Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

På med studenterhuen!

Studenterhuen er i senmodernitetens navn blevet et helt personligt projekt for den unge student. Traditionelt har det været læreren, der satte huen på hovedet af eleven, men i dag er det oftest forældre, søskende, bedsteforældre eller en ven, som gør det. Huen er ikke bare en hue, men et udtryk for selviscenesættelse.

Arkivfoto: Studenter studenter springer ud ved og i Storkespringvandet på Amagertorv i København. Foto: Thomas Lekfeldt
Arkivfoto: Studenter studenter springer ud ved og i Storkespringvandet på Amagertorv i København. Foto: Thomas Lekfeldt

Du husker det måske selv? Efter et forsømt forår med intensiv læsning kom kulminationen med eksamen i det sidste fag i gymnasiet. Højdepunktet var, da din lærer placerede den fine hvide studenterhue på dit hoved. Der er dog sket en mærkbar udvikling med, hvordan eleverne ønsker at gennemgå dette ritual.

Traditionen har tidligere været, at huen blev sat på elevens hoved af læreren. Selve handlingen kan ses som et symbol på optagelsen til en ny status i samfundet som student. Læreren repræsenterer i denne henseende formidleren af den viden, som studenten bringer med sig ud i verden. Overdragelsen af studenterhuen er symbolet på dette. Men i det senmoderne samfund ønsker majoriteten af eleverne en mor, far, bror, søster, bedsteforælder eller ven til at sætte studenterhuen, selve symbolet på endt eksamen, på hovedet. Ret beset har alle disse mennesker jo ikke nogen andel i den viden, som forhåbentlig har lagret sig i studentens hoved. Lærerens rolle bliver overflødiggjort i denne handling.

I Danmark kan studentereksamen og studenterhuen ses som et civilreligiøst overgangsritual. Studentereksamen i sidste fag i gymnasiet er en social begivenhed, hvor både venner og familie deltager på sidelinjen. Der er noget særligt dansk kultur og identitet knyttet til netop studenterhuen. Hvem føler sig ikke dansk, når en studentervogn med glade og råbende studenter med fine huer kører forbi på gaden?

Danmark er gradvis blevet mere og mere sekulariseret, om end vi stadigvæk har den statslige institution, folkekirken. Kristendommen har mistet indflydelse på samfundslivet, etikken og moralen. Det er den proces, som den tyske sociolog Max Weber kaldte affortryllelsen af samfundet. I stedet for religiøse ritualer såsom konfirmation, som førhen er blevet set som overgangen fra barn til voksen, er nu trådt et civilreligiøst overgangsritual: studentereksamen. Her kan virkelig tales om, at den unge student træder ind i de voksnes rækker. Det er først efter endt studentereksamen, at de fleste unge skal til at træffe nogle såkaldte »voksne« beslutninger.

Mange studenter fravælger læreren som overleverer af huen, og det er en udvikling, som er helt i tråd med det senmoderne samfund. Den engelske sociolog Anthony Giddens taler om en stigende aftraditionalisering af alle områder af tilværelsen. Man kan ikke tage noget for givet mere, og hvert enkelt menneske må i hvert tilfælde gøre sin stilling klar. Det senmoderne menneske reflekterer over den enkelte situation og i den refleksion inddrages de mange valg- og handlemuligheder, som en given situation synes at rumme.

Den unge student er netop symbolet på et senmoderne menneske. I efteråret, når studenterhuen skal bestilles, står eleven over for utallige valgmuligheder. Det er blevet tradition, at studenterhuens kokarde viser det religiøse tilhørsforhold. Der er det traditionelle kors, halvmånen med stjernen, Davidsstjernen eller ahornbladet, der er blevet symbolet på en ateistisk overbevisning. Herefter står valget over for: Om ens navn skal pryde huen bagpå, skal det skrives med guldskrift eller sølvskrift, skal gymnasiets logo stemples på indersiden af huen, skal underforet være af bomuld eller silke, skal der ekstra svedbånd med, vil man have ekstra underfor eller ekstra top. Jeg kunne blive ved. Jeg har selv deltaget i en sådan fremvisning med lige dele fascination og undren. Studentereksamens symbol er i tidens ånd kommercialiseret.

Alle disse refleksive valg er helt i senmodernitetens navn, der overvejes og tænkes mere over de valg, der træffes. Det senmoderne samfund er ifølge Anthony Giddens kendetegnet ved selviscenesættelsen af os selv og vores eget liv. Det senmoderne menneske er eklekticistisk, forstået på den måde, at man udvælger, hvad der passer ind i ens eget liv og kasserer det, der ikke gør. Vi udvælger således de traditioner, der passer netop ind i vores livsmønster.

Således også den kommende student med sit helt eget personlige valg af studenterhue og valg af, hvem der skal udføre ritualet: påsættelsen af studenterhuen.

Den tyske socialpsykolog og ungdomsforsker Thomas Ziehe taler om »formbarhed« som et grundlæggende vilkår i det senmoderne samfund. Med dette mener Thomas Ziehe, at alt i princippet kan formes efter det enkelte menneskes ønske; kroppen, uddannelse, karriere og i dette tilfælde studenterhuen.

Thomas Ziehe beskriver det senmoderne samfund som et samfund, hvor intet længere har en fast, ensartet struktur. Virkeligheden kan hele tiden ændre sig. Tilbage i 1950’erne og 1960’erne var der mange faste ritualer og regler. Der var en mening, og den kom fra oven fra autoriteterne: forældrene, lærerne og fra institutionerne og hierarkierne. Der skulle ikke foretages valg hele tiden. Dette gav de unge mennesker en ro og sikkerhed. Situationen med at fravælge sin gymnasielærer i studenterhue-ritualet ville være utænkeligt. På dette tidspunkt blev læreren anset som en autoritet, som man som ung ikke satte spørgsmålstegn ved. Thomas Ziehe kalder denne verden en overstruktureret verden.

Ungdomsoprøret i 1968 satte skub i en kulturel frigørelse, der blandt andet har ført med sig, at påvirkningen ikke længere kommer fra oven, den kommer ifølge Thomas Ziehe fra siden: fra vennerne, fra de jævnaldrende og fra den globaliserede verden via internettet. Thomas Ziehe kalder denne verden en understruktureret verden. Denne verden er ikke kun en fordel, men kan også være en byrde for de unge mennesker, som overvældes af alle de valg, de skal træffe hele tiden og skaber en følelse af rastløshed og uro. Som gymnasielærer og studievejleder kan jeg nikke genkendende til Thomas Ziehes betragtning. Jeg har ofte mødt frustrerede unge, som er overvældet af alle de valg, de skal træffe hele tiden.

Thomas Ziehe mener, at unge mennesker har behov for tydelige rammer. Men da respekten for læreren, også i kølvandet på 1968ernes oprør mod autoriteterne, er kraftigt reduceret siden 1950erne, har netop institutionen gymnasiet svært ved at fastsætte disse rammer. Thomas Ziehe opfordrer gymnasiet til at skabe en stærk struktureret skole med faste rammer og ritualer.

Vi skal således i Thomas Ziehes ånd genfortrylle gymnasiet og genskabe traditioner og ritualer i nye faste rammer. I senmodernitetens ånd naturligvis med eleverne som aktive medspillere. Vi skal lære eleverne, at der er begrænsninger i gymnasiet ligesom i det virkelige liv efter gymnasiet. Der er ikke frit valg på alle hylder. Det er f.eks. ikke alle unge, der kan komme ind på deres drømmestudium, få deres drømmejob mv.

En elev sagde til mig i efteråret: »Vi kan slet ikke koncentrere os om din undervisning, for der er så mange valg, vi skal tage stilling til om vores studenterhue, så det bliver den helt rigtige.« Senmodernitetens selviscenesættelse i en nøddeskal. Til det vil jeg sige: »Kære studenter anno 2016: På med huen« og helst af din lærer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.