Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Sådan kan vores sundheds­væsen se ud, når vi fjerner bureau­kratiet

En lille ø med store ambitioner kan meget vel blive stedet, hvor vi for alvor begynder at bygge fremtidens mere menneskelige sundhedsvæsen.

Istedet for at lade pengene styre får Bornholms Hospital mulighed for at lade patienten komme først. Arkivfoto: Lars Helsinghof Bæk
Istedet for at lade pengene styre får Bornholms Hospital mulighed for at lade patienten komme først. Arkivfoto: Lars Helsinghof Bæk

Hvad sker der med din og min sundhed, hvis vi beder et helt hospital – ja, en hel ø, om at droppe snak om bureaukrati og kroner og øre, der normalt styrer vores hospitaler? Hvis de i stedet skal koncentrere sig om at finde den løsning eller behandling, der giver allermest mening for dig?

Det er essensen af, hvad der lige nu sker på Bornholms Hospital i Region Hovedstaden. Og måske er det her, vi finder løsninger på nogle af de udfordringer, som vi har diskuteret i den seneste tid.

Vores sundhedsvæsen er blevet for bureaukratisk, og Christianborgs fokus på hele tiden at producere mere for færre penge har skabt et sundhedsvæsen præget af stram økonomisk styring, hvor det ofte er svært at få øje på menneskeligheden. Det er ikke den vision, der driver os i Region Hovedstaden – eller mig som formand for Danmarks største region.

Når vi politikere i Region Hovedstaden har besluttet at omdøbe Bornholms Hospital til et »udviklingshospital«, sker det for at lægge handling bag ordene om, at vi ønsker et mere menneskeligt sundhedsvæsen. Ved bogstaveligt talt at sætte et hospital fri for den stramme økonomistyring.

Sund økonomi og en høj produktivitet er selvfølgelig også vigtigt på et udviklingshos­pital, ligesom man stadig har udrednings- og behandlingsgarantien i hånden. Men udviklingshospitalet kan give os nye svar på, hvordan vi kan styre mere efter værdier, som betyder noget for patienten og de pårørende, og mindre efter hospitalets pengekasse.

Lad mig blive konkret. Vi ved, at sammenhængende og korte forløb betyder noget for patienten. I dag er det svært at levere, fordi hospitalerne er bundet af stramme krav om hele tiden at være mere effektive. Derfor har de også svært ved at skræddersy et forløb til patienten, ligesom det ikke hjælper, at de mange myndigheder og aktører på sundhedsområdet er for ukoordinerede.

Forestil dig, at det var anderledes. Forestil dig f.eks. 67-årige Kurt, som kommer til kontrol på hospitalet for sin type 2-diabetes. I stedet for, at dette blot er en kontrol ud af mange over flere dage, er der til denne kontrol lagt en plan, hvor Kurt på én dag taler med både lægen, sygeplejersken og diætisten, og bagefter får han tjekket øjnene og fødderne for diabetiske sår. Samtidig er hospitalet og kommunen i dialog, sammen med Kurt, om noget motion. Det hele sker i ét sammenhængende forløb og på en enkelt dag – i stedet for som tidligere med flere usammenhængende kontroller præget af ventetid og bekymring. Det har nemlig stor værdi for Kurt, at turene til hospitalet ikke fylder så meget i hans hverdag. Han får større overskud til at overholde sine kontroller og bliver bedre til at passe på sig selv. Måske kan han endda spare nogle af kontrollerne og ringe ind, når det passer ham. I det hele taget giver det ham tryghed, at hans egen læge og kommunen og hospitalet taler sammen.

Et andet eksempel, som Udviklingshospital Bornholm allerede er i luften med, er de nye fælles ambulatorier. Det er en lille forskel med stor betydning for den patient i ambulatoriet, som ikke længere selv skal vandre rundt og finde de forskellige afdelinger og hver gang tage en ny plads i køen. I stedet kommer speciallægerne til patienten – og patienternes besøg planlægges, så det hele så vidt muligt klares på én dag.

 

Plads til forskellighed i sundhed

Og ja, der er set lignende initiativer før. Danske Regioner og regionerne går med det ambitiøse projekt »Borgernes Sundheds­væsen« langt for at spørge borgerne, hvad der betyder noget for dem. I Sverige har de forsøg på hospitaler som Karolinska og Jönköping. Herhjemme har vi også gang i lignende forsøg på bl.a. hjertecenteret på Rigshospitalet. Men vi har ikke forsøgt noget i denne målestok før. Aldrig på et helt hospital og med inddragelse af både kommune og praktiserende læger.

Baggrunden er, at sundheds- og sygdomsbilledet ændrer sig. F.eks. ser vi en stigende ulighed i sundhed, hvor alt for mange mennesker oplever, at livet med eksempelvis kronisk sygdom er fast arbejde og næsten fylder hele deres tilværelse. De møder et sundhedsvæsen, som ikke skaber en rød tråd med sammenhængende forløb. »Taler I overhovedet sammen?« lyder det fra dem og deres pårørende.

Jeg ville gerne kunne svare ja. Men patienternes forskellige behov går ofte tabt i svingdøren mellem myndighederne. Uligheden stiger, fordi vi ikke er gode nok til at håndtere patienternes forskellighed.

Det at være rask og leve et godt liv er ikke det samme for os alle. Vi tackler sygdomme ud fra forskellige forudsætninger. Hvor det for nogen er afgørende med et hurtigt genoptræningsforløb for at kunne komme tilbage i arbejde efter en operation, foretrækker andre et længere, men mindre krævende forløb. Nogle mennesker med kroniske sygdomme har brug for flere samtaler med en sundhedsperson, og andre nøjes med en snak, når de er i tvivl om noget.

Vi skal væk fra takststyring

Den traditionelle metode i sundhedsverdenen hedder såkaldt takststyring. Groft sagt betyder det, at man afregner efter antallet af behandlinger, og den metode har bragt os langt: Ventetiderne er faldende, vi behandler flere, vi samler specialer, så patienterne bliver behandlet de steder, hvor der er den største specialviden, og hvor mængden af behandlinger eller operationer gør det mest effektivt.

Men der er uhensigtsmæssige konsekvenser. Det store fokus på produktiviteten skaber grobund for, at vi behandler flere end nødvendigt. At styre efter flest mulige knæoperationer er ikke altid til patienternes bedste, fordi vi glemmer fokus på, hvilken livskvalitet det enkelte menneske har efter turen på hospitalet.

På samme måde skal vi blive bedre til at tage hånd om den enkeltes situation, før hun eller han bliver indlagt. Når en patient med en kronisk sygdom f.eks. bliver akut syg, er en indlæggelse ikke nødvendigvis den bedste løsning. En akuttid næste dag kan være nok, eller måske skal der skrues op for den kommunale pleje og genoptræning.

Mit hjerte har banket for sundhedsverdenen i mange år, så jeg ved, at det altså ikke er bare sådan lige, hvis man lever med flere kroniske sygdomme og samtidig føler sig overladt til sig selv, når de mange kontrolbesøg og behandlinger skal passes. Derfor har det så stor værdi for det menneske, hvis liv er præget af kroniske lidelser, at den praktiserende læge, hjemmeplejen og hospitalet på Bornholm taler sammen om og med patienten både ved indlæggelse og udskrivning for at finde den bedste løsning i den konkrete situation. Som det er i dag, skaber den traditionelle takststyring imidlertid ikke forudsætningen for denne slags koordinering og inddragelse. Faktisk nogle gange tværtimod.

På Udviklingshospital Bornholm skal det komme patienten til gode, at hospitalet ikke skal bekymre sig om, hvordan antallet af indlæggelser og operationer påvirker indtægten. Men hospitalet får som sagt også en opgave: nemlig at undersøge nye måder at styre hospitalet på.

Vi har brug for at vide, hvordan vi med et mere menneskeligt fokus og med en større respekt for forskellighed kan blive lige så effektive i forhold til behandlingsresultater og antallet af behandlede patienter, og hvordan vi sikrer, at læger og sygeplejersker kan koncentrere sig om det, som giver størst mening for den enkelte patient.

Vi har længe talt om at komme væk fra den stramme kroner-og-øre styring med fokus på takster, aktiviteter og økonomi. Væk fra bøvl, bureaukrati og New Public Management – og et krav om hele tiden at løbe to procent hurtigere. En lille ø med store ambitioner kan meget vel blive stedet, hvor vi for alvor begynder at bygge fremtidens mere menneskelige sundhedsvæsen. Hvor vi som patienter eller pårørende oplever et samlet sundhedsvæsen med myndigheder, der taler sammen. Hvor vi som samfund har mere fokus på livet både før og efter turen på hospitalet, og hvor den ældre medicinske patient kan blive længst muligt i eget hjem, omgivet af familie og venner.

Sofie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.