Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politikere efterlader et hul i historien

Hvorfor er politikerne, der forhandler den ny gymnasiereform, bange for at bringe litteratur og litteraturhistorie tilbage på gymnasiets skema? Litteratur og litteraturhistorie er end ikke nævnt i reformudspillet. Det kan blive et fatalt bidrag til det fremadskridende, kollektive hukommelsestab.

Igen står vi over for en gymnasiereform, hvor det ser ud til, at litteraturen og litteraturhistorien forbigås. Arkivfoto.
Igen står vi over for en gymnasiereform, hvor det ser ud til, at litteraturen og litteraturhistorien forbigås. Arkivfoto.

Af Markus Floris Christensen, Cand.mag., årsvikar på Frederiksberg Gymnasium, Johnny Kondrup, Dr.phil., professor ved Københavns Universitet og Ivy York Möller-Christensen, ph.d., professor ved Universität Flensburg

Forfatterne er medlemmer af »Netværk Ny Litteraturhistorie«

Litteraturhistorien har det ikke godt i gymnasiet i dag. Studiet af litteraturen i historisk perspektiv er blevet reduceret til en ide om, at eleverne så tidligt og hurtigt som muligt skal have etableret et »historisk overblik«, som de i løbet af gymnasieårene kan vende tilbage til. I praksis fører det til, at litteraturhistorien hastes igennem og derefter går i glemmebogen: Hvad var det nu, romantikken gik ud på? Det kan være svært at huske, når man kun har haft en time til at gennemgå hele perioden. Eller som en gymnasieelev spurgte sine kammerater via netsiden Studieportalen: »Hvad er det, der ligger imellem Det moderne Gennembrud og 1990erne?«

Den nuværende bekendtgørelse for faget dansk stammer fra 2010 og rummer kun tre krav til inddragelsen af den litteraturhistoriske dimension. For det første, at man på et tidspunkt i løbet af de tre år »skal møde« tekster fra før 1700 og frem til i dag. For det andet, at der skal gennemføres et forløb om en afgrænset periode før 2000. For det tredje, at man skal igennem et såkaldt lange linjer-forløb, der udformes i samarbejde med historielæreren. Lange linjer-forløbet falder i første halvår af 1.g. Her er det hensigten, at man over otte-ti moduler skal gennemgå de vigtigste tekster og perioder fra oldtiden til det 20. århundrede. Et enkelt modul svarer til 90 minutter, inklusiv pause, så det bliver i alt ca. 12 klokketimers undervisning. Som lærer kan man derfor blive nødsaget til at afsætte blot et enkelt modul til udlægningen af Ludvig Holbergs forfatterskab. Gennemgangen bliver overfladisk, grænsende til det uforsvarlige, og konsekvenserne er til at tage og føle på. Litteraturhistorien ræses igennem, og eleverne tabes undervejs.

Den største udfordring for eleverne, når det kommer til den ældre litteratur, er af sproglig karakter. Ofte lyder det enstemmigt: Vi forstår ikke teksten, fordi sproget er gammeldags. Andre gange er det relevansen, der står for skud: »Hvorfor skal vi læse alle de gamle tekster?« »Hvad får vi ud af det?« Disse spørgsmål er danskfaglige kernespørgsmål, men for at kunne diskutere dem ordentligt og give nogle rimelige svar kræves det, at et vist antal timer er afsat til formålet.

Hvornår reduktionen af den litterære dimension i danskfaget blev grundlagt, kan man diskutere, men inden for de sidste 50 år kan der iagttages en glidende bevægelse. I 1961 var det et krav, at man skulle læse 11 litterære hovedværker, i 1987 blev det tal reduceret til otte, og ved den seneste gymnasiereform i 2005 landede man på fem (hvoraf de to kan afløses skriftligt eller mundtligt).

Reformen i 2005 begrænsede også den litterære del af faget til halvdelen af dansktimerne (og halvdelen af eksamensspørgsmålene), resten blev reserveret til sprog og medier. I bekendtgørelsen optræder litteratur og litteraturhistorie først langt inde i teksten, efter en længere udredning af de faglige mål, der først og fremmest drejer sig om tilegnelsen af sproglige og formidlingsmæssige kompetencer.

Man kan undre sig over, at de politikere, der har ladet udarbejde forslag til nationale kanonlister, og som taler om »nationens sammenhængskraft«, ikke har været mere opmærksomme på den glidende nedbrydning af historisk bevidsthed, som er foregået i gymnasiets danskundervisning. For det kan vel ikke være en bevidst politik, at man gradvis har frataget de unge nøglerne til den fælles historie?

Nu står vi igen over for en gymnasiereform, hvor det ser ud til, at litteraturen og litteraturhistorien forbigås.

I regeringens seneste reformudspil er litteratur og litteraturhistorie end ikke nævnt. Der skal ske en tydelig oprustning af de naturvidenskabelige fag, og humanistiske dannelsesfag som historie, religion og oldtidskundskab står til at blive lagt sammen. Det eneste forslag, der involverer danskfaget, går ud på, at der skal indføres obligatoriske skriftlighedsforløb med »sprogfokus i dansk«. Sådanne forløb udgør allerede en fast bestanddel af undervisningen, og det er dybt bekymrende, at man ikke har benyttet lejligheden til at gøre noget ved litteraturhistoriens udgrænsede status.

Men hvorfor er litteraturhistorien overhovedet vigtig? Det er der i hvert fald tre gode grunde til. For det første, at litteraturen selv er historisk. Dagens forfattere skriver i dialog med deres forgængere: Pablo Llambías genskriver Suzanne Brøgger, der fremskrev sig selv som en moderne pendant til Karen Blixen, der på sin side forholdt sig kritisk til Søren Kierkegaard. Eller for at gå lidt længere tilbage: Martin A. Hansen skrev sin roman »Løgneren« op imod Harald Kiddes »Helten«, Frederik Paludan-Müller skrev »Adam Homo« op imod Adam Oehlenschlägers »Aladdin«, Grundtvig skrev »De Levendes Land« op imod Thomas Kingos »Far, Verden, far vel«. Hvis ikke man bliver præsenteret for det ekkorum, som litteraturen bestandig skrives ind i, forstår man den kun halvt.

For det andet giver litteraturhistorien et overblik, en historisk »rygrad«, som kan sætte eleverne i stand til at sortere i de mængder af løsreven information, de støder på fra alle sider. Litteraturhistorien er jo også nødvendigvis ide-, kultur- og samfundshistorie, hvor en række grundlæggende begreber bliver sat i perspektiv. Begreber som asatro og kristendom; katolicisme og protestantisme; adelsvælde, enevælde og demokrati; barok, oplysning, romantik og naturalisme. De bliver sat i perspektiv netop ved at blive bragt i historisk orden, så eleverne forstår, hvordan det ene afløser og vokser ud af det andet.

Sidst, men ikke mindst, er den ældre litteratur et udtryk for, hvordan mennesker tænkte, følte og opfattede tilværelsen i tidligere tider. Digtningen opbevarer fortidige livsbilleder, som for en dels vedkommende er blevet fremmede for os. »Fortiden er et fremmed land; de gør tingene anderledes dér«, skrev den engelske forfatter L.P. Hartley i sin roman »Sendebudet« (1953). At få kvalificeret adgang til denne fremmedhed kræver viden – litteraturhistorisk viden.

Men samtidig er fortiden forudsætning for verden, som vi kender den i dag, og for hvem vi selv er. At få adgang til fortiden er altså også en betingelse for at kunne forstå os selv. Det er denne proces, man plejer at kalde dannelse, og som Søren Kierkegaard fangede i den finurlige formulering, at dannelse er »det kursus, den enkelte gennemløber for at indhente sig selv« (»Frygt og Bæven«). Litteraturhistorien er i eminent forstand et sådant kursus.

Man kan undre sig over, at politikerne ikke er mere optaget af at styrke bevidstheden om, hvem vi selv er, i en tid, hvor kulturer er i opbrud, og hvor der foregår massive folkevandringer. Hvordan forestiller man sig, at et historieløst samfund skal kunne indgå værdigt og kvalificeret i møder med andre kulturer?

Hvorfor er politikerne, der forhandler den ny gymnasiereform, bange for at bringe litteratur og litteraturhistorie tilbage på gymnasiets skema? Hvis man ser sig omkring, er det en angst, som deres kolleger i lande som Frankrig og Tyskland ikke nærer. Dér har den nationale litterære kanon både indhold og vægt i det højere skolesystem. Og måske af samme grund indgår litteraturen – såvel den ældre som den nyere – dér som en helt naturlig del af borgernes kulturelle referenceramme.

Det ville være dejligt, hvis vi havde politikere, der tog sig sammen til at reformere og genopbygge det gymnasiale danskfag, så vi undgår endnu et fatalt bidrag til det fremadskridende, kollektive hukommelsestab.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.