Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Regeringens angreb på dannelsen

Formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, mener, at den litterære dannelse skal erstattes af en moderne, digital dannelse. Meget tyder desværre på, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) er blevet forført af den samme slags fikse ideer.

»Hvem finder dog på den slags luftguitarsnak?« spørger kronikøren.
»Hvem finder dog på den slags luftguitarsnak?« spørger kronikøren.

Hvordan kan det være, at globaliseringen af markederne har gjort, at fag som litteratur og historie i dag er blevet unyttige, og hvordan kan det være, at den digitale revolution har forvandlet litteratur til en verden af i går? Det er et synspunkt, som fremføres af formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, i en kronik i Berlingske (6.4.) med titlen »Gymnasiereform til tiden«. Desværre ser det ud til, at Venstre er blevet inspireret af lignende tanker i forbindelse med den nye gymnasiereform. Anne-Birgitte Rasmussen advarer mod at »dyrke historiefaget og sprogfagene som rent litterære fag,« sådan som man har gjort tidligere. Der er ellers mange, der gerne vil styrke – ikke dyrke – historie og litteratur uden for skolen: det gælder læsekredse, biblioteker, sognegårde, Statens Kunstfond osv. Men hun anerkender ikke, at poesi er tænkning på højt niveau. Den litterære dannelse skal nemlig erstattes af en moderne, digital dannelse.

Meget tyder desværre på, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) er blevet forført af den samme slags fikse ideer. Hun vil nedlægge religion og oldtidskundskab og inkludere dem i et stort diffust fag, »historisk-humanistisk faggruppe«. Og hvad skulle målet være? Det skal sætte fokus på »elevernes innovative, digitale og globale kompetencer«. Hvem finder dog på den slags luftguitar-snak? Ministeren virker som en bugtalerdukke, hvorigennem en eller anden global, pædagogisk elite taler. For hvad i alverden er det for kompetencer, der tales om? Hvad er en global kompetence? Hvordan kan man sætte fokus på den? Er den mennesket iboende? Den nye reform kan virkelig med et tysk ord betegnes som Bildungsabbau – en nedbrydning af dannelsen. Vi får en generation af halvdannede FB-brugere. Hvor er det dog trist og åndløst.

Jeg blev i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet undervist i litteratur. Dansk litteratur var det centrale dannelsesmiddel. Jeg har selv undervist studerende i litteratur i snart 40 år. Det har været til ingen nytte. Det kan ikke længere bruges, for tiden er en anden. Men hvorfor kunne det bruges før i tiden? Jeg begyndte at læse engelsk i velfærdsstatens guldalder. Dengang anså man det for nødvendigt, at en kommende engelsklærer kunne læse oldengelsk og middelengelsk. Den slags blev afskaffet, og universiteterne er langsomt ved at afskaffe litteraturundervisningen.

Anne-Birgitte Rasmussen er moderne og åben, fordi hun ikke anser litteratur og historie for nyttige. Hun repræsenterer ligesom ministeren et moderne dannelsesbegreb. Imidlertid har hendes kamp mod dannelsen intet med hverken globalisering eller digitalisering at gøre. Det kommer jeg til.

»Den klassiske dannelse er vigtig,« mener hun (ikke), »men den er ikke længere nok. De unge skal kunne mere og andet.« Mere står der ikke om klassisk dannelse. Hun bruger slet ikke ordet »almen dannelse«. Det er jo en menneskealder siden, den klassiske dannelse forsvandt. Hun kan vel ikke mene, at de unge i dag er klassisk dannede? Det er end ikke underviserne. Og hun er da slet ikke selv.

Hendes »mere og andet« henviser til digitale, tekniske kompetencer. Dernæst ynder Rasmussen at bruge udtrykket »navigere i den globale verden.«

Hvordan opfatter Anne-Birgitte Ramussen gymnasieskolen? Den er et passivt spejl af noget udenfor. Skolen har end ikke relativ autonomi. Og den er altid bagefter. Verden uden for skolen består af to størrelser. Den ene hedder samfundet, den anden arbejds­markedet. Der er en tredje størrelse, som hun ikke nævner, og det er staten. Det er, som om den slet ikke findes.

Disse to størrelser – samfund og marked - skal skolen »tilpasses«. De to har »omskiftelige behov«. Passer det? Arbejds­markedet har vel blot brug for arbejdskraft? Og behovene er ikke særligt omskiftelige, for Anne-Birgitte Rasmussen kender dem: digitale kompetencer. Det gælder om at åbne gymnasiet mod denne digitale verden, for eleverne skal »klædes på til fremtiden« og ikke til »en verden af i går«. Men har gymnasiet tidligere været lukket? Og hvem vil tilbage til denne verden af i går? Hendes idyllisering af de digitale kompetencer, skjuler den virkelighed, der også omtales for tiden om gymnasielevernes sexdigitale kompetencer. De unge lever faktisk ikke i virkeligheden.

Anne-Birgitte Rasmussen har en værktøjskasse fyldt med luftige PowerPoint klicheer. »Verden omkring os ændrer sig.« Har man hørt den slags før? Og så kommer passiven: »Vi ændres med den.« Hvori består ændringen? »De økonomiske markeder er for længst blevet globale.« Jamen, er de nu det? Og dernæst: »Nogle finder det tillokkende at vende ryggen til de globale.« Lad os tage den første kliche om markederne. Hun fremfører nogle automatiserede synspunkter på globalisering, der stammer helt tilbage fra de første begejstrede forfattere som Thomas Friedmann med »The Lexus and the Olive Tree« eller helt tilbage fra Harvard­økonomen Theodore Levitt, der som den første i 1983 talte om globaliseringen af markederne. Det er ikke et argument at henvise til »den globale verden«, for hvad skulle verden ellers være end global? Hun kender intet til globaliseringsteorier. Globaliserings­teorier er karakteriseret ved at være datafri, siger den berømte økonom Pankaj Ghemawat i »World 3.0«. Hovedtesen er, at verden kun er semiglobaliseret, og det vil sige 10-15 procent. Det passer altså ikke, hvad hun siger om de »økonomiske markeder«.

Hvem mon hendes fjende er? Der er de mennesker, som finder det »tillokkende at vende ryggen til de globale.« Er det de reaktionære? De nationale? Muslimerne? Vi ved det ikke. Henviser hun til anti-globaliseringsbevægelser? Eller til den stedse mere populære kommunitarisme – dvs. dyrkelsen af fællesskaber? Og hvor i al verden er indvandringen blevet af? Hvordan skal gymnasiet håndtere de mange nye sunni-muslimer? Hvilken rolle skal religion spille i hendes digitale gymnasium? På et jysk gymnasium var nogle indvandrerelever blevet meget interesseret i to fag: religion og kemi. Man kan selv regne ud hvorfor.

Et fag er lukket, hvis det er litterært, men det kan åbnes, hvis det bliver et kulturfag. Det er en gammel traver, at litteraturfag bliver bedre, hvis de laves om til kulturstudier. Kultur er åbenbart endnu et smart begreb hos Anne-Birgitte Rasmussen. Verden er ikke globaliseret, når det gælder kultur, mener hun. Hun opererer ikke med begrebet verdenskultur. Og prøv at læs denne pseudo-dybe sætning: »Mennesker i verden har mange forskellige kulturer.« Hvor er det dog plat. Det betyder kun det, at der findes mange nationalstater, men hvornår i alverden har vi haft besvær ved at bevæge os på tværs af »nationale og kulturelle skel«? Har hun aldrig hørt om turister? Eller hvad med H.C. Andersens: »og dog så vidt om jorden/end høres danskens sang og mejselslag«? Det er et digt fra dengang, danskerne kunne latin og græsk. Vi nysproglige kunne både fransk, tysk, engelsk og latin, men i dag kan de fleste kun engelsk nok til at forstå YouTube og til at høre popmusik. Gymnasiet er til for erhvervslivets skyld. Det er budskabet. Og det er ikke nok, at de unge ved noget (det gør de ikke), de skal også kunne bruge det. Viden skal være nyttig. Det er sandt, at litteratur og kunst ikke kan bruges til noget. Anne-Grethe Rasmussen er en moderne Per Smed, der spørger »hwa nøt er e te?«

Vi har hørt det hele før. Det har ikke noget med globalisering eller digitalisering at gøre. I 1959 holdt fysikeren, politikeren og romanforfatteren C.P. Snow et foredrag, der hed »The Two Cultures«. Han sagde deri stort set det samme, som Anne-Birgitte Rasmussen siger i dag. Han argumenterede for, at man i England skulle fjerne litteratur­undervisningen og satse på natur­videnskaberne, især fysik og kemi. Hvis ikke ville England sakke bagud. Videnskabsmænd havde »the future in their bones«, mens forfatterne ville ønske, at fremtiden ikke eksisterede. Snow selv gentog blot nogle diskussioner, de også havde haft i Victoriatidens England. Og vi kan gå helt tilbage til Platon, der gerne ville have litteraturen – Homer – smidt ud af skolen. Homer overlevede i et par tusinde år. Men hvis det går så galt, at den nye gymnasiere­form bliver gennemført, vil det nu endelig lykkes Venstre og Ellen Trane Nørby at få Homer smidt ud af skolen. Det formåede hverken den franske eller den russiske revolution. Men nu sker det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.