Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Sozialstaat Dänemark

Helle Birk: Vi tror på, at hårdt arbejde betaler sig. Vi tror på, at vi kan komme videre ved en fælles indsats. Vi tror på, at Danmark er et godt og solidarisk land, som er værd at kæmpe for. Sådan indledte statsministeren sin nytårstale i år.

Ordet skodjob er kommet ind i det danske sprog. Mon det bliver optaget i nudansk ordbog? Det håber jeg ikke. For det er nedladende og fordømmende. Selvfølgelig er der jobs, som er mere attraktive og mindre nedslidende end andre, men at kategorisere et arbejde som et skodjob sender et budskab om, at det er man for fin til at udføre. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2012)
Ordet skodjob er kommet ind i det danske sprog. Mon det bliver optaget i nudansk ordbog? Det håber jeg ikke. For det er nedladende og fordømmende. Selvfølgelig er der jobs, som er mere attraktive og mindre nedslidende end andre, men at kategorisere et arbejde som et skodjob sender et budskab om, at det er man for fin til at udføre. (Foto: Torben Christensen/Scanpix 2012)

Nihil sine labore eller: Intet uden arbejde. Ordene er den romerske digter Horats’, men de er også essensen af den aktuelle debat om beskæftigelse og offentlige ydelser. Mine bedsteforældre var unge under Depressionen i 1930erne. De mærkede på egen krop, hvordan det var at blive i sengen hele dagen for at holde varmen i en lejlighed, de ikke havde penge til at varme op, og at stå i kø i timevis for at få arbejde hos kommunen i et par dage med fx snerydning. Min farfar fortalte, at arbejdsløsheden var så stor, at selv akademikere måtte ud med en skovl. Når akademikere blev nødt til at udføre manuelt arbejde, så stod det slemt til efter hans mening. Her 80 år senere ser meget anderledes ud. Nu er det faglært arbejdskraft, der er mangel på. Mange akademikere må søge job uden for deres fag, hvilket jeg nu ikke selv ser som det allerstørste af de problemer, vi som samfund står over for i dag.

Alligevel står min farfar for mig som den ultimative working class hero. Han passede sit arbejde som ølkusk uden én sygedag. Engang, hvor han havde lungebetændelse, var han svær at overtale til at blive i sengen. For han skulle jo passe sit arbejde. Sådan en mand var han. Ikke at jeg synes, at det var fornuftigt, men det siger noget om hans holdning til det at arbejde.

Ordet skodjob er kommet ind i det danske sprog. Mon det bliver optaget i nudansk ordbog? Det håber jeg ikke. For det er nedladende og fordømmende. Selvfølgelig er der jobs, som er mere attraktive og mindre nedslidende end andre, men at kategorisere et arbejde som et skodjob sender et budskab om, at det er man for fin til at udføre. Jeg kommer til at tænke på en oplevelse, jeg havde med min veninde og hendes søn på et hotel i New York, hvor en ældre mand drev skopudserforretning i lobbyen. Sønnen lod en bemærkning falde om, at det da var et mærkeligt job. Straks var vi over ham som høge. Han blev belært om, at alle havde deres funktioner, som hver især var vigtige, for at samfundet kunne fungere, at alle jobs tjente et formål og at manden tydeligvis var glad for sit arbejde og videre i den dur. Han fik ikke et ben til jorden, den unge mand.

I sluthalvfemserne lærte jeg et ungt tysk ægtepar at kende, som begge var ingeniører. De var flyttet til København, fordi manden havde fået arbejde i den danske afdeling af et tysk firma. Kvinden, der havde været i gang med en lovende karriere som forsker, havde sagt sit job op. Det viste sig at være svært for hende at finde arbejde inden for sit felt, så hun tog uden tøven arbejde som postbud. De gav udtryk for, at de var glade for Danmark, på nær én ting: skattetrykket. De fik alt for lidt ud af at arbejde hårdt. Jeg forsvarede den danske velfærdsstat med næb og kløer, og erklærede, som sandt var, at jeg var stolt af og taknemmelig for at være født i et land, hvor alle uanset baggrund kunne få en uddannelse og være sikre på at opretholde en rimelig levestandard, hvis de blev arbejdsløse eller syge.

Mine nye tyske venner drillede mig med Sozialstaat Dänemark, mens de rystede på hovedet. Engang, hvor bølgerne gik ekstra højt, forærede de mig en miniatureudgave af Karl Marx’ Das Kapital, selvom jeg vægrede for mig.

Nu er USA bestemt ikke for denne kronikør et ideelt samfund. Alligevel synes jeg, at det er interessant at se, hvordan amerikanerne med stolthed i stemmen taler om at være »a hardworking American« og »working two jobs at minimum wage to make ends meet«. I et land, hvor minimumslønnen i flere stater er helt nede på seks-syv dollars i timen, er »welfare« ikke et plusord. I sin tale om rigets tilstand fra 2002 taler George W. Bush om, at det at skaffe jobs til amerikanerne er det vigtigste element i en velfærdsreform, sådan at alle tilbydes værdigheden ved at være selvforsørgende. 11 år senere taler også Barack Obama i sin anden indsættelsestale om værdighed. Men en noget anden slags, nemlig social sikkerhed. Han anerkender, at man ikke altid er sin egen lykkes smed, heller ikke selvom man bor i Guds eget land, og at alle hårdtarbejdende amerikanere kan komme i en situation, hvor de har brug for hjælp. Obama understreger, at socialhjælp ikke gør amerikanerne til »a nation of takers«. Implicit fremgår det, at det er en del af nationalkarakteren at være flov over at modtage offentlige ydelser, og det vil han gøre op med: For amerikanerne skal være solidariske med hinanden. På den yderste venstrefløj argumenteres der ud fra den præmis, at der ikke er arbejde nok i Danmark til alle. Hvis de arbejdsløse kunne få arbejde, ja, så ville de arbejde. Men er det nu rigtigt? Vil alle arbejdsduelige danskere arbejde? Det er et kontroversielt spørgsmål, der næppe kan gives et entydigt svar på. Men skrækscenarier er der nok af. Arbejdsgivere i servicefag og på fabrikker fortæller, at de ikke kan få dansk arbejdskraft. Dansk Arbejdsgiverforening kalder det en katastrofe, at i Danmark får folk på overførselsindkomst op til to en halv gang mere end i Sverige. Et tal der ganske vist siden er draget i tvivl. En af de store nyheder var for nylig, at kun tre kommuner har flere i arbejde end på offentlig forsørgelse. Angiveligt modtager nu over to millioner danskere offentlig støtte. Et tal, der ser ud til at ville stige i mange år frem. Uanset årsagerne, er vi færre og færre i arbejde, og det er en trussel mod den velfærdsstat, som de fleste af os vel er tilhængere af. Den bekymring giver sig udslag på forskellig vis, og ofte med en skinger retorik.

I krisetid er det nærmest en naturlov, at klapjagten går ind på dem, der misbruger det sociale system. Man glemmer bare, at det ikke kan undgås at gå ud over dem, der ikke gør det. Det er blevet en del af den offentlige debat, hvorvidt man bør angive folk, hvis man som borger får nys om fusk. I P3-radioprogrammet Mads og Monopolet var et af dilemmaerne for nylig, om man skulle angive et familiemedlem på uberettiget socialhjælp. Jeg har selv deltaget i en opinionsundersøgelse om, hvorvidt jeg ville anmelde socialt bedrageri og skattesnyd. Mine svar var lettere indigneret, at det ville jeg ikke. Det er en sag for myndighederne at vurdere, hvem der er berettiget til hjælp. Ellers får ordet naboovervågning jo en helt anden betydning. Det har overrasket mig, at flere, jeg har diskuteret emnet med, bestemt ikke er enige. Misbrug af systemet er alles anliggende, og hvis ikke alle hjælper til med at stoppe det, risikerer velfærdssamfundet at gå under, synes at være hovedargumentet. At misbrug af offentlige midler er forkert, kan de fleste nok blive enige om – i teorien i hvert fald. Alligevel kommer der hele tiden nye historier om, hvordan reglerne omgås på spidsfindig vis. Hver gang afføder det en kollektiv forargelse i medierne, og der peges fingre og råbes nasser, fusker, snyder og bedrager. Det var Socialdemokraternes mantra under valgkampen, at danskerne skulle løfte i flok. Et uheldigt slogan, fordi det var præcis det, vor allesammens Matadors manufakturhandler Arnesen sagde til sine medarbejdere, mens han selv ikke løftede ret meget andet end portvinsglasset. Regeringen har klogeligt droppet talemåden, men visionen består: Et samfund med lige dele ret og pligt. Et samfund, hvor alle kan gøre nytte og de, der kan, skal. Der varsles omfattende reformer. Det system, vi har, fungerer tilsyneladende ikke. Vi har alle, i større eller mindre grad, nydt godt af velfærdssamfundet, og nu er det under massivt pres, nogen mener ligefrem under afvikling. Hvordan er det kommet så vidt? Er vi ved at udvikle os til a nation of takers?

Vi tror på, at hårdt arbejde betaler sig. Vi tror på, at vi kan komme videre ved en fælles indsats. Vi tror på, at Danmark er et godt og solidarisk land, som er værd at kæmpe for. Sådan indledte statsministeren sin nytårstale i år. Er det mere en hensigtserklæring end en sandhed om vores folkekarakter?

Jeg håber det ikke.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.