Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Tiden er løbet fra FNs Flygtningekonvention

To migranter forsøger at hoppe over hegnet til den spanske enklave Ceuta på den afrikanske nordkyst. Migrationspresset fra Afrika vil blot vokse i de kommende år, mener Poul Christian Matthiessen, professor emritus. Foto: Scanpix
To migranter forsøger at hoppe over hegnet til den spanske enklave Ceuta på den afrikanske nordkyst. Migrationspresset fra Afrika vil blot vokse i de kommende år, mener Poul Christian Matthiessen, professor emritus. Foto: Scanpix

Fhv. udenrigsminister Per Stig Møller har i en artikel i Berlingske 7. juli om dansk udenrigspolitik fremdraget nogle af de væsentlige trusler, man kan forudse i fremtiden.

En af disse trusler kan blive til virkelighed, hvis Nordafrika bryder sammen og overtages af islamister på grund af befolkningspresset fra Afrika syd for Sahel. Sahel er et smalt bælte, der strækker sig tværs over Afrika fra Atlanterhavet i vest til Det Røde Hav mod øst, mellem Sahara-ørkenen i nord og de fugtige savanneområder mod syd.

Det er i Afrika syd for Sahara-ørkenen, at flertallet af den afrikanske befolkning bor, nemlig en milliard mennesker. På grund af den store befolkningstilvækst og beskedne økonomiske og sociale udvikling vil dette område fremover få stor indflydelse på Europas og dermed også Danmarks skæbne.

Det ansete amerikanske tidsskrift Population and Development Review har netop publiceret et supplementsbind med titlen »Fertility Transition in Sub Saharan Africa«. Her har en række internationalt anerkendte demografer – som gennem mange år har beskæftiget sig med afrikansk demografi – foretaget en grundig analyse af dette områdes nutidige og fremtidige befolkningsudvikling.

Regionen er præget af et meget højt fødselsniveau, mere end fem levendefødte pr. kvinde. Det er væsentligt højere end i andre udviklingslande både i Asien, Latinamerika og Nordafrika.

Forklaringen er først og fremmest, at landene syd for Sahara – med undtagelse af Sydafrika – først for nylig har påbegyndt en moderat reduktion af børnetallet, en udvikling som flere tiår tidligere blev påbegyndt i andre udviklingslande i forbindelse med samfundenes modernisering. Mens mange udviklingslande i betydeligt omfang har fået udbygget undervisnings- og sundhedsvæsenet, har udviklingen været langsommere i Afrika syd for Sahara. Lige så har regeringernes indsats i regionen for at udbrede familieplanlægning været beskede, ja, den er i en række tilfælde blevet mødt med direkte modstand.

Mens 70 pct. af alle kvinder i industrilandene mellem 15 og 50 år anvender en eller anden form for familieplanlægningsmetode, så var andelen i regionen kun godt 30 pct. Og i betydelige dele af regionen er andelen så lav som 20 pct.

Familieplanlægningens svage stilling i dele af regionen er også baggrunden for, at der er eksempler på, at en påbegyndt nedgang i fødselsniveauer er gået i stå. Dette står i grel modsætning til udviklingen i udviklingslande uden for regionen, hvor en påbegyndt reduktion af børnetallet altid har signaleret en fortsat ubrudt nedgang.

Vil medføre udvandring

Da dødeligheden i regionen er faldet betydeligt – trods forekomsten af AIDS – medfører de store børnetal en meget stærk befolkningstilvækst.

I løbet af de næste knap 35 år vil befolkningstallet være mere end fordoblet, således at der i 2050 vil være over to milliarder mennesker i regionen, dvs. mere end fire gange så mange som i EU.

Da man ikke vil kunne opsuge en så stor befolkningstilvækst økonomisk og socialt, må indbyggerne se frem til at leve i samfund med lav gennemsnitsindkomst, arbejdsløshed og et utilstrækkeligt uddannelses- og sundhedsvæsen. Hertil kommer, at en del af landene lider under en ineffektiv regeringsforvaltning, som også er præget af udbredt korruption.

Dette vil fremkalde en stigende udvandring mod nord, dvs. i retning mod Europa. På trods af generel fattigdom har den moderne kommunikationsteknologi (mobiltelefoner, TV og radio) medført, at indbyggerne i regionen vil være velorienterede om forholdene i det forjættede Europa. Hertil kommer den stærke udvikling i transportteknologien. Der vil først og fremmest blive tale om økonomiske emigranter, som vil ønske bedre levevilkår for dem selv og deres børn.

Under indtrykket af dette udvandringspres mod nord, har nogle kommentatorer foreslået en »Marshalhjælp« for at fremkalde en hurtig og omfattende økonomisk og social udvikling, som kunne reducere befolkningens ønske om udvandring. En sådan massiv hjælpeindsats kan man give af humanitære grunde med henblik på, at man måske på lang sigt kan sikre bedre økonomiske og sociale forhold. Men i de første tiår vil man næppe kunne drive udviklingen så hurtigt, at udvandringspresset vil formindskes.

Revision af flygtningekonvention

Et anvendt mål for, hvor langt et samfund er nået mht. økonomisk og social udvikling er, hvor stor en andel af befolkningen, der har adgang til elektricitet.

Mens denne andel i industrilandene er 100 pct. og i de fleste udviklingslande udenfor Afrika tæt ved 100 pct., gælder det kun hver tredje indbygger i regionen, og i betydelige dele af området drejer det sig kun om hver femte indbygger.

Derfor vil den politiske udfordring for Europa fortsat være, at man står over for et stigende indvandringspres fra denne og andre regioner, som det mellemste Østen og asiatiske lande som f.eks. Afghanistan, Pakistan og Bangladesh. Fremtiden vil i stigende grad blive præget af en øget forekomst af økonomiske emigranter, hvor andelen af reelle flygtninge vil indtage en mere beskeden plads, selv om medierne og hjælpeorganisationerne nok i lang tid endnu vil hænge fast i de gamle forældede problemstillinger.

Det var måske på tide at underkaste den nuværende FN Flygtningekonvention fra 1951 og dens praktisering et grundigt eftersyn med henblik på at lade den afspejle den aktuelle situation og ikke forholdene for 60-70 år siden. Konventionen giver i princippet enhver person fra ethvert land i verden ret til at melde sig som asylansøger og få behandlet sin ansøgning. Den gældende Flygtningekonvention har slet ikke kunnet tage hensyn til de store forandringer, som er indtruffet, siden den blev etableret. Her tænkes på den stærke globale befolkningstilvækst og den hastige udvikling i transport- og kommunikationsteknologien.

De seneste års store migrationsstrømme har jo klart demonstreret det uholdbare i at modtagerlandene skal sikre hver enkelt en grundig individuel sagsbehandling og efterfølgende gennemføre en i mange tilfælde forgæves hjemsendelse af det store og voksende antal asylansøgere, som får afslag i forbindelse med asylbehandlingen.

En fortsat international fastholdelse af denne og andre supplerende konventioner vil formentlig blot medføre, at flere og flere lande undlader at efterleve dem. Samtidig er den nuværende praksis i virkeligheden usolidarisk, fordi man i mange tilfælde tager sig af de stærke og økonomiske bedrestillede, som har råd til at betale »flygtningeindustrien«. Endvidere øser man millioner ud til en i mange tilfælde mislykket indpasning af personer, som har opnået flygtningestatus.

Det har været foreslået, at asylbehandlingen skulle finde sted uden for modtagerlandet. Men selv om det skulle lykkes, vil man fortsat stå med et voksende antal asylbevillinger, som måske i mindre grad skyldes personlig forfølgelse, men efterhånden først og fremmest ustabile tilstande i hjemlandet eller at dette nægter at tage asylansøgerne tilbage. Det vil give anledning til politisk og social uro, hvis de europæiske lande fortsat skal påtage sig rollen som f.eks. Afrikas økonomiske og sociale redning ved at give opholdstilladelse til disse personer.

Man kunne også sige stop for nye opholdstilladelser i Europa og optage de personer, som får flygtningestatus, i lejre, der var finansieret af Europa. Det ville formentlig dæmpe strømmen af asylansøgere. Men så er spøgsmålet, hvor længe man vil fortsætte denne politik, og hvor omfattende lejre, man vil acceptere. Og det vil nødvendiggøre stærke politiske midler for at overtale lande indenfor samme kulturkreds til at modtage ansøgere, som har fået bevilget asyl.

Europas politikere står ved en skillevej. Hvis de stadig vil adlyde de internationale konventioner og fortsætte den nuværende indvandringspolitik, kommer man til at opleve en ændring af befolkningens sammensætning, som kan medføre en voldsom økonomisk, social og kulturel opsplitning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.