Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Søren Pind har ret

»Striden mellem justitsminister Søren Pind og studievært Clement Kjersgaard viser, at at vi har brug for ændrede spillereglerne for politiske interviews, så de kan blive en del af den demokratiske samtale.«

Søren Pind og Peter Harder.
Søren Pind og Peter Harder.

Justitsminister Søren Pind (SP) har sagt, at han ikke stiller op til flere interviews med studieværten Clement Kjersgaard (CK) på DR2. I et interview på DR2s Deadline med studieværten Martin Krasnik (9/6) begrundede han det med CKs udtalelse om, at journalister og politikere ikke havde mere til fælles end politi og røvere. Han efterlyste en fornemmelse af et »vi« baseret på det demokratiske fællesskab som udgangspunkt for politiske interviews – i stedet for den gladiator-kamp, der har bredt sig. Martin Krasnik fastholdt, at de to sider spillede på forskellige hold, og at journalisterne have pligt til at være kritiske og ikke lade politikerne sige det, de havde mest lyst til.

Begge parter har fat i noget vigtigt, men pointen her er det, som Søren Pind har ret i. Jeg tror, at en del af politikerleden hænger sammen med den voksende oplevelse af, at der er fri jagt på politikere døgnet rundt, og det tjener ikke demokratiets, og dermed heller ikke »vores« (= »folkets«) interesser. Som Gitte Seeberg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden og tidl. MF, påpegede for nylig, er danske politikere i helt overvejende grad hæderlige og hårdtarbejdende personer, der kæmper for det, de tror på. Hvis vi ikke giver dem den helt basale anerkendelse, dette giver dem ret til, kan vi ikke være sikre på, at der bliver ved at være hæderlige og hårdtarbejdende personer, der gider stille op.

Men betyder det så, at vi – og journalisterne som vores repræsentanter – høfligt smilende skal lade politikerne sige det, de helst vil sige, og glide af på de ubehagelige spørgsmål? Nej, det betyder det selvfølgelig ikke. Kan begge dele lade sig gøre?

Ja, det kan det godt. Det kan det endda sagtens. Det kræver bare en ændring af spillereglerne for politiske interviews, så de kan blive en del af den demokratiske samtale.

Om samtalen gælder der et fundamentalt samarbejdsprincip, først påpeget af filosoffen H.P. Grice. Dette princip siger, at alle indspil skal ses som bidrag til det fælles formål, som er begrundelsen for, at man overhovedet taler sammen. Heraf følger, at når der stilles et spørgsmål, bør den næste replik være et svar. Derfor skal politikere ikke snakke uden om. Her har Krasnik og Clement derfor ret – jvf. retorikprofessor Chr. Kocks bog om politikersprog med den sigende titel »De svarer ikke«.

Men samtalens samarbejdsfordring stiller også krav til journalisten. I det øjeblik der stilles spørgsmål, som har til formål at få den anden ned med nakken, ophører der med at være et fælles samtale-formål – og dermed falder samarbejdsforpligtelsen væk. Man er ikke forpligtet på at samarbejde om sin egen undergang (jvf. retsplejelovens bestemmelse om, at den anklagede ikke kan tvinges til at inkriminere sig selv).

Samarbejdsforpligtelsen gælder derfor kun så længe, journalisten fastholder opmærksomheden på det fælles demokratiske engagement i at få sagen belyst, i stedet for at fokusere på at få ram på politikeren. I det øjeblik trusselsniveauet kommer over en vis grænse, går politikeren i dækning – og er i sin gode ret til det.

Det betyder paradoksalt nok, at journalister skal genopdrages til at være jo mere venlige, des farligere emner de taler om. Jo nærmere man kommer de virkelige smertepunkter, jo mere forstående skal Clement være over for det dilemma, politikeren er stillet i. Ellers kan samtalen ikke fortsætte.

Det kunne lyde som det rene vrøvl. Hvordan kan man være venlig og forstående og samtidig forhindre politikere i at sige det, de helst vil sige?

Grundprincippet kan illustreres i relation både til Clements samtale med Socialdemokraternes leder Mette Frederiksen og i samtalen med Alternativets leder Uffe Elbæk. I begge samtaler skete der nemlig en overgang fra en fase, hvor sagen blev belyst – også i kraft af at Clement dygtigt holdt fast i det centrale – til en fase, hvor det drejede sig om, hvorvidt han fik ram på sit offer. De to interviews er instruktive, fordi de begge drejede sig om håndteringen af flygtninge-problemerne, bare med modsat fortegn.

I Mette Frederiksens (MF) tilfælde (vi kommer tilbage til Uffe Elbæk) kan denne overgang illustreres med Clements spørgsmål om, hvorvidt hun efter de stramninger i flygtningepolitikken, som Socialdemokraterne netop var gået med til, udelukkede yderligere stramninger – hvis nu problemet fra sidste år dukkede op med fuld styrke igen. Mette Frederiksen svarede, at hun ikke lige nu gik ind for flere stramninger, men at vi kom til at forholde os til flygtningeproblemet mange gange i de kommende år. Dette gør det klart (efter samarbejdsprincippets regler om, at det der kommer efter et spørgsmål, må opfattes som et svar), at MF ikke udelukker nye stramninger i en fremtidig situation. Hvis hun gjorde det, måtte hun sige det – alle andre svar betyder »det gør jeg ikke«.

Dermed har Clement fået svar på sit spørgsmål: Socialdemokraterne har ikke udelukket nye stramninger i en ny situation. Når Clement fremturer med at spørge MF, om man vil stramme eller ej, kan der ikke komme mere politisk oplysning ud af det. Der kan kun komme et højere trusselsniveau ud af det.

Som en start på de nye spilleregler kunne man foreslå en ny slags talehandling for intervieweren og en for politikeren:

Intervieweren skal i det øjeblik, at det er klart, at sagen ikke kan oplyses yderligere, (venligt!) opsummere hvad resultatet er – i dette tilfælde, at S ikke har bestemt sig til, hvad der videre skal ske, men er ved at synke spyttet efter lige at være gået med til stramninger, som mange af partiets vælgere ikke har det godt med.

Den nye sproghandling for politikere er, at de fløjter til frispark i den situation, hvor intervieweren spørger på en måde, der er beregnet til at få dem ned med nakken. De skal kunne sige: Jeg nægter at svare på dit spørgsmål, fordi du beder om en oplysning, jeg ikke kan og vil give i den nuværende situation. MF kunne f.eks. henholde sig til, at hverken hun eller nogen andre potentielle regeringsledere ved, hvad der rent faktisk sker i det øjeblik, der bliver et nyt massivt indvandrerpres i Europa – og derfor kan hun kun sige noget om, hvad hun håber på.

I samtalen med Uffe Elbæk (UE) sker der en tilsvarende overgang. Clement nævner nogle tal for, hvor mange indvandrere Danmark evt. kunne påtage sig og prøver at få UE til at tage stilling. Han fremholder, at UE både gik ind for den svenske indvandrerpolitik og godt forstod, at man til sidst sagde stop. Det er helt rimeligt at spørge, hvor han egentlig stiller sig mellem disse to markeringer – hvornår ville han så sige, at Danmark blev nødt til at sige stop? UE vil imidlertid ikke lægge sig fast på et tal og henviser til flygtningekonventionen, som ikke gør det muligt at sige stop for flygtning nr. 50.001.

På det tidspunkt, hvor dette er blevet klart, kunne Clement opsummere ved at sige: Uffe Elbæk ønsker en åben politik overfor flygtninge ligesom Sveriges og er villig til at leve med risikoen for, at det går Danmark ligesom Sverige – at der kommer så mange, at man pludselig er nødt til at smække porten i, sådan som det er sket i Sverige. (Hvis Uffe Elbæk ikke er enig i den beskrivelse, måtte han jo så påpege, hvor den er forkert). Og Uffe Elbæk kunne fløjte for frispark og sige: Du ved allerede, hvad vi mener – og heri indgår ikke noget om et fast antal. Sagen kan ikke oplyses yderligere, så nu går vi over til næste punkt!

Men dette er naturligvis kun en begyndelse. Der er brug for at demontere hele den højglanspolerede overflade, som hærskarer af professionelle indsæber politisk kommunikation i. Det kræver, at vælgerne gør det klart, at den skaber afstand i stedet for at gøre indtryk. Journalisterne bidrag kunne være at lade være med at opfatte enhver afvigelse fra den højglanspolerede overflade som en afsløring. Lad os begynde i morgen!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.