Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kulturkronik

Stop kaos om eReolen

Konflikten om bibliotekernes udlån af e-bøger har længe skreget på politisk indgriben, men skiftende regeringer har overladt problemerne til forlag, forfattere, e-bogstjenester og biblioteker. Alle parter må give, og kulturpolitikerne må tage ansvar for en bred aftale.

Flere og flere læser e-bøger, men hidtil har bibliotekerne og forlagene ikke kunnet blive enige om en aftale for bibliotekernes udlån af e-bøger.
Flere og flere læser e-bøger, men hidtil har bibliotekerne og forlagene ikke kunnet blive enige om en aftale for bibliotekernes udlån af e-bøger.

Gyldendal, People’s Press og flere andre forlag har trukket deres e-bøger ud af eReolen, som er det sted på nettet, hvor bibliotekerne udlåner e-bøger til borgerne. Den situation kan vi fra Dansk Forfatterforenings side kun beklage.

På den anden side forstår vi godt forlagenes argumentation for at trække sig. De frygter, at det vil ødelægge deres arbejde med at skabe et levedygtigt kommercielt marked for e-bøger, når bibliotekerne via eReolen vænner folk til, at e-bøger er noget, man gratis downloader med et klik på en telefon, e-bogslæser eller computer.

Hvis den nuværende udvikling fortsætter, kan vi ende i en situation, hvor eReolen reelt er eneaftager af e-bøger i Danmark. Og da der ikke er nogen tvivl om, at e-bøgerne gradvis vil hale ind på papirbøgerne og udgøre en voksende andel af forbruget af bøger, kan det meget vel være forlagenes overlevelse på længere sigt, der er på spil.

Så selvfølgelig er de bekymrede. Det er ikke for sjov, at de trækker sig og dermed går glip af de indtægter, som salget af e-bøger til bibliotekerne trods alt indbringer. Det går også ud over forfatternes i forvejen ofte slunkne pengepung, da de jo modtager royalties af forlagenes salg. Og det går ud over lånerne, som ikke har adgang til e-bøger fra en række af landets største forlag. Det er med andre ord uholdbart for alle parter.

Når forlagenes og bibliotekernes samarbejde om e-bøger ligger i ruiner, er det resultatet af en langstrakt fejde om, hvordan man skal skrue en model for udlån af e-bøger sammen. Lidt firkantet sagt ønsker bibliotekerne at stille en meget stor del af dansk litteratur frit til rådighed i e-bogsform, mens forlagene vil beskytte det kommercielle salg af e-bøger ved at lægge hindringer i vejen for et frit udlån. Senest har den eksplosive stigning i udlånet af e-bøger på eReolen fået en række forlag til at trække i nødbremsen og udbede sig en timeout.

Tilstanden har længe skreget på politisk indgriben, men desværre har vi i hele eReolens levetid set en kulturpolitisk ansvarsfralæggelse, hvor vekslende regeringer og kulturministre har overladt løsninger og visioner til parterne selv. I Dansk Forfatterforening er vi ellers glade for frivillige aftaler, men når det gælder eReolen må vi konstatere, at fraværet af politisk indblanding har haft den sørgelige konsekvens, at parterne slås med hinanden på stadigt mere uforsonlig vis.

Det er efterhånden en kamp, hvor alle kneb gælder. Bibliotekerne er begyndt at bruge deres nøgleopgave med at formidle litteratur som pressionsmiddel på den måde, at de aktivt promoverer e-bøger fra forlag, som er villige til at acceptere den samarbejdsmodel, bibliotekerne ønsker, mens e-bøger fra mere genstridige forlag får lavere prioritet.

Omvendt forhindrer forlagene, ved at trække deres e-bøger ud af eReolen, at eReolen kan præsentere et dækkende udvalg af e-bøger for borgerne. Det var ikke det, der var meningen, da man fra politisk side besluttede at fremme digitaliseringen af litteraturen i Danmark.

Det er helt nødvendigt, at der findes en holdbar løsning: På den ene side bør en meget stor del af de danske e-bøger være tilgængelige på eReolen. På den anden side skal e-boghandlere og private e-bogstjenester som Mofibo og Riidr have en reel mulighed for at eksistere på kommercielle vilkår, så borgerne mod betaling sikres adgang til alle de e-bøger, der udkommer herhjemme. En sådan løsning kræver en rammeaftale for eReolen, som dækker samtlige forlag under ét – og dermed også et farvel til vekslende forsøgsaftaler af kort varighed.

For at en sådan rammeaftale kan komme i stand må forlagene anerkende, at ingen i længden kan være tjent med, at der konstant hersker usikkerhed om, hvilke e-bogstitler eReolen kan låne ud til borgerne. Stabilitet på den front er også vigtig, fordi bibliotekarerne skal have et godt og uforstyrret grundlag for formidling af litteratur i e-bogsformat.

Forlagene må samtidig anerkende, at det i et lille sprogområde også hører med til grundlaget for et sundt kommercielt e-bogsmarked, at vi har et biblioteksvæsen, som kan tilbyde borgerne et bredt udbud af e-bøger. Forlagene skal med andre ord forpligte sig på længerevarende leverancegarantier for store dele af deres e-bogsudgivelser.

Bibliotekerne må til gengæld indstille sig på en langsommere udfoldelse af eReolens fulde potentiale. De må bl.a. acceptere forlagenes ønsker om at holde bestemte dele af repertoiret uden for ordningen, hvis forlagene vurderer, at det er nødvendigt for at sikre økonomien.

Bibliotekerne må også anerkende, at de har et medansvar for, at e-bogsmarkedet udvikler sig på en sådan måde, at forlagene og forfatterne stadig kan tjene penge. Det er trods alt forfatterne, der skriver bøgerne og dermed er fundamentet for, at der overhovedet findes biblioteker. Fra biblioteksside må man heller ikke glemme, at forlagene spiller en vigtig rolle for litteraturens tilblivelse.

Bibliotekerne må anerkende, at de ikke kan dække lånernes samlede efterspørgsel på e-bøger, selvom det er teknisk muligt. De må acceptere at realisere visionen om at stille alle danske e-bøger til rådighed for borgerne på eReolen gradvis i takt med fremkomsten af et levedygtigt kommercielt e-bogsmarked. Undervejs skal bibliotekerne omvendt have adgang til stadigt flere e-bøger, uden at forlagene pludselig fjerner titlerne igen.

Endelig må kulturpolitikerne tage ansvar for at afvikle konflikterne i og omkring eReolen. Det kan de gøre ved at igangsætte forhandlinger mellem biblioteker, forlag og forfattere med det mål at skabe en fælles rammeaftale, som dækker bredt og rækker relativt langt ud i fremtiden. Det må være slut med individuelle forhandlinger og aftaler mellem eReolen og enkeltforlag uden overordnede spilleregler, da skadevirkningerne er for store for alle parter.

I Dansk Forfatterforening har vi konkrete ideer til kompromiser, som alle vil kunne leve med, og vi stiller gerne op til en nærmere drøftelse, som kan sætte en stopper for det aktuelle kaos om eReolen og skabe ro om e-bogens fremtid i Danmark.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.