Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronik:

Overvågning i anti-terrorens navn

Eva Smith: Hvad er der kommet ud af Justitsministeriets redegørelse om anti-terrorlovene? Redegørelsen læses med frustration, for flere spørgsmål besvares ikke tilfredsstillende og oplagte spørgsmål stilles ikke.

Tegning: Kamilla Wichmann
Tegning: Kamilla Wichmann
Men han har jo ikke noget på! Sådan siger det lille barn i eventyret Kejserens nye klæder – og sådan kunne jeg ikke lade være med at tænke, mens jeg med stigende skuffelse læste Justitsministeriets redegørelse for anvendelsen af anti-terror lovene.

I 2002 og 2006 gennemførte regeringen de såkaldte anti-terrorpakker. Formålet var at løse de nye problemer, der opstår, når et land skal forsøge at beskytte sig mod terror. For det første skaber målet for terrorhandlinger vanskeligheder. Mens man kan gå specifikt efter at beskytte statsoverhoveder og andre offentlige personer, ser situationen helt anderledes ud, når det drejer sig om at beskytte en hel befolkning. Der må ganske åbenbart bredere tiltag til. Dertil kommer, at det bliver ekstremt vigtigt at forebygge handlingen.

Med henblik på at takle disse problemstillinger blev indført to sæt love: Dels blev det strafbare område udvidet betydeligt med en række forberedelseshandlinger, herunder økonomisk støtte til terrorvirksomhed. Dels gennemførtes en række nye indgreb i forhold til både mistænkte og ikke-mistænkte borgere, herunder gentagne hemmelige ransagninger, mulighed for aflæsning af personlige computere, registrering af alle bevægelser på internettet for alle borgere etc. Inden gennemførelsen var der betydeligt fokus på at skabe en lovgivning, der kunne sikre en effektiv terrorbekæmpelse uden at kompromittere borgernes demokratiske frihedsrettigheder, hvorfor det blev aftalt, at der efter en passende periode blev gjort status over erfaringerne med de indførte regler.

Denne redegørelse foreligger nu. For så vidt angår ændringerne i retsplejeloven, der indfører en stribe meget vidtgående indgreb i forhold til både mistænkte og ikke-mistænkte personer, var det ventet, at redegørelsen ville tage stilling til de tre spørgsmål, der har interesse i denne sammenhæng:

Hvor ofte er reglerne blevet brugt til bekæmpelse af terror? Hvor ofte er reglerne blevet brugt uden at anvendelsen har ført til sigtelse/tiltalerejsning? Må det antages, at man kunne have opnået et tilsvarende antal tiltalerejsninger/domfældelser uden anvendelse af disse regler?

De to første spørgsmål må umiddelbart kunne besvares ud fra politiets statistikker. Det sidste spørgsmål – som jo også er det mest interessante – er også det sværeste at besvare. Men man kunne ønske (forvente?), at redegørelsen indeholdt et forsøg på en vurdering af dette spørgsmål. Især fordi Justitsministeriet selv nævner, at formålet med lovgivningen har været at sikre en effektiv terrorbekæmpelse.
Man læser redegørelsen med stigende frustration. End ikke det første spørgsmål er der en tilfredsstillende besvarelse af – og de to sidste spørgsmål nævnes overhovedet ikke.

Lad mig blot nævne to eksempler: § 783,stk. 2 om kendelse rettet mod person. Tidligere var det sådan, at politiet fik en aflytningskendelse på bestemte telefonnumre, typisk den mistænktes fastnets- eller mobiltelefon. Efterhånden bruger mistænkte imidlertid adskillige mobiltelefoner, taletidskort etc. Tanken bag denne bestemmelse er derfor, at politiet i stedet for som hidtil at få tilladelse til aflytning af et eller flere telefonnumre kan aflytte enhver telefon, som den mistænkte anvender. Det betyder, at man også kan aflytte hans vens, hans søsters eller hans tennismakkers telefon. Opnås en kendelse »på person« er dette skøn overladt til politiet.

Da bestemmelsen blev indført, var der overvejelser om, at den også skulle gælde andre områder end terror. Imidlertid undlod Justitsministeriet at stille forslag herom, idet sådanne forslag ville indebære »behov for foretagelse af visse principielle overvejelser«.

Disse overvejelser må antages at dreje sig om den store kreds af uskyldige personer, der kan blive aflyttet med det nye indgreb. Man må gøre sig klart, at enhver telefonaflytning indebærer, at en række uskyldige personer aflyttes. Den mistænkte taler jo i telefon med mange andre end andre mistænkte, herunder familie, arbejdskammerater, læge, offentlige myndigheder osv. Denne kreds udvides markant, når ikke alene mistænktes egen telefon, men også telefoner, som mistænkte kan tænkes at anvende, kan aflyttes.

I 2009 blev bestemmelsen udvidet, således at den også kan finde anvendelse på »andre alvorlige lovovertrædelser, som indebærer fare for menneskers liv og helbred mv.« (Det kan oplyses, at disse straffelovsovertrædelser bl.a. er rufferi og fareforvoldelse ved grov kådhed.) Udvidelsen i 2009 var ikke ledsaget af »principielle overvejelser«, som ellers forudsat i 2006. Også redegørelsen er fuldstændig tavs på dette punkt.

Det oplyses, at bestemmelsen har været anvendt i to terrorsager. Selv om oplysninger fra PET naturligvis må være sparsomme, ville man vel ikke afsløre for meget om virksomheden ved at angive, hvor ofte bestemmelsen har været anvendt, i hvilke sager ud over terrorsager, og hvor ofte anvendelsen ikke har ført til sigtelse/tiltalerejsning. Sådanne oplysninger findes imidlertid ikke.

§ 791 b om dataaflæsning. Dataaflæsning består i, at politiet hemmeligt følger bryder ind i dit hjem og kobler sig til din computer, således at enhver aktivitet og indholdet i den nu kan følges af politiet. Det oplyses i redegørelsen, at politiet har anvendt og anvender dataaflæsning i mange tilfælde og bl.a. i forhold til målpersonerne i to terrorsager.

I betragtning af hvor indgribende dette efterforskningsmiddel er, hvor politiet hemmeligt skaffer sig adgang til privatpersoners personlige computere, forekommer »mange tilfælde« både bekymrende og for upræcist. Indgrebet kan ikke alene anvendes over for terrormistænkte, men over for enhver, der er mistænkt for en forbrydelse med mindst seks år i strafferammen (og efter de senere års stramninger er det temmelig mange forbrydelser). Det ville derfor være interessant at vide, hvor ofte og over for hvilke mistænkte, det er anvendt. Navnlig ville det være overordentligt interessant at vide, hvor mange indgreb der ikke har ført til sigtelse/tiltalerejsning.

Logningsbestemmelserne er de bestemmelser, der betyder, at al kommunikation blandt almindelige borgere (ikke-mistænkte) registreres af teleselskaberne og gemmes et år. Dvs. at alle e-mails til og fra en person registreres, alle telefonsamtaler og alle opslag på internettet. Det betyder, at der i 2008 blev registreret 82.000 oplysninger for hver eneste dansker – fra baby til olding. Og antallet stiger støt. Indholdet af kommunikationen har politiet dog ikke adgang til. Det kræver en retskendelse. Det fremgår af redegørelsen, at en nærmere vurdering af logningsbestemmelsen i § 786, stk. 4 er udsat til 2011-12.

Det bliver spændende at se resultatet af denne vurdering. De foreløbige sparsomme oplysninger fra myndighederne viser, at oplysningerne har været anvendt i sager om børneporno, men der foreligger ikke konkrete oplysninger om brug til terrorefterforskning.

Samtidig nævnes i redegørelsen, at der allerede nu er nedsat en arbejdsgruppe (formentlig bestående af ministeriet, politiet og anklagemyndigheden), der skal komme med anbefalinger om en mulig brugerregistrering vedrørende taletidskort, internetcaféer, gratis hotspots, internetadgang på biblioteker mv.

Tidspunktet for nedsættelsen af dette udvalg forekommer meget mærkværdigt. Hvorfor afventer man dog ikke diskussionen om de hidtidige tiltag, før man foreslår nye og mere vidtgående?

Det kan undre og bekymre, at Justitsministeriet efter en meget overfladisk og upræcis gennemgang af bestemmelserne, hvor der ikke en eneste gang er henvist til retssikkerhedsmæssige betragtninger, slutter sin redegørelse med at konstatere, at erfaringerne »ikke giver Justitsministeriet anledning til at overveje ændringer i den gennemførte lovgivning ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn.«
Folketingets Retsudvalg har til hensigt at iværksætte en høring over redegørelsen.
Det er et initiativ, som man kun kan imødese med stor interesse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.