Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Tidligere pressechef om Københavns Rådhus: »Sjældent har jeg oplevet en mere skadelig forvaltningsstruktur«

Sune Prahl Knudsen
Sune Prahl Knudsen

Kreative lån af lokaler. Lukrative ben, der fordeles som rov i lyssky konstitueringsforhandlinger. Lækager på stribe.

Sagerne fra Københavns Rådhus siver med jævne mellemrum ud gennem husets ellers meget tykke vægge og når avisernes forsider. Senest med Anna Mee Allerslev som ansigt.

Det har fået flere med tidligere medlem af Borgerpræsentationen Søren Pind i spidsen til at betegne kulturen på rådhuset som særdeles giftigt og fordrende for sådanne sager.

Men med fare for at lyde som en forbenet strukturmarxist, så blomstrer denne kultur ikke af sig selv. Den skyldes en utrolig uheldig forvaltningsstruktur i landets hovedstad.

Jeg havde i to år selv min gang på rådhuset. Og sjældent har jeg oplevet en mere skadelig forvaltningsstruktur. Og jeg har siden arbejdet på Slotsholmen og arbejder i dag i Bruxelles bare for at sætte det lidt i perspektiv.

Et eksempel fra min tid på Rådhuspladsen:

Havde en ung gut med indvandrerbaggrund lavet ballade på Nørrebro, fik vi i den forvaltning, jeg arbejdede i, fra tid til anden en journalist i røret. Men nej, det var da ikke Socialforvaltningens bord, det måtte henhøre under Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, kunne vi oplyse. Når den stadigt håbefulde journalist så fik den forvaltning i røret, kunne svaret derfra lyde, at nej, det drejede sig jo om en ung gut, og derfor havde det nok rod i ressortområdet for Børne- og Ungeforvaltningen. Når den nu allerede udmattede journalist hev fat i den forvaltning, ja, så var det oplagte svar, at nej da, det var snarere Kultur- og Fritidsforvaltningen, som måtte stå på mål for de kultur- og fritidstilbud, der nok havde manglet i det unge menneskes liv. Således måtte den nu tæt på helt nedbrudte journalist forsøge der, indtil vedkommende sikkert blev sendt endnu en tur rundt i forvaltningsrouletten.

Sådan er livet jo for journalister og fred være med det. Problemet er blot, at borgerne fik og får den samme tur. Hver eneste dag. Og den unge gut, bliver han egentlig hjulpet godt videre på den måde? Nej. Bliver udfordringerne på Nørrebro eller andre steder i byen løst med en sådan struktur? Nej. Og når dette ikke sker, er det så muligt at udpege en politiker eller politisk flertal, der kan holdes ansvarlig? Nej.

Problemets dybde

Det var først, da jeg sidste år flyttede til Belgien, at jeg for alvor indså dybden af problemet.

Belgien er på mange måder en københavnsk forvaltningsstruktur i værste potens spændt ud over et helt land. Med forvaltningsenheder, der overlapper og bekriger hinanden. Med små kejserdømmer, hvor politisk valgte hver for sig kan træffe beslutninger uden helt at blive holdt ansvarlig for de endelig konsekvenser. Og med utallige gråzoner, der umuliggør det for almindelige dødelige at overskue, hvorfor sager strander og hvor politikerne ender i den ene korruptionssag efter den anden.

Alene i Bruxelles-regionen er der 166 ministre, borgmestre og andre politiske valgte, seks politidistrikter og 19 byråd. Borgmesteren for Bruxelles er netop blevet fældet af endnu en korruptionssag, hvor penge til byens hjemløse endte i hans egen lomme. Og mange eksperter mener, at strukturerne i Belgien er medvirkende til den mildest talt problematiske håndtering af de mere alvorlige sager, som den katastrofale forebyggelse af den terror, der har rod i byen.

Sociologer kalder ligefrem Belgien en »failed state« og mener, at der er den samme logik på spil som i for eksempel en række afrikanske lande: Gennem en bevidst uklarhed omkring strukturer og ansvar beriger politikere og beslutningstagere sig selv systematisk, mens problemerne tårner sig op og henstår uløste.

Kultur og struktur hænger altså tæt sammen. Det gør dårlig kultur og dårlig struktur således også.

I København er der indtil videre kun én politiker, der for alvor har forsøgt at undgå udviklingen mod belgiske tilstande. Nemlig Ritt Bjerregaard. Under hendes periode som overborgmester gjorde hun et ærligt forsøg på at få ryddet op. Få lavet en anden struktur. Få klare linjer. Give københavnerne mulighed for at holde politikerne ansvarlige.

Hvad blev hun mødt af? Modstand fra højre til venstre, og fra sine egne rækker. Som i Belgien er der simpelthen for mange på rådhuset, der har interesse i uklarheden, som den hersker.

Tre veje til en løsning

Én ting er diagnosen, men hvad er løsningen? For mig at se er der tre veje at gå.

Enten brækker man borgmestervældet op og indfører almindeligt flertalsstyre, som det praktiseres med stor succes de fleste andre steder, man lader borgerne stemme, for eksempel i Folketinget. Københavnerne skal kunne stemme på et flertal, som sætter sig for bordenden – og som kan fjernes igen, hvis de ikke løser opgaven. Den nuværende model, hvor stort set alt og alle mellem Enhedslisten og Dansk Folkeparti sidder på en borgmesterpost og fordeler blandt andet velbetalte bestyrelsesposter mellem sig, dur simpelthen ikke som andet end dyr beskæftigelsespolitik. Og vigtigere: Det umuliggør en kritisk og uafhængig opposition på rådhuset, som kan kigge flertallet efter i kortene.

Eller man brækker kommunen og forvaltningerne op. Københavns Kommune er en mastodont uden lige. Hvorfor ikke dele den op i mindre enheder. Her taler jeg ikke om bydelsråd eller andre kreative størrelser uden reel indflydelse, men om rigtige enheder med folkevalgte, skatteudskrivning og en service og kommunale tilbud, som passer til netop den del af København. Og ikke mindst enheder af en størrelse, der ville være et farvel til de siloer, som de eksisterende forvaltninger i København har udviklet sig til. Ja, en del opgaver skal i så fald løses på tværs, men mon ikke det kan ordnes? Måske vil reelt lokale politikere også lægge en dæmper på den mest poppede politik-udvikling på andre bydeles bekostning, som eller sprøjtes ud fra rådhuset. Altså færre luftige forslag om madmarkeder og flere konkrete løsninger på borgernes problemer – borgere man så kommer tættere på og skal stå til regnskab over for hen over frysedisken i den lokale Irma.

En tredje vej at gå er at professionalisere butikken lidt mere. I dag sidder der 55 mænd og kvinder i Borgerrepræsentationen. Det er næsten ligeså mange som i Islands parlament. Med så mange mennesker er det klart, at der udvikler sig intriger og magtkampe. For hvad skal alle de mennesker dog ellers få tiden til at gå med? Færre politikere, der i stedet for at have hvervet som en fritidsbeskæftigelse, kunne have det som et reelt fuldtidshverv, var måske en løsning? Budgetterne i Københavns Kommune er af en størrelse, hvor det egentlig ville være meget trygt, at der var koncentrerede politikere bag prioriteringerne.

En kombination af de tre veje er skam også muligt. Intet at gøre er derimod ikke en vej frem.

Lad mig slutte tilbage i Belgien.

Den periode i nyere tid, hvor Belgien klarede sig bedst, var den lange periode, hvor landet var uden regering, fordi den ikke kunne forhandles på plads. Hvor embedsfolk, skolelærere og vejarbejdere havde mulighed for bare at passe deres arbejde.

Tankevækkende. Også i forhold til København og det kommende valg. Hvem i den igangværende valgkamp vil love mig, at der bliver ryddet op? Ikke kun i kulturen, men også strukturerne?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.