Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Rusland – en ny trussel fra fortiden

Den russiske udenrigspolitik søger en maksimal »Putinisering« af nabolande. Man giver støtte til partier, der vil ødelægge det liberalt baserede vestlige politiske, økonomiske og militære samarbejde.

For godt 500 år siden var der kun fastlåste magtsamfund. Eliten holdt folket uvidende, retsløst og økonomisk maksimalt udbyttet. Religionen bidrog med menings- og holdningskontrol både over for almuen og de få, der fik adgang til uddannelse. Det tog århundreder at skabe de samfund, vi stadig har i Vesten. Det krævede modstand og kamp mod uduelighed, korruption og undertrykkelse. Ved tale og skrift samt oprør, revolutioner og krige mod herskere, der kæmpede for deres privilegier.

De store religioner stillede imidlertid også krav til de troendes optræden og kom derfor til at nære bevægelsen mod samfund med lighed for loven og andre rettigheder, som vi nu ser som selvfølgelige og umistelige.

Gennem de seneste to hundrede år skabte udbredelsen af evnen til at læse og skrive den stadigt stærkere ret til at tale og publicere frit i massepressen samt friheden til at organisere en – troede man – ustoppelig udvikling mod demokrati. I løbet af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet gik de folkelige forsamlinger fra blot at have udvalgtes ret til at rådgive monarken over muligheden for at kontrollere statens økonomi til retten til at lovgive til – endelig – at få magt til at kontrollere regeringerne og staternes magtapparat. Befolkningens retsstilling blev sikret gennem parlamenternes kontrol og ved politisk uafhængige domstole. Nu er alle disse dyrt vundne fremskridt truet.

Troen på en stadigt bedre fremtid er siden 1800-tallet blev næret af teknologiske fremskridt, der muliggjorde større velfærd til fortsat flere. Op til 1914 var det internationale samfund præget af globaliserede investeringer og handel og en tro på, at politikerne nu ville optræde rationelt, så også åbne krige mellem de civiliserede stormagter blev hindret.

Da verdenskrigen viste, at freden ikke var sikret, skabte de liberale demokratiske sejrherrer Folkeforbundet. Dette skulle virke ved fælles afskrækkelse af aggressorer, våbenkontrol og nedrustning samt konfliktløsning ved domstol. Organisationen blev straks anfægtet af fundamentalistiske socialister under sovjetrussisk ledelse, der havde samme mål om fred og retfærdighed som de liberale samt de moderate socialister.

Men kommunisterne så målene som uopnåelige i rammen af et kapitalistisk system, der måtte fjernes ved revolution. Kampen indledtes straks med en »hybrid« klassekampskrig over hele verden og senere med militær hjælp til allierede i Kina og åben krigsindsats i Spanien, den tids Syrien.

Folkeforbundets fredsmodel blev hurtigt afvist af stater, der søgte en revision af Første Verdenskrigs udfald. I Tyskland, Italien og flere andre europæiske stater afløstes den liberale-demokratiske samfundsmodel af autokratiske eller totalitære. Tyskland indledte derefter sin propaganda og misinformation samt undergravende støtte til oppositionskræfter i nabolande. Kombinationen af »hybrid«- og kupkrig, gav Hitler lette sejre, indtil fejlvurderingen i sommeren 1939 udløste Anden Verdenskrig.

Folkemøde i usikre omgivelser

Efter 1945 fulgte de to sejrende systemers konfrontation. Vestens pragmatiske mix og Sovjets fundamentalistiske idé om vejen til fred, retfærdighed og velstand stod over for hinanden. Den vestlige statslige kontrol med kapitalismen viste sig bedst egnet til at sikre en balance mellem frihed, retfærdighed og økonomisk vækst, mens sovjetsystemet tabte legitimiteten og kollapsede.

Derefter udnyttede den vestlige elite sin succes til:

• At handle som var det indlysende, at historien nu var slut og irrelevant.

• At frigøre finansinstitutioner fra regulering, hvilket bragte kollapset i 2008.

• At lade kapitalen helt frit søge profit over landegrænser.

• At give kapitalen adgang til stadigt billigere arbejdskraft inden for landene.

• At adoptere det grotesk forenklede og anti-professionelle kontrol-styringssystem, som samlet benævnes New Public Management, der i manglende interesse for ikke-målbare virkninger på samfundet kopierede det sovjetiske planøkonomisystem.

Resultaterne af denne fundamentalistiske liberal-ideologiske optræden, der arrogant ignorerer al erfaring, står nu klart. De ses i den lammede og forvirrede vestlige politiske reaktion i det sidste par års kriser og i den afvisende folkelige reaktion over for den politiske elite i selv de mest robuste vestlige demokratier. Det er den reaktion, der gør os sårbare over for truslen fra Rusland.

Den russiske udenrigspolitik søger en maksimal »Putinisering« af nabolande. Enkeltpersoner »købes« til loyalitet over for Rusland snarere end over for principper eller eget land. Man ejede Ukraines elite i 2014, er nu specielt aktiv i områder som Baltikum, men hvis en person som den tidligere tyske, socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, er til fals, er det velkomment.

Man giver støtte til partier, der vil ødelægge det liberalt baserede vestlige politiske, økonomiske og militære samarbejde og gøre enkeltlandene og deres ledere så ubeskyttede som eremitkrebs, der i utidig optimisme har forladt deres sneglehus. De vestlige befolkningers, journalisters og politikeres historiesyn er tyndt og fragmenteret og stedvis erstattet af romantiske myter om fortidens nationale storhed og lykke. Dette udnyttes energisk og intelligent for at fremme Ruslands dagsorden.

Det er let at manipulere med misinformation og løgn blandt frustrerede og usikre mennesker i en tid, hvor holdninger ikke forventes underbygget. Ruslands propagandaapparat udspreder opfattelsen, at alt positivt reelt er løgn, og at samarbejde aldrig kan være til begges fordel, men altid er dække for mafiøse magt- og klientforhold mellem de stærke store og afhængige små. Man skaber en situation, hvor det bliver risikofrit at bruge trusler og reel anvendelse af militær magt til at fremme russiske interesser.

Desværre er vores frihed og velfærd – som i 1930erne – også truet af tidsånden i Vesten, hvor man i dag er utålmodig med forpligtende internationalt samarbejde, og et flertal tror, at det bliver meget bedre uden. Dette på trods af logik og erfaringer. Uden EU (og NATO), forventes handel, fred og andre fordele at fortsætte eller øges. Man vil blot bilateralt løse alle problemer. Det vil, tror man, ske uden at de store lande egoistisk udnytter deres magtposition. Rusland vil således ophøre med at anvende gaseksport og anden samhandel som magtmiddel over for naboer.

Uholdbare myter om fortiden forgifter ikke alene realitetssansen i Rusland, hvor regimet bevidst genskaber både zarrigets og Stalins storhed. I flugten fra nutiden og fremtiden er såvel England og Frankrig som Ungarn og Polen blevet hårdt ramt af fortidsromantik. Tyrkiet er under Erdogan ved at følge Ruslands optræden både inden- og udenrigspolitisk. Ikke alle Vestens demokratier vil overleve den økonomiske deroute, der naturligt følger, når man ødelægger samhandel og samarbejde om gensidigt sikret stabilitet.

Den Kolde Krig huskes i dag som en konflikt mellem to ideologier, men var i sin essens en konflikt mellem to vestlige opfattelser af vejen til retfærdighed og fred. Begge havde deres rødder i den politiske kamp i Vesten for bedre samfund, der fra midten af det 19. århundrede blev delt i to hovedstrømme. En liberal, der vægtede frihed, og den mindre tålmodige kommunistiske, der ville lighed gennem tvang.

Den idelogiske udfordring fra Rusland er nu langt mere grundlæggende. Som den nazistisk-fascistiske trussel fra 1930erne er der nu fra Putin tale om en total afvisning af den vestlige liberale udvikling siden renæssancen. I dag er reaktionen den samme som for 80 år siden.

Mange i Vesten var dengang uden vilje til at forsvare de liberale idealer mod anti-demokraterne, der kæmpede for at ødelægge de »umoderne« og kapitalistiske, liberale demokratier og ville erstatte demokratiernes mudrede politiske og »ineffektive« processer med logisk enkelthed og hårdhed.

Tidsånden i Vesten kræver, at vi i blind tro på, at fred og demokrati er urokkelige naturtilstande, glemmer al erfaring. Velkommen til en verden styret af demente og mafiabosser med kernevåben.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.