Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Så få konservative er der ikke

Det er ikke sandt, at der ikke er flere konservative tilbage. De grundlæggende normer og holdninger eksisterer stadig. Problemet er bare, at vælgerne ikke længere kan finde dem hos deres politikere.

Rolf Bagger, Forfatter
Rolf Bagger, Forfatter

»Sådan forsvandt de Konservative«, lød overskriften på Dorte Heurlins indlæg i Politiko, Berlingske, 25. april. Artiklen havde karakter af en sociologisk analyse af det konservative (provins-)borgerskabs relativt korte storhedstid med betydningsfulde fædre og hjemmegående mødre med dertil hørende, velopdragne børn og af årsagerne til miljøets senere forsvinden.

Hvornår det konkret skete, skal være usagt, men da jeg sidst i 70erne blev ansat som journalist på Weekendavisen og spurgte, hvem der abonnerede på avisen – det vil sige, hvem vi skrev for – lød svaret, at det gjorde provinsbyernes frustrerede lægefruer, der gerne ville følge med i verden uden for bygrænsen.

Og Det Berlingske Hus’ daværende chefredaktør Aage Deuleran forklarede galgenhumoristisk tilbagegangen i antallet af abonnenter på Berlingske Tidende med, at »rullekonerne dør ud«, hvilket flugter med Dorte Heurlins bemærkning om, at »rullet sengetøj« som så meget andet forsvandt med det konservative borgerskab (her i huset sætter vi nu stadig pris på »rullet sengetøj«).

Dorte Heurlins analyse var som en beskrivelse af det miljø, jeg selv voksede op i engang i 40erne og 50erne, omend det ikke var den provinsielle, men den frederiksbergske udgave af det konservative borgerskab, som i øvrigt også er forsvundet forlængst.

Hvad der derimod undrede mig ved hendes analyse – ud over den underliggende, ganske anklagende tone – var påstanden om, at Det Konservative Folkeparti er forsvundet eller i det mindste vil forsvinde sammen med det konservative borgerskab, fordi partiet, skulle man forstå, ikke havde taget de (kvinde­politiske) udfordringer op, som fulgte af, at samfundsudviklingen undergravede det borgerlige familiemønster.

Det var ligegodt pokkers, tænkte jeg. Selv om hele min barndoms og ungdoms konservative borgerskab forlængst er borte, har jeg betragtet mig selv som en form for konservativ hele mit voksne liv og har endda også stemt konservativt, omend ikke hver eneste gang.

Nej, Dorte Heurlins beskrivelse af det konservative borgerskab er alene en beskrivelse af dets praktiske og materielle livsform og forholder sig end ikke antydningsvis til de underliggende normer og holdninger i samme borgerskab.

Som om holdninger og ideer blot er produkter af sociale omstændigheder og derfor uinteressante. Det kunne jo være, at miljøet ikke er forudsætningen for de underliggende holdninger og ideer, men tværtimod er et ydre udtryk for dem, ja, måske ligefrem et resultat af dem, og at holdningerne har overlevet miljøets forsvinden.

Til sammenligning: Socialdemokratiet var engang arbejderklassens parti, men skønt samfundsudviklingen stort set har udslettet arbejderklassen, er Socialdemokratiet ikke forsvundet af den grund, og lur mig om ikke nutidens socialdemokrater har en lige så stærk følelse af at være netop socialdemokrater, som fortiden havde – simpelthen fordi de føler, at partiet er forankret i de samme holdninger og ideer som dengang.

Tillad mig et øjebliks personlig betragtning over det konservative borgerskabs væsen der, hvor jeg er vokset op, ikke nødvendigvis konservativt i partipolitisk forstand, men som et udtryk for de kvaliteter, der rent faktisk var de bærende i mit eget borgerlige, frederiksbergske opvækstmiljø.

Anstændighed var et nøglebegreb. Man skulle ikke bare opføre sig ordentligt og anstændigt, man skulle også, og ikke mindst, opføre sig anstændigt over for andre, høj som lav. Lighed i socialdemokratisk forstand var ganske vist ikke en del af anstændighedsbegrebet, men social ulighed brugt som værdimåler – for slet ikke at tale om ulighed som social barriere – var til gengæld uanstændigt.

Mådehold var også et nøglebegreb, og prangende og pralende adfærd og levevis var vulgært, hvis ikke direkte uanstændigt. Respekt for myndigheder og myndighedspersoner, for viden og sagkundskab og ikke mindst for alder og erfaring var en selvfølge. Staten var ikke en fjende, men en vigtig del af nationen, som man selv var stolt af at være en del af. Sådan som man var stolt – og forpligtet – af sit lands historie og de nationale institutioner og forpligtet til at forsvare dem. Deraf værnepligten.

Politisk var socialdemokraterne modparten, men man var nu engang borgere i det samme storbysamfund, og sammen med socialdemokraterne var man derfor samfundet, der simpelthen ikke rummede andre betydende parter end netop borgerskabet og arbejderklassen. Men socialdemokraterne var også en respekteret modpart, for man vidste, at også de var forankret i holdninger og ideer, der blot ikke var ens egne, og ikke mindst den stærke, interne solidaritet blandt socialdemokrater vakte respekt.

Langt fjernere forekom partiet Venstre at være – de Radikale var bare husmænd og halvstuderede skolelærere, som tilmed var pacifister. Nej, Venstre var noget med bønder og landbrug og bacon­eksport til England, og i skolen lærte man, at andels- og højskolebevægelserne, som man knap nok kendte, havde en stor del af æren for det Danmark, der var, og at ånden bag disse bevægelser var kerneværdier i partiet Venstre.

Men som det også er gået for de øvrige partier, har samfundsudviklingen mere eller mindre fjernet det, der engang var Venstres base, nemlig majoritetsbefolkningen, som boede på landet. I stedet er partiet blevet et liberalt middelklasseparti for befolkningen i byerne, hvilket har bragt det på større og større afstand af dets oprindelige kerneværdier, der ved festlige lejligheder stadig hyldes, men ellers synes fortrængt af den liberale ideologis dogmer og principper, i hvert fald når der tales politik.

Det var daværende statsminister Poul Schlüter, der i sin tid sagde de berømte ord, at ideologi er noget bras, og deri havde han ret. Ideologi er – eller var – noget bras, men der er heller ikke meget ideologi tilbage i dagens politiske partier. Og da han havde ført sit parti frem til en historisk valgsejr med hele 42 mandater i Folketinget, sagde han de berømte ord: »Så mange konservative er der slet ikke«. Det havde han også ret i.

I dag svinger tilslutningen til Det Konservative Folkeparti mellem tre og fem-seks procent. Dorte Heurlin dømmer ligefrem Det Konservative Folkeparti ude, fordi det konservative borgerskab er forsvundet, uden at partiet gjorde noget for at forny familiemønsteret og kønsrollerne indefra.

Tja. Man kunne også vende Poul Schlüters ord på hovedet og sige, at så få konservative er der heller ikke. Men når partierne, herunder Det Konservative Folkeparti, ikke længere bæres af hver deres sociale grupper og lag, må vælgerne i det mindste kunne finde og genkende de underliggende normer og holdninger i de personer, der repræsenterer partierne, og den politik, de står for.

Der er bare det ved det, at politik er ved at blive et teknisk erhverv med dertil hørende teknisk (universitets-)uddannelse, og det at være politiker har desværre i dag generelt udviklet sig til at være et spørgsmål om, som en anden maskinmester og allerhelst som maskinchef, at få mulighed for at dreje på håndtagene i det, der af politikerne selv så præcist kaldes samfundets maskinrum.

Det er ikke lige sådan et samfund, vælgerne kan identificere sig med, og den slags politikere, de kan betragte som deres repræsentanter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.

  • Blogs
  • Kronikker
  • Kommentarer
  • Berlingske Mener
  • Groft Sagt
  • Den Politiske Puls