Kronik

Tal kun når De har noget at sige!

Helle Birk: Ord, ord og atter ord. Efter at have læst min kronik, tænker De måske, at det var mange ord at bruge på at give den simple besked: Tal kun, når De har noget at sige!

TEGNING: Kamilla Wichmann
TEGNING: Kamilla Wichmann

Somme tider skal man hellere tie end tale, formaner Mads Skjern sin papdatter Ellen i Matador. Hun har fortalt hans søster, Anna, hvorfor familien foretrækker pastor Larsen frem for provst Mejer. Ellens indiskrete afsløringer af, at provsten nægtede at vie hendes mor, fordi hun var gravid, bliver startskuddet til en værre familieballade, og den skinhellige faster Anna bliver vist på porten efter at have kaldt sin værtinde for en skøge. Hun kender tilsyneladende ikke det bibelske ordsprog om, at »Den, som har kundskab, bruger ord med måde; forstandig mand farer ikke op. Selv en nar, der tier, kan gå for at være fornuftig; den har forstand, som holder sin mund« (Ordsprogenes bog 17:37-38).

Mads Skjern kunne ikke tale sin oprørske steddatter til fornuft i 1930erne. I dag vil han nok blive opfattet som en gammel nar, der ikke forstår, hvad det handler om. Nu gør de fleste nemlig som Ellen og faster Anna. Taler frit fra leveren.

Jeg sidder i s-togets stillekupé og skriver på denne kronik, mens et ældre ægtepar diskuterer vejret. De er ikke de eneste, der taler. Andre sms'er og telefonerer. En tegning af en mand med en finger for munden og en mobiltelefon med en tyk streg over markerer, at her skal ties, men det ignoreres. Som en ung pige siger til sin ledsager, da han peger hen mod skiltet:

Alle de andre taler også. Nej, se, det er en stillekupé, vi sidder i. Det er da en god ide, siger damen fra før og peger også. Hendes mand nikker.Ja, svarer han kort for at signalere, at så må vi jo hellere være stille. Men selvfølgelig forgæves. Apropos s-toget, så annonceres nu ikke bare, at toget er ankommet til Svanemøllen og Ryparken station, nej, efter en lille kunstpause tilføjes et ’til tiden’. Er det ikke overflødigt? Bør passagererne ikke kunne forvente som en selvfølge, at der køres til tiden? Måske ikke. Og i så fald er det selvfølgelig helt legitimt lige at gøre pendlerne opmærksomme på, at toget kører, som det skal.

Færdes man i trafikken, hvor der kan være farligt, bør man give den sin fulde opmærksomhed. For nylig rendte jeg ind i en cyklist, der var af en anden mening, da jeg gik over gaden for grønt lys. Hun kørte på selvsamme fodgængerfelt så optaget af at smsse, at hun cyklede direkte mod mig. Hun lagde næppe mærke til mine nervøse spring frem og tilbage.

Det er svært at aflæse retningen på et smssende og cyklende menneske. I det offentlige rum er man tvangsindlagt til at lægge øre til folks intime betroelser ned i mobilen. Hvor er hæmningerne blevet af? Til foredrag, konferencer, i biografen og teatret er der altid nogle, der med andægtig mine styrter ud for at besvare opkald, der åbenbart er så vigtige, at de ikke kan vente. Er det mon en hjertekirurg på Rigshospitalet, der får besked om, at det længe ventede organ til transplantationen er kommet? Næppe. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Dog vil jeg postulere, at de fleste af os ikke er så vigtige, at vi behøver være online, når vi går ud.

For nylig modtog jeg en kuvert fra min faglige forening, med besked om, at jeg havde fået en g-r-a-t-i-s gave? Fra jurastudiet ved jeg, at en gave er et udslag af gavmildhed og altså som sådan naturligvis gratis. Hvem har i øvrigt hørt om gaver mod vederlag?

På en restaurant, hvor jeg ikke mere er gæst, løb overtjeneren efter os, da vi var på vej ud af døren for at spørge, om vi kunne lide maden. Det havde han ellers sikret sig flere gange under måltidet. Som om det ikke kunne være (mere end) nok, skulle der også lige sendes en mail ud med et spørgeskema om, ja, rigtigt gættet, vi kunne lide maden, og hvad de kunne gøre bedre.

Se dig rundt om i lokalet. Er der fuldt hus? Jamen, så kan vi nok lide maden.Ved efterhånden mange af landets domstole kan pressen få en såkaldt ’pressekontaktdommer’ i tale. Og hvorfor nu det? Hvis vi antager, som mange gør, at pressen er den fjerde statsmagt, hvorfor skal én statsmagt så have en særlig adgang til en anden statsmagts arbejde? En retsassessor, der var blevet pressekontaktdommer, udviklede sig til at være en presset dommer, da han udtalte sig om skyldsspørgsmålet i en verserende sag.

Ikke bare dommere men også forsvarsadvokater og juridiske eksperter holder sig ikke tilbage, selvom det rent faktisk i retsplejelovens § 1017 står skrevet, at man ikke må udtale sig, hvis, som det hedder i bestemmelsen, udtalelserne er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse. Princippet om, at tvivlen skal komme den anklagede til gode og at en fair proces uden fordomme er en fundamental rettighed i et retssamfund, må desværre tit vige for parternes trang til at udbrede sig i medierne.

I 00erne var det magtpåliggende at afskaffe eksperterne eller smagsdommerne, som de blev kaldt. Måske var det ikke nogen god idé. For eksperterne ved trods alt noget om det, de taler om. I det digitale samfund har vi alle sammen mulighed for at ytre os. Kun klogskab og almindelig pli afholder os fra det. Fra mange områder af samfundet råbes vagt i gevær: den konstante kommunikation er til fare i trafikken, forstyrrende i det offentlige rum, på arbejdspladser og i hjemmene og kan sågar resultere i digital mobning og injurier.

Reality-tv er baseret på deltagernes villighed til at eksponere sig selv. Her handler det om at overgå de andre i bekendelser af intim art uden smålig skelen til privatlivets fred. Man skal være på for at være rigtigt til, også selvom prisen er udlevering af de mest intime og (trivielle) detaljer af privatlivet.Selvom journalister vistnok lærer, at der skal være aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt, for at noget kan kaldes en nyhed, så skrives der op og ned ad stolper om, hvorvidt kendte personer har været utro, fået kosmetiske indgreb, har solgt deres bolig, og det gerne med tab, så er det for alvor interessant, kommer med lumre betroelser om sex og samliv og intimhygiejne, ja intet er for småt. Hvorfor skriver medierne om den slags dybest set indholdstomme og kedsommelige ting? Svaret må formodes at være simpelt. Fordi det sælger, og fordi læserne har de medier, de fortjener. Derfor.Sticks and stones can break my bones, but words can never hurt me er et klassisk børnerim.

Som én, der er opvokset i en havneby i udkanten af udkantsdanmark, har jeg fået en del stryg i skolegården. Nu holder du kæft, ellers får du tæsk, lød advarslen først, fordi jeg var en pige. Jeg forstod dengang vigtigheden af at tie – nogle gange. Derfor har jeg også prøvet på egen krop, at det ikke er rart at få et par på skrinet; men jeg vil nu alligevel mene, at ord kan såre langt mere. Med Facebook, Twitter og SMS er der blevet rig mulighed for at nedgøre andre mennesker. Det er den unge pige Ann Todd blevet et trist symbol på. Hun tog sit eget liv efter at være blevet mobbet digitalt. Så man bør tænke sig om, inden man farer i blækhuset.

Det er ikke kun børn og unge mennesker, der mobber hinanden. Voksne bloggere og twittere og Facebook-brugere holder sig heller ikke for gode til at uddele verbale tæsk. Også nutidens politikere kan være med. Der har altid været vide grænser for, hvad man kan tillade sig at beskylde politiske modstandere for. Måske for vide. Kunne man forestille sig, at der er brug for, at vi alle konsulterer vores indre netnannies, og kun ytrer os, når vi virkelig har noget på hjerte – og i en ordentlig tone?Efter at have læst min kronik tænker De måske, at det var mange ord at bruge på at give den simple besked: Tal kun, når De har noget at sige, eller for nu igen at henvise til Bøgernes Bog: »Som guldæbler i sølvskåle af udgravet arbejde er det ord, som tales i rette tid« (Ordsprogenes Bog 25:11).Til det har jeg kun at sige: Bravo, kære læser, De har forstået pointen over al forventning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.