Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik

Politisk establishment på afveje

Den politisk lovbrydende praksis i forhold og den efterfølgende »argumentation« hører ikke hjemme i en retsstat.

Fra åbent samråd om udlændinge, der har fået afslag på ophold. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) (nr. 3 fra venstre) og Peter Skaarup (DF). Foto: Ida Marie Odgaard
Fra åbent samråd om udlændinge, der har fået afslag på ophold. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) (nr. 3 fra venstre) og Peter Skaarup (DF). Foto: Ida Marie Odgaard

Den moderne forestilling om demokrati er rundet af de ideer, som den amerikanske advokat John Adams i den første føderale amerikanske forsamling af 13 stater i 1776 i Philadelphia kæmpede som en besat for at overbevise flertallet af den nystiftede amerikanske kongetro om at tilslutte sig.

De blev samme år, på hans opfordring, af Thomas Jefferson skrevet ind i den såkaldt amerikanske Uafhængighedserklæring, der på sin side var den store inspiration bag den franske menneskerettighedserklæring, som blev vedtaget op til den franske revolution i 1789.

Meget slående for disse erklæringer, der skabte værdigrundlaget for de borgerlige samfund og den borgerlige retsstat var og er, at forestillingen om den enkelte borgers ret til frihed og lykke er sidestillet og tænkt sammen med forestillingen om, at alle er født lige og har den samme værdighed. Med Uafhængighedserklæringens ord er dette, at »alle er skabt lige« en af flere »selvindlysende sandheder«.

Men ser man på, hvordan denne i forfatningsmæssig sammenhæng revolutionerende tanke, som er overtaget af det europæiske charter for menneskerettigheder efter Anden Verdenskrig, har overlevet i den danske politiske virkelighed af i dag, er der nærmest tale om en mental kontrarevolution.

Sjældent har man i en periode efter Anden Verdenskrig i dansk sammenhæng været vidne til en så målrettet indsats fra førende politisk hold for at reducere, ja decideret afsvække betydningen af forestillingen om både den i den kristne forestillingsverden forudsatte ligeværdighed mellem mennesker uanset oprindelse og den tilsvarende i de basale menneskerettighedserklæringer i den vestlige kultur.

Det pt. mest indflydelsesrige parti i den borgerlige lejr, Dansk Folkeparti, har med sin ideologiske bannerfører Søren Karup i spidsen ført en gennem snart to årtier lang direkte fight mod overhovedet selve tanken om det meningsfulde i forestillingen om menneskerettigheder og har i den særlige Krarupske variant udlagt menneskerettighederne som en del af »vejen imod Auschwitz«. Den tågede baggrund for denne radikale udlægning af menneskerettighederne synes at være, at de universelle humanistiske idealer som en politisk ideologi har forledt vestlige samfund og politiske partier til systematisk vold mod nationaliteter og anderledes tænkende kulminerende i Holocaust. De eneste gyldige værdier, der i modsætning hertil er værd at kæmpe for, er de værdier, der udspringer af de nationale folkefællesskaber.

Men det er naturligvis at stille både verden og de historiske erfaringer på hovedet. Det nazistiske regimes katastrofale voldelige forfølgelse af anderledes tænkende og af romaer og jøder opstod jo netop i en sammenhæng, hvor man afgørende brød med de universalistiske principper i vestlig og europæisk tankegang og legitimerede diskriminationen gennem et utal af særlove, der alle havde en nationalistisk klangbund. Af samme grund forstærkede man menneske­rettighedsprincipperne efter Anden Verdenskrig både i FN-og europæisk sammenhæng som et værn mod en gentagelse af den uhyrlige diskrimination og den åbenlyse afskrivning af menneskerettig­hederne i mange lande op til og under Anden Verdenskrig.

Disse grundlæggende erfaringer, der ikke med dette partis afvisende holdning til menneskerettighederne spiller nogen rolle for Dansk Folkeparti, synes også gennem de seneste år at være gledet så meget i baggrunden i danske medier og dansk politik, at man fra mange hold gør alt for at modarbejde dem frem til et punkt, hvor bardunerne i en stramning af udlændingepolitikken er så hårdt spændt op, at det næste skridt bliver at overskride menneskerettighedskonven­tionerne eller at udhule deres betydning.

Det er den glidebane, som regeringen med dens udlændingepolitik bakket op af både DF og socialdemokraterne allerede befinder sig på – personificeret i integra­tionsminister Inger Støjbergs seneste lovbrud i forhold til konventionerne og i Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuths, forsvar for, at det, han opfatter som den rigtige moral, står over loven.

Den politisk lovbrydende praksis og den efterfølgende »argumentation« hører ikke hjemme i en retsstat, men viser, hvór langt man i stramningseuforien, der af en selvgratulerende og smilende Støjberg blevet markeret med en lagkage for udlændingestramning nr. 50 udlagt på Facebook, er parat til at gå, hvis ikke en kritisk opposition eller presse sætter hælene i.

Den jødisk-tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt talte om »den moderate diskriminations glidebane”, og det er den, dansk politik gennem noget tid har været på. Retorik-professor Christian Kock har allerede for to år siden vist, hvordan netop Inger Støjberg med en slags New Speak-retorik gang på gang har formået at pakke et hårdt politisk budskab – vi ønsker ikke flere flygtninge – ind i noget, der ligner en human overvejelse. Vi ønsker at bekæmpe menneskesmuglerne, vi ønsker at bekæmpe tvangsægteskaberne etc. Bundlinjen er den ihærdige kamp for som et af verdens rigeste lande at modtage så få flygtninge som overhovedet muligt i en tid præget af en af de største flygtningekatastrofer efter Anden Verdenskrig. Man skal forstå, at alle alligevel ikke, her 343 år efter den skelsættende amerikanske uafhængighedserklæring, er født lige.

For eksempel er traumatiserede børn, der efter tortur og seksuel udnyttelse i libyske fængsler eller påtvungen prostitution i Athen på deres flugtvej op til Danmark ikke længere med alle disse stramninger og ånden i den hårde danske udlændingepolitik lige med os – velfærdsborgerne i Danmark. Og åbner vi endelig dørene for nogle af dem, gør vi nu, hvad vi kan for at sende dem ud af landet igen. Ekspedit. Marcus Knuth har med sit nervøse smil sagt det helt tydeligt på regeringens og dens støtters vegne: Antallet af flygtninge skal »helt i bund«.

I bund er allerede med den socialdemokratiske gruppeleder Henrik Sass Larsens mange radikale udtalelser inden for det seneste halve år den tradition for humanisme i forhold til de svageste – og de allersvageste i Europa lige nu er flygtninge på flugt fra krig – som man troede, socialdemokraterne følte sig forpligtede på. Med socialdemokraternes seneste omlægning af deres udlændigepolitik har vi nu fået to Dansk Folkepartier, hvad udlændingepolitikken angår. Og for at ingen skal tage fejl af partiets nye nedkølede forhold til Europas allersvageste, har Sass Larsen ikke alene ladet danskerne forstå, at humanisme og velfærdssamfund ikke længere i Danmark er forbundne kar, men også at humanisterne er farlige drømmere, der risikerer at destabilisere civilisationen i Europa.

Er der noget, der kunne destablisere civilisationen i Europa, ville det være – igen som i 1930erne og 1940erne – at sløjfe de humane principper i den borgerlige tænkning. Med valget af Macron har de franske vælgere tilkendegivet, at de ikke ønsker at overgive sig til de højrenationales skræmme­kampagner, men tværtimod ønsker en mand som præsident, der ikke alene forsvarer det åbne samfund, de liberale principper og det europæiske samarbejde, men også – som det fremgår af hans bog »Revolution« – tør drømme om at omsætte ideerne om frihed, lighed og broderskab i den franske revolution til praktisk politisk handling. Med det sandsynlige genvalg af Merkel som tysk kansler vil EU i de kommende år stå med to stærke politiske ledere, som i modsætning til de fleste forhåndenværende danske, ikke tøver, når det handler om at realisere og bygge videre på de tanker og principper, der er indfoldet i de europæisk givne menneskerettigheder. Man kunne ønske sig, at det danske politiske establishment i den henseende kom på omgangshøjde med disse politikere, og i øvrigt også at danske medier begyndte at tage al den europæiske forskning alvorligt, som viser, at tilgangen af flygtninge og indvandrere på mellemlangt og langt sigt er en ressourcegevinst for de enkelte europæiske samfund.

Glem ikke, at valget – apropos dronningens nytårstale – herhjemme står mellem dronningens fremstrakte hånd over for de nyankomne og Støjbergs primitive afvisningsfront. Måske havde H.C. Andersen og Kierkegaard virkelig fat i noget af det rigtige med deres tiltro til ånden i det danske monarki?

Stig Dalager er forfatter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.