Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Skal kvinder (stadig) tie i forsamlinger?

Noget tyder på, at kvinder stadig presses til at efterleve Paulus’ ord: »Kvinder skal tie i forsamlinger«. Første skridt til at ændre på det er, at vi alle – uanset køn – er opmærksomme på hvornår og hvorfor, vi dømmer et menneske »ude«, og at kvinder i højere grad tager skeen i egen hånd eller snarere ordet i egen mund.

Birgitte Baadegaard.
Birgitte Baadegaard.

Emnet kvindelige ledere kan, sådan som mine udtalelser til Berlingske 20. juni viste, virkelig sætte sindene i kog. Det er godt, for sådan sikrer vi opmærksomheden på emnet – bl.a. ved at diskutere det fra nye vinkler. Nye vinkler, som kan være med til at forhindre, at Danmark sakker agterud på f.eks. innovation og i længden taber terræn pga. manglende diversitet på alle niveauer.

Her følger nogle af de punkter, som er sprængfarlige i debatten, og som netop derfor er afgørende at have fremadrettet fokus på – fordi det er dem, vi ikke ønsker at se, og som netop derfor er allervigtigst:

Dansk ledelseskultur er for rå til kvinder

Sabrina Spangsdorf påviser i sin analyse »The Glass Slipper Effect«, at den danske lederopfattelse er ultramaskulin og snæver, og at kvinder ikke kan identificere sig med hverken værdierne hos – eller billedet af – en dansk topleder. Den analyse burde blive slået så stort op, at hele Danmarks erhvervsliv råbte begejstret om den fra hustagene, for den dokumenterer det, vi er mange, der »ved« og dagligt oplever, men ikke indtil nu har kunnet validere. Hvis en ledelseskultur opfattes som ultramaskulin, gæt så selv på hvilke typer, der kommer til tops – og derefter reproducerer sig selv? Reflekter så over, hvor mange egnede kandidater, vi går glip af – såvel kvinder som mænd med en anderledes lederprofil.

Allerede i dette første afsnit har jeg sandsynligvis tændt et stort segment af læsere af. Alene ved at bruge ordet »maskulin«. For ordene »maskulin« og »feminin« sætter os umiddelbart i bås og kan få hele segmentet, som lever i illusionen om, at køn er et socialkonstruktionistisk projekt, til at gå bananas. Alligevel vover jeg pelsen, for er der to ord, jeg holder af, er det dem – sammen med animus og anima (hhv. den mandlige side hos kvinden og kvindelige side hos manden, red.), yin og yang:

Alle – både mænd og kvinder – indeholder begge sider i større eller mindre grad, og vi bruger siderne i os i forskellige situationer. I fremtiden vil virksomheder, samfundet og verden få brug for mere af det »feminine« – både for at overleve nye samfundstrends og for at skabe en bedre verden. Efter min erfaring har vi ofte tyngden liggende forskellige steder som køn, hvilket netop kan skabe både balance og dynamik i ledelse. For apropos det feminine: Til valg stemmer flere kvinder på partier, som har fokus på miljø, natur og de svage. I virksomheder sidder kvinder ofte i ledende HR- eller CSR-funktioner, dvs. stillinger, som har fokus på bundlinje gennem mennesker, relationer og bæredygtighed. De kvinder skal OP, fordi de har et perspektiv på beslutninger, som verden får brug for. Fremtiden ligger i feminint, bæredygtigt lederskab – eller sagt med andre ord: Vi skal inkorporere de gamle urreligioners grundsyn i vores forretning. Men så længe, vi kollektivt tænder af på »det feminine« (måske fordi vi forfejlet tror, at det er passivt og blødt og derfor ikke egner sig til ledelse?), får vi ingen nyskabende perspektiver og låser os selv. Og de kvinder, jeg primært arbejder med – de ambitiøse, veluddannede mellemledere og kvinder, som vil videre og op – vil fortsat gang på gang stå i karrieredilemmaer, som kunne undgås, hvis vi accepterede en enkelt præmis: Der ER forskel på os! Lad os bruge dem – til gavn for både business og verden!

Og da jeg nu er så godt i gang med at provokere, så lad mig også gribe fat i en løsning, som kan få en travl hverdag til at glide lettere: Brugen af au pair pige og anden ekstern hjælp. Gennem årene har sådanne råd været gængse til travle familier og kvinder, bl.a. fra travle kvinder selv. Søren Villemoes påpeger bl.a. i sin Kommentar i sidste uges Weekendavis: Hans mor Sanne Udsen var med til at skrive »Håndbog for karrierekvinder« i 2000 (en bog, jeg selv slugte i sin tid) og kom med lignende løsningsforslag dengang. Budskabet er: Kvinde, sørg for at få hjælp udefra, for mænd tager statistisk set stadigt mindre ansvar for hjemmet end du.

Men selv hvis en familie er politisk ukorrekt og hyrer en aupair (m/k og på ordentlige vilkår, naturligvis), er det ikke nok til at skabe den forandring, vi påstår, vi ønsker. Alverdens løsninger – lige fra kvoter, uddannelsesvalg og barsel til fædre – bliver listet op også af mig, når jeg bliver bedt om det. Men løsningerne skal ikke foreslås ureflekteret. Kvoter er f.eks. noget, jeg helst vil undgå, selvom virkeligheden har fået mig til at ændre holdning de sidste par år. At tage en bundlinjeorienteret uddannelse er jeg heller ikke meget for, da vi efter min mening har rigeligt af den slags i virksomhederne. Men statistikkerne fremdiskonterer (desværre) det modsatte, og derfor skal det nævnes. Deltidsledelse, barsel til fædre og kompetencegivende barsel er banebrydende muligheder, som jeg går stærkt ind for som en del af det paradigmeskift, Danmark har brug for. Vi skal ikke gøre »som de andre« – vi skal være foregangsland og skabe nyt gennem nyt.

Og når vi nu har fokus på »provokerende nyt«, så lad mig også nævne et element, som kvinder med ambitioner ofte overser og skal være opmærksomme på i karrieren: Deres stemme og toneleje. I 2011 lavede retorikeren Nana Vestgård Sørensen en undersøgelse om mande- og kvindestemmer. En række lyttere blev bedt om at vurdere mænds og kvinders etos (troværdighed) ved at lytte til deres stemme, og undersøgelsen mundede ud i flere pointer. Lad mig nøjes med den mest interessante: De kvindelige talere blev generelt bedømt som mindre egnet til at indtage en professionel talerposition end de mandlige. Af både mænd og kvinder.

Undersøgelsen underbygges af retorikeren Christina Falkberg. Hun uddyber bl.a., at publikum tillægger en taler egenskaber og kompetencer ud fra lyden af deres stemme, selvom det intet har at gøre med deres kompetencer. Men sådan fungerer vores ører: Hvis en stemme er skinger, vil vi forbinde lyden med vedkommendes personlighed. Modsætningen til en skinger kvindestemme er en dyb mandestemme med luftig klang. F.eks. finansmanden Asger Aamund eller forfatteren Thomas Winding. Forhenværende politiinspektør Per Larsens rolige, let læspende stemme hører også til i denne kategori. Ifølge den nævnte undersøgelse får den dybe, mørke mandestemme os til at associere til en rolig, ansvarsfuld faderfigur… hvilket i parentes bemærket også får lytteren til at kede sig i længden. Men i nu’et virker det – og det er i det nu, vores autoritet etableres.

Det er ikke mindst vores rent fysiske forskelle – det vil sige det, der gør det muligt for os at skelne det ene køn fra det andet – som påvirker vores bedømmelse af en talers egnethed. Det er kort sagt ikke mandestemmen som »mandestemme«, men den bløde, mørke og runde klang, vores ører kan lide. Og da mænds stemmelæber fra naturens side er tykkere og struben større, står de som udgangspunkt bedre.

Netop stemmens (og ordenes) magt får i øvrigt tillagt betydning i adskillige bøger om kvinders karriere. Udover min egen bog »Når mænd og kvinder kommunikerer« vil jeg også nævne »Kunsten at gøre karriere«, »Myter om magten« og »Hvor svært kan det være?«

Så bare kom i gang med at læse i sommerferien – budskabet er det samme i alle bøgerne: Som kvinde er det ekstra vigtigt at være opmærksom på sin stemme og sit toneleje, fordi det er en forudsætning for at skabe den naturlige autoritet, man skal udstråle som leder. Og hvis man ikke har stemmen med sig fra fødslen, så få professionel assistance.

Disciplen Paulus’ passus »Kvinder skal tie i forsamlinger« burde vi være langt forbi. Noget tyder dog på, at kvinder stadig presses til at efterleve ordene. Første skridt til at ændre på det er, at vi alle – uanset køn – er opmærksomme på hvornår og hvorfor, vi dømmer et menneske »ude«, og at kvinder i højere grad tager skeen i egen hånd, eller snarere, ordet i egen mund – vel at mærke på en respektfuld måde. For apropos mit fokus på kvindestemmer i denne kronik: Tonen, når der diskuteres ligestilling og kvinder i ledelse, er ofte ikke værdig – kun skinger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.