Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Religionskritik til alle tider

Med udgangspunkt i de ti år gamle Muhammed-tegninger, chikanen af vore jødiske medborgere og attentatet på Lars Hedegaard må der da være nok at skrive om.

Det er oplagt, at den franske forfatter Michel Houellebecq med sin netop udgivne roman Soumission (Underkastelse), der faktisk ved skæbnens ironi udkom samme dag som det blodige terrorangreb på det satiriske tidsskrift Charlie Hebdo fandt sted, 7. januar, har vakt enorm opsigt. Dets eksplosive budskab er, at i året 2022 vil Frankrigs præsident være en muslim, lederen af partiet »Fraternité Islamique«, der er kommet til magten med socialisternes hjælp(!)

Landet er blevet forvandlet til en muslimsk republik med dybt indgribende ændringer i samfundet. Et konservativt patriarkat hersker, polygami er indført, kvinder trækkes ud af arbejdsmarkedet – hermed afskaffes arbejdsløsheden – og skal nu bære tørklæde. Og det siger sig selv, at jøderne har forladt landet. Denne »underkastelse« beskrives af en desillusioneret universitetsprofessor ved Sorbonne, hvis rektor er blevet afløst af en rettroende muslim.

Det er betegnende, at Houellebecq lader magtovertagelsen ske mere eller mindre fredeligt, oppositionen er splittet og ingen forfølges direkte, men det hjælper ens karriere, hvis man konverterer til islam. Dette gør da også jeg-fortælleren for at beholde sin stilling ved universitetet og desuden synes han ganske godt om de undergivne muslimske kvinder.

Der hersker således en stemning af desillusion, fatalisme og undergang i bogen – den vestlige kultur har spillet fallit. Endvidere må det ikke overses, at hverken professoren eller præsidenten er den egentlige hovedperson, men derimod en repræsentant for den franske dekadence omkring 1900, forfatteren Joris-Karl Huysmans, der er genstand for vor professors forskning og som på et tidspunkt også konverterede – men til katolicismen. Denne tematik føjer spændende perspektiver til romanen, der kunstnerisk set faktisk er langt bedre end dens ry. Men det er, som om en bog med Houellebecqs politiske budskab ganske enkelt ikke må have kunstneriske kvaliteter – hvad den faktisk har!

Houellebecq er langtfra den første, der beskæftiger sig med utopier, men disse tages i tidens løb for det meste blot ad notam som advarende stemmer om fremtidige autoritære regimer – tænk blot på Aldous Huxleys Fagre nye verden (1932) og George Orwells 1984 (1948). Og Houellebecq er heller ikke den første, der bedriver religionskritik, hvad enten denne er rettet mod religion generelt eller mod islam.

Religionskritik har eksisteret ligeså længe der har været religiøse følelser til, dvs. altid, og må ikke nødvendigvis forveksles med militant ateisme. Skriftlige vidnesbyrd kendes først fra antikkens Grækenland. Således bekæmpede den store matematiker Pythagoras (ca. 580-475 f.Kr.) Homers gudemyter, mens den noget yngre Demokrit (460-390 f.Kr.) langt mere radikalt hævdede, at intet eksisterer bortset fra atomer og det tomme rum. Den romerske digterfilosof Lucrets (ca. 98-55 f.Kr.) påstod i konsekvens heraf, at guder ikke eksisterer og at religion bunder i menneskets angst for det ukendte.

I modsætning til antikkens skeptikere og ateister forsøgte middelalderens kristne teologer, som f.eks. Thomas af Aquinas (ca. 1225-74), at integrere åbenbaring og en rationel erkendelse i et dogmatisk system. Dog med renaissancens videnskabsmænd, Kopernikus, Johannes Kepler, Galilei og senere Isaac Newton, brød store dele af dette system sammen og naturvidenskabens frigørelse fra først den katolske og senere den protestantiske kirke tog fart.

Langt mere radikal er dog de såkaldte franske encyklopædister i det 18. årh., der bevidst søgte at underminere alle bestående religioner til fordel for en dyrkelse af den mennneskelige fornuft. Den mest antiklerikale af disse var Voltaire, der opfordrede til at knuse pavedømmet: »Ècrasez l’infâme«. Han bekendte sig ikke til ateismen, men deismen, en fornuftens religion uden kirkelig dogmatik og med en afvisning af troens mysterier. I modsætning til mange oplysningsmænds tro på en algod guddom, viste Voltaire i sin satiriske mesterfortælling Candide (1759), at denne guddom såmænd snarere var en straffende guddom, der lader romanens titelperson lide alverdens modgang uden at denne dog mister sin optimisme – ironien er blodig. I Danmark er oplysningstidens fornemste repræsentant Ludvig Holberg langtfra så radikal. Hos ham overlever en deistisk tro og en appel om religiøs tolerance – der også findes hos tyskeren G.E. Lessing i dennes drama Nathan der Weise (1779), der sidestiller kristendom, jødedom og islam – omend Holberg i sin roman Niels Klim (1741) – også en utopi – ikke lægger fingrene imellem i sin kritik af tidens glædesløse pietisme.

Vi skal i litteraturen ud over den religiøse romantik og med den tysk-jødiske digter Heinrich Heines religionskritik – »himmelen overlader vi til englene og spurvene« – som mellemled frem til naturalismen omkr. 1870 for at finde det 18. årh.s religionskritik og ateisme repræsenteret på ny. Forløberne er bl.a. Karl Marx med dennes slagord »religion er opium for folket« og Ludwig Feuerbachs påstand om, at »Gud« ganske enkelt er menneskets projicering af en metafysisk længsel – ikke at Gud har skabt mennesket, men mennesket har skabt sin gud, her kan der trækkes en linje frem til Sigmund Freud. Og så kan Friedrich Nietzsche da endelig i 1882 erklære, at »Gud er død«.

I Danmark er repræsentanten for denne holdning, ledsaget af en enorm intolerance over for dem, der ikke fulgte dette »moderne gennembrud«, kritikeren Georg Brandes. I dennes kølvand fulgte kulturradikalismen, hvis hovedorgan var og er dagbladet Politiken, der så sandelig aldrig har lagt fingrene imellem, når det gjaldt kritik af kirke og kristendom, men har været påfaldende tavs, når det gjaldt en kritik af vor tids militante islamisme.

Det litterære vidnesbyrd om den ateistiske naturalisme finder i Danmark sit kendteste nedslag i J.P. Jacobsens roman, Niels Lyhne (1880). Her diskuterer titelpersonen med den ateistiske læge, dr. Hjerrild, netop kristendommen og Niels hævder i bedste feuerbachske manér, at så snart mennesket har lært at rette sin længsel ikke mod Gud, men mod medmennesket, vil en ny og bedre tid oprinde. Det er en påstand, som selv Hjerrild drager i tvivl, og senere i romanen får Niels da også selv et »tilbagefald«, idet han ved sin søns dødsleje påkalder »den Vorherre, som er i Himlen«.

Også ude i Europa kan der i det 20. årh. findes voldsomme angreb på religionen, lige fra århundredets tre totalitære regimer til f.eks. Jean-Paul Sartre. Også antiklerikalismen har blomstret, ikke mindst i de katolske lande repræsenteret af Giosuè Carducci i Italien og Anatole France og Émile Zola i Frankrig. Derimod er nyere dansk og skandinavisk litteratur snarere fattig på militant religionskritik, når vi ser bort fra stalinistiske forfattere som Hans Kirk og Hans Scherfig – og vi erindrer også Otto Gelsteds udsagn fra 1936: »Slet det grimme kors af flaget, gør det rødt«. Tænk her blot på August Strindberg, Selma Lagerlöf, Sigrid Undset, Martin A. Hansen, Ole Sarvig og Søren Ulrik Thomsen.

Derimod er det først i den postkoloniale tid, at f.eks. islam gøres til genstand for religionskritik. Dette sker med brask og bram med Salman Rushdies De sataniske vers (1988), der af store dele af den muslimske verden blev anset for at være en forhånelse af profeten Muhammed. Bogen vakte den pakistanske forfatter Ibn Warraq til dåd med en række islamkritiske bøger, bl.a. »Derfor er jeg ikke muslim« (1995), der understreger det totalitære element i islam og denne religions mål: At erobre verden.

Mens de kristne kirkesamfund i nyere tid reagerer på religionskritik med modargumenter, blev der udstedt en fatwa, dvs. dødsdom, mod Rushdie og Ibn Warraq, Kurt Westergaard blev truet på livet, hans franske kollegaer blev simpelthen henrettet og Houellebecq måtte i en periode gå under jorden. Men han turde skrive! Her er det så, at kronikøren spørger ligesom Jens Lillelund gjorde det i et interview med Bent Blüdnikow i Berlingske 9. januar: »Har vi ingen Houellebecq i Danmark?« - eller for den sags skyld kunne man tilføje: prominente islamkritikere som Éric Zemmour og Robert Redeker.

Med udgangspunkt i de ti år gamle Muhammed-tegninger, chikanen af vore jødiske medborgere og attentatet på Lars Hedegaard må der da være nok at skrive om. Men måske eksisterer problemet ikke blandt de mange overvejende kulturradikale forfattere og journalister, der får lov til at dominere så mange af vore medier? Eller er vi danskere for feje og vil ikke se virkeligheden i øjnene?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.