Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Samfundsudviklingen gør os følelsesmæssigt dumme

»Det er sørgeligt at konstatere, at muligheden for at udvikle sig fra barn til voksen er blevet markant ringere. Den unge står midt i voldsomme følelsesomvæltninger, der bliver mødt med tilbud, som nok kan fylde hovedet, men ikke give tilværelsen fylde.«

Kender De historien om musen og elefanten, der går over en bro? Midtvejs ude siger musen: »Eja, hvor vi to gungrer!«

Mon ikke det er sådan, de fleste af os har det med den samfundsmæssige udvikling? Det er virkelig stort, men man synes rigtignok, at man tramper pænt, når man hvert år får sig en ny smartphone og går på kursus for at følge med. Dog, kunne det tænkes, at det hele er et blufnummer, en gigantisk ommøblering, der blot skal skabe illusion om fremgang?

Men nej, nej, det var dog en skammelig tanke i betragtning af, hvad samfundsudviklingen har gjort for os. Vi skylder den vores rigdom og velfærd, og der er endda dem, der siger, at det eneste uforanderlige i denne foranderlige verden er udviklingen. Man siger ganske vist ikke, at samfundsudviklingen er Gud, men man står ved, at dens mål er at føre alt til det bedste, og derfor er det forståeligt, at man igen og igen skal høre om dens velsignelser, ikke blot som rituelle besværgelser i hverdagen, men også til mere højtidelige lejligheder som f.eks. statsministerens nytårstale.

Men hvorfor dette rituelle udviklingslitani? Er det hele blot et spil, et slags bullshit-bingo? Et spil der kun er for de få, mens de mange forvirrede tosser rundt og har svært ved at finde hoved og hale i det hele? En tavs indsigelse træder frem for mig i en Storm P.-tegning, hvor en hundehvalp stikker sin snude nysgerrigt ud i kulden gennem en vagabonds frakkerevers.

Men, men, nu bør man tage sig sammen, for meningen med udviklingen er jo, at alle skal med ind i fremtiden, alle skal have del i væksten, og det må vel være grunden til, at man med rituel regelmæssighed udtrykker sin trosbekendelse: omstillingsparathed, innovation og kreativitet. Således forandres, omorganiseres eller udvikles verden, og det har betydning og indflydelse på hver af os. Men hvilken?

Udvendigt spektakel

Der er tre muligheder. Enten at vi bliver bedre mennesker og udvikler os frem mod paradis, hvor alle problemer endegyldigt er løst.

Eller også har al denne udvikling ingen som helst indflydelse på vores moralske selvforståelse, det vil sige, at det hele blot er, som Kierkegaard sagde: udvendigt spektakel. En tredje mulighed er, at samfundsudviklingen har den virkning, at borgerne bliver følelsesmæssige analfabeter og barnagtige.

Hvad den første mulighed angår, indtager den en selvfølgelig position i vores selvforståelse. De fleste oplever det sådan, at vi alle arbejder ihærdigt og stålsat for udviklingen, fordi den opleves som udtryk for noget positivt. Man forstår, at det gode er udviklingen, det onde er stagnation og recession.

Derfor er det en sejr, at vi nu er ude af krisen: Det gode har vundet, væksten er i gang. Før eller siden vil alle de frustrerede mennesker, der skaber denne verdens problemer, forstå, at udviklingen kun tjener det gode. Det gode er ganske vist kun godt i de godes hænder. For man vil jo huske, at det nu hedengangne DDR også ville det gode, og derfor følte sig nødsaget til at skabe en mur omkring deres paradis for at lukke det onde ude. Og selv om en sådan tanke ligger fremtidsoptimisterne fjernt, får man alligevel en fornemmelse af, at alt det gode, der vil komme ud af al den udvikling, er med til at skabe det modsatte af det, man ønsker, hvor terrorismen blot er et symptom på, at noget er helt galt. I det mindste må man som udviklingsoptimist erkende, at man står i en komisk modsætning mellem tankerne om, hvordan verden bør være indrettet, og de anstrengelser, man gør sig.

Humes guillotine

Allerede David Hume havde bemærket det problem og rystede på hovedet af det. Hans indsigelse blev så berømt, at den siden har fået navn af Humes guillotine.

Han levede sit liv i den tid, der nu har navn af oplysningstiden, der var præget af den begyndende industrialisme. Det skabte en helt ny erfaring: Samfundene begyndte at udvikle sig. Det førte til ideen om, at alt kunne blive bedre.

Man fik da den tanke, at menneskene også kunne blive bedre, altså moralsk talt. Dette håb blev efterhånden så omfattende, at det blev sværere og sværere at skelne mellem det, der er, og det, der burde være. Hvis man ønsker at markere et sådant skel, står Humes guillotine til rådighed. Den havde statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke blik for i sin nytårstale. Han havde det slet ikke nødigt, for han er stålsat i sin tro på den teknologiske udviklings lyksaligheder. Hvordan vi egentlig går og har det, overlod han til Dronningen og en sort skærm.

Men ak, med en sådan indsigelse står man i fare for at blive karakteriseret som bagstræber. Det er ikke så godt, for folk vil ikke høre om de problemer, der rummes i mulighederne. De vil ikke høre på klimaforskernes dystre profetier, om økonomernes advarsler, eller psykologernes formaninger.

Derfor må disse eksperter dele skæbne med Arthur Schopenhauer, der i det 19. århundrede var frustreret over at blive overset. Tilslutter man sig udviklingsideologien, er man til gengæld progressiv og radikal, også selv om man i grunden farer med en halv vind: Fremskridtet gælder jo kun den materielle udvikling, der hovedsagelig appellerer til tanken. Følelseslivet må finde sig i at blive overset og tilsidesat, og de symboler, som psyken fra gammel tid udtrykte sig ved, har udviklingen elegant fejet til side.

Peter Faber, der levede nogenlunde samtidig med Schopenhauer, havde ikke noget imod den tekniske udvikling, blot den ikke anfægtede hans gamle jul. Han vidste nemlig, at julen handler om følelser, og han vidste også, at følelserne lader sig påvirke, men det fremgår ikke, om påvirkningen drev følelserne i den retning, udviklingsoptimisterne fandt hensigtsmæssig.

Udvikling gør os rådvilde

Den tredje mulighed er da den, at udviklingen gør os mere rådvilde, frustrerede og dummere på, hvad livet går ud på. Den industrielle udvikling havde allerede på Schopenhauers og Fabers tid skabt en tankernes despoti, der blev som et værn mod følelserne og oplevelsen. Det blev derfor allerede dengang almindeligt, at forveksle personlig udvikling med den samfundsmæssige udvikling.

Stadigvæk tror folk, at de udvikler sig personligt, fordi de halser efter den teknologiske udvikling. Det gør de selvfølgelig også, når det gælder forstanden, men ikke når det gælder følelseslivet. Det hænger sammen med, at personlig udvikling skabes og formes gennem generationsmodsætningen og spændingen mellem kønnene.

Den industrielle udvikling har imidlertid ført til, at disse skel er blevet udvisket. Gennem det 20. århundrede er generationsskellet næsten forsvundet og er blevet erstattet af voksne, der helst vil være som børn, mens børn ofte må tage ansvaret for deres hjælpeløse forældre.

Det er sørgeligt at konstatere, at muligheden for at udvikle sig fra barn til voksen er blevet markant ringere. Den unge står midt i voldsomme følelsesomvæltninger, der bliver mødt med tilbud, som nok kan fylde hovedet, men ikke give tilværelsen fylde.

Engang havde de unge noget at kæmpe for, og blev indviet til et voksenliv, hvor der var retning og mening, hvilket var en nødvendighed, så de kunne orientere sig og etablere sig. Fra den position havde de så mulighed for at kunne frigøre sig fra traditionen. I dag bliver de unge mødt med en berøringsangst, der bygger på et åndsforladt slogan: »Slip børnenes glæde, fantasi og kreativitet løs – det gør dem til frie, sociale og nysgerrige børn.« Det er ikke fordi, der er noget galt i et sådant synspunkt, men når man ikke har andet at byde på, så er det jo indlysende, at pædagogikken i stigende grad må inddrage psykiatrien som hjælpevidenskab.

Muligheden for at udvikle sig i parforholdet er tilsvarende blevet indsnævret. De modsætningsforhold, der skal skabe spændingen i en udvikling frem mod modenhed og glæde ved parforholdet, er forsvundet. Dermed er også den myndighed, forældre burde besidde, under pres. For udviklingen har fjernet den erkendelse, at det først og fremmest er parforholdet, der opdrager. Børn har det ikke bedre, end forældrene har det med hinanden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.