Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Skal udsatte børn tvangs-stimuleres?

»Vi kan (eller vil) ikke erkende, at et barns to første leveår er så afgørende for barnets videre færd som samfundsborger.« Foto: Shutterstock.
»Vi kan (eller vil) ikke erkende, at et barns to første leveår er så afgørende for barnets videre færd som samfundsborger.« Foto: Shutterstock.

»Er Danmark blevet ramt af en atombombe?«

»Det skulle man mene, hvis man ser på størrelsen af landets offentlige sektor,« provokerede Mogens Glistrup i 1970erne, da han retorisk var på toppen og kunne sætte dagsordenen, når det passede ham. Og siden er den offentlige sektor kun blevet større.

Vi symptombehandler i ét væk arbejdsløse, voldsmænd, dovne, udannede, uintegrerede, uuddannede, psykopater, sociopater, nasserøve og alt andet, vi kan sætte den offentlige sektor til at symptombehandle, og vi gør det af en eneste grund: Vi kan (eller vil) ikke erkende, at et barns to første leveår er så afgørende for barnets videre færd som samfundsborger, at det nærmest er umuligt at ændre på, hvis de første 700-1.000 dage er gået galt.

Læs også: Er børn virkelig mest udsat om foråret?

Det er egentlig pudsigt. For i normale familier tager vi det som en selvfølge, at de nyfødte skal krammes, kysses, pruttes på maven, komme klodser i kasser, hvor nogle huller passer og andre ikke gør, fordi det er stadiet lige inden Duplo-klodserne kommer på banen. Vi gør det instinktivt, fordi det virker og fordi, det er sådan, vi selv er blevet stimuleret de første to år af vores liv.

Egentlig ved vi jo godt, at den samme stimulering ikke sker hjemme hos Dennis og Mohammed, som vores børn går i børnehave ned. Vi ved også, at kommunen er inde over og at de vist ikke rigtigt gør noget. Når der så senere i de første skoleår bliver mere reelle problemer med Dennis og Mohammed, fordi Dennis bider og Mohammed slår, kommer det op på forældremøderne, og går bølgerne højt, bliver Dennis og Mohammeds forældre kaldt til en personlig samtale, men Dennis’ mor dukker ikke op og Mohammeds forældre forstår ikke for alvor, hvad problemet handler om.

Problemet kan i øvrigt heller ikke løses for (u)mennesket er formet. Endnu en, potentielt, deltagende samfundsborger er kørt af sporet.

Fem-seks sekunder

»Hvor længe skal du være i et hjem, før du kan mærke, om der er problemer?« Jeg spurgte tøvende sundhedsplejersken, der var ude at besigtige vores første nyfødte dreng (og os). Tyndslidt som vi var af det nye ansvar, det nye menneske i vores hjem og af tvivl om, hvorvidt vi kunne magte forældrerollen.

»Fem-seks sekunder,« svarede sundhedsplejersken, tog et fast greb om vores lille dreng og smilede. »Men her ser det jo ud til at gå godt.« Vi var lettede. Hvad vidste vi om det i den nye duftstank af brugte bleer, babyhud og økoshampoo 100 pct. uden parabener?

Da vores nyfødte var blevet større og begyndte i børnehave, var især en af pædagogerne meget flink til at svare ærligt på vores mange spørgsmål: »Hvor hurtigt kan I mærke, om der er problemer med de nye børn?« Hun tænkte sig om ganske kort tid: »Det kan vi mærke med det samme. De er hårde i filten. Og så kan de ikke indgå i legerelationer på en ordentlig måde.« Hun tænkte sig om igen og tog en dyb indånding. »Og så fylder de enormt meget. Vi bruger næsten al vores tid på de understimulerede børn.«

Sætningsskader

I Danmark siges det, at vi går meget op i hus og have. Det skal se ordentligt ud og vi er jo også meget hjemme, fordi vi har nærmest ti måneder, hvor det enten regner eller blæser og ret ofte begge dele. Men vores »mit hjem er mit slot«-levevis stikker, bogstaveligt talt, dybere. Intet tænksomt menneske i vort lille land med ligusterhække og veltrimmede græsplæner kunne drømme om at opføre et hus på for svag en sokkel. De er vi simpelthen for kloge til. For vidende. For fremadskuende. Tingene skal være funderede, ellers holder de ikke. Et godt fundament er den sikre, men banale garanti mod sætningsskader i murværket, tagspær, der rykker sig, og et langt (hus)liv fuld af ekstraregninger.

Men ét er vore højtelskede hjem. Noget andet er vores landsmænd og kvinders børn. Dér lader vi gerne stå til, selvom ekstraregningen til fælleskassen, som socialsektoren jo er, bliver meget større end den, et dårligt husfundament kan udskrive.

Sygeplejersken i det lokale lægehus er en stærk og klog kvinde. For nylig fandt jeg ud af, at hun gennem hele sit voksne liv har haft plejebørn. Som sin lægekollega er hun ikke bange for at svare direkte på direkte spørgsmål, så jeg vovede pelsen: »Må jeg spørge, hvor gamle dine plejebørn er, når du får dem? Jeg antager, der er en god grund til, at de skal i pleje.«

Hun så mig direkte i øjnene med sit skarpe blik for at vise, at hun selvfølgelig godt vidste, hvad jeg egentlig spurgte ind til: »Min mand og jeg har altid nægtet at tage plejebørn, der er mere end to år gamle. Ved den alder er skaderne simpelthen for store. De er uoprettelige.«

Sygeplejersken fortalte videre, at hun og manden netop havde afleveret en dejlig 18-årig »datter« til samfundet og livet ude i virkeligheden som selvstændigt individ. Undtagelsesvis havde de fået hende lidt efter hendes to-års fødselsdag og jeg ville gerne vide, om de så nåede at stimulere og kramme hende på plads.

Hun tænkte. Denne gang længere: »Vi fik styr på det meste, men der vil komme problemer. Det er jeg desværre ret sikker på.« Hun tænkte igen lidt. »Hun havde allerede store ar, da vi fik hende.«

Stangerupsk samfund

Man kan selvfølgelig hurtigt tænke et Henriks Stangerupsk samfund frem som i »Manden, der ville være skyldig,« hvor man skal testes og godkendes med et »Børnekort,« før man har lov til at få børn. I bogen maler Stangerup et helvede af et big brother velfærdssamfund op, hvor staten ved alt, blander sig i alt og styrer alt.

Men der er vi mildest talt ikke i dagens Danmark. Selvom vi bryster os af at være et velfærdssamfund, har vi i forhold til de nul til to-årige en liberalistisk laden stå til- holdning, hvor alt for mange får lov til at gå gennem de første leveår uden tilstrækkelig kærlighed og stimuli.

Afkastet, eller mangel på samme, er ligeså tydeligt, som det er tragisk: Arbejdsløse, voldsmænd, dovne, udannede, uintegrerede, uuddannede, psykopater, sociopater, nasserøve m.fl., der ikke er i nærheden af at udleve deres fulde potentiale som mennesker.

Så kan og skal man selvfølgelig diskutere, hvor meget staten skal blande sig. Det virker bare inkonsekvent at sige »så lidt som muligt,« når vi nu har valgt en samfundsmodel med høj skat, megen velfærd eller som de siger i foreningslivet: En høj grad af fælleskasse.

Var Danmark en fodboldklub, ville vi jo aldrig tillade, at medlemmer af FC Danmark kravlede rundt i fodboldnettene og ødelagde dem, inden de gik hen for at stikke knive i klubbens fælles bolde. Det ville vi stoppe med det samme. Men sådan er det ikke med vores nyfødte landsmænd fra de mange familier, der ikke evner at give dem den fornødne omsorg. De får lov til at udvikle (eller skulle man sige afvikle) sig lige ind til, det er alt for sent at gøre noget, der for alvor batter.

Alt, alt for lidt

Vel er det en stor, vild og omfattende beslutning, at staten skal mandsopdække, delvis umyndiggøre og, i sidste ende, måske tvangsfjerne voksne forældres helt egne børn. Men de lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere, jeg har talt med, er alle fortørnede over, hvor lidt der faktisk sker, når de indberetter i forhold til deres indberetningspligt. Eller som en sagde uden tøven: »Vi tvangsfjerner alt, alt for lidt.«

I sidste ende er valget ellers ligeså rystende enkelt, som det er svært: Skal vi fortsætte som nu med at gøre lidt (eller ingenting) og fortsat have en socialsektor af en størrelse, hvor man skulle tro, Danmark var blevet ramt af en atombombe? Eller skal vi sætte ind, hvor al ekspertise siger, at det for alvor batter: Ved at sikre, at alle danske børn i alderen nul til to år får den fornødne og livsafgørende kærlighed og stimuli?

Det vil kræve massiv nytænkning, men effekterne vil være ligeså massive. Især rent menneskeligt, hvor langt færre vil føle sig uden for.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.