Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kronikken

Ord har virkning – så brug dem klogt

Er man sur og tvær over noget eller nogen, kan et EU-Nej-Tak være protesten. Resultatet kan i værste fald blive tabet af 40 års dansk indflydelse, eksport og andre ubetinget positive resultater.

Tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Arkivfoto: Scanpx
Tidligere statsminister og NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Arkivfoto: Scanpx

Anders Fogh Rasmussen, tidligere NATO-chef, statsminister og Venstre-leder, var for nylig hovedtaler på en konference på Børsen i København. Konferencens tema var den britiske EU-folkeafstemning 23. juni, og Fogh Rasmussen talte rigtigt og forventeligt om de store skadevirkninger, både økonomisk og politisk, i tilfælde af et britisk ja til at forlade EU.

Et Brexit vil være udtryk for en bekymrende tendens i EU. En tendens til at glemme de åbenlyse fordele og muligheder, som Det Indre Marked indebærer. En tendens til at lukke sig om selv og søge tilflugt i den falske forestilling om nationalstatens trygge nostalgi. En tendens til at fornægte, at vores fælles velfærd og sikkerhed forudsætter gensidig tillid, sammenhold, og at alle tager del i ansvaret. Venstres tidligere formand talte korrekt om nødvendigheden af reformer af EU-samarbejdet for at sikre sammenhold og holdbare løsninger.

Mere bemærkelsesværdig var måske Fogh Rasmussens erkendelse. Hans analyse af briternes situation var nemlig klar: Cameron og andre britiske ledere har talt meget kritisk om EU i snart mange år, og nu høster man, som man har sået: Briterne har nemlig lyttet til kritikken – og i konsekvens af dette, er det nu en åbenlys risiko, at de stemmer sig helt ud af samarbejdet.

Fogh Rasmussens erkendelse: Det samme kan ske i Danmark. For også danske politiske ledere, ham selv inklusive, har gennem mange år haft travlt med at tale EU ned i stedet for op. Britiske politikere har i årevis »brugt EU som prügelknabe«, sagde Fogh og fortsatte: »Fra min tid i dansk politik må jeg erkende, at det samme billede gør sig gældende i dansk politik.«

Det var rette ord på rette tid og sted. En meningsmåling viste forleden, at 42 pct. af danskerne ønsker sig en folkeafstemning magen til briternes. En stigning på fem pct. på bare tre måneder og for første gang et flertal (38 pct. ønsker ikke en afstemning). Konklusion: Det er næppe ja-sigerne, der nu presser på for at få bekræftet deres ja...

Målingen kom til overflod kun få dage efter en grundlovsdag, hvor vi alle kunne opleve Mette Frederiksen, den socialdemokratiske leder, gøre præcis det, som Fogh havde advaret imod. Tale EU ned. Gennemføre lidt populær EU-bashing. Indlede talen med at understrege, at man skam er stærk tilhænger af EU, men... og så komme med en generel kritik af EU for at »have svigtet« (et stærkt og følelsesladet ord, som alle kan forholde sig til), efterfulgt af en række forbehold for samarbejdet og en opremsning af de kun tre ting, som S-lederen mener, at EU bør koncentrere sig om. Man behøver ikke være professor i retorik for at se, hvad den slags italesættelse betyder over tid: Ord er ikke ligegyldige. De har faktisk en virkning.

Denne teknik – med det berømte lille »men« – har i snart en længere periode ledsaget politiske lederes EU-taler. Hensigten er klar nok: Men’et er designet til at tækkes den stadigt mere populære EU-skepsis – en bidsk hund, som efter gængs analyse åbenbart skal fordres jævnligt for ikke at bide.

Men nu har dyret ved den jævnlige fodring vokset sig så stort, at vi meget snart kan havne i samme situation som briterne: At den dårlige stemning i sig selv er blevet et argument for at teste samarbejdet ved en afstemning, som nærmest ved tilfældigheder kan ende hvor som helst. Så er det ikke mindst dagsformen hos den til enhver tid siddende regering, der afgør Danmarks skæbne i Europa. Er man sur og tvær over noget eller nogen, kan et EU-Nej-Tak være protesten. Resultatet kan i værste fald blive tabet af 40 års dansk indflydelse, eksport og andre ubetinget positive resultater. Og kun måske på baggrund af et velovervejet valg, men måske på grund af alt muligt andet.

Vi deler derfor Fogh Rasmussens analyse og konklusion. EU-samarbejdet skal reformeres for at kunne levere. Til gengæld skal vi gøre vores for at tale EU op, hvor det faktisk hører hjemme.

Folkeafstemningen 3. december var på mange måder en brat opvågnen: Et tilsyneladende sikkert ja-tema (Europol og andre samarbejder, som entydigt gavner os danskere) endte med en klar afvisning. Vel at mærke efter en valgkamp, hvor det stod ganske tydeligt for de af os, der tilbragte en del tid i forsamlingshuse og på gaden, at den generelle stemning omkring EU var totalt domineret af vrede og frustration. Det kan selvsagt sagtens være velbegrundet, men ofte var den eneste begrundelse, at »nu-er-det-nok«. De ansigtsløse bureaukrater i Bruxelles skal ikke bestemme mere over os. Og så kan regeringen passende få en over nakken i samme moment. Punktum.

Denne voldsomme EU- og establishment-skepsis er på ingen måde ny. Det er heller ikke første gang, at vælgerne stemmer nej til mere EU.

Men når man – 15 år efter euro-nej’et – endnu engang skal opleve, at et massivt flertal på Christiansborg kan bringe sig i åbenlys opposition til et befolkningsflertal på noget så konstruktivt som stærkere politisamarbejde - ja, så er der grund til at råbe vagt i gevær.

Så er der svamp i de bærende konstruktioner, råd i den grundlæggende pro-europæiske fortælling. Den fortælling, som enhver ansvarlig, Europa-sindet politiker i Danmark burde kunne i søvne.

Fortællinger skal løbende fornys. Ellers forvitrer de. Uffe Ellemann-Jensen generationen havde ingen problemer med at stå på mål for en vision om fred gennem samhandel. Men efter finanskrisen og nu flygtninge- og migrant-problemerne er det traditionelle narrativ blevet en rusten cykel, som ingen gider prale af. Mange – også MFere – har i stedet brugt tid på at mundaflæse ledernes nye fortælling om skepsis og nok-er-nok. Undervejs forsvandt svaret på det store hvorfor?

Vores konklusion er derfor klar: Tiden er inde til et skifte. Et skifte i attituden over for det Europa, som er en del af vores skæbne. Et skifte i måden, vi taler om det fælles samarbejde, som vi selv har valgt – og som er livsnødvendigt for Danmarks fremtid.

Hvis vi skal undgå igen og igen at skulle forlade os på andre landes nåde og selv styre vores EU-skæbne – ja, så er den konstante pleje og fornyelse af den grundlæggende fortælling en bunden opgave. For hvis politikerne ikke støtter og tager ansvar for det europæiske projekt, hvorfor skulle befolkningen så?

Vi har begge gennem årene haft vore kritikpunkter i forhold til EU-samarbejdet ligesom alle andre. Vi har begge talt for, at man skal kunne forholde sig kritisk til de dele af EU-samarbejdet, som ikke fungerer eller institutionerne ikke burde blande sig i.

Men når det strammer til, bør tvivlen ikke længere udgøre grundtonen. Når der er brug for sammenhold, skal man demonstrere sin solidaritet – også i sproget og signaleringen.

Kulturminister og Venstre-kollega Bertel Haarder sammenlignede for et par år siden EU med en elefant. Et roligt dyr, som alle kan spytte på og sparke til, uden at den reagerer. Problemet er, at man undervejs glemmer, at selv en elefant kan nedlægges. Og når elefanten, som alle sparker til, er i knæ, bør det ikke være os, der skal tilføre det afgørende spark eller forholde os passivt, når andre sparker. Selv en elefant behøver hjælp. Det er simpelthen et spørgsmål om ansvarlighed.

Vi lever i en tid, hvor der er behov for samarbejde, ikke for fragmentering. Ingen burde ønske sig et splittet og nationalistisk Europa. Og ingen kan løse de grænseoverskridende udfordringer alene – heller ikke Danmark.

Herfra skal derfor lyde et løfte om at tage mere EU-ansvar på os. Og en opfordring til at andre i det politiske gør det samme.

Er det populært? Næppe. Men en udvikling, hvor skiftende politikere og regeringer skælder ud på EU som en nem udvej, må stoppe. I dag taler vi nej’et op i jagten på billige point. Det er på tide, at vi i de danske politiske partier tager nogle interne debatter om, hvordan vores forhold til EU skal være. Vi kan ikke fortsætte med den nuværende retorik og debat, uden at det har konsekvenser.

I tilfældet Storbritannien kan de konsekvenser blive store. For os allesammen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.