Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KRONIK

Papirhæren går til angreb: Excelkrigere, talmagikere og Claus Hjort sparer Forsvaret i knæ

Leif Donbæk
Leif Donbæk

Hvis regeringen bruger et anseeligt beløb hos et privat konsulenthus til et sparekatalog, så må hensigten være at finde besparelser. Ellers har man fuldstændigt mistet evnen til at forvalte befolkningens skattekroner.

En besparelse er defineret ved en »foranstaltning, der nedbringer en eller flere udgifter og derved spare penge«. I forsvarets tilfælde er det allerede sket adskillige gange de seneste år - senest i 2012, hvor McKinsey afleverede den sidste rapport om »effektiviseringer« (læs besparelser) i forsvaret.

Men måske er verden siden da blevet så tilpas fredelig, at vi kan tillade os at fjerne stort set hele forsvaret og læne os tilbage og nyde frugterne af fredsdividenden?

I hvert fald er forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) på ganske kort tid gået fra at ville løfte forsvaret med et substantielt beløb til nu at bestille endnu en konsulentrapport om »effektiviseringsgevinster«.

Åbenbart har Claus Hjort Frederiksen stadigvæk en indre finansminister, og øjensynligt vinder den stort over både hans nuværende titel som minister for forsvaret og ikke mindst den sunde fornuft.

En væsentlig del af de ekstra sparede midler skal bruges på kampfly, PTSD-ramte og en ubetydelig indsats i Grønland. Det bekymrende lille antal fly vil gradvist afløse hær og søværn, når de jubeloptimistiske tal fra flyaftalen falder fra hinanden.

Regningen for tidligere udsendte soldater er desuden sneget ind under Forsvarsministeriet i stedet for at lade regningen blive betalt af arbejdsskadeforsikringssystemet ligesom alle andre erhvervssygdomme.

Sparekataloget bliver udarbejdet i samme åndedrag, som forsvarsministeren luftede sin bekymring for den russiske udfordring, og Forsvarets Efterretningstjeneste var sjældent skarp i sin vurdering af samme problem. Signalet til omverdenen illustrerer med al tænkelig tydelighed, at man ikke er villig til at afsætte midler til et område, der potentielt kan berøre os alle.

Ekspeditionsforsvar

Status på dansk forsvarspolitik er, at vi har et stærkt decimeret ekspeditionsforsvar, hvor vi ikke kan operere selvstændigt, men udelukkende levere enheder til »plug and play« løsninger hos vores allierede.

Listen med de kapaciteter, som vi for længst har sendt til ophug, er væsentligt længere end de få, vi har tilbage. Bortset fra et mindre antal kampvogne i Holstebro er de tungeste og mest potente våben, vi råder over, udstationeret på enten Tøjhusmuseet eller ved indkørslen til et af de få tilbageværende tjenestesteder.

Og grunden til, at vi nu sender specialstyrker til udlandet, er formodentlig lige dele, at det giver operativ mening, og at specialstyrkerne er noget af det sidste, vi har tilbage, som ikke enten er sparet væk eller slidt ned af missioner.

Udfordringen heri er ikke blot de manglende elementer, men det problem der ligger i både tid og økonomi ved at indfase dem igen. Skal vi eksempelvis igen have et anstændigt artillerivåben, skal vi opfinde den dybe tallerken, da hovedparten af de tidligere artillerister enten er gået på pension eller har søgt andre græsgange. Det samme gælder for ubådsvåbnet, jord- til luftkapaciteten og en lang række andre specialer, der burde være en integreret del af vores territorialforsvar.

Med en amerikansk udmelding, der sår tvivl om Natoalliancens holdbarhed for dem, der ikke leverer den aftalte indsats, et Rusland der ikke er begejstret for de internationale spilleregler og et Mellemøsten i flammer, er det absolut påkrævet, at vi lever op til vores forpligtelser. Mens vi fedter rundt på godt halvdelen af det aftalte beløb til vores fælles sikkerhed, er den altoverskyggende agenda at barbere de operative kerneopgaver yderligere ned.

Langt de fleste lande omkring os er ved at se lyset, og i Sverige er man endda ved at genoplive værnepligten, da man betragter sikkerhedssituationen som kritisk. Tyskland hiver sine tunge kampvogne ud af mølposen, og Norge satser et trecifret milliardbeløb på sine væbnede styrker.

Historien er ikke prellet af på vores naboer, hvorimod dansk politisk historie kun gælder til og fra sidste valg.

To procent af BNP er et nøgletal, men tallet kan ikke stå alene. En investering i fremtidens forsvar skal være baseret på en langsigtet strategi, hvori vi definerer, hvilke kerneopgaver forsvaret skal løse.

Skal vi fortsætte med at fokusere på de internationale opgaver, skal vi løse det sammen med de nordiske lande, sammen med EU, sammen med NATO, eller skal vi begynde at kigge på et forsvar, der faktisk vil være i stand til at passe på Rigsfællesskabet?

Hvis vi lægger en strategi, hvori forsvaret af Danmark er centralt, bliver det bekosteligt at genopbygge hær, søværn eller flyvevåben, der rent faktisk vil kunne forsvare landets grænser.

Mens Rusland kalder de omkring 100 amerikanske kampvogne i Europa for en provokation, skal vi ikke længere tilbage end til slut 90´erne for at finde ud af, at vi selv rådede over mere end tre gange så mange selv.

Kvantitet tæller

Kvaliteten i Forsvaret kan ikke udelukkende løse opgaverne, kvantiteten betyder mindst ligeså meget. Selv McKensey kan ikke få de få skibe, fly og hærenheder til at blive til et forsvar i ordets bogstaveligste betydning, selv om de givetvis vil blive pålagt opgaven.

Og hvis vi fortsætter en strategi om, at Danmark fortsat skal deltage aktivistisk ude i verden, så har vi de samme problemer som ovenfor samt det helt særskilte problem, at Folketinget skal turde betale regningen, når danske soldater vender skadede hjem.

Vi har på godt og ondt samlet en mængde erfaring gennem en længere periode med en aktivistisk sikkerhedspolitik, en erfaring der nu er ved at glide ud med badevandet. Hver gang excelkrigerne går på hugst i forsvaret, forsvinder et stigende antal rutinerede medarbejdere, og nettoafgangen af personel er langt højere end tilgangen.

En serie af HR-målinger viser et nedslående resultat, og en op mod ti procent reduktion af de operative enheder hjælper næppe på det faktum.

De kontinuerlige besparelser er gift for de tilbageværende enheder, og personellets usikre fremtid vil givetvis give sig udslag i en forstærket søgning til det private erhvervsliv, hvor løn og arbejdsvilkår i stigende grad er tillokkende.

Forsvarsministeren burde sidde med en usædvanlig dårlig smag i munden, ligesom Søren Pape Poulsen (K) som leder af det, der burde være et forsvarsvenligt parti, faldt i Løkkes snedigt anlagte fælde.

I stedet for at få afgørende indflydelse tiltrådte K som det første katastrofeaftalen om F35´erne for derefter at blive taget med bukserne helt nede om anklerne i form af en slet skjult besparelse. Hvad man end mener om kampfly, så burde det være åbenlyst for enhver, at uden ny finansiering, bliver F35’erne en klods om forsvarets i forvejen tyngede hals.

Det substantielle løft i forsvaret bliver derfor nærmest umuligt at realisere, da man først skal rulle 2,7 milliarder tilbage og dernæst en kommende en mia. i besparelser. En tilførsel på små fire mia. årligt samt et substantielt løft på området vil næppe ligge inden for skiven, så længe den siddende forsvarsminister er forhenværende finansminister - særligt ikke med den tidligere udmelding om at 800 millioner kroner-puljen var et signifikant løft til politi, forsvar og efterretningstjenester.

Talmagikerne har desværre kronede dage, selv omfordeling og besparelser udlægges som markante investeringer. Når vi køber et mindre antal pansrede mandskabsvogne, end den eksisterende struktur kræver, er det en væsentlig forbedring, ligesom 21+6 fly fint kan afløse det dobbelte antal F16.

En hær, hvor bataljoner kun består af to underafdelinger, skibe der mangler besætninger, og et hjemmeværn der får udskudt materielindkøb i længere perioder, er Venstres, Konservatives og Liberal Alliances bud på forsvaret af Danmark.

Danmark og Vesten er truet, både af ydre og indre fjender, og nu er ikke tidspunktet at lege sognerådspolitik. Forsvaret må ikke blive som politiet, hvor man slås mere om, hvilken valgkreds en skole skal placeres i, end om bygningerne rent faktisk kan løfte opgaven.

Nu må Folketinget komme ud af busken. Forsvaret af Danmark kræver nye penge, massive investeringer og vigtigst af alt: En plan.

Leif Donbæk er jurist, SF’er og debattør og Klaus Kroll, Folketingskandidat, Nye Borgerlige.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.