Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Træk lige vejret, feminister

Det kan godt være, at danske kvinder som vi selv mener, at vi har det godt og er ligestillet med mændene, men det er kun, fordi vi ikke ved bedre. Vi er for dumme og for lidt bevidst om samfundets usynlige magtstrukturer til at kunne se det, som feministerne kan se.

Leny Malacinski, journalist på Weekendavisen, og Amalie Lyhne, debattør
Leny Malacinski, journalist på Weekendavisen, og Amalie Lyhne, debattør

Inden jul skrev ikke færre end 42 feminister under på en kronik her i Berlingske (20. december 2014). Den bar overskriften »Dansk tilbageslag for ligestillingen«, og når der er så mange mennesker om at validere et synspunkt, må der vel være noget om det?

Tja, kronikken var i hvert fald et tilbageslag for logisk tænkning, og selv om vi kun er to, vil vi prøve at svare på anklagerne om, hvor slemt underskriverne synes, det er at være kvinde i Danmark.

Underskriverne mener kort sagt, at danskerne befinder sig i en »pøl af misogyni«, altså kvindehad. I en lang, forpustet remse får vi at vide, at Danmark er et uland inden for ligestilling, at vi kun har udlandet at se op til, og at danske kvinder generelt behandles som andenrangsmennesker. Vi sexchikaneres og underbetales fra morgen til aften, og de mange feminister kritiserer også, at regeringen hverken vil forbyde prostitution eller bestemme over voksne mennesker, der er myndige nok til at få børn, men ifølge underskriverne ikke myndige nok til selv at finde ud af, hvem der passer dem hvornår.

Forurettelsen løber som en ild gennem hele anklageskriftet, og underskriverne konkluderer, at det er blevet en ekstrem position at promovere ligestilling.

Her må vi desværre skuffe de forurettede. Det er absolut helt og aldeles ufarligt at promovere ligestilling i Danmark. Ingen er uenige i, at mænd og kvinder har krav på lige rettigheder. Ingen vil begrænse kønnenes ligeret i Danmark, hvis man ellers ser bort fra de kvinder, der ikke ønsker ligestilling i Grundlovens værnepligt.

Danske kvinder arbejder, tjener deres egne penge og er ikke økonomisk afhængige af at leve sammen med en mand. Danske kvinder er ikke underlagt social kontrol. Vi kan frit vælge vores erhverv, og mænd og kvinder er naturligvis lige for loven. Vi kan leve i åbne og lukkede forhold, vi kan gifte os eller lade være, vi kan få børn alene eller sammen med en mand eller en kvinde, uden at vi bliver set ned på af den grund.

Ligesom mænd vælger vi helt selv, hvordan vi vil leve. Dét er ligestilling.

Så når underskriverne kan påstå, at der ikke er ligestilling i Danmark, er det simpelthen, fordi de taler om noget helt andet.

I de gamle rødstrømpedage betød ligestilling, at kvinder og mænd, der arbejdede ved siden af hinanden på samlebåndet, havde ret til den samme tarif. Dengang betød ligestilling simpelthen lige rettigheder, men efterhånden som rettighederne er blevet hverdag, har flere og flere feminister kidnappet begrebet og taget det som gidsel i deres egen dagsorden.

Det er en klassisk mission-creep: Det, der begyndte som en afgrænset mission, ender med at udvide sig til andre områder.

For underskriverne betyder ligestilling tydeligvis ikke lige rettigheder. Det betyder særrettigheder.

Samtidig sætter underskriverne lighedstegn mellem ligestilling og resultatlighed – altså mener de, at der først er ligestilling, når mænd og kvinder træffer præcis de samme valg: Vælger de samme uddannelser, de samme job, tjener det samme, afholder samme længde barsel og i det hele taget lever ens liv.

Og på den måde må vi give dem ret. Det synes vi er en ekstrem position.

Ekstrem og baseret på en forvrænget opfattelse af virkeligheden. Det gælder for eksempel i forhold til spørgsmålet om ligeløn. Det er den bedst bevarede hemmelighed i ligestillingsdebatten, at vi stort set har ligeløn i Danmark, og mange feminister gør, hvad de kan, for at dække over det. Der henvises ofte til, at kvinder får omkring 20 procent mindre i løn, når man lægger alle danske kvinders løn sammen og sammenligner med alle danske mænds. Feministerne fortæller dog ikke, at kvinder arbejder mindre end mænd.

Den såkaldte uforklarlige lønforskel i Danmark er kun to-seks procent. Det fastslog SFI-rapporten »Mænd og kvinders løn« fra 2004, hvor det blev fastslået, at kvinder ville tjene lige så meget som deres mænd, hvis de arbejdede fuldtid i stedet for deltid, påtog sig ledelsesansvar og søgte arbejde i det private i stedet for det offentlige.

Det gør de bare ikke. Så hvis feministerne virkelig vil have, at kvinder skal tjene flere penge, burde de holde op med at skælde ud på mændene, politikerne og samfundet og i stedet sætte sig ned og tale med kvinderne om deres valg, for det er her, man finder årsagen til den lavere løn.

 

På samme måde er underskrivernes intense fokusering på udlandet og de ligestillingsmæssige debatter og initiativer, der sker der, malplaceret. Hvad udenlandske politikere gør eller siger, er knap så relevant – særligt fordi Danmark og Skandinavien lige præcis på familie- og ligestillingsområdet adskiller sig meget fra andre lande.

Derfor er det umuligt at sammenligne eventuelle problemer i Danmark med de problemer, der måtte være i lande, hvor andelen af kvinder på arbejdsmarkedet er en anden, hvor barsels- og pasningsmulighederne er nogle andre, og hvor lovgivningen i det hele taget ser meget anderledes ud.

Måske ønsker underskriverne sig bare mere opmærksomhed om deres synspunkter – en opmærksomhed, som de føler sig snydt for, fordi udenlandske politikere tilsyneladende taler mere om ligestilling, end danske politikere gør? Tja, nu bliver der sådan set talt en hel del om ligestilling i den offentlige debat i Danmark. Men det er da rigtigt, at de fleste danskere og de fleste danske politikere ligesom vi har svært ved at se, at det er så svært at være kvinde i Danmark, som underskriverne påstår.

Et af underskrivernes eksempler på de mange gode ligestillingsinitiativer, som udenlandske kvinder nyder godt af, men som danske kvinder må se langt efter, er det svenske parti Feministisk Initiativ, som ved det nylige valg i Sverige var meget tæt på at få stemmer nok til at komme i Rigsdagen. Underskriverne klandrer de danske politikeres manglende engagement i ligestilling og det ligestillingsfjendske debatmiljø i Danmark for, at vi ikke har et lignende parti herhjemme.

Men glemmer de kære feminister ikke, at Danmark i det store og hele sådan set er et ret velfungerende demokrati? Og at vi alene i de seneste år har fået nye partier som for eksempel Alternativet, Nationalpartiet og Fokus. Hvis et rimeligt antal af danske kvinder og mænd mente, at der var behov for et feministisk parti, ville vi også have et feministisk parti.

Så nøgternt ser de jamrende underskrivere dog ikke på sagen. De abonnerer nemlig på den gode gamle marxistiske idé om falsk bevidsthed: Det kan godt være, at danske kvinder som vi selv mener, at vi har det godt og er ligestillet med mændene, men det er kun, fordi vi ikke ved bedre. Vi er for dumme og for lidt bevidst om samfundets usynlige magtstrukturer til at kunne se det, som feministerne kan se – at vi i virkeligheden er nogle undertrykte stakler, der har det af helvede til.

I det hele taget er danske kvinders måde at leve på ifølge underskriverne ikke et resultat af egne valg, men derimod en logisk følge af, at mænd holder os tilbage enten bevidst eller ubevidst. Ud fra denne idé kan kvinder ikke komme frem, med mindre mænd holdes tilbage. En kvinde kan ikke få en bestyrelsespost, med mindre en mand bliver fyret fra sin. En familie kan ikke selv finde ud af at fordele barslen, med mindre manden får besked på det af staten.

Denne form for feminisme betragter paradoksalt nok ikke kvinden som stærk og lige, men som svag og handicappet. Det er i virkeligheden et dybt nedværdigende kvindesyn.

Nej, at ønske sig kvindekvoter og barselstvang er ikke at ønske sig ligestilling – det er at ønske sig positiv særbehandling og resultatlighed, og det bør feministerne have nosser nok til at indrømme.

Indtil det sker, bør de overveje at bekæmpe den kønsdiskriminerende værnepligt, kvinders sabotage i skilsmissesager og mænds kraftige overrepræsentation i bunden af samfundet med samme forurettelse, som de bekæmper frisørpriser og cafeer, der ikke tillader amning.

Samtidig bør de droppe den arrogante idé om kvinders falske bevidsthed. Når der ikke er flere danske kvinder, som støtter deres position, er det nok bare på grund af noget så simpelt som uenighed – ikke fordi danske kvinder er dumme eller uoplyste.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.