Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Slik og underholdning

Kai Sørlander: Vi indånder bilos i stedet for ren luft. Vi spiser fast food og slik i stedet for sund føde. Og vi søger underholdning og pornografi i stedet for åndelig udfordring og dybde. Økonomisk vækst kan føre til mere uden at føre til bedre.

I den seneste valgkamp var der bred enighed om, at den vigtigste opgave for den kommende regering var at sætte gang i den økonomiske vækst. Begrundelsen er simpel nok. Økonomisk vækst betyder som oftest flere i arbejde og dermed både større skatteindtægter til staten og samtidig færre udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Og dette betyder så igen, at der er større mulighed for at opretholde et anstændigt velfærdssamfund. Denne argumentation er for så vidt korrekt, men den er også ensidig.

Den økonomiske vækst – den formelle forøgelse af nationalproduktet – er ikke nødvendigvis entydigt positiv. Som hovedregel indebærer den, at der skal produceres mere, og dette kan også have nogle negative konsekvenser.

For det første kan det have negative konsekvenser for vore ydre livsomstændigheder. Væksten kan føre til øget ressourceforbrug og dermed til en fortsat rovdrift på begrænsede naturressourcer. De fossile brændstoffer ødsles bort: og jord og grundvand forurenes som følge af en stadig mere intensiv landbrugsproduktion. Desuden kan øget vækst føre til et stigende udslip af klimagasser og dermed til en mulig forøgelse af drivhuseffekten.

Og den kan føre til, at der kommer stadigt flere biler på vejene, som vil forværre trafiksituationen og skabe behov for nye motorveje, som kan forringe miljøet for mange. For det andet kan en fortsat økonomisk vækst have negative konsekvenser for vor psykiske habitus. Den kan ikke kun betyde, at der skal arbejdes mere, men også at der skal forbruges mere. Men når man kommer over en vis elementær levestandard, som er nødvendig for, at man kan leve som person i samliv med andre, så er det, at man skal arbejde og forbruge mere, ikke nødvendigvis godt. Det fører ikke nødvendigvis til, at vi bliver klogere og mere egnet som demokratiske medborgere. Konsekvensen kan ligeså godt være, at vi bliver distraheret fra alvorlig eftertanke og fordybelse.

En fortsat blind vækst kan betyde, at flere og flere bruger deres arbejde på at producere tomme kalorier – både materielt og åndeligt: slik og underholdning. Samtidigt med at de bruger deres fritid på at forbruge de selvsamme tomme kalorier. Samlet set bør vi forstå, at når vi først kommer over et vist elementært niveau, så fører fortsat stræben efter økonomisk vækst ikke nødvendigvis til kvalitativt bedre livsvilkår og højere menneskelig modenhed. Den kan også fange os i en nedadgående spiral, hvor øget arbejde og forbrug i stedet fører til en stadig forringelse af vore fysiske livsomstændigheder og af vore psykiske egenskaber. Vi indånder bilos i stedet for ren luft. Vi spiser fast food og slik i stedet for sund føde. Og vi søger underholdning og pornografi i stedet for åndelig udfordring og dybde. Den enkle sandhed er, at økonomisk vækst kan føre til mere uden at føre til bedre; og at vi reverenter talt kan ende med at kvæle os selv i det unødvendige overskud.

Når dette står klart, så følger umiddelbart, at vi ikke blindt bør søge økonomisk vækst. For er vi blinde for vækstens konsekvenser, så kan vi risikere at undergrave de fysiske og psykiske betingelser for, at demokratiet kan opretholde sig selv. Der bør derfor gennemføres en åben diskussion om vækstens kvalitet; og derefter skal der så på sædvanlig demokratisk vis træffes beslutninger om, hvorledes væksten skal styres. Den nødvendige diskussion må specielt dreje sig om vejene til vækst. Som vi så i valgkampen er der primært to sådanne veje. 

Vi bør ikke blindt søge økonomisk vækst. For er vi blinde for vækstens konsekvenser, så kan vi risikere at undergrave de fysiske og psykiske betingelser for, at demokratiet kan opretholde sig selv.

Den ene går over en nedsættelse af skatten. Dermed kan privatforbruget øges, fordi den enkelte får flere penge mellem hænderne. Den anden vej går over (en fremskyndelse af) offentlige investeringer i samfundsmæssigt nødvendige institutioner og anlæg – såsom skoler, kloakering og omstilling til vedvarende energi. Går man den første vej, så er væksten ikke styret, og så er der ingen garanti for, at den ikke går ind i en negativ spiral. Skal væksten styres, så skal der suppleres med særlige skatter på uønsket forbrug, eller også skal man gå den anden vej.

Det er på den baggrund, at vi skal forstå den politiske kamp om topskatten. Der fremføres gerne to argumenter mod en sådan skat. Det ene er rent økonomisk. Det går ud fra, at topskatten skader væksten, fordi det begrænser de velstilledes vilje til at sætte gang i nye projekter, som kan skabe flere arbejdspladser. Og det andet argument er moralsk. Topskatten kræver, at de, der tjener over et vist beløb, procentvis skal betale mere i skat end andre. Men det finder man er uretfærdigt, fordi man ikke mener, at den privilegerede står i nogen særlig gæld til samfundet. (Således fx Cepos-direktør Martin Ågerup i bogen Den retfærdige ulighed, s. 66). Til det første af disse argumenter må man svare, at den vækst, som muligvis følger på en nedsættelse af topskatten, er en blind vækst, og at den derfor kan føre ind i en negativ spiral.

På vort nuværende niveau er det alt andet lige bedre med en styret vækst. Og til det andet af argumenterne – at topskatten er uretfærdig – må man svare, at den velstillede kun er velstillet, fordi han bygger på samfundsmæssige forudsætninger, som han ikke selv har skabt. Når den privilegerede udnytter sine evner til at skabe velstand for sig selv, så forudsætter han, at der er politi, retsvæsen og andre samfundsmæssige institutioner, som beskytter ham og hans rigdom. Og hvad han skylder samfundet for det, er der ingen, som kan sige på forhånd. Det er noget, som bør afhandles i den demokratiske proces. Så langt står det blot klart, at argumenterne imod topskatten ikke er tvingende.

Men derudover kan også fremføres to vægtige argumenter for at begrænse den økonomiske ulighed i samfundet. For det første er det vigtigt af hensyn til den politiske ligeværdighed. Bliver uligheden for stor, så vil den økonomiske magt flyde over i den politiske og forvride den politiske ligeværdighed. Det kan fx ske, når stærke økonomiske interesser sætter sig på centrale TV-kanaler. For det andet er det vigtigt at begrænse uligheden for den sociale ordens skyld. En mængde socialvidenskabelige undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem økonomisk ulighed og sociale problemer. Større ulighed hænger sammen med en generelt dårligere mental og fysisk sundhed.

Det er bedst dokumenteret i Richard Wilkinson og Kate Picketts bog Lighed – Hvorfor alle klarer sig bedre i mere lige samfund, som for nylig er udkommet på dansk. Selvfølgelig hverken kan eller bør vi skabe fuldstændig lighed. Som udgangspunkt er vi nødt til at acceptere betydningen af økonomiske incitamenter. Men når vi kommer over et vist – socialt bestemt – niveau, så behøver de økonomiske incitamenter ikke at være helt centrale. Da bør vor forpligtelse som demokratiske borgere trumfe vor privatøkonomiske motivation. Og da bør vi alle forstå, at der er vægtige demokratiske argumenter for at styre væksten og for at begrænse uligheden.

Men én ting er at påpege dette i et isoleret samfund. Hvad gør et lille land, som er i konkurrence med andre om fornyere og erhvervsledere? Skal vi gå vejen mod større ulighed og større sociale og sundhedsmæssige problemer? Eller skal vi forsøge fortsat at være et af de mest lige, fredelige og tillidsfulde samfund i verden? Det er det valg, som vi – ligesom flere andre vesteuropæiske lande – i dag står over for. Spørgsmålet er, om vi har en elite, som har moralsk karakter til at sætte sin demokratiske forpligtelse over sin økonomiske egeninteresse. Skal vi løbe an på det? Til en begyndelse ville det være godt, om vi i det mindste havde en elite, som forstod problemet. Så ville det i næste omgang vise sig, om den også havde den moralske karakter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.