imidlertid også i Vestens interesse, at Rusland lykkes med at gennemføre de økonomiske reformer. Et styre, der frygter for sin overlevelse, og som primært har militært isenkram i værkstøjskassen, er langt farligere end et økonomisk integreret Rusland med bredt funderet økonomisk vækst. På langt sigt vil Europa og USA derfor få mest ud af at satse på økonomisk samarbejde, handel og offentlige og private investeringer både i Rusland og i Ukraine frem for at engagere sig i et nyt våbenkapløb.

Den russiske trussel er nuanceret, og derfor skal svarene herpå også være nuancerede.

Der skal selvsagt reageres på konkrete russiske provokationer, ligesom det er centralt at søge at imødegå den russiske misinformation bl.a. for at sikre, at Rusland ikke får held med at splitte og polarisere. Samtidig skal vi sikre, at Rusland ikke efterlades uden for de internationale samarbejdsstrukturer. Vi har en fælles interesse i øget dialog og reel informationsudveksling i forhold til f.eks. terror-, cyber- og narkotikabekæmpelse, ligesom det er påtrængende nødvendigt med effektive kommunikationskanaler for at sikre, at militære provokationer ikke udvikler sig.

Det er også i vores interesse, at Rusland ser sig selv som en del af løsningen på de internationale udfordringer, herunder i forhold til bevarelsen af sikkerhed og stabilitet i Europa.

Thomas Winkler er ambassadør i Rusland.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.